LAUFEY | Yde News

LAUFEY

Foto: Morten Rygaard

d. 23 februar 2026 Kl. 08.04

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Et eventyr, der kunne swinge og som endte med et brev til den 13 årige i os alle

Der er steder, hvor publikum kommer for at blive underholdt. Og så findes der steder, hvor publikum kommer for at bo i en verden i to timer, som om scenen åbner en hemmelig dør, og man træder ind i en fortælling, man ikke vidste, man havde savnet. En nøje koreograferet, drømmende, jazzglitrende og hjerteskærende aften, der foldede sig ud som et gammeldags eventyr med moderne selvindsigt og som på forunderlig vis fik ca. 13.000 mennesker til både at klappe i takt, synge som ét kor og stå helt stille i samme åndedrag. Allerede før Laufey selv viste sig, var det tydeligt, at dette ikke var en “almindelig arena aften”. Det begyndte med et kamera, der zoomede ind på publikum ikke som en klassisk kiss cam, men som en slags kærlig “vibe cam” for de udklædte og dem, der lignede nogen, der havde taget stemningen på som et kostume. Overalt var der hjemmelavede kroner, og tæpper med Laufey print blev holdt op som bannere i et rige, hvor man ikke hylder en superstjerne, men en fortæller. Og så kom triviaen: små quiz spørgsmål om Laufey, inklusive den type “vidste du” øjeblikke, der får en arena til at føles som en dagligstue bare med ca.13.000 gæster og et loft af forventning. Desværre var der fotoforbud...

Akt 1: Et eventyr i silkehandsker og strygere og en sal, der klappede som én organisme

Da hun trådte ind, var stemningen allerede lagt som et scenetæppe: gammelt eventyr, varm nostalgisk belysning, og Laufey selv som en slags Askepot, der ikke venter på nogen prins, men på første takt. Åbningen i “Clockswork” satte tonen: præcis, elegant, næsten mekanisk i sin finesse som et urværk af romantik, hvor hvert gear er en detalje i arrangementet. Med “Lovergirls” skete aftenens første kollektive mirakel: hele salen klappede i takt, præcis som sangen inviterer til. Ikke “lidt” eller “nogenlunde”. Det var disciplineret, legende og fuldstændig på plads. Den slags øjeblik, hvor man mærker, at Laufey har et publikum, der ikke bare lytter, men forstår hendes univers. “Dreamer” føltes som et blink til den klassiske popromantik, men pakket ind i vintage-æstetik. Og da “Falling Behind” kom, tog hun guitaren frem selv og sang, mens hun spillede flankeret af de vildeste strygere, især violinerne, der løftede nummeret op i en filmisk højde, hvor melodien nærmest fik kappe på. Her må man sige det, som det er: kæmpe cadeau til bandet. Laufey er i front, ja men hun har omringet sig med musikere, der kan få en arena til at lyde som et forgyldt teater. Og så: danserne. Det er ikke bare pynt. Det gør hele forskellen. Når man spiller eventyr og jazz i et rum, der er bygget til kæmpeproduktioner, kan intimiteten drukne. Men med dansere på scenen blev fortællingen fysisk, levende, energisk det gav puls til de poetiske pauser. I “Silver Lining” kom telefonerne op. Selvfølgelig. Men det var ikke den der “nu filmer vi”stemning. Det var mere som stearinlys i digital form. Alle sang, som om de havde noget på spil. Og sangen ramte, helt inde i hjertet, fordi den blev sunget, som om den var skrevet til netop det øjeblik. “Too Little, Too Late” kom ved klaveret, introduceret med Laufeys egen forkærlighed for drama: hun elsker at være dramatisk, sagde hun og man kunne høre det. Ikke som overdrivelse, men som elegance. Drama, når det er bedst, er jo bare sandhed med scenelys på.

“Jeg har haft dansk i 7 år…” og pludselig gav alt mening

Midt i det hele kom den menneskelige varme, der gør Laufey til mere end æstetik. Hun fortalte om at være fra Island og om at have været nødt til at lære dansk i skolen. Syv år, uden at hun synes, hun havde lært særlig meget. Hun undrede sig over, hvornår hun nogensinde ville bruge dansk. Og så landede punchlinen så blidt, at den næsten blev poetisk: hun havde fundet ud af, at alt ledte op til denne aften i Royal Arena. Den type øjeblik, hvor en arena smiler, men også smelter.

Akt 2: Jazzklubben midt i arenaen “min yndlingsdel af showet”

Akt 2 skiftede gear: ud kom et lille jazzband, og scenen blev til et podie, en klub, en anden tid. Laufey kom i nyt tøj, sang i en klassisk jazzmikrofon, og pludselig sad man ikke i Royal Arena man sad et sted, hvor man bestiller en drink og lytter med hele kroppen. “Seems Like Old Times” satte tonen: et nik til standardernes verden. “Valentine” fik nyt snit, som om sangen havde fået en gammel vinyl-udgave af sig selv. Med “While You Where Sleeping” blev det næsten film noir blødt og så kom aftenens mest charmerende publikumskroning: hun udvalgte en dansk pige som aftens bedste outfit, en karruselkjole! Pigen kom op til scenen og blev kronet. Ikke som en gimmick, men som en del af eventyrets logik: i Laufeys verden kan publikum også blive karakterer.

Og så: “Let You Break My Heart Again”. Royal Arena blev hendes kor. Ikke bare medsyng men fuld, næsten højtidelig fællessang, som om sangen var en hymne for alle, der nogensinde har sat deres hjerte i pant.

Akt 3: Musikboksen, karrusellen og en cello i spotlight

Akt 3 føltes som at træde op “fra toppen af hendes slot”. “Carousel” var som at tænde en gammel musikboks: yndige dansere, cirklende bevægelser, og man kunne se, at ståpladserne ikke kunne holde sig i ro, de dansede med, som om gulvet var en del af koreografien. Med “Forget Me Not” blev stemningen mere følsom, mere tæt. Og da “Cuckoo Ballet (instrumental)” kom, stod tiden næsten stille: to smukke ballerinaer trådte frem, og Laufey satte sig på den lille scene og spillede cello. Det var et af de øjeblikke, hvor man mærker, at hun ikke bare “har et instrument med”. Hun er musikeren. Hun bærer den klassiske tradition i hænderne og får den til at føles som popkulturens mest naturlige sprog. Mellem akt 3 og 4 fik vi et sjovt videoindslag: Laufey, der prøvede alle mulige kostumer (en bi, et ur…) et lille absurd åndehul, der gjorde outfit change til en del af historien. Smart, let, og lige præcis den slags selvironi, der gør det hele mindre højtideligt og mere menneskeligt.

Akt 4: Upbeat eufori og den stille sang, der lagde sig som sne

Akt 4: blev mere dansabelt, mere “nu sker der noget” energi. “Mr. Eclectic” sendte et glimt af skæv charme gennem rækkerne, og “Castle in Hollywood” fik hele arenaen op i gear, folk dansede vildt, som om de var statister i Laufeys egen film.

Og så kom kontrasten: “Promise”. Pludselig var der stille. Ikke den akavede stilhed, men den fælles, koncentrerede. Laufey satte sig ved klaveret og spillede, mens publikum sang sagte med. Det føltes som at være indsuget i hendes univers, som om hele Royal Arena holdt vejret for ikke at ødelægge øjeblikket. Hun fortsatte ved klaveret med “Goddess”, og der var noget næsten ceremonielt over det, som om sangene blev lagt frem som små, dyrebare genstande. Og når “Tough Luck” kom, vågnede alle igen. Det var den perfekte “syng med” eksplosion efter den stille fortryllelse: pludselig var der bevægelse, grin, energi og kroppen fulgte med, som om sangen trykkede på en fælles tændknap. Men det mest rørende i hele akt 4 var uden tvivl “Snow White”. Spejle kom frem og blev brugt på scenen, pudsigt og præcist i forhold til Snehvide symbolikken. Laufey fortalte om sangens oprindelse: at hun havde kæmpet med kroppen, udseendet, og at hendes værste fjende ofte havde været hende selv. Spejlene blev et visuelt argument: dét, vi ser, og dét, vi dømmer. Det var så personligt, så sårbart, at man næsten kunne mærke tårerne i rummet. Jeg tvivler på, der var mange piger, kvinder, ja mennesker generelt der ikke fik en klump i halsen. Og så kom den, alle ventede på: “From the Start”. Her blev arenaen til et kor igen, men på en anden måde: eufori, genkendelse, en følelse af “nu er vi her sammen”. Den slags nummer, der ikke bare afslutter en del af koncerten, men stempler aftenen som et minde.

Final act: Det uhyggelige eventyr og det smukkeste ekstrakapitel

Finalen startede med “Sabotage” gjort til noget næsten uhyggeligt: røg på scenen, gamle træer, en mørkere eventyrskov. Det var et fedt greb: at slutte med en skygge før lyset, som i de bedste fortællinger. Og da hun gik af, ville folk ikke hjem. Der blev trampet og klappet. Den klassiske “mere!” rytme, som i virkeligheden betyder: “vi er ikke færdige med at være i din verden”. Hun kom ud igen og spillede en ny sang: “How I Get (unreleased)” og publikum tog imod den, som om den allerede var deres. I “letter to my 13 year old sel”. Fortalte Laufey, at hun havde skrevet den til sin 13 årige udgave som en påmindelse om at tro på sig selv. At 13 årige Laufey aldrig ville have troet, hun en dag ville stå på en så stor scene foran så mange mennesker og at hun ville have ønsket, hun havde turdet tro mere. Det var en perfekt afslutning. Ikke bare rørende, men meningsfuld: hele koncerten som et eventyr, og til sidst et brev til barnet i os, der stadig står og kigger på døren til drømmen og tænker: “må jeg godt?”. Laufey leverede en super dejlig, gennemført og musikalsk stærk aften, med en stemning, der var lige dele eventyr, jazzklub, popkor og personlig bekendelse. Hun har et band, der fortjener blomster hver aften, strygere der kan få en arena til at føles som en koncertsal, og en scenisk sans for at gøre publikum til medspillere. At hun samtidig tør være både dramatisk, fjollet, sårbar og storslået, er hele hemmeligheden.

Royal Arena kan være et svært rum at gøre intimt. Men her lykkedes det, fordi Laufey ikke prøvede at bekæmpe arenaen. Hun forvandlede den til sit slot. Hvis dette var et eventyr, var det ikke historien om en prinsesse, der bliver reddet. Det var historien om en kunstner, der bygger sin egen verden og inviterer ca. 13.000 mennesker ind, så vi kan huske, hvordan det føles at tro på noget igen. Af: Emilie Jakobsen

Foto: Morten Rygaard