Lord Siva
d. 2 maj 2026 Kl. 10. 30
★ ★ ★ ☆ ☆ ☆
En smuk popmaskine, der aldrig helt fik strøm nok
En aften med store følelser, men ikke helt store øjeblikke
Efter Katinka havde åbnet Fredagsrock aftenen i Tivoli med skævhed, nerve og personlig poppoesi, blev det Lord Sivas tur til at indtage Plænen. På papiret var det en oplagt kombination: to markante stemmer i dansk pop, begge med kunstnerisk tyngde, følsomhed og et publikum, der kender omkvædene. Lord Siva kom da også på scenen med en samling sange, der i sig selv har både kvalitet, melankoli og hitpotentiale. Men koncerten blev desværre aldrig den forløsning, man kunne have håbet på.
En start i melankoliens lave gear
Koncerten åbnede med “Melankolia”, hvilket på mange måder var en passende begyndelse. Lord Siva har altid haft en særlig evne til at bevæge sig rundt i det melankolske rum, hvor natten er lang, hjertet er tungt, og følelsen af at stirre ud ad et vindue i regnvejr næsten bliver en kunstart. Problemet denne aften var bare, at melankolien aldrig rigtig blev omsat til spænding. “Atomer” fulgte efter, og bandet spillede egentlig fint. Lyden var pæn, arrangementerne sad, og der var intet teknisk, der for alvor faldt fra hinanden. Men koncerten manglede gnist. Den manglede det dér øjeblik, hvor publikum bliver trukket ind og ikke bare står og registrerer musikken, men faktisk mærker den.
Rodeo uden den vilde hest
Med “Rodeo” kunne man have håbet på, at koncerten ville løfte sig. Titlen lover næsten bevægelse, støv, drama og en vis fare for, at nogen mister hatten. Men i Tivoli blev det mere en kontrolleret ridetur i langsomt tempo end en egentlig rodeotur. Lord Siva har en rolig, karakteristisk vokal og et udtryk, der ofte lever af stemning frem for store armbevægelser. Det kan være enormt virkningsfuldt i det rette rum. Men på Plænen, foran et stort Fredagsrock-publikum, blev udtrykket for tilbagelænet. De store følelser var der måske i sangene, men de kom ikke altid helt ud over scenekanten. “California Dreamin’” gav sættet et mere genkendeligt og drømmende lag, men heller ikke her blev publikum for alvor fanget. Det føltes som en koncert, der hele tiden var på vej til at begynde rigtigt, men som aldrig helt fik sparket døren op.
Når hitsene ikke helt rammer som hits
Der var ellers nok at tage af. “Hvem drømmer du om”, “100” og “Paris” er sange, der burde kunne skabe både fællessang, stemning og en smule popmagi. Især “Paris” har den slags titel og atmosfære, der kan få en københavnsk forårsaften til at føles mere glamourøs, end den egentlig er. Men denne aften blev også de stærkere numre lidt flade i leveringen. Ikke dårlige, bare uden den nødvendige opdrift. Publikum lyttede, men blev sjældent grebet. Der var ikke meget at juble over undervejs, og man savnede, at Lord Siva tog lidt mere kommando over rummet. Det var som at se en graf, hvor kurven burde stige sang for sang, men i stedet bare lå og nynnede vandret hen over Tivoli. Stabilt, ja. Men også lidt søvndyssende.
Bandet gjorde sit, men koncerten manglede nerve
Det skal siges klart: Bandet spillede fint. Der var styr på musikken, lyden var professionel, og ingen virkede ude af kurs. Men derfor blev det også tydeligt, at problemet ikke lå i håndværket. Problemet lå i energien. Lord Sivas musik har ofte en kølig elegance over sig. Den kan være god og stilfuld. Men denne aften blev elegancen næsten for pæn. Der manglede friktion. Der manglede risiko. Der manglede den lille revne i facaden, hvor lyset, eller smerten, kunne slippe ind. På “Stjernerne” og “Nattergal” kom der momenter, hvor man fornemmede, hvad koncerten kunne have været. Stemningen var der i glimt. Men glimt er ikke nok, når man står på Plænen og skal samle et stort, levende Fredagsrock publikum.
Først til sidst vågnede Plænen
Det var faktisk først i koncertens sidste del, at Lord Siva for alvor fik bedre fat i publikum. “Fortæl dem” gav sættet mere nærvær, og med “Solhverv” kom der endelig en fornemmelse af kontakt mellem scene og publikum. Her begyndte koncerten at åbne sig. Ikke eksplodere, men åbne sig. Man kunne mærke, at der var en kerne i materialet, og at Lord Siva bestemt har sange, som kan ramme. Men det kom for sent. Når publikum først rigtig vågner i de sidste minutter, føles resten af koncerten som en lang tilløbsbane uden flyafgang. “Solhverv” blev dermed et af aftenens stærkere øjeblikke, men også en påmindelse om, at koncerten havde potentiale til mere. Meget mere...
En tam oplevelse med enkelte gode øjeblikke
Lord Siva leverede ikke en dårlig koncert i Tivoli. Det ville være for hårdt sagt. Han leverede en fin koncert med et velfungerende band, en solid setliste og sange, der på plade har både stemning og styrke. Men live denne aften blev det for middelmådigt. Der var for lidt kontakt, for lidt udvikling og for få øjeblikke, hvor man tænkte: Dér var den. Det blev en koncert, der gled forbi uden at sætte sig dybt nok fast. Det er næsten det mest frustrerende ved oplevelsen: Man ved, at Lord Siva kan mere. Sangene er der. Udtrykket er der. Stemmen er der. Men denne aften i Tivoli blev det hele pakket lidt for pænt ind, som en gave, ingen rigtig fik revet papiret af.
Professionelt, pænt og for fladt
Lord Siva havde scenen, sangene og muligheden. Men han fik aldrig rigtigt grebet publikum før til sidst, og derfor blev koncerten mere en afdæmpet gennemgang end en stærk liveoplevelse. Fra “Melankolia” til “Solhverv” var der momenter af stemning og fin musikalitet, men koncerten manglede den stigende kurve, det store løft og den nødvendige nerve. Bandet spillede fint, og Lord Siva leverede med sin vanlige stilfulde ro, men roen blev desværre også koncertens største problem. 3/6 stjerner til Lord Siva i Tivoli. En pæn, professionel og lidt for tam Fredagsrock koncert, hvor først slutningen fik lidt liv i Plænen, men hvor man stod tilbage med følelsen af, at aftenen burde have drømt større. Af: Yde
