Jonah Blacksmith i Tivoli
d. 8 juni 2026 Kl. 11.15
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Jonah Blacksmith satte Plænen i brand med hjerte, havvind og fællessang
Da Thy rykkede ind på Plænen
Fredag aften blev Tivolis Plæne forvandlet til et stort, varmt og syngende fællesskab, da Jonah Blacksmith indtog Fredagsrock kl. 22.00. Sommermørket havde lagt sig blødt over haven, Ulige Numre havde takket af og publikum stod tæt foran scenen, og forventningen var tydelig længe før bandet gik på. Da de endelig trådte frem, skete det med en kraft, der straks satte sig i kroppen. Jonah Blacksmith kom ikke forsigtigt ind i aftenen. De kom med storm, overskud og en lyd, der på én gang var stor, organisk og menneskelig. Det blev en koncert, hvor spilleglæde, tyngde og nærvær gik hånd i hånd. En koncert, der viste, hvorfor Jonah Blacksmith har fået en helt særlig position i dansk musik: De kan få store scener til at føles intime og intime fortællinger til at lyde som noget, der hører hjemme under åben himmel.
En åbning med fart, format og følelse
Koncerten begyndte med “Yellow Bike”, der straks satte retningen for aftenen. Nummeret havde både fremdrift og varme, og det fungerede som en stærk invitation ind i Jonah Blacksmiths univers. Her var ingen unødvendig opvarmning. Bandet var til stede fra første slag. Med “Young Blood” blev energien skruet yderligere op. Sangen gav koncerten en ungdommelig puls og en umiddelbarhed, som publikum hurtigt greb. Allerede her stod det klart, at bandet ikke bare ville levere en række sange. De ville bygge en aften op. Og det gjorde de med imponerende sikkerhed.
Et band, der spiller som én samlet organisme
Jonah Blacksmith er kendt for deres store liveformat, og på Plænen blev det tydeligt hvorfor. Bandet lød stærkt, sammenspillet og levende. Der var tyngde i trommerne, bredde i guitarerne, varme i korene og en sikker vokal i front. Simon Alstrups stemme bar koncerten med sin karakteristiske blanding af råhed, sårbarhed og styrke. Den har den sjældne kvalitet, at den både kan lyde som et råb ud over Vesterhavet og som en fortrolig samtale tæt på øret. Men aftenen var ikke kun båret af forsangeren. Hele bandet fortjener ros. Jonah Blacksmith fungerer netop, fordi de ikke virker som enkeltpersoner, der konkurrerer om opmærksomheden. De virker som et fællesskab. Som musikere, der lytter til hinanden, løfter hinanden og skaber en lyd, der er større end summen af delene.
Vand, drømme og mørkere klange
Efter den energiske begyndelse fik koncerten mere dybde med “Secrets in the Water”. Her kom den billedskabende side af bandet tydeligt frem. Sangen havde en mørkere, mere stemningsfuld karakter, og den gav publikum mulighed for at synke længere ned i musikken. “Dreams” åbnede derefter rummet igen. Den blev leveret med en flot balance mellem længsel og løft, og den balance er en af bandets styrker. Jonah Blacksmith kan være storslåede uden at blive svulstige. De kan være sentimentale uden at blive for søde. Med “Monster” og “Crash” kom der mere kant i koncerten. Her blev lyden tungere, mere dramatisk og mere insisterende. Det klædte bandet, fordi det brød det varme og folkrockede udtryk op med en råere energi.
God lyd og en fyldt Plæne
Lyden på Plænen var denne aften en stor del af oplevelsen. Den var fyldig, klar og dynamisk. De store passager fik lov til at brede sig ud over publikum, men uden at detaljerne druknede. Man kunne både mærke koncertens volumen og høre de små nuancer. Den fyldte Plæne gjorde sit til at løfte aftenen. Mange var tydeligvis kommet for bandet, andre blev fanget undervejs, men fælles for publikum var, at stemningen hurtigt blev varm og engageret. Der blev lyttet, sunget, danset og smilet. Fredagsrock kan noget særligt, når det lykkes: Det kan samle mennesker, der måske ellers ikke ville stå til samme koncert. Denne aften lykkedes det. Jonah Blacksmith ramte både fansene og de tilfældige Tivoli gæster.
“Kender du det” gav aftenen dansk nærvær
Et af koncertens mest charmerende indslag kom med “Kender du det”, hvor Kedde var med som feature. Nummeret gav aftenen en mere direkte og folkelig tone. Det føltes legende, jordnært og umiddelbart. Det var samtidig et godt eksempel på, at Jonah Blacksmith ikke er bange for at møde publikum i øjenhøjde. De behøver ikke gemme sig bag attitude eller distance. Deres styrke ligger netop i det åbne, det ærlige og det fællesskabsorienterede.
Rødderne stod stærkt i “Daughter of Jonah”
Med “Daughter of Jonah” blev koncerten ført tilbage til bandets egen fortælling. Jonah Blacksmiths navn stammer fra brødrene Simon og Thomas Alstrups bedstefar, Johannes “Jonah” Alstrup, der var smed i Koldby i Thy. Den historie er ikke bare en fin anekdote. Den er en del af bandets identitet. “Daughter of Jonah” bar derfor en særlig vægt denne aften. Den mindede om, at Jonah Blacksmiths musik ikke kun handler om store omkvæd og flotte liveøjeblikke. Den handler også om arv, familie, hjemstavn og det håndværk, der ligger i at skabe noget, som kan holde. Det var et af de øjeblikke, hvor koncerten blev mere end underholdning. Den blev personlig.
Havvind midt i København
“Ocean” foldede bandets store, åbne lyd ud. Her kunne man næsten mærke havet i musikken. Selv midt i Tivoli, mellem lys, forlystelser og byens puls, kom der et strejf af Thy ind over Plænen. Det er en af de ting, Jonah Blacksmith gør bedst. De tager deres geografiske og følelsesmæssige ophav med sig, uanset hvor de spiller. Thy bliver ikke bare et sted på landkortet. Det bliver en klang, en stemning og en måde at være i musikken på. Med “Honey” blev aftenen blødere og mere melodisk. Nummeret gav koncerten et varmt åndedrag, inden finalen for alvor begyndte at tage form.
“Up” blev aftenens store fællessang
Da “Up” kom, løftede koncerten sig markant. Publikum reagerede straks, og sangen udviklede sig til et af aftenens stærkeste fællesskabsøjeblikke. Det var her, man for alvor mærkede Jonah Blacksmiths evne til at skrive sange, der både er personlige og brede. “Up” har en umiddelbar livekraft, som gør den svær at stå stille til. Den virker uden at presse sig på. Den samler uden at forenkle. På Plænen blev den sunget med, taget imod og sendt tilbage mod scenen med stor varme.
Mekdes bragte ny farve til scenen
Aftenens mest dansende øjeblik kom med “Saw You Dancing”, hvor Mekdes var med som feature. Hendes tilstedeværelse gav nummeret en frisk energi og en ny farve i koncertens samlede udtryk. Samarbejdet fungerede flot live. Mekdes kom ind med lethed, karisma og rytmisk overskud, mens Jonah Blacksmith bevarede deres egen jordbundne kerne. Resultatet blev et nummer, der både føltes som en naturlig del af koncerten og som et friskt pust. Det var et stærkt bevis på, at bandet kan udvikle sig og åbne deres lyd uden at miste det, der gør dem genkendelige.
Fra fest til flammer
Mod slutningen fik “Girls Night Out” publikum længere ud i aftenen. Nummeret tilførte koncerten en mere festlig og frigjort stemning, før bandet satte punktum med “House on Fire”. Og det var et punktum med tryk på. “House on Fire” samlede alt det, Jonah Blacksmith havde bygget op gennem koncerten: den store lyd, den stærke melodi, de løftede stemmer, følelsen af fællesskab og den varme energi mellem scene og publikum. Det blev ikke bare en afslutning. Det blev en forløsning.
Håndlavet musik i stort format
Jonah Blacksmiths koncert i Tivoli var på mange måder et møde mellem det håndlavede og det storladne. Bandet har en særlig evne til at lyde både jordnære og himmelstræbende. De spiller med hjertet, men også med en professionalisme, der gør koncerten sikker fra start til slut. Deres musik rummer folk, rock, pop og americana, men live bliver genrerne mindre vigtige. Det vigtigste er følelsen af, at noget ægte er på spil. Ikke på en sentimental eller påtaget måde, men som en konsekvent del af bandets udtryk. De virker som musikere, der mener det, de spiller. Og det mærkes.
En sommeraften med sjæl
Fredagsrock i Tivoli kan være mange ting: fest, nostalgi, folkemøde, koncertoplevelse og sommertradition. Med Jonah Blacksmith blev det hele samlet i én aften. Der var god lyd, mange fans, en fyldt Plæne og en stemning, der voksede smukt gennem koncerten. Bandet leverede med overskud, varme og musikalsk præcision, og de formåede at skabe en koncert, hvor både de store armbevægelser og de små detaljer fik plads.
En koncert med tyngde, hjerte og horisont
Jonah Blacksmith gav Tivoli en koncert, der både var stærk, venlig, intens og fællesskabsbåret. De kom på scenen med energi og forlod den med et publikum, der tydeligvis havde fået en oplevelse med hjem. Fra “Yellow Bike” til “House on Fire” blev aftenen bygget op som en rejse gennem ungdom, drømme, familie, uro, kærlighed, dans og håb. Det var en koncert med tyngde, men også med lys. Med store følelser, men uden store armbevægelser for armbevægelsernes skyld. Jonah Blacksmith viste, at de er et af de danske bands, der bedst forstår kunsten at skabe nærvær i stort format. På Plænen i Tivoli blev Thy ikke bare hørt. Det blev mærket. Af: Emilie Jakobsen