Level 42

Foto: Rasmus Petersen

d. 9 november 2025 Kl. 08.32

★ ★ ★ ★ ★ ☆

World Machine kører stadig på overdrukket højoktan-funk

Der er noget vidunderligt urimeligt ved, at et band, der nærmer sig de 40 år med World Machine i bagagen, spiller mere tight, funky og veloplagt end halvdelen af de unge navne på plakaten. Men lørdag aften i Falkoner Salen var netop det pointen: Level 42 anno 2025 er ikke et nostalgishow. Det er et arbejdende, overlegent maskineri, der stadig kan få et fyldt københavnersal til at gynge synkront i 7/8-del, uden at nogen spilder deres fadøl.

Det er 40-årsjubilæet for gennembrudsalbummet World Machine, som naturligvis er aftenens omdrejningspunkt, akkurat som annonceret i turnékonceptet. Og Falkoner Salen er stopfyldt med mennesker, der både har levet 80’erne, spillet cd’erne tynde i 90’erne, og nu har taget deres voksne børn med ind for at forklare, hvad rigtig bas faktisk er. Stemningen er varm, forventningsfuld – og en anelse andægtig: Man er kommet for at sige tak.

World Machine fra ende til anden – sådan gør man det

I stedet for at varme langsomt op, går Level 42 direkte i kødet på myten: World Machine serveret kronologisk. Et elegant greb, som både tilfredsstiller nørderne og giver koncerten en dramaturgi, der ville gøre enhver foredragsrække på CBS misundelig.

Titelnummeret “World Machine” åbner som en langsom dør ind til universet: synthflader, trommer med overskud, Mark Kings karakteristiske bas, der lige fra første slag minder os om, at ingen i denne sal kommer til at spille luftguitar – alle spiller luftbas. Overgangen til “Physical Presence” sætter tonen: jazz-funk med kirurgisk præcision og alligevel legende, som om bandet stadig står i et øvelokale på Isle of Wight.

Så rammer vi det første fælles generationsskrig: “Something About You”. Hele salen synger med; det er ikke kønt, men det er kærligt. Og King og Lindup leverer vokaler, der er overraskende friske – ikke bare “i forhold til deres alder”-friske, men decideret stærke. “Leaving Me Now” bliver derefter aftenens første store gåsehudssekvens: Lindups vokal, de små keyboardfigurer, og et publikum, der pludselig husker, hvor hårdt en 80’er-ballade faktisk kan ramme.

Midterstykket af albummet  “I Sleep on My Heart”, “It’s Not the Same for Us”, “Dream Crazy”, “Good Man in a Storm”, “Coup d’État” og den underskønne “Lying Still” bliver ikke bare pligtstof. De spilles med en energi, der løfter dem ud af “kun for fans”-kategorien og viser, hvor moderne Level 42’s sangskrivning egentlig lyder i dag: komplekse grooves, melodier der sætter sig, og et band, der spiller som en enhed, ikke som en historisk note.

Lyden i Falkoner Salen er og det skal fremhæves forbavsende klar. Bassen er massiv uden at mudre, bandet ligger præcist, og hver lille ghost note får lov at leve. Det er professionelt på et niveau, hvor man næsten får lyst til at sende en tekniker-delegation videre til et par danske festivaler som efteruddannelse.

Best of the Rest – danseskoene ryger af sikkerhedshensyn

Efter World Machine holder bandet en kort, charmerende pause i snakken, og så står der med ét “fest” med caps lock hen over aftenen. Med overskriften “Best of the Rest”folder de bagkataloget ud, og så er der ikke flere undskyldninger for at blive siddende. “To Be With You Again” og “Running in the Family” lander som to perfekte tidsmaskiner, hvor publikum danser, råber og peger genkendende på hinanden: “Den her dansede vi altså til til julefrokosten i ’88.”

“The Sun Goes Down (Living It Up)” er ren kollektiv eufori, hvor blæsersektionen løfter nummeret op i et næsten klubagtigt rum – og så er vi kun lige i gang. Aftenens måske mest glade nørdemoment er kombinationen “Love Games / Bass solo”: Det er Mark King på hjemmebane. Slap-runner, der burde udløse en form for arbejdsmiljøtilsyn, flyver ubesværet afsted, mens publikum står og griner, fordi det simpelthen er så vanvittigt overlegent. Det er show off, ja – men også musikalsk nødvendigt.

“Starchild” sender os kort forbi fusion-hjørnet, inden “Lessons in Love” lukker hovedsættet med et fællesskrig, der formentlig kan registreres fra Frederiksberg Rådhus.

Stadig varmt vand i hanerne

Ekstranumrene er valgt med publikumsforståelse:

“Heaven in My Hands” åbner som triumferklæring – storladen, melodisk og fuld af det overskud, man kun har, når man ved, man har leveret. “The Chinese Way” sætter fut i de sidste rester af hofter, man ikke troede eksisterede mere, og “Hot Water” bliver den perfekte finale: kogende funk, stramme breaks, grinende musikere og et publikum, der ikke rigtig vil forlade 80’erne alligevel. Setlisten er stramt komponeret, og live fungerer den som en rejse: fra konceptuel albumfejring til rendyrket hitparade.

De kan stadig – og mere end det

Det mest imponerende ved aftenen er ikke kun nostalgiværdien, men hvor nutidige Level 42 fremstår. Mange bands fra samme generation lever primært af minder; Level 42 lever af håndværk.

Mark King er fortsat en af verdens mest genkendelige bassister – teknisk brutal, men med en melodisk sans, der gør, at selv avancerede figurer lyder som noget, man burde kunne synge med på. Mike Lindup er bandets hemmelige våben: hans lyse vokal og elegante keys giver musikken det særpræg, der gør, at ingen andre rigtig lyder som Level 42. Resten af holdet leverer med præcision og smittende spilleglæde, særligt blæsersektionen, der giver numrene ekstra punch.

At de gennem karrieren har solgt over 30 millioner album og fyldt Wembley Arena i alt 21 aftener, er ikke bare et kuriosum; det mærkes i deres professionelle overskud og naturlige autoritet på scenen. Men det mærkes også i deres afslappede humor: små bemærkninger, selvironi, glimt i øjet. Det hele er rutine – men aldrig rutinepræget.

Publikum denne aften er mange og med. Der bliver danset, sunget, hujet, og på de stille numre lyttes der. Det er den slags koncert, hvor man på vej ud ikke diskuterer, om det var godt, men kun hvor godt.

Level 42 i Falkoner Salen er et skoleeksempel på, hvordan man fejrer et ikonisk album uden at blive museum: Spil det hele, spil det bedre end nogensinde, og mind os om, at de øvrige hits stadig kan bære et helt sæt alene.

De kan stadigvæk. Lyden er sublim. Bandet er skarpt, charmerende og legesygt. Og hvis nogen stadig var i tvivl, blev den løst i det sidste slag i “Hot Water”: World Machine kører stadig – og den kører på højoktan.   Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes