Queen Machine

Foto: Oliver Sperling

d. 22 november 2025 Kl. 09.11

★ ★ ★ ★ ★ ★

Queen Machine forvandler 21 mytiske minutter til en hel rockaften

LIVE AID 40 – Jubilæumstour

Der er øjeblikke i rockhistorien, som nærmest er hævet over tid. Ét af dem er de 21 minutter på Wembley Stadium den 13. juli 1985, hvor Queen vendte Live Aid fra velgørenheds­maraton til musikalsk verdensarv. Det er den myte, Queen Machine går i clinch med på deres LIVE AID 40–jubilæumstour og denne aften i et propfyldt Amager Bio er ambitionen klar: ikke at kopiere et minde, men at forlænge det. At lade de 21 minutter folde sig ud til en hel aften, hvor Queens univers får lov til at ånde, vokse og overraske.

Amager Bio er pakket til randen. Det er ikke bare “godt fyldt” det er varmt, tæt, forventningsfuldt. Queen Machine har spillet her mange gange, og man kan mærke, at rummet kender dem. Der er en særlig energi, når et band vender tilbage til et sted, hvor de allerede har skrevet små kapitler i husets historie. Denne aften føles som endnu ét.

Bohemian åbningsbøn og Wembley-energi

Lyset dæmpes, og de første velkendte toner af “Bohemian Rhapsody” ruller ud som intro ikke som den afsluttende kulmination, vi kender fra Queens koncerter, men som en slags musikalsk ouverture. En påmindelse om, hvad det hele udspringer af: et band, der altid turde være for meget, for dramatisk, for stort – og derfor blev uforglemmeligt.

Allerede derefter skærper Queen Machine deres Live Aid-greb om aftenen. “Radio Ga Ga” eksploderer ud i salen, og pludselig står Amager Bio og klapper de ikoniske håndklap i perfekt synkroni. Det er her, man opdager, hvor tætte Queen Machine er kommet på den særlige blanding af teatralsk overskud og næsten ubærlig præcision, som Queen beherskede.

Så kommer det øjeblik, alle venter på: “Ay-Oh”. Bjarke Baisner træder frem, alene i lyset, og kalder publikum op på den store scene, der egentlig ikke er der – og alligevel er der. Call-and-response-ritualet, som Freddie Mercury gjorde historisk, sidder skræmmende tæt på originalen. Ikke som papegøje-efterligning, men som et kærligt studie i timing, kropssprog og energi. Her viser Bjarke, hvorfor han uden overdrivelse er Danmarks – og måske verdens – bedste bud på en moderne Freddie Mercury-inkarnation.

Den første del af koncerten lægger sig tydeligt i slipstrømmen af Live Aid-settet: “Hammer to Fall” rammer som en hårdtslående mur af guitar, “Crazy Little Thing Called Love” svajer med sin rockabilly-charme, og da “We Will Rock You” og “We Are The Champions” brager ud, er det som at stå i en kollektiv, fælles rytme med stemmen hæs og hårene rejst. Queen Machines styrke er her krystalklar: De ved, hvornår noget er helligt, og hvornår de kan tillade sig at lege.

Mere end 21 minutter – en rejse gennem bagkataloget

Men aftenen stopper heldigvis ikke ved Live Aid. Der skrues op for både dybde og bredde i Queens bagkatalog. “Fat Bottomed Girls” sender et råt grin gennem salen, “These Are The Days Of Our Lives” lægger et mere stille, eftertænksomt lag ind i koncerten, og “Don’t Stop Me Now” fungerer, som den altid gør, som ren eufori på flaske. Da bassen i “Another One Bites The Dust” sætter ind, kan man nærmest mærke gulvet arbejde under sig. Det hele er pakket så stramt, at man tydeligt fornemmer den omtanke, der ligger bag setlisten. Ligesom Queen på Wembley placerede hvert nummer med kirurgisk præcision, er Queen Machines dramaturgi ikke tilfældig. Overgange, tempi, pauser – alt er tænkt igennem. Og netop dér mærker man forskellen på et godt tribute band og et band, der har gjort hyldesten til et egentligt kunstnerisk projekt.

En A Night at the Opera-suite midt i Amager Bio

Efter en pause på omkring tyve minutter skifter koncerten karakter. Hvor første halvdel trækker tydelige tråde til Live Aid, bliver anden del en kærlig, nørdet og ambitiøs hyldest til albummet "A Night At The Opera", som Queen Machine i øvrigt netop har æret med deres “Our Night At The Opera” shows i Operaen. 50 år siden på dagen. Vi får en kompakt, men intens Opera-suite: “Death On Two Legs” åbner med sit bidske piano og sin indædte dramatik, “You’re My Best Friend” rammer som en varm popkrammer midt i alt det storladne, “Seaside Rendezvous” og “Lazing On A Sunday Afternoon” folder Queens legesyge kabaret-side ud, og “’39” træder frem som aftenens måske mest rørende øjeblik en slags stille science fiction-folkballade, hvor tiden selv bliver et tema. Med “Good Company” får vi den skæve, nærmest musikalsk-teatralske kant, som ofte glemmes, når man taler om Queen. Queen Machine tør dvæle ved detaljerne, ved de sange, der ikke nødvendigvis råbes efter i omklædningsrummet, men som bærer en stor del af forklaringen på, hvorfor Queen stadig føles større end livet.

Maskineriet bag magien

Man skal ikke mange minutter ind i koncerten, før det står klart, at Queen Machine er et band, der år efter år hæver barren. Over 700 koncerter, internationale turnéer, prestigefyldte samarbejder med blandt andre London Symphonic Rock Orchestra og Danmarks Underholdningsorkester – alt det kan man læse i pressematerialet. Men i Amager Bio kan man høre det.

Bandet spiller med en blanding af disciplin og spilleglæde, der gør, at selv de mest gennem arrangerede passager aldrig føles mekaniske. Guitar, bas, trommer og keys smelter sammen i en lyd, der ikke bare efterligner Queen, men også rummer Queen Machines egen signatur: skarphed, power og en klanglig respekt for originalen. Bjarke Baisner er et kapitel for sig. Hans stemme rækker langt både i toneomfang og i udtryk. Han mestrer de store powerudladninger i “I Want It All” og “The Show Must Go On”, men lige så imponerende er evnen til at træde skridt tilbage, lade sange som “It’s A Hard Life” eller “Somebody To Love” få lov at ånde og langsomt bygge sig op. Det er fortolkning med dyb respekt.

Fra undertryk til fællessang

I koncertens sidste del bliver tempo og intensitet gradvist skruet i vejret igen. “Under Pressure” løfter loftet, både musikalsk og emotionelt. “I Want To Break Free” får hele salen til at gynge, og da “Living On My Own” folder sig ud som ren dansekatarsis, er Amager Bio forvandlet til ét stort, fælles dansegulv. “The Show Must Go On” leveres med en tyngde, der peger både tilbage på Freddie Mercurys sidste år og frem mod den måde, Queen Machine selv insisterer på at udvikle deres projekt: showet må og skal fortsætte. Så kom “Thank god it`s Christmas” og sneen faldt ned fra loftet i salen.  “Somebody To Love” bliver den store, gospelagtige fællessang, hvor publikum får lov at blive en del af koret. Sådan føles det i hvert fald.

Og så, som en sidste, finurlig hilsen til, hvor vi er, og hvem vi er, afsluttes aftenen med “Kong Christian” som instrumentalt ekstranummer. Et glimt i øjet, en musikalsk buk for Danmark og for den særlige bro mellem britisk rockmonarki og dansk koncertkultur, som Queen Machine har været med til at bygge.

Det bedste tribute band – og mere end det

Vi har efterhånden anmeldt Queen Machine et par gange, og oplevelsen er den samme blot forstærket: de bliver bedre og bedre. Det er en suveræn oplevelse, hver gang. Bandet spiller formidabelt, Bjarke Baisner synger ufatteligt godt, og helhedsindtrykket er, at man ganske enkelt næppe finder et bedre tribute band. Ikke bare i Danmark, men i Europa.

Men måske er ordet “tribute band” i virkeligheden for fattigt til Queen Machine anno 2025. For ja, de hylder Queen. Ja, de værner om detaljen, om arrangementerne, om ikonerne. Men de gør også noget andet: de skaber et rum, hvor Queens musik får lov til at leve videre ikke som museum, men som levende, vibrerende koncerter, hvor både tårer, smil, nostalgi og nutidig energi får plads.

I Amager Bio denne aften er det netop det, der sker: De mytiske 21 minutter fra Live Aid bliver startskuddet til en hel aften, hvor magien ikke blot genopføres, men genopfindes i mødet mellem band og publikum. Det er svært at ønske sig ret meget mere.   Af: Eva Yde 

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes