Malte Ebert

d. 27 juli 2026 Kl. 12.55

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Malte Ebert fik hele Grøn med, også når musikken stoppede

Han kom ind som Gulddreng, fik tusindvis af mennesker til at danse, stoppe, synge og feste og havde både Mumle og Svea S med på scenen. Men det stærkeste ved Malte Eberts koncert på Grøn var, at han aldrig mistede forbindelsen til publikum.

Det kræver en vis form for selvtillid at bede flere tusinde mennesker om at danse og endnu mere selvtillid at få dem til at stoppe igen. Men midt under Malte Eberts koncert på Grøn skete netop det. Musikken stoppede, publikum frøs midt i bevægelserne, og en af sommerens største koncertpladser var pludselig blevet forvandlet til verdens måske største omgang stopdans. Det var fjollet, sjovt og meget lidt højtideligt. Og samtidig var det et af de øjeblikke, der bedst beskrev koncerten. For Malte Ebert kom ikke på Grøn for bare at spille sine sange. Han kom for at skabe en fest sammen med publikum. Fra begyndelsen var der en fornemmelse af, at dem foran scenen ikke bare skulle kigge på. De skulle være med. Og det var de.

Gulddreng åbnede døren

Før Malte Ebert for alvor kunne begynde festen, skulle en gammel bekendt dog lige have lov til at kigge forbi. Han gik på scenen som Gulddreng og lagde ud med “Se Mig Nu”. Det var en næsten perfekt åbning. Solbrillerne, attituden og den gamle selvsikkerhed var tilbage, og publikum reagerede med det samme. Ti år efter Gulddreng gjorde Malte Ebert landskendt, var der selvfølgelig masser af nostalgi i at se figuren tilbage på en stor dansk festivalscene. Men denne gang føltes Gulddreng anderledes. Han var ikke længere nødvendigheden. Han var bonusmaterialet. Hvor Malte Ebert tidligere næsten ikke kunne nævnes uden Gulddreng, virkede forholdet på Grøn vendt om. Nu kunne Ebert invitere sit gamle alterego indenfor, more sig med ham et øjeblik og derefter gå videre. Og måske var det her, koncertens vigtigste pointe begyndte at vise sig: Malte Ebert behøver ikke længere Gulddreng for at holde på et publikum. Efter åbningen tog han selv over, og energien forsvandt ikke med solbrillerne. Tværtimod.

Hele pladsen blev en del af showet

Malte Ebert havde fået den tidlige plads på Grøn Scene, og det er ikke nødvendigvis den letteste position på en festivaldag. Publikum er stadig ved at finde sig til rette, nogle er på vej ind på pladsen, andre leder efter vennerne, og festen er endnu ikke nødvendigvis nået kogepunktet. Derfor skal man i højere grad skabe stemningen end overtage den. Det lykkedes imponerende hurtigt. Ebert arbejdede hele tiden med publikum og aldrig imod dem. Der var humor og små påfund, men de virkede ikke som desperate forsøg på at presse en reaktion frem. Stopdansen var det tydeligste eksempel. Det kunne meget nemt være faldet fuldstændigt til jorden. I stedet stod en enorm menneskemængde og legede med, og det sagde mere om hans publikumskontakt end ti klassiske festivalråb om at få hænderne i vejret nogensinde kunne gøre. Det var samtidig tydeligt, at Malte Ebert efterhånden har sangene til at bære en koncert på egen hånd. De store hits blev mødt af fællessang, og flere gange behøvede han næsten bare at sætte et omkvæd i gang, før pladsen foran ham overtog. Det er her forskellen mellem et kendt navn og en stærk festivalartist bliver tydelig. Hits kan få folk hen foran scenen. Det kræver noget andet at få dem til at blive der. Malte Ebert gjorde begge dele.

Gæsterne gav koncerten flere farver

Festen fik endnu et løft, da Mumle kom på scenen. Malte Ebert præsenterede deres nye fælles sang, og hendes entré passede naturligt ind i showet. Det blev ikke et gæstevisit, der virkede sat ind alene for overraskelsens skyld, men et musikalsk møde, der gav koncerten ekstra energi. Mumle og Malte Ebert befinder sig begge i en del af den dansksprogede pop, hvor de store melodier, hverdagen og følelserne gerne må fylde uden at blive pakket ind i alt for meget distance. Derfor gav mødet mening. Men netop som koncerten kunne være blevet til én lang og ubekymret sommerfest, ændrede stemningen sig igen. Svea S kom ind til duetten “Mindst Ondt”. Her fik koncerten plads til noget andet end bare smil, dans og fællessang. Sangen bevæger sig ind i de perioder, hvor livet er lidt mere besværligt, og hvor følelser og relationer ikke nødvendigvis kan reduceres til et enkelt lykkeligt omkvæd. Det var et nødvendigt temposkifte. For Malte Eberts bedste koncerter lever af modsætningen mellem entertaineren og sangskriveren. Han kan få en festivalplads til at grine det ene øjeblik og synge om de mere besværlige sider af livet det næste. Kontrasten blev kun endnu mere tydelig, fordi koncerten var begyndt med Gulddreng. Manden, der engang byggede en hel popfigur op omkring ekstrem selvsikkerhed, står i dag mindst lige så stærkt, når musikken handler om usikkerhed og alt det, der kan gøre lidt ondt. Og så kunne festen naturligvis begynde igen. Der skulle selvfølgelig også være plads til fodbolden. Da fodboldsangen "Kongen af Danmark” blev sat i gang, kom de store bolde ud blandt publikum, og Grøn fik endnu et af de brede, folkelige øjeblikke, som Malte Ebert efterhånden er blevet rigtig dygtig til at skabe. Det behøvede ikke fylde mere end det. For koncerten havde allerede bevist sin pointe. Malte Ebert kunne bevæge sig fra Gulddreng til nye sange, fra stopdans til alvor, fra gæster til store fællessange uden at miste retningen undervejs. Der var mange elementer i koncerten, men de føltes ikke som en række separate indslag. De var en del af den samme fest.

Han behøver ikke bede om opmærksomheden længere

Malte Ebert er en virkelig sikker entertainer. Han ved, hvornår han skal fylde scenen, og hvornår han skal give den til publikum. Han ved, hvornår en joke kan bruges, hvornår der skal skrues ned, og hvornår et stort omkvæd bare skal have lov til at arbejde. Det virker enkelt, når det lykkes. Det er det ikke. På en festivalscene bliver det hurtigt tydeligt, når kontakten mellem artist og publikum mangler. Her var den der næsten hele vejen. Selvfølgelig hjalp de store hits. Mumle hjalp. Svea S. hjalp. Og Gulddreng gav koncerten en fremragende åbning. Men gæster og gimmicks kan ikke bære en hel koncert.  Derfor var “Se Mig Nu” måske også et sjovere åbningsnummer, end det først virkede til. For Gulddreng brugte engang hele sin identitet på at råbe efter vores opmærksomhed. Se mig. Læg mærke til mig. Kig her. På Grøn behøvede Malte Ebert ikke længere bede om den. Da han fik tusindvis af mennesker til at danse, synge og på et tidspunkt stå fuldstændig stille på hans kommando, var der ikke den store tvivl. Vi så ham. Og vigtigere endnu: Vi blev hængende.  Af: Yde