Pede B

Foto: Rasmus B.S. Hansen

d. 23 november 2025 Kl. 08.42

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Triplechampen beviser, at han stadig er farlig 

Der er aftener, hvor man kan mærke allerede i garderobekøen, at publikum ikke bare er kommet for “en koncert”, men for at samles om noget, der føles som et fælles projekt. Pede B i et udsolgt Pumpehus er sådan en aften. Det er ikke længere bare “ham fra MC’s Fight Night” det er en kunstner med 17 udgivelser, et konceptalbum der ruller sig ud over 28 dage, og et publikum der er vokset op sammen med ham.

En aften i undergrundens tegn – Henrik Hass og STAAL

Før Pede overhovedet nærmer sig scenen, er gulvet allerede banket til af Henrik Hass. En møgbeskidt østjysk undergrundsrapper, som lyder præcis, som han bliver beskrevet: rå, uprætentiøs og med et flow, der føles som en blanding af rusten kædecykel og højhastighedstog. Han skyder teksterne afsted med både slagkraft og sort humor, og det hele bliver holdt sammen af de knasende, boombappede beats fra hans trofaste totem-muse, Rotte-H.

Det er en slags rap, der ikke beder om lov til noget. Når han lirer linjer af om fejl, skævheder og “ingen er perfækt”, står de på forreste rækker og nikker, som om de har taget noter hele ugen og først nu får lov at aflevere dem. Man mærker tydeligt, at der står en mand på scenen, som har slidt sig igennem MC’s Fight Night, ordkonkurrencer og undergrundsscener, uden at nogen har pudset kanten af ham. Det er et modigt valg som første opvarmning og et rigtigt valg.

Dernæst STAAL: aarhusiansk hiphop-duo bestående af Static bag lyden og Aalen på mikrofon. Hvor Henrik Hass er gruset i kæden, er STAAL mere som et tog, der bevidst kører for stærkt. Static leverer beats, der både er beskidte og legesyge, med små skæve detaljer og breaks, der hele tiden holder publikum vågent. Aalen ligger ovenpå med tætte rimskemaer, der folder sig ud som en rubiks terning i munden på ham kompliceret, men leveret så direkte, at det aldrig bliver navlebeskuende.

Teksterne tegner angstprovokerende små tableauer af hverdagskvalme, selvbedrag og samfundstræthed, men uden at slippe den selvironi, som gør, at man faktisk gider høre efter. De spiller numre fra deres kommende plade, og selv om ingen kender sangene endnu, fungerer de og hænderne kommer op, skuldrene løsner sig, og Pumpehuset er på det tidspunkt allerede godt varm. Som samlet opvarmningspakke sætter Henrik Hass og STAAL en tydelig ramme: Det her bliver en aften om ord, håndværk og personlighed ikke om glitter.

Fra triplechamp til konceptkunstner – Pede B indtager rummet

Da lyset går ned, og publikum råber “PE-DE! PE-DE!” på orange er det ikke bare endnu en rapper, der går på scenen. Han har været der før og solgt huset ud og til aften taget DJ Noize med sig (dobbelt DMC World Champion) Pede B. er en mand, der for længst har skrevet sig ind i dansk hiphophistorie som den første triplemester i MC’s Fight Night, men som lige så stille har skiftet slagmarken ud med albumformater, koncepter og fortællinger.

Han går på scenen med en selvsikkerhed, der ikke er aggressiv, men rolig. En mand, der godt ved, han kan sit håndværk. De første numre går folk amok og senere tages der afsæt i det nye koncept 28 DAGE EFTER et projekt, hvor han slipper et nummer om dagen i en hel februar, indtil albummet står færdigt med 28 tracks som en slags dagbog over en måned i et moderne menneskes liv.

Live fungerer det overraskende stærkt. Der er en indbygget seriekarakter i sangene små kapitler om alt fra moderne dating-kultur og escapisme til døden og spørgsmålet om, hvorvidt man kan være ven med nogen, man er fundamentalt uenig med politisk. På plade er det et koncept; på scenen bliver det til en strøm af fortællinger, som publikum glider ind og ud af. Pede binder dem sammen med korte, tørre bemærkninger mellem numrene, der både får folk til at grine og til at lytte lidt ekstra efter næste vers.

Man mærker stadig battle-rapperen i ham: punchlinesene sidder stramt, rimene ligger i flere lag, og han har en timing, der gør, at hver pointe lander præcist midt i publikums mellemgulv. Men hvor det tidligere handlede om at udradere en modstander på scenen, handler det nu om at udstille vores fælles selvbedrag inklusive hans eget.

