Kool & The Gang

d. 26 juli 2026 Kl. 10.20

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Kool & The Gang behøvede kun ét originalt medlem for at få hele Plænen med i banden

Man kan med god grund spørge, hvor meget Kool & The Gang der egentlig er tilbage i Kool & The Gang. Lørdag aften i Tivoli kom svaret ikke fra historiebøgerne, men fra en rasende veloplagt hornsektion, et arsenal af udødelige hits og en propfyldt Plæne, der til sidst havde glemt alt om medlemsstatistik. Der stod kun ét oprindeligt medlem af Kool & The Gang på scenen i Tivoli. Til gengæld stod der tusindvis af mennesker foran den. Og da de første toner begyndte at rulle ud over en tætpakket Plæne lørdag aften, blev det hurtigt tydeligt, hvilken af de to oplysninger der kom til at betyde mest de næste halvanden time. For man kan sagtens sidde hjemme og føre regnskab over originalbesætninger, årstal, udskiftninger og spørgsmålet om, hvornår et legendarisk band bliver til sit eget tribute band. Det er faktisk et både relevant og interessant spørgsmål i tilfældet Kool & The Gang. Det bliver bare vanskeligere at koncentrere sig om den diskussion, når blæserne sparker døren ind, bassen begynder at arbejde, og et par tusinde mennesker omkring én pludselig synger med på Fresh. Kool & The Gang anno 2026 er ikke en tidsmaskine. De er snarere en meget veltrimmet festmaskine med historiske nummerplader. 

Først kom groovet, så kom telefonerne

Med ”Open Sesame/Pneumonia” som introduktion blev døren slået op til en koncert, der fra begyndelsen havde besluttet sig for én ting: Der skulle ikke spildes tid. ”Fresh” kom tidligt og fungerede nærmest som en kollektiv startknap. Genkendelsen bredte sig øjeblikkeligt over Plænen, og allerede her viste publikum, at Kool & The Gang stadig har noget, som langt yngre bands ville betale dyrt for: Sange, der ikke behøver en præsentation. De første toner er nok. Derefter følger resten næsten af sig selv. Der blev danset, sunget og smilet og ganske hurtigt blev også den moderne koncerttradition taget i brug: mobiltelefonen. Mange mobiltelefoner. Virkelig mange. Til tider var der så mange skærme i luften, at man kunne få den mistanke, at en betragtelig del af Plænen havde købt billet for at opleve Kool & The Gang på en seks tommer stor skærm, selv om bandet stod ganske levende få meter længere fremme. Det er naturligvis deres eget tab. For scenen havde rigeligt at byde på.

Hitsene kom uden at stå i kø

Efter ”Fresh” kom ”Misled”, der med sin mørkere og mere kontante energi gav et kærkomment modspil til den rene feelgood stemning. Det var en af styrkerne ved koncerten. For selv om Kool & The Gang for mange først og fremmest betyder glitter, fest og omkvæd, er kataloget bredere end som så. Under popoverfladen ligger jazz, funk, R&B og den rytmiske præcision, der gjorde bandet interessant længe før Celebration blev fast inventar ved bryllupper, fødselsdage og enhver anden begivenhed, hvor nogen har fundet en champagneflaske frem. Med ”Too Hot” faldt temperaturen paradoksalt nok en anelse. Tempoet blev sænket, og koncerten fik lov til at trække vejret. Så fulgte ”Joanna”, og her behøvede bandet nærmest kun at sætte sangen i gang. Resten tog publikum sig af. Plænen sang med på den måde, et publikum kun gør, når en sang ikke længere bare tilhører kunstneren, men også dem, der har haft den med sig gennem et liv. Og det var måske netop dét, der gjorde denne aften særlig. For mange på Plænen var det ikke bare en række numre. Det var minder med basgang.

De kan stadig charmere sig ud af det meste

Der er noget næsten vidunderligt gammeldags over Kool & The Gang som liveband. De er ikke cool på den moderne, distancerede måde. De vil meget gerne have, at publikum ved, at de har det godt. De smiler. De peger. De danser. De flirter. Og de er stadig ikke helt færdige med damerne. Den kvindelige del af publikum fik jævnligt ekstra opmærksomhed fra scenen, og bandet dyrkede charmen med så stor overbevisning, at man til sidst måtte acceptere præmissen. De har gjort det her længe. Meget længe. Og de ved præcis, hvordan man arbejder en menneskemængde. Det kunne let være blevet karikeret, men humoren og overskuddet gjorde, at det i stedet blev en del af underholdningen. For Kool & The Gang forsøger ikke at være farlige i 2026. De forsøger at skabe en fest. Det lykkedes.

Så vågnede funkbandet

Take My Heart fortsatte den melodiske parade, inden ”Let the Music Take Your Mind” åbnede koncerten mere musikalsk. Her kom der plads mellem de store omkvæd. Plads til instrumenterne. Plads til at mærke, at Kool & The Gang ikke oprindeligt blev konstrueret som en maskine til at producere bryllupshits, men udsprang af en langt mere jazz og funkbaseret tradition. En guitarsektion fik lov at folde sig ud, men koncertens virkelige musikalske trumfkort stod andre steder på scenen. I hornsektionen.

Trombonen stjal næsten festen

Blæserne var fremragende hele aftenen. Ikke bare præcise. Ikke bare professionelle. De havde bid. De gav sangene den kant, der gør forskellen mellem et pænt nostalgishow og levende funk. Og trombonen var ganske enkelt outstanding. I en koncert, hvor publikum naturligvis kom for melodierne og de store omkvæd, blev trombonisten en af dem, man begyndte at holde særligt øje med. Når hornene satte ind, voksede arrangementerne, og man mærkede, hvor vigtig den del af Kool & The Gangs lyd stadig er. Det blev for alvor tydeligt i ”Jungle Boogie”. Her forsvandt noget af 80’er poleretheden, og den beskidte funk fik lov at komme frem. Pludselig var koncerten mindre nostalgisk hitparade og mere fysisk musik. Bassen trak. Hornene svarede. Rytmen skubbede. Og Plænen dansede. Det var et af de øjeblikke, hvor Kool & The Gang lød mindst som nogen, der forvaltede fortiden og mest som et band, der stadig kunne finde ud af at spille funk.

Hollywood Swinging, midt i København

”Hollywood Swinging” fortsatte det stærke spor og blev endnu et højdepunkt. Her kom den rytmiske motor helt frem. Bandet spillede stramt, næsten demonstrativt stramt, og de mange år på scenen kunne høres i måden, musikerne landede sammen på. Der var ikke noget usikkert over det. Faktisk kunne man indimellem ønske sig en lille smule mere fare. For Kool & The Gang anno 2026 er så gennemprofessionelle, at man aldrig for alvor frygter, at toget ryger af skinnerne. Alt sidder, hvor det skal. Alle ved, hvor de skal stå. Alle ved, hvornår publikum skal synge. Og alle ved, hvornår næste store øjeblik kommer. Spontaniteten må derfor til tider vige for effektiviteten. Men når effektiviteten lyder så godt, er det svært at være alt for sur over det.

Cherish gav Plænen et pusterum

Så kom ”Cherish”. Efter den tunge funk blev balladen en kærkommen kontrast. Stemningen skiftede. Par stod tættere. Der blev sunget med. Og de samme mobiltelefoner, der tidligere havde filmet dansegulvet, blev nu holdt op som moderne lightere. Det var sentimentalt. Selvfølgelig var det det. Men Cherish er en sang, der har fortjent retten til at være sentimental. Den behøver ikke undskylde. Kort efter satte ”Let’s Go Dancing” gang i bevægelsen igen, og man kunne næsten høre koncerten skifte gear. Nu var opvarmningen forbi. Selv om vi allerede havde været i gang længe. For Kool & The Gang havde gemt de mest effektive våben til sidst.

Det var selvfølgelig Ladies’ Night

Man behøver ikke være ekspert i dramaturgi for at vide, hvad der sker, når Kool & The Gang spiller ”Ladies’ Night” foran en tætpakket Plæne. Kvinderne reagerede. Mændene reagerede. Bandet reagerede på, at kvinderne reagerede. Og snart var hele området med. Det var her, bandets charmeoffensiv kulminerede. De vidste udmærket, hvad sangen kunne. Publikum vidste udmærket, hvad der forventedes. Og ingen havde det mindste behov for at gøre situationen mere kompliceret end nødvendigt. Nogle gange er en koncertoplevelse præcis så enkel: Et stort hit. Et godt band. En sommeraften. Og mennesker, der har lyst til at danse.

Get Down On It, det gjorde de så

Med ”Get Down On It” forsvandt de sidste rester af tilbageholdenhed. Titlen er i sig selv næsten en instruks til publikum. Og Plænen adlød. Det er fascinerende, hvor effektivt nummeret stadig fungerer. Ikke fordi det overrasker. Tværtimod. Man ved præcis, hvad der kommer. Man ved præcis, hvor omkvædet lander. Man ved præcis, hvad publikum vil gøre. Og alligevel virker det. Det er måske den mest imponerende kvalitet ved hele Kool & The Gangs bagkatalog. Sangene er ikke længere nye. De er ikke længere overraskende. Men de er stadig anvendelige. De kan stadig få en menneskemængde til at bevæge sig i samme retning. Det er en sjældnere evne, end man skulle tro.

Og så kunne der kun komme én sang

Det sidste nummer behøvede ingen annoncering. På dette tidspunkt vidste alle, hvad der manglede. Der findes sange, man spiller til sidst. Og så findes der ”Celebration”. Da den satte ind, var det næsten mindre en sang end en kollektiv refleks. Hænderne kom op. Telefonerne kom endnu højere op. Folk sang. Folk dansede. Folk smilede til fremmede. En propfyldt Plæne blev for nogle minutter reduceret til den enkleste idé i verden: Nu har vi det sjovt. Det er let at gøre grin med Celebration, fordi sangen er blevet spillet overalt. Til bryllupper. Til fødselsdage. Til sportsbegivenheder. Til nytårsfester. Til familiefester, hvor en onkel efter midnat pludselig mener, at han kan moonwalke. Men en kliché bliver nogle gange en kliché, fordi den rammer noget meget præcist. Celebration gør præcis det, titlen lover. Den fejrer. Og lørdag aften fik den hele Tivoli med.

Men er det egentlig stadig Kool & The Gang?

Det spørgsmål kunne man ikke helt undgå. Robert ”Kool” Bell er den eneste tilbageværende fra den oprindelige besætning, der begyndte historien i 1960’erne. J.T. Taylor, stemmen bag mange af bandets enorme 80’er hits, står heller ikke længere i front. På papiret kan det derfor godt begynde at ligne et tribute band med særdeles fornem legitimation. Og der er øjeblikke, hvor den kritik giver mening. Man ser ikke det Kool & The Gang, der skabte historien. Man ser den organisation, der holder historien i live. Men den distinktion viste sig mindre vigtig, jo længere koncerten skred frem. For musikken blev ikke serveret som voksfigurer på et museum. Hornene havde bid. Groovet havde vægt. Musikerne spillede med overskud. Og sangene kunne stadig noget helt konkret ved de mennesker, der stod foran scenen. Måske er dét den mest rimelige måde at bedømme Kool & The Gang i 2026 på. Ikke efter hvor mange originale pas der ligger backstage. Men efter hvad der sker, når musikken rammer publikum.

Ikke den gamle Gang, men stadig en rigtig fest

Kool & The Gang lever i dag i det mærkelige felt, hvor et band både er en gruppe musikere og et stykke kulturhistorie. Navnet er blevet større end de enkelte medlemmer. Sangene er blevet større end den tid, de blev skrevet i. Og publikum består nu af mennesker, der har vidt forskellige grunde til at kende dem. Nogle var der første gang. Nogle kom til senere. Nogle fandt dem gennem film. Nogle gennem radioen. Nogle gennem deres forældre. Og nogle kender måske bare Celebration, uden nogensinde at have tænkt over, hvem der egentlig spiller den. Lørdag aften stod alle de historier side om side på Plænen. Det var ikke den koncert, der skulle bevise, at Kool & The Gang stadig er på kunstnerisk jagt efter det næste store kapitel. Det var koncerten, der viste, hvorfor det gamle kapitel nægter at slutte. ”Fresh” var stadig fresh nok. ”Jungle Boogie” havde stadig tænder. ”Ladies’ Night” kunne stadig få bandet til at flirte uhæmmet med en hel Plæne. ”Get Down On It” fik stadig folk ned i knæene. Og ”Celebration” gjorde præcis det, Celebration har gjort i årtier. Den samlede mennesker. Så ja: Der stod kun ét oprindeligt medlem af Kool & The Gang på scenen i Tivoli. Men da koncerten sluttede, stod der tusindvis foran ham, som for en stund føltes som en del af resten af banden. Og måske er det efter mere end 60 år den mest præcise definition af Kool & The Gang: Kool står på scenen. The Gang er alle os andre.  Af: Yde