Kvadrillers

d. 11 august 2026 Kl. 23.16

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Kvadrillers var rockstjerner i Tivoli og publikum troede på dem

Fem smilende fyre, synkroniserede dansetrin og en selvtillid større end scenen. Kvadrillers indtog MINT i Tivoli med fuld fart, fællessang og så meget boyband charme, at det til sidst blev svært at afgøre, hvor joken sluttede og popstjernerne begyndte.

De havde planer og de virkede

Der findes bands, der bruger den første del af en koncert på forsigtigt at mærke publikum an. Kvadrillers er ikke et af dem. Fra det øjeblik de fem unge mænd indtog MINT i Tivoli tirsdag aften, opførte de sig nærmere, som om nogen ved en fejl havde glemt at fortælle dem, at de ikke stod på en stadionturné foran 50.000 mennesker. Armene røg i vejret. Hofterne fulgte efter. Blikkene blev sendt ud over publikum med den helt rigtige blanding af selvtillid og selvironi, og de koreograferede dansetrin blev leveret med så meget overbevisning, at man et øjeblik kunne få mistanke om, at Backstreet Boys havde glemt fem meget unge danske fætre i København. Det mest imponerende var imidlertid, at publikum købte præmissen fra første sekund. Der var mange mennesker omkring MINT scenen, og de stod ikke bare og betragtede. De sang, råbte, dansede og reagerede på stort set alt, Kvadrillers sendte deres vej. Allerede med åbningsnummeret ”Planer” var retningen klar. Fremad. Helst hurtigt. Og meget gerne med koreografi.

Næste stop: 5C mod boybandland

Med 5C fortsatte koncerten i samme høje gear, og det stod hurtigt klart, at Kvadrillers ikke er et band, man først og fremmest skal forstå med armene over kors. Man skal helst være med. Deres popmusik er fysisk. Den lever af rytmen, bevægelserne og samspillet mellem de fem på scenen. De skifter positioner, søger hinandens blikke og rammer koreografien med en blanding af præcision og ungdommelig løssluppenhed. Og vigtigst: De ser ud til at have det enormt sjovt. Det kan lyde som en banal kvalitet, men på en scene er glæde svær at forfalske. Hos Kvadrillers var den overalt. De sang ”Miss U Me” med samme smil i øjet, som de dansede med, og på ”Flyv Højt” voksede armbevægelserne næsten i takt med ambitionerne. De lignede fem fyre, der havde fået lov til at lege rockstjerner for en aften. Det vidunderlige var, at de efterhånden ikke lignede nogen, der bare legede.

Smilet er en del af koreografien

Kvadrillers kunne let være blevet reduceret til en gimmick. Fem unge mænd. Boyband. Synkroniseret dans. Store positurer. Charmerende blikke. Man kan næsten høre anmelderens øjenrulning på forhånd. Men den ville være uretfærdig. For bag al den bevidste boyband kitsch ligger et faktisk håndværk. De fem er dygtige. Det kræver noget at synge, danse, være i konstant bevægelse, holde styr på sine placeringer og samtidig bevare kontakten til et publikum. Og på både ”My Heart” og ”Hos Kvadriller” viste gruppen, at koncerten var langt mere kontrolleret, end den umiddelbare drengerøvsenergi kunne få den til at se ud. Det smarte ved Kvadrillers er netop, at det ikke må se for anstrengt ud. Dansetrinene må gerne sidde præcist, men smilet skal helst sige: “Vi fandt lige på det”.

Napoli lå pludselig midt i Tivoli

Med ”Napoli” ramte de et af de øjeblikke, hvor hele Kvadrillers universet gav særlig god mening. Letbenet pop, rytme, romantik, humor og melodier, der ikke beder om en ph.d.afhandling bagefter. De beder om, at man synger med. Og det gjorde folk. Højt. Flere omkring scenen kendte tydeligvis sangene langt bedre end den tilfældige Tivoli gæst, der måske bare var kommet forbi på vej mod en is eller en tur i Dæmonen. Det unge publikum var ikke tilskuere til koncerten. De var en del af den. Netop den forbindelse gjorde en forskel, da ”Vaagner Op” gled videre ind i ”Klart Nok”. For selv om aftenen næsten konsekvent bevægede sig i den energiske ende af skalaen, føltes koncerten aldrig som en lang motionsvideo med mikrofoner. Kvadrillers kan noget med timing. De ved, hvornår der skal kigges mod publikum. Hvornår en bevægelse skal overdrives. Hvornår et grin gør mere end endnu en perfekt positur. Og hvornår publikum skal have lov til at tage over.

Fem fyre med permanent medvind

På ”Lykke regn” var det svært ikke at tænke, at titlen passede meget godt på Kvadrillers' nuværende situation. For der var noget ubekymret over dem denne aften. De virkede ikke som fem mennesker, der stod og tænkte på næste dansetrin, næste tone eller næste position. De virkede som fem venner, der havde fået en scene, et publikum og en undskyldning for at skrue deres fælles projekt helt op. Det er deres store styrke. Man mærker gruppen. Ikke bare konceptet. Der er kemi mellem dem, og selv når showet er koreograferet, føles relationen mellem de fem ikke koreograferet. På ”Jeg smutter” blev titlen nærmest aftenens dårligste forslag. Ingen havde lyst til at gå nogen steder. Tværtimod voksede fællessangen, og publikum stod solidt plantet foran scenen.

Rockstjerner på prøve

Da ”One Million” kom, var Kvadrillers for længst begyndt at opføre sig, som om MINT kun var første stop på en kommende verdensturné. De gjorde nærmest grin med selve idéen om rockstjernestatus samtidig med, at de dyrkede den helhjertet. Det er her, gruppen bliver interessant. For hvor går grænsen egentlig? Hvornår holder det op med at være fem unge mænd, der ironiserer over boybandet, og hvornår bliver de ganske enkelt et boyband? Når publikum synger teksterne? Når koreografien sidder? Når fansene reagerer på hvert lille blik? Eller når man som anmelder pludselig opdager, at man er holdt op med at tænke over, om det hele er for sjov? På MINT blev grænsen mere og mere udvisket. Det er en stor kompliment. Selvironien er stadig vigtig for Kvadrillers, men den er ikke længere nødvendig som redningsvest. De kan godt stå på egne ben uden joken.

”Lover” fik det sidste ord

Efter en koncert, der stort set havde nægtet at tage foden af speederen, var ”Lover” en logisk finale. Her samlede de det meste af det, der havde fungeret gennem aftenen: de genkendelige popmelodier, koreografien, charmen, den konstante kontakt med publikum og ikke mindst den energi, som de på imponerende vis havde holdt i live gennem hele sættet. Publikum sang med. Kvadrillers smilede. Naturligvis. Man kunne efterhånden mistænke smilet for at være et officielt sjette medlem af gruppen. Men det var også her, man kunne mærke forskellen på et band, der bare har en idé, og et band, der er ved at finde ud af, hvordan idéen skal fungere foran et større publikum. Kvadrillers har forstået noget helt grundlæggende: En popkoncert behøver ikke være kompliceret for at være god. Den skal bare få mennesker til at føle noget. Denne aften var følelsen først og fremmest glæde.

Og så kom Frankie Valli

Koncerten var slut. Men aftenen manglede tilsyneladende én sidste detalje. Ud af højttalerne lød Frankie Vallis ”Can't Take My Eyes Off You” Og sjældent har en sang virket mere perfekt placeret. Efter en koncert fyldt med boyband positurer, ungdommelig charme, flirt, dans, fællessang og fem fyre, der havde brugt aftenen på at sende kærlige blikke mod et begejstret publikum, føltes den næsten som rulleteksterne til en romantisk komedie. Man kunne dårligt have skrevet afslutningen bedre.

Kvadrillers er sjove, men de er ikke en joke

Det er fristende at beskrive Kvadrillers med ord som sjove, charmerende og underholdende. Det er de også. Men det er ikke nok. For hvis koncerten på MINT viste noget, var det, at gruppens humor ikke længere bør få lov til at stå i vejen for det mere interessante faktum: De er gode til det, de laver. De har forståelse for scenen, for publikum og for den særlige disciplin, det er at levere pop, der på overfladen skal føles let, selv om der ligger masser af arbejde nedenunder. Der er stadig udviklingsmuligheder. Det næsten konstante uptempo udtryk kunne med fordel brydes mere undervejs. Et par større musikalske kontraster ville gøre de mest eksplosive øjeblikke endnu stærkere og give koncerten mere dramatik. Det er forskellen på fire og seks stjerner. Men det ændrer ikke på, at Kvadrillers leverede en af den slags koncerter, hvor publikum ikke behøver at diskutere bagefter, om de havde det sjovt. Det havde de. Og måske var det i virkeligheden aftenens bedste joke. Kvadrillers gik på scenen og opførte sig, som om de var rockstjerner. Halvanden sang senere stod et helt publikum og behandlede dem sådan. Da de fem siden var væk, og Frankie Valli sang ”Can't Take My Eyes Off You” ud over Tivoli, var titlen næsten blevet til en anmeldelse i sig selv. Det var svært at tage øjnene fra dem. Af: Jeanna Kappel