Stemmen, der er vokset med publikum

Noget af det mest slående ved aftenen er, hvor tydeligt Pede B’s publikum er vokset med ham. Der er stadig unge kids på gulvet, men en stor del af salen er tydeligvis mennesker, der har fulgt ham siden Over Askeskyen og måske helt tilbage til Et Barn Af Tiderne. De synger med på de gamle omkvæd med en blanding af nostalgi og lettet genkendelse som om de lige bliver mindet om, at de stadig må hoppe, selv om de har karriere, børn og morgenmøder.

Når en klassiker som “Hun Vil Ha” bliver luftet, løfter Pumpehuset sig et par centimeter. Sangen er i dag hans mest streamede nummer, flere millioner afspilninger alene, og er tæt på platinstatus på trods af, at den aldrig var tænkt som en stor single. Live er den et fælles ritual: lys i telefonerne, fællessang, folk på skuldrene.

Det samme gælder numre som “Gin & Cocio” og ældre materiale fra Over Askeskyen og Byggesten. Der er en særlig energi, når en rapper på den måde kan trække på et bagkatalog, der rent faktisk betyder noget for folk ikke bare playlistefyld, men sange, der har hængt ved gennem studieår, byture og brud.

Teknisk overskud og menneskeligt nærvær

Rent håndværksmæssigt er Pede B i sit es denne aften. Flowet er skarpt, diktionen klar, og han virker fysisk stærk ingen forpustet mumlen, ingen halvhjertede linjer. Han tager sig tid til pauserne, til at lade smilene lægge sig, før han går videre.

Der er små øjeblikke af improvisation, hvor man fornemmer den gamle freestyle-refleks: Et publikumsråb, en intern joke, et blik fra første række og så falder der to-tre linjer, der tydeligt er skabt i nuet. Det er der, Pede adskiller sig fra mange mere skabelonsikre live-rapperne: Man føler, at koncerten kun kan være sådan her i aften, i dette rum, med disse mennesker.

Nærværet kommer også til udtryk i den måde, han taler om det nye album på. Han beskriver kort, hvordan 28-dages formatet både var en kreativ leg og en disciplin en måde at holde sig selv oppe på tåspidserne og tvinge sig til at skrive hver dag. Det giver en resonans hos et publikum, der selv lever i en verden af deadlines, notifikationer og konstante krav.

Pumpehuset som medspiller

Pumpehuset viser sig som et ideelt rum til denne type koncert. Den rå, industrielle sal, de synlige bjælker, den kompakte størrelse det hele understøtter oplevelsen af at stå i et fælles, koncentreret felt af lyd og kroppe. Stedet er kendt som et af Københavns stærke spillesteder for alt fra metal til hiphop og elektronisk musik, og i aften spiller både lydanlæg og lysdesign maksimalt med.

Beatet er tung uden at mudre versene til, og lyset arbejder med klare farveflader og simple, effektive sekvenser, der rammer især de hårdere numre med ekstra kraft. Der er øjeblikke, hvor hele rummet næsten føles som et stort, fælles åndedrag når bassen falder ud, og Pede lader publikum tage et omkvæd alene, eller når han står i en enkelt spot og fortæller en mere sårbar tekst.

En moden mester, der stadig er farlig

Det mest imponerende ved aftenen er måske balancen mellem modenhed og farlighed. Pede B er ikke længere den unge knægt, der skal bevise noget i en freestylefinale men han har bevaret den rastløse energi og lysten til at udfordre formatet, både på plade og live. Konceptalbummet 28 DAGE EFTER er i sig selv et eksempel på, at han vælger omveje frem for motorveje, og koncerten i Pumpehuset viser en kunstner, der kan omsætte den ambition til en stærk scenisk fortælling. Opvarmningen med Henrik Hass og STAAL er ikke bare “noget der skal overstås”, men en integreret del af aftenen, der skaber et tydeligt undergrundsfundament. Publikum er engagerede fra første beat, synger med, hopper, og bliver på intet tidspunkt passive forbrugere. Det føles mere som et udvekslingsforhold end som et show, der blot leveres foran dem.

Pede B i Pumpehuset er en demonstration af, hvorfor han stadig står som en af de vigtigste stemmer på den danske rapscene: teknisk overlegen, tematisk ambitiøs og med en sjælden fornemmelse for sit publikum. Med 28 DAGE EFTER i ryggen og et bagkatalog, der efterhånden er blevet lydspor til en hel generations ungdom, leverer han en koncert, der både er gennemført professionel, oprigtigt nærværende og stadig farlig nok til, at man går derfra med hjerterytmen en anelse højere end normalt. Af: Henrik Yde

Henrik Hass og STAAL

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes