Kraftwerk

Foto: Rasmus Petersen

d. 25 november 2025 Kl. 08.50

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Når menneske og maskine stadig ånder som én

Der er øjeblikke, hvor man mærker, at musikhistorien ikke kun ligger bag os som et arkiv, men står foran os lysende, flimrende, opdateret i realtid. En kølig novemberaften i K.B. Hallen bliver netop sådan et øjeblik, da fire mænd i mørke jakkesæt med LED lys på indtager deres pulte foran en gigantisk skærm, og Kraftwerks digitale univers folder sig ud som et præcist kurateret lys og lydrum. Salen, der siden genåbningen i 2018 er blevet en af Københavns mest velfungerende koncertkasser, er tæt pakket, og allerede inden første tone fornemmer man, at publikum ikke blot er kommet for nostalgiens skyld. Det er mennesker i alle aldre, fra grånende synth-nørder til unge techno-discipliner, der ved, at de denne aften skal møde selve grundstoffet i den elektroniske musiks historie.

Fra Kling Klang til København

Kraftwerk er stadig, mere end 50 år efter grundlæggelsen i Düsseldorf i 1970, et levende kunstprojekt snarere end blot et band. Visionen, som Ralf Hütter og den nu afdøde Florian Schneider formulerede i Kling Klang-studiet at tænke musik, teknologi, krop og by som ét sammenhængende kredsløb er ikke falmet. Den er blot blevet finjusteret, optimeret, remastereret til det 21. århundrede. Når man i dag taler om elektronisk musik, taler man – bevidst eller ej i et sprog, som Kraftwerk har været med til at opfinde. Fra Autobahn og Trans-Europe Express over The Man-Machine og Computer World til de senere værker har gruppens maskinelle æstetik sat spor i alt fra hiphop og techno til synthpop og moderne popproduktioner. Det er ikke tilfældigt, at de både har modtaget en Grammy Lifetime Achievement Award og er optaget i Rock & Roll Hall of Fame som pionerer på linje med de største navne i musikhistorien. Men det bemærkelsesværdige i K.B. Hallen denne aften er, at det ikke føles som et museumsbesøg. Det føles som samtidskunst.

Tallet, koden, pulsen

Koncerten åbner med en digital åbningssekvens, hvor streng geometri og flimrende tal-kolonner rammer lærredet, og “Numbers / Computer World / Computer World 2” faser ind og ud af hinanden som én stramt komponeret suite. De tørre, præcise stemmer, der reciterer talrækker, fungerer næsten som en rytmisk mantra-prædiken over vores egen datapåkaldte virkelighed. Det er klinisk og køligt og alligevel dybt sanseligt, fordi lyden i hallen er krystalklar, og bassen lægger sig som et kontrolleret, varmt tryk i brystkassen. Derfra glider vi naturligt videre ind i “Home Computer / It’s More Fun to Compute”, hvor ironien i tekstlinjerne den legende idé om hjemmecomputeren som legeplads og ven pludselig virker næsten rørende i en tid, hvor algoritmerne for længst har overhalet vores fantasi. Kraftwerk kommenterer ikke eksplicit på noget fra scenen; kommentarerne ligger indlejret i de kompositioner, de skrev for årtier siden, og som nu lyder endnu mere aktuelle.

Kosmisk minimalisme og den perfekte maskine

Den første større tematiske forskydning kommer med “Spacelab”. Her åbner billedsiden sig mod rummet, satellitter, baner, glimt af jordkloden og musikken tager den karakteristiske, svævende form, hvor hver tone føles som en præcis afmålt dråbe i et vægtløst rum. Overgangen til “Airwaves” og “Tango” bliver som en slags radiorejse gennem æter og kulturhistorie; et kort, elegant nik til radioens og signalets verden, før vi lander i koncertens første rene hovedværk: “The Man-Machine”.

Her kondenseres hele Kraftwerks programerklæring: Mennesket og maskinen som symbiotisk organisme. På lærredet marcherer stiliserede, næsten konstruktivistiske figurer; på scenen står musikerne urokkeligt bag deres terminaler. Men midt i den præcise koreografi mærker man noget så gammeldags som musikalitet små menneskelige forskydninger i fraseringer og betoning, især hos Ralf Hütter, der stadig, i en moden alder, bærer projektet med en blanding af stoisk ro og mild, næsten tør humor. “Electric Café” følger som en kort, glitrende mellemstation: et destillat af 80’er-æstetik, neon og digitalt hverdagsrum, hvor lyden er så ren, at man næsten kan “se” hver enkelt synthesizerstemme.

Motorvejen, kærligheden og modellens melankoli

Når de første velkendte motorlyde og den lange, bølgende synthlinje fra “Autobahn”sætter ind, mærker man en kollektiv bevægelse i salen. Det er her, publikum første gang for alvor giver slip og lader kroppen gynge med. Nummeret er forkortet i forhold til albumversionens 22 minutter, men essensen er intakt: fornemmelsen af et kørende, kontinuerligt flow, hvor tid og rum opløses i ensartet, hypnotisk fremdrift. Midterdelen af koncerten er måske dens mest emotionelle. “Computer Love”udfolder sig som en stille, næsten skamløst smuk kærlighedssang til forbindelsen – både den digitale og den menneskelige. Det romantiske hook, kendt i en anden inkarnation fra Coldplays “Talk”, står her nøgent og klart i sin oprindelige form, og i K.B. Hallens mørke er der mange, der diskret synger med. Overgangen til “The Model” og “Neon Lights” skaber en slags triptykon: tre sange, der kredser om blik, begær og urban nat. “The Model” med sin tørre, næsten dødt-panerede vokal, hvor modens og mediekulturens tomgang bliver understreget af den stramme, mekaniske rytme. “Neon Lights” som ren, glødende melankoli en langsom nattevandring gennem en storby, der både er konkret og imaginær. At “Metropolis” denne aften er med i sættet – og ovenikøbet som tour-debut føles som en gestus til de mest hengivne fans. Nummeret, der stammer fra The Man-Machine-æraen, står som en futuristisk byvision, hvor rytmiske mønstre får karakter af arkitektur. På lærredet vokser linjer, grids og tårne; i højtalerne folder sequencerne sig ud som pulsårer i en fremtidig storby.

En japansk julehilsen og atomtidens skygger

Et af koncertens mest overraskende og rørende øjeblikke er tolkningen af Ryūichi Sakamotos “Merry Christmas Mr. Lawrence”. Her træder Kraftwerk ud af deres eget katalog og ind i en anden elektronisk mesters univers, men gør det med en respektfuld, stoisk enkelhed. Melodien, så genkendelig og så gennemsyret af japansk sensibilitet og filmisk længsel, bliver iklædt Kraftwerks rene, næsten glasagtige klang. Det fungerer som en stille, tidlig julehilsen men også som en bro mellem to store elektroniske traditioner. Derefter mørkner rummet. “Geiger Counter” tikker sig langsomt i gang; den karakteristiske kliklyd vokser til et uroligt tæppe, før “Radioactivity” eksploderer i sin blanding af skønhed og advarsel. På skærmen flashes navnene på atomkraftværker og ulykkessteder. Nummeret, der historisk er blevet opdateret med nye referencer til atomkatastrofer, får i K.B. Hallen karakter af en kølig, poetisk protest en påmindelse om, at teknologien, som Kraftwerk ellers hylder, også har en mørk bagside.

Krop, rytme og rejser gennem Europa

Blikket vender sig mod kroppen i den lange suite med “Tour de France / Tour de France Étape 3 / Chrono / Tour de France Étape 2”. De pulserende rytmer, samplede åndedrag og de visuelle referencer til cykelløbets ikonografi gør dette segment næsten fysisk anstrengende at overvære på den bedst tænkelige måde. Man kan mærke musklernes arbejde, pulsen, sveden, selvom man blot står på gulvet i København. “La Forme” fungerer som en slags eftertanke over det samme tema: formen, kroppen, skulpturen. Musikken er mere flydende, mere introspektiv, og giver et kort åndehul, før et af aftenens absolutte højdepunkter indtræffer: “Trans-Europe Express / Metal on Metal / Abzug” er, som altid, en rejse i både tid og geografi. Det ikoniske tog-tema skærer sig gennem rummet; på skærmen kører tog gennem natten, bynavne flimrer forbi. Overgangen til “Metal on Metal” og “Abzug” er som at passere fra det romantiske til det industrielle: hjul mod skinner, rytme mod rytme, Europa som både drøm og maskinpark. I “Planet of Visions” drejes perspektivet fremad fra det gamle kontinent til en global, klubkulturel nutid. Her bliver det meget tydeligt, hvor direkte Kraftwerks DNA lever videre i techno, house og moderne elektronisk dansescene. Det er musik, der trods al sin alder lyder mindre bedaget end det meste EDM, man kan høre i radioen i dag.

Hovedsættet rundes af med en kompakt, festlig og intelligent medley: “Boing Boom Tschak / Techno Pop / Musique Non Stop”. Det er næsten, som om gruppen i koncentreret form demonstrerer deres egen udvikling: fra sproglige lydeksperimenter og lydpoesi over konceptuel pop til en åben erklæring om, at musikken i hvert fald i aften virkelig er “non stop”.

Robotterne danser stadig

Selvfølgelig kan en Kraftwerk-koncert ikke slutte uden “The Robots”. Som ekstranummer bliver det både en punchline og en epilog. De ikoniske robotfigurer, de stive bevægelser, den mekaniske vokal alt det, der engang virkede futuristisk, er nu blevet en del af vores kulturelle grundbeholdning. Og dog føles det her ikke som kitsch eller selvparodi; snarere som en mildt ironisk, men kærlig påmindelse om, at vi alle publikum, musikere, samfundet for længst er blevet en del af den maskinelle koreografi. I K.B. Hallen denne aften er robotterne stadig levende. Eller måske er det mere præcist at sige: De minder os om, hvor levende vi selv er.

Lyd, stemning og det, der står tilbage

Lydmæssigt er koncerten imponerende. K.B. Hallens akustik giver plads til både de dybe, kontante basfrekvenser og de skrøbelige, høje synthlag, uden at noget mudrer til. Man fornemmer en ekstrem teknisk disciplin men også en kunstnerisk vilje til at lade musikken ånde. Ingen frekvens føles tilfældig, ingen overgang sjusket. Stemningen blandt publikum er koncentreret, men aldrig kølig. Der bliver danset, ja, men lige så meget lyttet. Mange står med lukkede øjne, som om de er i et rum, de har besøgt hundrede gange før, men stadig opdager nye detaljer i. For sådan er det med Kraftwerk: Det er musik, man aldrig rigtigt bliver færdig med. Musik, man aldrig bliver træt af, fordi den i sin kerne ikke handler om mode eller trends, men om strukturer, rytmer, systemer og om det menneskelige i alt det. At Kraftwerk stadig kan, er næsten en underdrivelse. De fremstår ikke som et band, der forsøger at genopføre deres storhedstid, men som kunstnere, der fortsat vedligeholder og videreudvikler et værk, de påbegyndte for over et halvt århundrede siden. Der er ingen nostalgisk snak fra scenen, ingen anekdoter. Værket taler for sig selv og gør det klart, tydeligt og med en elegance, som få andre kan matche.

Denne aften i K.B. Hallen er et bevis på, at Kraftwerk fortsat er et Gesamtkunstwerk i bevægelse: en totaloplevelse, hvor lyd, billede, idé og krop smelter sammen til én lang, præcist komponeret strøm. Da lyset tændes, og folk langsomt finder tilbage til metroen, telefonerne og den støjende verden udenfor, er det med følelsen af at have været inde i maskinrummet på den digitale tidsalder og opdage, at maskinen stadig har hjerte.  Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes