Foto: Oliver Sperling
Udgivet: d. 20 juni 2025. Kl. 09.29.
★ ★ ★ ★ ☆☆
Verdens mest selvironiske band med hjerte i hånden
“Hvis du har angst, må du gerne være med, vi har det også lidt sådan”. Nogenlunde sådan lød én af de første bemærkninger fra forsanger Thom Rylance, da The Lottery Winners torsdag den 19. juni 2025 gik på scenen i Parken som opvarmning for Robbie Williams. Og det var ikke for sjov. Eller jo, det var det også. For The Lottery Winners er lige præcis den slags band, der ikke bare spiller musik. De står på en scene og siger: “Velkommen til kaoset. Vi har balloner, vi har hjerte, og vi har ingen idé om, hvad vi laver, men vi gør det 100 %”.
Nordengelsk charme og DIY-sjæl
Der var måske nogle i Parkens øverste rækker, der endnu aldrig havde hørt om The Lottery Winners. Det ændrede sig i løbet af en halv time, hvor bandets selvironiske, catchy, farvestrålende energi bredte sig som en regnbue over scenegulvet.
Bandet, der stammer fra Leigh, en lidt grå industriby i Greater Manchester, er alt andet end glansbillede. De er DIY hele vejen, og det mærkes. Fra den første guitartone og den første latter fra Thom Rylance føltes det ægte og jordnært. Og vigtigst af alt: Det føltes menneskeligt.
En opvarmning med substans
Det er altid en utaknemmelig opgave at varme op for en superstjerne. Publikum vil have Robbie. Men det tog ikke The Lottery Winners mange sekunder at få folk til at sænke skuldrene og smile. Numre som “Start Again” og “Let Me Down” blev leveret med både energi og inderlighed og med små anekdoter undervejs, der fik publikum til at le, nikke og lytte. Katie Lloyd, bandets bassist og medvokalist, gav både pondus og balance til Thoms sprælske persona. Hun er rolig, men med et blik der siger: “Jeg har styr på det her, og du vil kunne lide det.” Det gjorde man. Især på “Much Better”, hvor hendes vokal strøg over Parken som et ærligt suk.
Konfetti, selvtvivl og kærlighed
Showet bød ikke på det store lys- eller pyroteknikorgie, men The Lottery Winners behøver ikke store kanoner for at fylde rummet. De fylder det med selvironisk kærlighed og med tekster, der siger: “Du er ikke alene.” Særligt “Worry” ramte noget i publikum. En popsang forklædt som fællesskabsterapi. Enkel, rørende og stærk. Thom Rylance dansede, fjollede og snublede over sine egne ord og man kunne mærke, at han mente hvert sekund. Der er noget dybt rørende over en frontmand, der både kan få en til at grine og næsten fælde en tåre inden for samme sang.
Et band, man kan forelske sig i
The Lottery Winners leverer ikke banebrydende ny musik. Men de leverer noget andet: en følelse af, at man som publikum hører til, også selvom man føler sig ved siden af. Det er sjældent. Og det virker. I hvert fald i Parken, hvor et pænt stort publikum til sidst stod op, dansede og klappede med. Nogle med nysgerrige smil. Andre med “dem skal jeg høre mere af” blikke.
En vinder i opvarmningskategorien
Der er mange måder at varme et stadion op på. The Lottery Winners valgte den menneskelige. Med charme, humor, stærke melodier og et hjerte, der banker tydeligt i hvert beat. De lagde ikke Parken ned, det var heller ikke meningen. Men de åbnede døren, trak gardinerne fra og lod solen skinne lidt ind, før Robbie Williams indtog scenen. Og det er faktisk ikke så lidt. En varm anbefaling: Tjek dem ud. Kommer til Pumpehuset ons, d.3 dec 2025. Af: Henrik Yde
Foto: Oliver Sperling
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!