Katinka
d. 2 maj 2026 Kl. 09.42
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
Skæv popmagi på en aften, hvor alt nok skulle gå galt, men ikke gjorde det
En aften med store følelser og mange mennesker. Fredagsrock i Tivoli kan være lidt af en kunstnerisk styrkeprøve. Man står ikke bare foran sine egne fans, men foran et broget hav af mennesker: de dedikerede, de nysgerrige, de tilfældige, dem med fadøl, dem med forventninger og dem, der egentlig bare var på vej hen mod en forlystelse, men pludselig blev fanget af musikken. Denne fredag d. 1. maj 2026 var omkring 10.000 mennesker mødt op til en aften med Katinka og Lord Siva, to markante stemmer i dansk pop, der hver især fik ca. 50 min. på scenen. Katinka gik først på, og hun viste hurtigt, at hun ikke var kommet for at varme op for nogen. Hun var kommet for at sætte sit eget smukke og stærkt personlige aftryk på aftenen.
Katinka som poppens skæve linedanser
Katinka er ikke en kunstner, der bare går ind på scenen og leverer almindelig pæn pop med sideskilning og nystrøget skjorte. Hun står et helt andet sted. Hendes musik balancerer mellem det sårbare og det trodsige, det poetiske og det næsten komiske, det dansable og det desperate. Hun har en stemme, man lægger mærke til. Ikke kun fordi hun kan synge, for det kan hun virkelig, men fordi hun bruger stemmen som et dramatisk redskab. Den kan være blød, skarp, skrøbelig, stærk og næsten drillende på samme tid. Der er noget fascinerende ved hendes måde at synge på. Hun virker både i kontrol og lige på kanten af at vælte hele butikken. Og det er dér, Katinka er bedst.
“Bare Rolig”, en titel, der næsten griner af sig selv
Koncerten åbnede med “Bare Rolig”, eller som den fulde titel næsten lover: alt skal nok gå galt. Det er en perfekt Katinka titel, fordi den rummer både trøst og katastrofe i samme åndedrag. Sangen satte tonen for koncerten: dansabel, skæv, melodisk og med en personlig kerne, der ikke bare var pynt, men selve motoren. Der var hurtigt kontakt til publikum. Ikke på den klassiske “klap-nu-alle-sammen”-måde, men mere elegant. Katinka fik fat i folk ved at være sig selv. Hun behøvede ikke overbevise nogen med store armbevægelser. Hun trak publikum ind i sit univers, som om hun åbnede en skuffe fuld af gamle minder, mærkelige følelser og melodier, der lugtede lidt af både fest og følelsesmæssig oprydning.
Fra “Korkprop” til “Tømmermænd”, hverdagskaos som kunstart
Med “Korkprop”, “På tværs” og “Tømmermænd” blev koncertens særlige energi tydeligere. Katinka har en sjælden evne til at gøre hverdagens små sammenbrud til stor popkunst. Hun synger ikke om livet, som om det er blankpoleret og instagramvenligt. Hun synger om det, som det ofte føles: rodet, morsomt, lidt ømt og en smule pinligt. “Tømmermænd” fungerede stærkt live, netop fordi den rammer noget genkendeligt. Ikke kun den fysiske tilstand efter en lang aften, men også den mentale variant: følelsen af at vågne op efter sine egne beslutninger og tænke, at det måske kunne have været grebet anderledes an. Det er her, Katinka adskiller sig fra mange andre popnavne. Hun gør ikke sårbarheden dekorativ. Hun gør den konkret.
En T-shirt, en måne og et publikum, der lyttede
Midt i sættet kom “T-shirt” og “Månen”, og her fik koncerten et mere intimt og drømmende lag. Særligt “Månen” passede smukt til Tivolis ramme. Med lysene, aftenen og menneskehavet foran scenen fik sangen næsten et filmisk skær. Det var et af de øjeblikke, hvor man mærkede, at Katinka ikke bare er en sangskriver med gode idéer, men en livekunstner med format. Hun kan holde et stort publikum fast uden at miste sin særhed. Det er ikke nogen lille bedrift. Tivoli kan æde kunstnere levende, hvis nærværet ikke er stærkt nok. Men Katinka stod fast. Hun fik publikum til at lytte, ikke hele tiden med total andægtighed, for det er trods alt Fredagsrock og ikke en lukket kirkekoncert for følelsesmæssigt overophedede poeter, men nok til, at man mærkede forbindelsen mellem scene og plæne.
“2000” og “Kogeplade”, når Katinka rammer helt rent
Med “2000” og især “Kogeplade” løftede koncerten sig igen. “Kogeplade” har efterhånden fået karakter af en Katinka signatursang, og den blev leveret med overskud og nerve. Der er noget vidunderligt ved, at en sang med en titel som “Kogeplade” kan føles både hverdagsagtig og eksistentiel. Hos Katinka kan køkkenet sagtens blive til et kampområde, et kærlighedsrum og en psykologisk losseplads på én gang. Det er ikke mange, der kan få det banale til at gløde så fint og smukt. Her viste bandet sig også fra sin bedste side. Det nye liveudtryk virkede mere samlet og stærkere, uden at det fjernede Katinkas skævhed. Tværtimod fik musikken mere krop. Sangene stod skarpere, og arrangementerne gav plads til både dans, drama og de små sprækker, hvor følelserne slap ud.
Snerler, ønsker og knappenåle
I koncertens sidste del kom “Snerle”, “Hvis jeg havde” og “Knappenål”. Det var en elegant afslutning, hvor Katinka skruede ned for det udadvendte og op for det eftertænksomme. “Knappenål” fungerede som en fin slutmarkering. Den slags sang, der ikke nødvendigvis brager ud over scenekanten, men i stedet sætter sig som en lille prik under huden. Katinka har blik for de små billeder, de skæve ord og de følelser, man ikke altid kan forklare, men godt kan genkende, når hun synger dem. Det er netop en af hendes store styrker: Hun skriver ikke sange, der forsøger at please alle. Hun skriver sange, der tør være spænende nok til at blive interessante.
Ikke perfekt, men meget levende
Koncerten var ikke uden svagheder. Enkelte steder kunne sættet godt have brugt lidt mere dynamisk variation, og der var øjeblikke, hvor energien faldt en smule. Man kunne også have ønsket sig, at hun indimellem lod de største øjeblikke få endnu mere luft, så sangene fik lov til at vokse helt ud i Tivoli aftenen. Men det ændrer ikke på hovedindtrykket: Katinka gjorde det godt. Hun fik fat i publikum, hun holdt interessen, og hun viste, hvorfor hun efterhånden er blevet en markant livefavorit på den danske scene. Hun er ikke den mest polerede popfigur. Heldigvis. Hun er mere interessant end det. Hun har kant, nerve og en stemme, der ikke bare leverer melodier, men bærer hele små følelsesstorme rundt.
Katinka gik først, men stod stærkt
At spille først på en dobbelt Fredagsrock aften kunne let have føltes som en utaknemmelig opgave. Men Katinka tog scenen med ro, personlighed og kunstnerisk tyngde. Hun viste, at dansk pop stadig kan være både godt, rørende og stærkt uden at miste sin tilgængelighed. Fra “Bare Rolig” til “Knappenål” leverede hun en koncert, der både havde dans, sårbarhed og melodisk snille. Hun fascinerede på sin helt egen måde og det er måske den største ros, man kan give hende. 4/6 stjerner til Katinka i Tivoli. En stærk, skæv og smukt uperfekt koncert fra en kunstner, der stadig udvikler sig og som heldigvis ikke har tænkt sig at blive helt normal foreløbig. Af: Yde