Foto: Jan Palle
Udgivet: d. 3 august 2025. Kl. 07.30.
★ ★ ★ ★ ★ ☆
En poetisk popaften i melankoliens tegn
Der er koncerter, hvor man danser. Der er koncerter, hvor man skråler. Og så er der koncerter, hvor man bare står stille og mærker. Michael Learns To Rock i Tivoli var den tredje slags. Lørdag aften i Tivoli. Solen forsvinder bag tårnet, og en dæmpet varme hænger i luften som et løfte. Plænen er ikke overfyldt, og det gør godt. Publikum har ikke samlet sig for at juble sig hæse. De er kommet for at lytte – til musikken, til minderne, til de sarte stemninger, som Michael Learns To Rock så suverænt fremkalder med få, enkle akkorder og tekster, der ligner breve, man har fået én gang i livet og aldrig smidt ud. For MLTR er ikke moderne i nogen gængs forstand. Deres lyd hører ikke hjemme i algoritmernes popunivers. De er analog melankoli. De er kærlighedsbreve med blæk. De er den slags band, man ikke nødvendigvis taler højt om at elske – men hvis musik man alligevel kan synge med på ord for ord, når mørket falder på, og Tivolis kulørte lamper tændes som barndomsminder i træerne.
Et soundtrack til hjertet
Koncerten åbner med "Paint My Love", og allerede dér opstår noget særligt: Ikke eufori, ikke ekstase – men en blid, blød stilhed, som kun sande fans kan skabe. Publikum lytter, smiler, nikker genkendende, nogle med hænderne foldet om et glas vin, andre med armene over skuldrene på en kæreste fra fortiden eller nutiden. "Sleeping Child" følger, og det er næsten som at sidde i et fly over natten med udsigt til stjerner og stille, små byer nedenunder. Sangen sender os ind i drømmenes rum. Og dér bliver vi hængende gennem "Complicated Heart", "Love Will Never Lie" og "25 Minutes" – numre der tilhører en æra, hvor popmusik stadig turde være sentimental uden undskyldninger.
En koncert uden støj – men med dyb resonans
Jascha Richters stemme er, ligesom musikken, ikke overgjort. Den er rund, varm og stadig overraskende intakt. Han synger ikke for at imponere. Han synger for at formidle. Som om hver tone er en lille sætning skrevet til én eneste person blandt publikum. Og det er måske derfor, MLTR føles så intime – også selvom de har spillet for hundredtusinder i Asien og solgt millioner af plader. Der er noget næsten gammeldags over deres måde at være til stede på. Ingen store armbevægelser. Ingen pisket stemning. Ingen glitrende konfettikanoner. Kun musikken.
Setlisten – et tidskapsel-digt
De gamle hits falder som stjerner på række:
Et af aftenens fineste øjeblikke var "One Way Street", som virker underspillet og alligevel ærlig. Det er netop MLTR’s force: de overdriver aldrig. De lægger musikken frem som en åben hånd. Og du tager imod den, hvis du vil.
En blød triumf i mørket
Mod koncertens afslutning nærmer vi os det uundgåelige klimaks: "I Still Carry On" og endelig, som det sidste stykke chokolade i æsken – "The Actor". Det nummer, der i sin tid sendte MLTR ud i verden fra Aarhus’ frostkolde øvelokaler til varme stadioner i Sydøstasien. Og det virker stadig. Når den rammer Tivoli denne lørdag, føles det næsten helligt. Mennesker står med lukkede øjne, synger stille, svajer. Ikke for at vise, at de kender sangen – men fordi den er blevet en del af dem. Det er ikke en performance. Det er et gensyn. En stille dans mellem band og publikum.
MLTR – det modsatte af en metervare
Man kan sagtens pege fingre af Michael Learns To Rock og kalde dem pussenussede, ufarlige eller popsmarte. Men det ville være at overse deres unikke position: De er lyden af det uprætentiøse. De er beviset på, at man kan rejse verden rundt med blide ballader og stadig være tro mod sig selv. Deres karriere er én lang modfortælling til rockens overdrev: Ingen skandaler, ingen sammenbrud, ingen overskrifter. Kun musik. Kun sange.
En koncert som et hjertealbum
Michael Learns To Rock i Tivoli var ikke spektakulær. Den var ikke vild, voldsom eller visionær. Den var vigtig. Og sjælden. En påmindelse om, at stor musik ikke altid behøver være stor i lyden. Den kan også være lille og virkelig, som en erindring man har glemt at man havde. Der blev smilet. Der blev sunget. Og der blev følt. Uden ironi. Uden filter.
Og da "The Actor" døde ud i sensommernatten, og folk begyndte at drysse hjemad, bar de ikke merchandise med sig – men minder. Og det er måske det smukkeste, et band kan efterlade. For hvem: Dem der elsker følelser uden filter, og som hellere vil lytte end larme. Koncertens følelse i ét ord: Ømhed. Af: Eva Yde
Foto: Jan Palle
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes