Lis Sørensen

Foto: Oliver Sperling

Udgivet: d.27 juli 2025. Kl. 06.30.

★ ★ ★ ★ ★ ☆

En aften med varme, vemod og vidunderlig vokal

Man kunne mærke det allerede på afstand. Den sagte mumlen fra publikum, duften af vel og sommerens lune skygge, der lagde sig blødt over Plænen i Tivoli. Det var én af de aftener, hvor København synes at trække vejret lidt roligere. Og da Lis Sørensen gik på scenen som en stille kraft – med sol i håret og en stemme, der stadig bærer både længsel og livskraft – føltes det næsten som en slags hjemkomst.

Der er noget sært tidløst over Lis Sørensen. Hun behøver ikke råbe for at blive hørt. Hun trænger ind. Hun er ikke en kunstner, der forsøger at være yngre end hun er – hun er én, der får tiden til at stå stille. Publikum – primært i den modne ende, men bestemt ikke uden yngre fans og nysgerrige koncertgængere – stod tæt under de grønne trækroner og sang med, som om de havde ventet hele sommeren på netop denne aften.

Et band, der spiller med sjælen og rygmarven

Med sig havde Lis et band, der spillede med både disciplin og frihed. Der var intet overflødigt, intet påtaget – kun musikalsk præcision og overskud. Hver tone føltes valgt, ikke blot spillet. Og når musikken løftede sig, så gjorde publikum det samme. Der var momentvis en næsten hypnotisk samhørighed mellem scene og plæne – som da de første strofer af "Brændt"røg ud over Tivoli, og mange i publikum instinktivt rakte armene op, som for at tage imod noget længe savnet.

En setliste med både rødder og vinger

Koncerten var kurateret med omtanke. Den åbnede med "Brændt", hvor Lis’ vokal straks fik lov til at brænde igennem, og herefter flød det naturligt over i "Du tænder lys", der sendte en bølge af nostalgi hen over publikum – som en varm hånd på skulderen.

"Fuld af nattens stjerner" glitrede med sin svævende melankoli, og da "Ikke langt nok", skrevet i samarbejde med Malte Ebert, blev spillet, var det tydeligt, at Lis ikke blot lever af fortiden – hun skaber også i nutiden. Sangen, der kredser om det ubærlige og det ufærdige, ramte et nyt, yngre leje – og blev alligevel helt Lis’sk. "Verden i farver" var et opløftende højdepunkt – farverig og rytmisk, mens "Tæt på Ækvator", i en moderne og raffineret udgave, trak hele Tivoli med ud i den eksotiske varme, som kun en dansk 80’er-klassiker kan.

De efterfølgende numre, "Uerstattelig", "Husk de kys", og "Forvandling", blev fremført med en næsten intim tilstedeværelse. Man kunne mærke, at disse sange – som publikum kunne udenad – stadig rummer noget uudforsket i sig. Lis forvandler sine gamle hits til levende væsner, der vokser og ændrer sig med hende. Mod slutningen blev det virkelig intenst. "Ind til dig igen"og "Mine øjne, de skal se" kom som et blidt knæk i hjertet. Det er sange, der insisterer på at give sig hen. Og da "Stille før storm" rundede koncerten af, blev det klart: her var ikke blot en sangerinde, men en historiefortæller, en formidler af noget, vi ikke helt kan sætte ord på – men som vi mærker helt ind.

En koncert som et kram fra livet

Lis Sørensen formår at samle folk – ikke kun omkring musikken, men omkring en følelse af fællesskab. Hun er ikke flashy. Hun er ikke ironisk. Hun er ærlig og ægte, og det er måske netop derfor, hendes musik stadig føles så nødvendig. Hun bærer på en slags musikalsk humanisme – med plads til både det sørgmodige og det sejrrige, til det sagte og det storslåede. Aftenen var et rum af minder, stemmer og følelser, man fik lov til at træde ind i. Et slags kram fra livet selv – leveret af én, der har levet det. Tidløsheden har et navn. Det er Lis Sørensen... Af: Henrik Yde

Foto: Oliver Sperling

Fotograf - Oliver Sperling – Øjeblikkets mester for Yde News

Han bevæger sig lydløst gennem mængden som en skygge i takt med bassen. Kameraet er hans kompas, lyset hans pensel, og koncerten hans lærred. Oliver Sperling er ikke bare fotograf – han er en øjebliksfanger, en stemningssamler, en visuel poet med blændende timing. Hos Yde News er vi stolte over at have Oliver som en af vores faste koncertfotografer. Han er dedikeret til fingerspidserne og mestrer kunsten at være både usynlig og allestedsnærværende. Hvor andre ser kaos, ser han komposition. Hvor andre får slørede snapshots, leverer han ren magi. Han fanger ikke bare stjernerne på scenen – han indfanger det elektriske sug i salen, de hævede hænder, de lukkede øjne i ekstase og den dér særlige glød i ansigterne, der kun opstår, når musik og menneske smelter sammen. Der er noget poetisk over hans billeder – som om de taler et sprog, kun kameraet og hjertet forstår. Og så har han det der blik: det sjældne, umiskendelige blik for nuet, der aldrig gentager sig.

Med Oliver Sperling bag linsen er intet show for småt, ingen scene for stor, og intet lys for vanskeligt. Han er ikke bare god – han er den visuelle tryllekunstner, vores elegante øjenvidne i larmens skønhed.

Kort sagt: Oliver Sperling er koncertfotograf med sjæl, stil og et glimt i øjet...