Poul Krebs i DR koncertsalen
d. 26 april 2026 Kl. 23.03
★ ★ ★ ★ ★ ☆
En fuldtidsforhåbning med puls, poesi og præcis den slags fællesskab, Danmark mangler
Når DR Koncertsalen bliver til et forsamlingshus med guldbelagt lyd
Der er noget næsten poetisk forkert ved at kalde en koncert i DR Koncertsalen for intim. Salen er stor, akustikken er fornem, træpanelerne står som arkitektoniske skulderblade omkring publikum, og hele rummet har den der diskrete, dyre duft af kulturinstitution, hvor selv en hosten lyder som noget, Statens Kunstfond burde støtte. Og alligevel var det præcis dét, Poul Krebs skabte søndag den 26. april kl. 16.00: en stor intimkoncert. Ikke en koncert, der gemte sig bag lys, larm og store armbevægelser. Ikke en nostalgisk museumstur gennem gamle sange, hvor publikum pænt kunne sidde og nikke genkendende. Nej, dette var en levende, varm, humoristisk, musikalsk velspillet og menneskeligt nærværende fejring af en mand, der snart fylder 70 år, men som på ingen måde lyder som én, der har tænkt sig at lægge stemmen i mølpose. Poul Krebs fylder 70 år den 28. maj 2026. Det markerer han med en omfattende 70-års fødselsdagsturné, der bringer ham og bandet rundt i hele landet. Fra store koncerthuse til små forsamlingshuse, fra festivaler til intime efterårskoncerter. Og i DR Koncertsalen stod han denne eftermiddag midt i det hele: som troubadour, historiefortæller, fællesskabsminister uden ministerbil og en af de få danske sangskrivere, der stadig kan få voksne mennesker til både at synge, smile og synke en lille klump i halsen.
En ekstra koncert, men intet føltes som overskudslager
Koncerten kl. 16.00 var en ekstra koncert, og senere samme aften skulle Poul Krebs og bandet på igen kl. 20.00. Det kunne man ellers godt have frygtet ville give eftermiddagskoncerten en smule “første halvleg” fornemmelse. Men nej. Der var intet reduceret, intet halvt, intet rutinepræget over denne optræden. Tværtimod føltes det som en koncert, der havde sin egen puls. En søndagseftermiddag med sjæl, grin, tyngde og varme. Den slags koncert, hvor publikum ikke bare sidder og vurderer, men stille og roligt begynder at læne sig ind i sangene. Først med hovedet. Så med skuldrene. Til sidst med stemmen. For Poul Krebs’ musik er ikke kun noget, man lytter til. Det er noget, man deltager i.
70 år, men ikke færdig med at begynde
Det er fristende at skrive, at Poul Krebs “stadig kan”. Men det ville næsten være en fornærmelse. For denne koncert handlede ikke om, at han stadig kan. Den handlede om, at han stadig vil. Og det er noget andet. Han stod på scenen med en ro, som kun kommer af erfaring, men uden den tunge selvhøjtidelighed, der nogle gange kan ramme kunstnere, når de har været elsket længe nok. Poul Krebs virkede taknemmelig, nærværende, sjov, koncentreret og fuld af overskud. Han var suveræn, men ikke på en distanceret måde. Mere som en mand, der ved, at han har et bagkatalog, der betyder noget for folk, og som derfor behandler det med respekt, men ikke med glas og hvide handsker. Han sang ikke sine sange som gamle fotografier. Han sang dem som noget, der stadig kunne få luft. Og det kunne de.
Ikke backingmusikere, men medfortællere
Bag Poul Krebs stod et band i absolut topform. Det er vigtigt at understrege, for denne koncert var i høj grad også en bandkoncert. Ikke på den måde, hvor musikerne overdøver hovedpersonen eller forsøger at spille sig ind i rampelyset med store soloer og “se-hvad-jeg-kan”-attitude. Nej, de gjorde noget meget sværere: De fik sangene til at stå skarpt. På scenen var Peter Dombernowsky og Casper Simonsen på trommer og percussion, Troels Skjærbæk på bas, Palle Hjorth på keyboards samt Lars Skjærbæk og Andreas Käehne på guitarer. Det er et hold, Poul Krebs selv har omtalt som den stærkest tænkelige opstilling, musikere med karakter, historie og dybe spor i hans sange. Det kunne høres. Trommerne og percussionen gav musikken krop uden at gøre den tung. Bassen lå som en rolig motorvej under sangene. Keyboardet gav farve, dybde og små glimt af melankoli. Guitarerne flettede sig ind og ud af hinanden med både elegance og kant. Der var energi, men aldrig stress. Der var overskud, men aldrig pral. Der var præcision, men aldrig sterilitet. Kort sagt: Det spillede bare. Og når noget “bare spiller”, er det som regel fordi nogle ekstremt dygtige mennesker har arbejdet hårdt for, at det skal se let ud.
“Fuldtidsforhåbninger”, et ord, der burde have vundet det hele
Et af koncertens mest charmerende øjeblikke kom, da Poul Krebs talte om sit nye ord: “Fuldtidsforhåbninger.”
Det er et fremragende ord. Faktisk så godt, at man næsten får lyst til at skrive det på en kommunal bygning, en festivalplakat eller en notesbog, man lover sig selv at bruge til noget vigtigt. Poul Krebs fortalte med glimt i øjet, at han havde håbet, ordet kunne blive årets ord, men at det i stedet blev “Jernmarker”. Det er selvfølgelig typisk. Man opfinder et ord, der rummer håb, menneskelig stædighed, fremtidstro, sårbarhed og hele den danske evne til at rejse sig igen efter regnvejr, dårlig kaffe og følelsesmæssige parkeringsbøder, og så vinder noget, der lyder som et sted, man ikke må gå barfodet. Men “Fuldtidsforhåbninger” er mere end en sproglig finurlighed. Det er en meget præcis betegnelse for Poul Krebs anno 2026. For han virker netop som en mand, der har håb på fuld tid. Ikke det naive håb, der tror, at alt bliver godt af sig selv. Men det voksne håb. Det håb, der har været rundt om både kærlighed, tab, landeveje, alder, venskaber, fejltrin og nye begyndelser, og som alligevel insisterer på at stå op igen.
En hånd på skulderen
Koncerten åbnede med “Vil du lære mig det”, og allerede dér blev tonen sat. Det var ikke en åbning, der sparkede døren ind. Det var mere som en hånd på skulderen. En invitation. En sang, der ikke krævede noget af publikum, men som stille og roligt bad os om at være til stede. Derefter fulgte “Ku Vi Være Dem”, hvor bandet for alvor begyndte at folde lyden ud. Der var en lethed i leveringen, men også en præcision, som gjorde, at sangen ikke bare blev endnu et nummer i rækken. Den blev et spørgsmål sendt ud i salen: Hvem er vi egentlig, når vi sidder her sammen? Publikum, generationer, gamle fans, nye lyttere, par, venner, enlige koncertgængere, mennesker med minder hængende i frakkeforet. Med “Man kan stå så alene” ramte koncerten et af de steder, hvor Poul Krebs er stærkest: i evnen til at synge om ensomhed uden at gøre den sentimental. Der var en fin stilhed omkring sangen. Ikke en død stilhed, men en lyttende stilhed. Den slags stilhed, hvor man kan mærke, at folk ikke bare hører teksten, men finder noget i den.
Sommerlandet kom ind i salen
Så kom “Sommerlandet”, og DR Koncertsalen fik pludselig vind i håret. Sangen blev båret frem med en smuk blanding af nostalgi og frisk luft. Poul Krebs kan noget med Danmark, som ikke er postkortagtigt. Hans Danmark er ikke kun flag, jordbær og pæne marker. Det er også vejkanter, rastløshed, gamle minder, mistede muligheder og små lysglimt i horisonten. “Sommerlandet” blev ikke bare spillet. Den blev åbnet. Man kunne næsten mærke de danske landeveje trække sig gennem salen. Og da “Forbandede Vidunderlige Tøs” fulgte, kom der både smil og genkendelse. Titlen alene er jo en hel lille novelle. Den rummer irritation, forelskelse, resignation, begær og den evige menneskelige dumhed, der gør, at vi igen og igen falder for dem, der gør livet mere besværligt, og mere værd at leve.
“Copilot” og planeterne over os
Med “Copilot” blev koncerten løftet ind i en mere luftig og melodisk bevægelse. Der var noget smukt i måden, bandet lod sangen svæve uden at miste jordforbindelsen. Poul Krebs’ stemme havde den ru varme, som gør, at selv de mest enkle linjer får tyngde. Han lyder ikke som én, der forsøger at imponere. Han lyder som én, der har noget at sige og det er meget mere interessant. “Mon de danser på andre planeter” var en af eftermiddagens fine poetiske afstikkere. En sangtitel, der næsten lyder som et spørgsmål stillet efter midnat, når samtalen er blevet lidt større end bordet. Og i DR Koncertsalen fik den en drømmende kvalitet, hvor publikum et øjeblik blev inviteret væk fra hverdagen og ud i noget mere åbent. Det er en af Poul Krebs’ styrker: Han kan skrive jordnært og kosmisk på samme tid. Han kan stå med begge fødder solidt plantet i dansk muld og alligevel kigge op mod stjernerne.
“Gå nu hjem, Leif”, dansk sangskrivning med glimt i øjet
Så kom “Gå nu hjem, Leif”, og man kunne mærke humoren brede sig. Poul Krebs har altid haft en særlig evne til at skrive sange, hvor alvoren og det komiske står side om side uden at spænde ben for hinanden. “Gå nu hjem, Leif” er ikke bare en sjov titel. Det er et lille socialt drama. Han tog en strømpe over hovedet og gik i banken, med et våben i lommen og bad om pengene, men kassedamen kendte ham og sagde, gå nu hjem, så glemmer vi dette her. Man kender Leif. Måske har man været Leif. Måske sad Leif i salen. Og det er netop det fine: Poul Krebs’ figurer virker aldrig konstruerede. De kunne sidde ved nabobordet, i toget, i forsamlingshuset, på værtshuset, i et sommerhus eller i et ægteskab, der har set bedre akustik. Med “Vinden danser” skiftede stemningen igen. Her blev koncerten mere åben, mere sanselig. Bandet gav sangen en smuk bevægelse, og Poul Krebs stod midt i det hele som den rolige fortæller, der ikke behøver overforklare noget. Han ved, at vinden nok skal gøre sit.
Venner, tider og små sensationer
Et af koncertens smukkeste momenter kom med “Til en ven”. Skrevet til ven der gik bort, Den slags sange kan let blive for meget. Venskab på sang kan tippe over i sentimentalitet, hvis man ikke passer på. Men Poul Krebs passer på. Han synger det enkelt. Ikke mindre følsomt, men mere troværdigt. Det blev et af de øjeblikke, hvor salen føltes helt tæt, som om publikum sad lidt nærmere hinanden end før. “Mistænkelige tider” ramte anderledes skarpt. Titlen føles næsten irriterende aktuel, uanset hvilket år man spiller den i. Der er noget ved Poul Krebs’ blik på samtiden, der aldrig bliver pamfletagtigt. Han peger ikke med en løftet pegefinger. Han står snarere med hænderne i lommerne og siger: “Er det bare mig, eller er der noget her, der skurrer?” Det virker. Og så kom “Små sensationer”, en titel, der næsten kunne beskrive hele koncerten. For det var netop ikke én stor sensation i klassisk forstand. Der var ikke flammer, lasershow eller en popstjerne, der fløj ind fra loftet. Der var i stedet små sensationer: en frase, der landede rigtigt. En guitarskygge. En latter. Et vers, man pludselig hørte på ny. En fællessang, der voksede uden at blive presset frem. Poul Krebs kaldte selv det at kunne gøre alt dette som 70-årig for “en lille sensation”. Han har ret. Men det var også en stor en.
Amsterdam, Betty Blue og de indre film
Med “Leidse plein” kom der rejsefornemmelse ind i koncerten. Sangen har den der særlige Krebs’ske kvalitet, hvor et sted ikke bare er et sted, men en tilstand. Et minde. En stemning. Et postkort fra et liv, man måske selv har levet, måske kun har drømt om.
“Betty Blue” fortsatte den filmiske fornemmelse. Poul Krebs’ sange har ofte billeder i sig. Ikke billeder, der råber, men billeder, der langsomt dukker op. Man ser ansigter, rum, veje, regn, lys, barer, køkkener, sommerdage og mennesker, der forsøger at finde ud af, hvordan man egentlig lever uden at tabe sig selv helt. Det er derfor, hans sange holder. De er ikke kun melodier. De er små film. Og publikum kender mange af scenerne i forvejen.
Johnny, foråret og friheden
“Johnny han var lige ved at blive sindssyg” blev et af de mere fortællende og karakterfulde indslag. Her mærker man Poul Krebs som historiefortæller med stor H, men uden den oppustede fortællerhat. Han kan få en skæbne til at stå på scenen med få greb. Johnny bliver ikke bare en figur i en sang. Han bliver et menneske, man næsten føler, man har mødt et sted. Derefter kom “Fri som et forår”, og titlen kunne næsten ikke passe bedre til en koncert, der fandt sted i slutningen af april. Sangen havde lethed, men også den der lille vemodige bagside, som ofte følger med frihed. For frihed er jo ikke kun jubel. Frihed er også ansvar, afsked, usikkerhed og vind i ansigtet. Bandet spillede den med en smuk fornemmelse for netop den balance.
“Sådan nogen som os”, fællessangen, der aldrig bliver for gammel
Og så kom den selvfølgelig: “Sådan nogen som os”. Der findes sange, som med tiden bliver større end kunstneren selv. Sange, der ikke længere kun tilhører ophavsmanden, men også publikum. “Sådan nogen som os” er sådan en sang. Den har boet i Danmark i årevis. I DR Koncertsalen blev den ikke behandlet som en obligatorisk klassiker, der bare skulle krydses af. Den blev spillet med respekt, varme og en næsten rørende selvfølgelighed. Publikum var med. Ikke som et kor, der skulle præstere, men som mennesker, der kendte vejen. Det er svært at skrive om “Sådan nogen som os” uden at lyde som om, man overdriver. Men sandheden er, at den stadig virker. Måske fordi den aldrig har forsøgt at være smart. Den er bare sand på den måde, gode sange kan være sande: enkel, åben og svær at løbe fra.
“Mesterværk” og kunsten at holde balancen
Efter sådan en fællessang kunne koncerten let være toppet for tidligt. Men Poul Krebs og bandet holdt balancen. “Mesterværk” blev leveret med en smuk værdighed, som gav koncertens sidste del en særlig tyngde. Titlen er stor, men sangen blev ikke gjort storladen. Den fik lov at stå i sig selv. Det er en af de ting, denne koncert gjorde så godt: Den stolede på materialet. Der blev ikke overdekoreret. Ikke oversolgt. Ikke spillet som om, hver sang skulle op på en piedestal med projektør på. Sangene fik lov at være sange. Det lyder enkelt. Det er det ikke.
Morgendagens tåber og ønsket om at følge med
Mod slutningen kom “Morgendagens tåber”, en titel der både er morsom, mørk og menneskelig. Der er noget befriende ved en sangskriver, der tør skrive om menneskets fejlbarlighed uden at stille sig udenfor den. Poul Krebs skriver ikke som en dommer. Han skriver som en deltager. Og så sluttede det hele smukt med “Lad mig følge med”. Som afslutning var det næsten perfekt. For hele koncerten havde netop handlet om at følge med. Med tiden. Med livet. Med hinanden. Med sangene. Med håbet. Med det, der forandrer sig, og det, der bliver ved med at være vigtigt. “Lad mig følge med” lød ikke som en bøn om relevans. Det lød som en livsholdning. Som en mand, der stadig er nysgerrig. Stadig bevægelig. Stadig på vej.
En koncert om fællesskab uden fællessangstvang
Det store ved Poul Krebs er, at han kan skabe fællesskab uden at kommandere med det. Der findes koncerter, hvor publikum næsten bliver truet til at synge med. “Kom så, København!” “Jeg kan ikke høre jer!” “Hænderne op!” Den slags kan sikkert være fint på den rigtige aften, men her var fællesskabet mere organisk. Det opstod, fordi sangene bar det i sig. Poul Krebs behøvede ikke presse noget frem. Publikum kom af sig selv. Det var et fællesskab af genkendelse, ikke instruktion. Et fællesskab, hvor man godt måtte være rørt uden at blive udstillet. Hvor man godt måtte synge med uden at skulle lyde godt. Hvor man godt måtte sidde stille og bare tage imod. Den slags er sjældent. Og det er værdifuldt.
Ikke nostalgi, men hukommelse med retning
Man kunne tro, at en 70-års fødselsdagsturné med store klassikere ville blive nostalgisk. Og ja, selvfølgelig var der nostalgi. Det ville være mærkeligt andet. Når Poul Krebs synger sange, der har fulgt mennesker gennem årtier, kommer minderne med. De køber billet sammen med publikum. Men koncerten blev aldrig fanget i fortiden. Den havde retning. Den pegede fremad. Det skyldes blandt andet det nye album “Fuldtidsforhåbninger”, der viser en kunstner, som stadig skriver, stadig inviterer nye musikalske generationer ind og stadig interesserer sig for det liv, der leves nu. Albummet samler gæster fra flere generationer, blandt andre Hanne Boel, Lucky Lo, Tina Dickow, Helgï Jónsson, Jonas Dissing, Simone Tang, Palle Hjorth, Annika Aakjær, Martin Sommer, Jacob Dinesen og Kajsa Vala. Det mærkes, at Poul Krebs ikke bare fejrer en karriere. Han arbejder videre i den.
En 70-årig med nerverne uden på jakken
Der var noget meget fint ved at se en kunstner med så mange år bag sig stadig stå på scenen med en form for åbenhed. Ikke usikkerhed. Ikke nervøsitet i almindelig forstand. Men en sårbarhed. En levende forbindelse til stoffet. Poul Krebs virker ikke som en mand, der har sat sig selv på automatpilot. Han er ikke sin egen kopimaskine. Han synger stadig, som om ordene betyder noget. Og det er måske det vigtigste kompliment, man kan give en sangskriver efter så lang en karriere. Han var ikke bare professionel. Han var til stede. Og når en kunstner er til stede, bliver publikum det også.
En lille sensation i stor skala
Poul Krebs i DR Koncertsalen var en koncert med varme, format og fornemmelse. En koncert, hvor bandet var i topform, hvor lyden sad smukt, hvor sangene fik plads, og hvor Poul Krebs viste, at 70 år ikke behøver være en afrunding. Det kan også være et nyt omkvæd. Det var sjovt uden at være plat. Professionelt uden at være køligt. Nostalgisk uden at være støvet. Smukt uden at være sukkersødt. Og stort uden at miste intimiteten. Poul Krebs står stadig som en af de mest samlende stemmer i dansk musik. Ikke fordi han råber højest, men fordi han rammer noget, mange kan genkende. Han skriver om mennesker, der prøver. Mennesker, der elsker. Mennesker, der falder. Mennesker, der rejser sig. Mennesker, der håber, måske ikke altid på fuld kraft, men i hvert fald på fuld tid. Og hvis “Fuldtidsforhåbninger” ikke blev årets ord i år, må vi bare konstatere, at sproget nogle gange er lidt langsomt i optrækket. For i DR Koncertsalen denne søndag eftermiddag var ordet allerede optaget. Ikke i en ordbog. Men i publikum. Af: Yde