OneRepublic

Foto: Rasmus Petersen

d. 31 oktober 2025 Kl. 06.45

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

OneRepublic – "Escape To Europe" i Royal Arena, 30. oktober 2025

Konfettien har knap ramt gulvet, før Ryan Tedder løfter armene og smiler skævt ud over et Royal Arena, der ikke helt er fyldt, men føles levende. OneRepublic åbner med "Feel Again" et brag af et åbningsnummer, lyskanonerne flår mørket op, og et elegant multikamera-setup giver alle i bandet ansigt og plads på skærmene. Det er en fin programerklæring for aftenen: kollektivet i fokus, ikke kun frontmanden. Publikum svarer igen med hænder, der peger, klapper, svajer og allerede her er stemningen sat: varm, uforstilt og med lyst til fællessang.

"Vi har 18 år af sange at komme igennem", lover Tedder tidligt, og løftet bliver holdt med kirurgisk tour-præcision og et glimt i øjet. Den første trifecta "Kids" og "Good Life" efterfulgt af åbningssalutten – føles som at bladre i et fotoalbum, hvor hvert omkvæd er en polaroid fra 10’erne. Under "Good Life" kommer kameragrebet til sin ret: hurtige close-ups, små smil, trommestikker, der falder, og publikumsansigter, der bliver en del af showet.

Aftenens titelspor "Artificial Paradise" ledsager bandets bevægelse mod scenen. Det er en koreografi af skridt, kameraer og publikumsjubel, der kulminerer i en kort, kærkommen nærhedsfølelse midt i arenaen. Lidt senere projiceres en kærlig "Singapore"  live-scoret af bandet – en lille kunstfilm midt i popmaskineriet, der viser Tedders flair for dramaturgi i koncertformatet. Tedder småsnakker – også når han burde spare stemmen. Han fortæller, at han i går praktisk talt ingen stemme havde, og at der var 50 procents risiko for aflysning. I praksis mærker man kun et hæst slør i de øverste lag og en forkærlighed for at lade publikum tage enkelte top-noter. Han bærer det med charme og erfaring, og bandet støtter ham sømløst. Det gør intet dårligt for fællessangsgraden – tværtimod.

Midterstykket er en reminder om, hvorfor OneRepublic er blevet hverdagens soundtrack for så mange. "RUNAWAY" ruller ud som et solglimt; "Secrets" leveres med violin-synths, der folder sig ud, og "Stop and Stare" bandets anden single og ifølge Tedder grunden til, at de der et band – rammer med den sjældne ro, som kun ægte radioevergreens har. Den mere bombastiske puls findes i "Rescue Me" og "Run", hvor rytmesektionen løfter arenaen op på tæer.

Tedder bruger også pladsen til den historie, han har fortalt i mange varianter: at han i 20 år har skrevet sange for andre – fra Taylor Swift og Ed Sheeran til Beyoncé, Tate McRae og, som han bemærker i aften, Lukas Graham, der desværre var syg. Det glider organisk over i en sart, glødende version af Beyoncés "Halo", som publikum synger halvt hjem for ham. Inden da når vi forbi den selvironiske stikpille om, at det var »Bleeding Love«, der ”fik ham ud af fængslet” – en Tedder-klassiker af en oneliner, leveret med timing.

En af de aftener, hvor små detaljer sætter sig fast: Tre gange slynger Tedder en signeret håndboldop gennem luften, inden den som en lille dansk hilsen finder en ny ejer i de øvre rækker. Og midt i snakken om venners råd nævner han, at Chris Martin engang foreslog, at de burde synge "Life in Color" hver gang; anekdoten er både en genistreg og et nik til bandets farveglade side.

Setlistens kuratering er i det hele taget stram uden at føles klinisk. "Something I Need" og "Apologize" er to sider af samme OneRepublic-mønt – den nøgne bekendelse og den globale ballade – før "Lose Somebody" (Kygo-coveret) glider ind som et EDM-skyll, der forbereder det senere medley. Og ja, "I Ain’t Worried" er stadig den ubekymrede publikumsflirt, den blev født til at være.

Finalen bygges i bølger. »Love Runs Out« er et trommende tog, der kører lige ind i "Can’t Stop" – et numre, der måske ikke er det største hit i kataloget, men live fungerer som perfekt hæftemasse mellem de virkelige søm: Den nye, stadig ufærdige "I Need Your Love" (Tedder annoncerer kækt, at alle byer får credit, og at den lander i begyndelsen af 2026), solbadede "Sunshine" og manifestet "I Lived", en pige havde skrevet i et år hver dag, om et ønske om at høre "marchin on", og den fik hun og et kram. der får telefonlygter til at svæve som stille lanterner.

Til allersidst trykker de på det store røde knap-panel: "Counting Stars" som altfavnende omkvæd; "If I Lose Myself" slår bro til et klub-sprudlende ekstranummer, hvor OneRepublic blender deres egen sang med "I Don’t Wanna Wait / Calling (Lose My Mind) / If I Lose Myself" medleyet – en koncertvenlig EDM-sutureret finale, der sender os ud i oktoberkulden med varmen i kroppen. Inden da flimrer en sød København-montage forbi på skærmene, og bandet marcherer tilbage fra scenen som for at sige: vi startede sammen, vi slutter sammen.

Var det perfekt? Nej – men det var sjældent menneskeligt og dermed rammende. Den let hæse vokal gav faktisk flere sange en tekstur, der klædte dem; en smule grus i maskinen, som gjorde "Stop and Stare" og "Let’s Hurt Tonight" ekstra troværdige. Lydmæssigt var der enkelte øjeblikke, hvor bassen spiste mellemtoner (især midt i "Run"), og Royal Arena havde synlige tomme pletter på de øverste rækker. Men energien på gulvet var konsekvent høj, og fællessangen bar aftenen derop, hvor pop bliver til fælles erindring.

Og supporten? Ella Henderson leverede en varm og kompetent optakt, der mindede om, hvorfor hendes "Ghost" engang tog britiske hitlister med storm. Hun synger med en blanding af kraft og klarhed, som passede formidabelt til arenaens størrelse, og hun efterlod scenen med den følelse, enhver support act drømmer om: at have givet hovednavnet medvind.

OneRepublic anno 2025 er et velsmurt turné tog, jo, men også et band, der stadig kan overraske i detaljen: de signede håndbolde, den live-scorede film, den ufærdige sang, som allerede lyder som et hit-in-spe. Når det klistrer sig sammen – fra "Feel Again" til det sidste dansekæde-medley – opstår den paradoksale fornemmelse af at være en del af noget både enormt og intimt. Det er måske i virkeligheden bandets hemmelighed: At de kan få en arena til at føles som et fælles hjertekammer.

En udmærket – til tider fremragende – aften, båret af et katalog af hits, en publikumsnær frontmand og et band, der forstår, hvordan man iscenesætter pop med håndelag. Ikke alt sad 100 %, men det, der gjorde, sad præcist dér, hvor man kan mærke 

Af: Emilie Jakobsen

Ella Henderson

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes