Ora

Foto: Jan Palle

Udgivet: d. 22 juli 2025. Kl. 06.31.

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Solskin i søskendeklang – ORA i Tivolis Orangeriet

Der er aftener, hvor alt bare går op i en højere enhed – hvor musikken, omgivelserne og stemningen smelter sammen til noget, der føles lidt som en hemmelig gave, man pludselig får lov at pakke op. ORAs koncert i Tivolis Orangeriet under MINT-"festivalen" var netop sådan en aften.

Lea og Samuel – de to søskende bag den spirende duo ORA – trådte ud på scenen med en balance, som kun søskende kan have. En blanding af dyb samhørighed og drilsk distance, der skaber lige præcis den gnist, som gør deres musik levende. De lignede hinanden. De mindede om hinanden. Og alligevel stod de som hver deres planet i samme galakse. Deres forskellighed blev ikke et problem – det blev selve drivkraften i koncertens varme puls.

Koncerten åbnede med ”Time Lapse” – en drømmende, svævende intro, hvor Leas silkebløde vokal gled gennem Orangeriets lune sommeraften, mens Samuels minimalistiske beats skabte et bølgende bagtæppe af nuanceret melankoli. Publikum blev straks lukket ind i ORAs univers – et sted mellem stjernestøv og søskendekærlighed, hvor intet føltes forceret, og alt havde sin plads.

”Limbo” fulgte – et nummer der på én gang var letbenet og tungt. Den dansede på kanten af noget dybere, med sin insisterende rytme og sit subtile omkvæd, der satte sig fast som et ekko i kroppen. Og så kom den – ”Life Witness”. En vaskeægte søskende-hymne, som kunne være skrevet på bagsiden af en teenage-dagbog og samtidig passe ind på dansegulvet en lørdag nat. Det var her, man for alvor mærkede det særlige ved ORA: en sårbarhed pakket ind i selvsikker stil. Som Sister Sledge havde sagt det før dem – We are family– men ORA gav det en nutidig, nordisk elegance og gjorde det til deres eget.

Midtvejs i koncerten kom ”Paralysed”– et nummer, der føltes som at stå stille i regnvejr og ikke ville gå ind. Et slags sonisk åndedrag. Her tog Ora for alvor fat i publikum med en vokaler, der balancerede mellem skrøbelighed og styrke. Bandet stod som det rolige anker bag dem, og deres energi skabte en sjælden ro. En slags kærligt vakuum.

Med ”Space Rock” lettede vi igen – P3-hittet var lige så catchy live som på radioen, men her fik det ekstra kant. Publikum vuggede og dansede lidt, Tivolis lys glimtede i takt, og alt føltes… rigtigt. Som at være til koncert på en stjernehimmel. ”Bad Day”, debutsinglen, blev modtaget som et gammelt venligt minde. Publikum kunne synge med – det kunne mærkes – og det var rørende at tænke på, at sangen kun har været ude i under et år. Det føltes som en klassiker i ORAs univers allerede.

I ”My Fault” fik vi endnu en af ORAs styrker serveret: evnen til at skrive tekster. Nummeret summede af undskyldninger og længsel, men aldrig på en selvmedlidende måde – mere som et åbent brev til nogen, man stadig elsker lidt for meget. Og så kom afslutningen – ”Under the Influence”. En boblende, næsten farlig flirt af et nummer, der fik hele Orangeriet til at bevæge sig som én organisme. Det var dans. Det var elektrisk. Det var, som om Lea og Samuel havde gemt al deres solenergi til netop dette øjeblik – og publikum sugede det til sig. ORA er ikke bare endnu en dansk indie-duo. De er ikke bare et søskende-projekt. De er ikke bare upcoming. Tidspunkt – som deres navn så smukt betyder – "et godt tidspunkt at komme på" - skinnede tydeligt i Orangeriet denne aften. Med deres blanding af R&B’s blødhed, indie-poppens eksperimenter og discoens genkendelige varme har de skabt et rum, hvor man både kan danse, føle, huske og drømme. Og måske allermest: mærke, at man ikke er alene. ORA er kommet for at blive. Og vi glæder os til mere.   Af: Emilie Jakobsen.

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes