d. 17 september 2026 Kl. 11.18
KATSEYE fik Royal Arena til at skrige i kor
Høj, højere, KATSEYE. Den globale pigegruppe forvandlede Royal Arena til en skrigende popfest, hvor millimeterpræcis koreografi mødte et publikum, der ikke blot kendte sangene, men hver eneste bevægelse. Bag den blankpolerede popmaskine fandt koncerten sine stærkeste øjeblikke, når menneskene fik lov at træde frem...
★★★★★☆
Af: Yde
Glitter før stormen
De kom med glitter i ansigtet, forældre i hånden og sommerfugle i maven. Royal Arena var denne aften fyldt med især piger mellem syv og 13 år, og stemningen lå allerede faretruende højt, før KATSEYE havde sat en eneste fod på scenen. Køen til merchandise boden snoede sig udenfor arenaen, mens tålmodige forældre langsomt måtte erkende, at de var gæster i deres børns verden. Der var ingen traditionel opvarmningsartist. Det behøvede der heller ikke at være. Musikvideoer med KATSEYE rullede over storskærmen, og hver gang en ny sang begyndte, steg et skrig så voldsomt fra salen, at man skulle tro, gruppen allerede stod på scenen. KATSEYE havde endnu ikke vist sig. Alligevel var festen i fuld gang.
En popmaskine med seks personligheder
En filmisk introduktion med elementer fra “Gnarly” åbnede aftenens (politi og røver fortælling). Historien fortsatte på storskærmen mellem numrene og blev koncertens røde tråd. Skærmen var ikke pynt, men en aktiv medspiller, der gjorde showet synligt og forståeligt helt op på arenaens fjerneste rækker. Da gruppen nærmest sprang ud af filmen og ind på scenen til “Hootie Frutti”, eksploderede Royal Arena. “Internet Girl”, “That Way” og “Touch” kom hurtigt efter hinanden, og fra første formation stod det klart, at intet var overladt til tilfældighederne. Koreografien sad knivskarpt, overgangene gled ubesværet, og medlemmerne bevægede sig med en selvsikker stjerneattitude, som om en udsolgt arena var deres naturlige opholdssted. KATSEYE er en usædvanligt velsmurt popmaskine. Til tider næsten for velsmurt. Showet var så stramt styret, at spontaniteten havde trange vilkår, og den massive bas slugte indimellem musikkens finere detaljer. Men præcisionen er også gruppens store styrke: De synger ikke blot sangene, de bygger et helt visuelt univers omkring dem.
Da arenaen blev én stor TikTok video
Publikum nøjedes ikke med at kigge på. Det deltog. Under især “Touch” og “Hootie Frutti” bevægede tusindvis af små hænder sig synkront gennem luften. Fra gulvet til de øverste tribuner kendte fansene koreografierne og ramte bevægelserne næsten lige så sikkert som gruppen på scenen. Royal Arena lignede pludselig én gigantisk TikTok video. Lyden var høj, bassen fysisk, og publikums skrig pressede sig flere gange foran musikken. Men bag larmen lå noget oprigtigt rørende: For mange i salen var dette næppe bare endnu en koncert. Det var mødet med deres største idoler og måske den første store arenaoplevelse, de kommer til at huske. Efter de første numre præsenterede medlemmerne sig og hilste på fansene. Et lille brud i den minutiøse iscenesættelse, og netop derfor vigtigt. Når KATSEYE talte direkte til publikum, fik popmaskinen pludselig puls.
Rosen, der ændrede størrelsen på arenaen
Aftenens mest menneskelige øjeblik opstod efter “Mean Girls”. Daniela fik øje på en pige blandt publikum iført brudekjole og slør. Pigen modtog en rose og fik lov til at stå helt fremme ved scenen. Midt blandt tusindvis af fans blev ét barn set. Et enkelt øjeblik gjorde den enorme arena lille. Herfra tog Daniela scenen alene i en elegant, flamencoinspireret dans med backupdansere. Bevægelsen var dramatisk og præcis og gled naturligt over i “Gabriela”, hvor gruppen igen samledes. Det blev et af koncertens stærkeste forløb, fordi fortælling, dans og musik smeltede sammen uden at føles påklistret.
Bas, blink og benhård koreografi
Med “PINKY UP” skiftede arenaen karakter. Lasere skar gennem mørket, lyset blinkede aggressivt, og bassen hamrede så tungt, at sæderne næsten fik deres egen puls. En DJ pult, et dance off og en skarp solo fra Megan forvandlede Royal Arena til et technoparty for børn, med forældrene parkeret ude langs kanten af dansegulvet. Efter endnu en filmsekvens vendte KATSEYE tilbage i nye outfits til “Animal”. “Tonight I Might”, “I’m Pretty”, “Time Lapse” og “Gameboy” fastholdt tempoet, men koncertens mere stille øjeblikke viste sig mindst lige så værdifulde. I begyndelsen af “Unloveu” sad Lara ved klaveret. Uden det sædvanlige bombardement af lys, billeder og bevægelser fik melodien plads, og hun viste en anden side af gruppen. Det var afdæmpet, enkelt og befriende. Når resten af showet konstant råbte efter opmærksomhed, blev klaverets ro næsten aftenens modigste valg. “My Way” og “Bel Air” førte videre til Yoonchaes energiske dansesolo, inden “M.I.A.”, “Debut” og den forkortede “ICONIC BY MISTAKE” sendte koncerten mod finalen. Soloerne gav medlemmerne mulighed for at træde ud af formationen og vise, at der bag den ensartede koreografi står forskellige kunstnere med hver deres styrke.
Da cirklen blev sluttet
Til sidst vendte filmen tilbage og afsluttede fortællingen dér, hvor den begyndte. “Gnarly” bragede ud som aftenens sidste kraftudladning, og arenaen leverede ét afsluttende skrig med de sidste rester af stemme. KATSEYE gav ikke Royal Arena en rå eller uforudsigelig koncert. De gav den et gennemdesignet popshow, hvor skærm, lys, lyd, koreografi og publikumsdeltagelse arbejdede i samme retning. Alt var timet, poleret og placeret med stor sikkerhed. Men aftenens bedste øjeblikke opstod, når perfektionen kortvarigt slog en sprække: En rose til en fan. Lara alene ved klaveret. Medlemmernes direkte tak til de mennesker, der havde ventet på dem med sommerfugle i maven. Pigerne ankom med glitter i ansigtet og forældre i hånden. De gik hjem hæse, lykkelige og en oplevelse rigere. Høj, højere, KATSEYE. Men under al larmen var det følelsen af at blive set, der lød stærkest.
YdeNews
Musik, teater og kultur, oplevet, anmeldt og fortalt.
INDHOLD
Musik
Teater
Kultur
Kalender
Interviews
© 2026 YdeNews · Alle rettigheder forbeholdes
OM YDENEWS
Om YdeNews
Kontakt: kontakt@ydenews.dk