Queen Machine

d. 12 juli juni 2026 Kl. 08.27

★ ★ ★ ★ ★ ★

Queen Machine satte strøm til sommeraften i Tivoli

Plænen blev forvandlet til et syngende rockkor, da Queen Machine leverede en festlig, velspillet og uimodståeligt publikumsvenlig udgave af Queens største sange.

Man kunne høre koncerten, før den begyndte. Ikke fra scenen, men fra menneskemængden foran den. Små brudstykker af Queen sange dukkede op mellem samtalerne, mens publikum fandt deres pladser på Plænen. Nogen sang en linje fra “Bohemian Rhapsody”. Andre klappede rytmen til “Radio Ga Ga”. Det var, som om aftenen allerede havde fået sit eget soundtrack, længe før Queen Machine spillede den første tone. Den varme juliaften havde trukket et stort publikum ind i Tivoli. Mange havde tydeligvis flere årtiers Queen musik med sig i bagagen, men der stod også yngre gæster mellem de erfarne koncertgængere. Fælles for dem var forventningen om en aften, hvor sangene ikke blot skulle høres, men synges, klappes og mærkes. Da Queen Machine gik på scenen, var der derfor ingen grund til at præsentere musikken. Den var allerede en del af Plænen. Bandets opgave var en anden: at få de velkendte sange til at føles levende igen.

En åbning uden sikkerhedssele

Queen Machine begyndte med “Tie Your Mother Down”, og dermed var linjen lagt. Ingen langsom opbygning, ingen forsigtig introduktion og ingen behov for at mærke publikum an. Bandet gik direkte efter rockens tyngde og den kontante energi. Peter Møller Jeppesen sendte de første guitarriff ud over Plænen, mens Paolo Romano Torquati på trommer og Jens Lunde på bas lagde et solidt fundament under musikken. Henrik Østergaard bandt lydbilledet sammen med keyboard og guitar, og i front trådte Bjarke Baisner Laursen ind med den nødvendige blanding af kontrol, karisma og teatralsk overskud. Det er naturligvis umuligt at stå i spidsen for et Queen tributeband uden at blive sammenlignet med Freddie Mercury. Men Baisners styrke er, at han ikke forsøger at forsvinde ind i en fuldstændig imitation. Han låner bevægelserne, positurerne og den legende kontakt med publikum, men han står samtidig på scenen som sig selv. Det gør showet mere troværdigt.

Hænderne kom hurtigt over hovedet

Allerede med “Radio Ga Ga” blev publikum en aktiv del af koncerten. De karakteristiske håndklap bredte sig gennem menneskemængden, og på få sekunder stod store dele af Plænen med armene løftet over hovedet. Det var ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt publikum ville deltage. Det handlede kun om, hvor højt de ville gøre det. Queen Machines koncerter fungerer bedst, når grænsen mellem scene og tilskuere bliver udvisket. Bandet leverer sangene, men publikum leverer en stor del af følelsen. Det blev endnu tydeligere under “Don’t Stop Me Now”, der ramte som et musikalsk energitilskud. Nummeret blev spillet med fart, overskud og en smittende glæde, der fik Tivolis gæster til at danse, vippe og synge med. Den lette og charmerende “Crazy Little Thing Called Love” skiftede udtrykket og gav plads til både rockabilly og hoftebevægelser, inden “I Want It All” igen satte tyngde og volumen på koncerten. Her stod bandet stærkt som samlet enhed. Queen Machine er ikke blot en frontfigur omgivet af akkompagnatører. Det er fem musikere, der kender materialet, hinanden og publikums reaktioner helt ned i detaljen.

Kendte sange uden støv

Der er altid en risiko ved at spille musik, som næsten alle kender. Enhver lille afvigelse bliver opdaget. Publikum ved, hvornår guitaren skal komme ind, hvor pausen ligger, og hvordan det næste omkvæd skal føles. Samtidig kan en alt for nøjagtig kopi hurtigt ende som en pæn, men livløs gengivelse. Queen Machine placerer sig et mere interessant sted. Bandet respekterer originalerne, men spiller dem som koncertmusik frem for museumsgenstande. Der er plads til bevægelse, publikumsreaktioner og en energi, som opstår i øjeblikket. “Under Pressure” blev leveret med et stramt og genkendeligt groove, hvorefter koncerten skiftede temperament med “No One But You”. Den mere eftertænksomme sang gav aftenen en nødvendig pause fra de store fagter og de eksplosive omkvæd. Det var et roligere øjeblik, men ikke et svagere et. Tværtimod mindede det om, at Queen kataloget rummer langt mere end stadionrock og triumferende fællessang.

Friheden blev sunget ud over Plænen

Da “I Want to Break Free” begyndte, vendte festen tilbage med øjeblikkelig virkning. Sangen behøvede nærmest ingen hjælp fra scenen. Publikum tog imod den fra første linje og sang med, som havde de ventet hele aftenen på netop dette nummer. Det modne publikum havde Queen musikken siddende i kroppen. Ordene skulle ikke huskes; de kom automatisk. For mange var sangene forbundet med ungdom, fester, forelskelser, tab og minder fra forskellige perioder af livet. Det gav koncerten en dimension, som ingen scenografi kan skabe alene. Queen Machine leverede musikken, men publikum fyldte den med deres egne historier.

En stemme sat på prøve

“Somebody to Love” blev et af aftenens store vokale øjeblikke. Sangen kræver både kraft, kontrol og dramatisk forståelse. Den kan ikke synges halvhjertet, og Bjarke Baisner gik ind i den med en intensitet, der løftede nummeret over den rene genkendelsesglæde. Han ramte sangens desperation og storladenhed uden at gøre den til en vokal efterligningsøvelse. Der var respekt for Freddie Mercurys udtryk, der ville været blevet 80 år i september, men også plads til Baisners egen stemme og sceneidentitet. Den efterfølgende “Who Wants to Live Forever” ændrede stemningen markant. Midt mellem Tivolis lys, forlystelser og varme sommerluft fik balladen lov til at brede sig med ro og værdighed. Det blev et af koncertens smukkeste øjeblikke. Her viste Queen Machine, at de ikke kun mestrer festen, men også kan holde et stort publikum fast i de mere alvorlige passager. De ved, hvornår der skal skrues op, men lige så vigtigt: De ved, hvornår musikken skal have plads.

“Ay-Oh” og et publikum uden sceneskræk

Så kom den uundgåelige samtale mellem frontfigur og publikum. Med det klassiske “Ay-Oh” sendte Bjarke Baisner små vokale fraser ud over Plænen, og publikum svarede tilbage. Nogle fulgte tonerne præcist. Andre satsede mere på lydstyrke end musikalitet. Det gjorde ingenting. Pointen var fællesskabet og legen mellem scenen og menneskemængden. Her var ingen tilskuere, der behøvede at synge perfekt. Man skulle blot være med. Baisner styrede publikumsreaktionerne med sikker timing. Han havde publikum i hånden uden at presse det, og den gensidige glæde var tydelig.

En basgang, alle kender

Det krævede kun få toner, før “Another One Bites the Dust” blev genkendt. Jens Lundes bas satte nummeret i gang, og det velkendte groove bredte sig gennem Plænen. Sangen gav koncerten en mørkere og mere funky kant og blev leveret med den præcision, nummeret kræver. Herefter kom “Living on My Own”, som trak Freddie Mercurys solokarriere ind i sættet og gav publikum endnu en mulighed for at danse. Det var et godt valg i koncertens opbygning. Efter balladerne og de mere højtidelige øjeblikke blev stemningen igen lettere, friere og mere festlig. Queen Machines sætliste var sammensat, så den hele tiden skiftede mellem genkendelige triumfer, følelsesmæssig tyngde og rendyrket underholdning. Det skabte en dynamisk koncert, hvor tempoet sjældent stod stille, men heller aldrig blev ensformigt.

Når showet ikke må standse

Med “The Show Must Go On” fik koncerten sin mest dramatiske kraftpræstation. Sangen bærer en særlig tyngde, fordi den både handler om styrke, sårbarhed og viljen til at fortsætte, når kræfterne er ved at slippe op. Queen Machine behandlede den med den alvor, den fortjener. Bjarke Baisners vokal blev båret frem af et massivt arrangement, hvor guitar, trommer, bas og keyboard arbejdede sammen om at opbygge sangens næsten teatralske intensitet. Det blev ikke blot endnu et hit i rækken. Det blev et egentligt højdepunkt.

Den sang, alle ventede på

Så kom “Bohemian Rhapsody”. Der findes få sange, hvor et publikum reagerer så tydeligt på de første toner. Samtaler stoppede, telefoner blev løftet, og hele Plænen gjorde sig klar til at deltage i seks minutters musikalsk overflod. Ballade, opera, hård rock og stille eftertanke blev samlet i ét nummer. Queen Machine bevarede sangens dramatiske kurve og lod hver del få sin egen karakter. Publikum sang med på de stille passager, kastede sig ind i de teatralske stemmer og eksploderede sammen med bandet, da guitaren og trommerne for alvor tog over. Det var stort, velkendt og komplet uimodståeligt. Ingen i publikum behøvede at kunne forklare, hvad teksten egentlig handler om. Alle vidste, hvornår de skulle synge “Galileo”. Nogle traditioner skal ikke analyseres. De skal bare udføres.

Hele Tivoli trampede med

Finalen blev indledt med den rytme, der kan få en hel arena til at bevæge sig som én krop. “We Will Rock You” sendte tramp og håndklap gennem menneskemængden. Plænen blev forvandlet til et gigantisk rytmeinstrument, og selv gæster længere væk fra scenen deltog. Derefter fulgte “We Are the Champions”, som blev sunget med en intensitet, der næsten fik det til at lyde, som om alle i Tivoli netop havde vundet noget meget stort. Det er en sang med en bemærkelsesværdig evne til at gøre enhver koncertgæst til hovedperson i sin egen triumf. Denne aften blev ingen undtagelse. Armene blev løftet, ansigterne vendt mod scenen, og omkvædet rullede ud over Plænen som koncertens naturlige og storladne afslutning. Men aftenen var ikke helt slut.

Fra britisk rock til dansk fællessang

Som det sidste punktum sang publikum “Der er et yndigt land”. Overgangen fra Queens britiske rockhymner til den danske nationalsang. Publikum sang med, og koncerten fik en afslutning, der både var festlig og helt sin egen. Det var ikke Wembley. Det var heller ikke Live Aid. Det var en dansk sommeraften i Tivoli, hvor et aarhusiansk tributeband og et stort publikum mødtes omkring nogle af rockhistoriens mest elskede sange. Og det var mere end rigeligt.

Queen Machine lever af mere end nostalgi

Queen Machine har eksisteret siden 2008 og har gennem årene udviklet sig fra et traditionelt tributeband til en omfattende koncertproduktion med store sceneshows, orkestersamarbejder, kostumer og internationale optrædener. Men bandets største styrke er ikke pyroteknik, konfetti eller store scenekonstruktioner. Det er evnen til at skabe kontakt. På Plænen var det tydeligt, at bandet forstår, hvorfor Queens musik fortsat samler mennesker. Sangene rummer både storhed, skrøbelighed og en næsten grænseløs lyst til at underholde. Queen Machine behandler materialet med respekt, men ikke med forsigtighed. De spiller sangene med kraft, personlighed og en tydelig glæde ved at stå på scenen. Dermed undgår koncerten at blive en ren nostalgisk genudsendelse. Den bliver en levende rockfest.

En sommeraften med kronen på

Queen Machine leverede præcis det, mange var kommet efter: et professionelt sceneshow, et stærkt spillende band og en lang række sange, som publikum kunne synge med på uden at tøve. Men koncerten havde også mere end det. Den havde varme og en følelse af fællesskab, som voksede gennem aftenen. Fra de første guitarriff i “Tie Your Mother Down” til den sidste fællessang stod publikum og bandet tættere og tættere forbundet. Der var glade mennesker overalt. Der blev danset, klappet og sunget, og selv dem, der måske var kommet til koncerten som ledsagere, syntes til sidst at kende hvert eneste omkvæd. For hvem holder egentlig helt op med at kunne lide Queen, når først “Don’t Stop Me Now” rammer? Denne lørdag aften satte Queen Machine strøm til Tivoli og beviste endnu en gang, at de store sange ikke kun lever gennem minderne om Freddie Mercury og Queen. De lever også, når tusindvis af mennesker står samlet under en varm sommerhimmel og synger dem, som om de stadig var helt nye.  Af: Yde