Foto: PeterTroest
Udgivet: 23 august 2025. Kl. 08.12.
★ ★ ★ ☆ ☆ ☆
En rejse, der aldrig helt lettede
Der er aftener i Tivoli, hvor alt går op i en højere enhed: publikum, stemning, lys, lyd og musik. Og så er der aftener som denne, hvor solen går ned over et ikke fyldt Tivoli, mens Outlandish forsøger at samle trådene fra næsten to årtiers musikalsk rejse – men uden rigtigt at finde vejknappen til magien.
Outlandish består i dag af Waqas og Lenny, flankeret af deres trofaste band, der har spillet med i over ti år. De to frontfigurer har aldrig manglet karisma, og deres blanding af hiphop, soul, mellemøstlige melodier og et strejf af latin har været fundamentet for gruppens særlige lyd. Men denne fredag i Tivoli virkede opskriften mere som en gentagelse end som en genopfindelse.
Et kort show med ujævn energi
Koncerten varede blot en time – et mærkeligt kort format for et band, der både har en imponerende bagkatalog og et nyt album (The Cornershop Carnival). Setlisten var ellers solid: fra åbneren "Walou" over klassikere som "Guantanamo" og "Warrior", til uundgåelige crowd pleasers som "Aicha" og "I Only Ask of God". Publikum fik stort set alle de numre, man kunne ønske sig på papir.
Men energien i leveringen var ujævn. Flere sange – eksempelvis "Look into My Eyes" og "Let It Go/Punjabi" – blev fremført med en vis rutine. Det var, som om gruppen vidste, at de skulle krydse klassikerne af listen, men glemte at tænde gnisten undervejs. Selv under "Kom Igen", der ellers burde kunne få selv den mest skeptiske publikumsgænger til at løfte hænderne, var reaktionen lunken.
Publikum sang med – men de var få
Det var ikke, fordi folk ikke var glade. De, der var mødt op, sang loyalt med på de gamle hits. Da "Aicha" endelig kom, lød et samlet kor over Plænen, og i de øjeblikke blev koncerten løftet. Men der var ganske enkelt ikke nok mennesker til at skabe den elektriske stemning, som Tivolis Fredagsrock ellers kan frembringe.
Et band, der balancerer mellem fortid og nutid
Outlandish annoncerede på forhånd, at de ville blande nyt og gammelt. Og det gjorde de. Sange fra "The Cornershop Carnival" blev flettet ind i setlisten – som "Locura" og "Desertwalk" – men de druknede i nostalgien. Publikum var der for "Aicha", "Guantanamo" og "Walou", og Outlandish selv virkede til tider fanget i spændingen mellem at være et band, der vil fremad, og et band, der lever af at spille fortidens lydspor.
En rejse, men uden destination
Koncerten mindede mest af alt om en rejse, hvor toget aldrig helt forlod perronen. Der var små glimt af storhed: den insisterende energi i "Warrior", det smukke kor på "I Only Ask of God", den fælles sang under Aicha. Men helhedsoplevelsen var en time, der føltes mere som et overstået ritual end som en musikalsk fest.
Outlandish har uden tvivl stadig en plads i dansk musik. Deres evne til at bygge broer mellem kulturer og genrer er unik. Men i Tivoli denne fredag lykkedes de ikke med at samle deres egen historie i et show, der kunne overbevise hverken de fremmødte eller de fraværende.
Outlandish leverede en professionel, men ikke specielt inspireret koncert. Publikum fik deres hits, men ikke oplevelsen af et band, der stadig er på vej et nyt sted hen. Måske er det netop Outlandish’ skæbne i dag: at være fanget mellem hjørnebiksen på gadehjørnet og de store drømme om verdensscenen. Af: Emilie Jakobsen
Foto: PeterTroest
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes