Jessie J.

d. 18 juli 2026 Kl. 10.56

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Jessie J. gav Tivoli hele stemmen, men ikke altid hele sangen

Elleve års dansk ventetid blev fredag aften forløst på en tætpakket Plæne, da Jessie J. vendte tilbage til Fredagsrock. Den britiske verdensstjerne sang med en kraft, som få kan matche, og charmerede sig gennem aftenen med humor, ærlighed og lange samtaler med publikum. Men mens stemmen fik maksimal plads, blev flere af sangene reduceret til korte uddrag, og det gav koncerten en mærkelig fornemmelse af både overflod og underskud.

En stemme, der ikke behøver en præsentation

Nogle kunstnere går på scenen. Jessie J. ankommer nærmere som et vejrfænomen. Da hun fredag d. 17. juli kl. 22.00 trådte ud på scenen i Tivoli, var det derfor ikke scenografi, dansere eller visuelle effekter, der først gjorde indtryk. Det var stemmen. Stor, præcis og fysisk mærkbar. Den ramte publikum med en kraft, der fik selv Tivolis rutsjebaner til at virke diskrete. Fra koncertens første minutter stod det klart, at Jessie J. fortsat besidder et vokalt format, som adskiller hende fra langt de fleste popartister. Det var hendes første danske koncert i 11 år, og Plænen var fyldt godt op med både trofaste fans, nostalgiske hitlyttere og almindelige Tivoli gæster, der pludselig befandt sig midt i en international popkoncert. Stemningen var varm, forventningsfuld og usædvanligt hyggelig. Men Jessie J. var ikke kommet til København for blot at levere en pæn kavalkade over gamle radiohits. Hun var kommet for at synge, fortælle, improvisere og til tider næsten holde foredrag.

En åbning med international tyngde

Koncerten begyndte med ”California”, som straks placerede aftenen i et større og mere voksent musikalsk univers end det, mange måske forbinder med Jessie J. Hun sang med tyngde, kontrol og en selvsikkerhed, der ikke virkede anstrengt. Stemmen havde stadig sin velkendte eksplosive styrke, men der var også kommet mere varme og ro i udtrykket. Herefter blev blikket vendt mod begyndelsen af karrieren med ”Who’s Laughing Now” og ”Do It Like a Dude”. Sidstnævnte blev modtaget med stor begejstring og mindede om den Jessie J., der i starten af 2010’erne slog igennem som en selvsikker, kantet og lettere provokerende popstjerne. Hun fremførte ikke sangen som et nostalgisk levn fra en anden tid. Tværtimod var der fortsat bid i nummeret, og hendes teatralske mimik og naturlige humor gjorde det tydeligt, at hun stadig har en særlig evne til at gøre selv de mest velkendte sange levende. Jessie J forsøger ikke at være gådefuld. Hun er direkte, udadvendt og fuldstændig uinteresseret i at spille kølig verdensstjerne. Hun siger det, hun tænker, griner af sig selv og reagerer spontant på publikum. Det gjorde koncerten personlig fra begyndelsen.

Tivoli blev til én stor popradio

Med ”Nobody’s Perfect” steg fællessangen, og da ”Domino” fulgte kort efter, blev Plænen forvandlet til en gigantisk sommerfest. Det er svært at argumentere imod en sang som ”Domino”. Den rammer med det samme, og allerede ved de første toner vidste hele publikum, hvad der ventede. Omkvædet blev sunget tilbage mod scenen med en volumen, der næsten kunne konkurrere med hovedpersonen selv. Næsten. Her viste Jessie J, hvorfor hun i sin storhedstid var en af de mest markante britiske popstemmer. Hun kan kombinere teknisk vokal med en folkelig umiddelbarhed, og hendes største hits fungerer stadig, fordi de er skrevet til at blive sunget højt af mange mennesker på én gang. Alligevel opstod aftenens største problem netop blandt de velkendte sange. Flere numre blev forkortet, blandet sammen eller afsluttet, næsten før de for alvor var begyndt. Det gav et højt tempo og gjorde det muligt at presse mange sange ind i koncerten. Men det betød også, at flere øjeblikke aldrig fik lov til at udvikle sig. Når publikum har ventet i 11 år på en dansk koncert, virker det en smule nærigt at servere nogle af sangene som musikalske smagsprøver. Jessie J. gav os mange titler, men ikke altid hele oplevelsen.

Nye sange med større alvor

Koncertens nyere materiale blev præsenteret gennem blandt andet ”No Secrets” og ”Believe in Magic”. Her trådte en anden Jessie J. frem. De nye sange var mindre interesserede i at være effektive radiohits og mere optagede af livserfaring, sårbarhed og personlig forandring. Hendes nyere musik bærer præg af, at hun i de seneste år har gennemlevet både moderskab, sygdom, sorg og store omvæltninger. Det kunne høres i stemmen. Ikke fordi den manglede kraft, men fordi Jessie J. ikke længere virkede lige så opsat på at bevise den i hvert eneste sekund. Hun sang mere nuanceret og lod flere steder ordene stå stærkere end de vokale udsmykninger. Hun har altid kunnet synge imponerende. Fredag aften viste hun flere gange, at hun også kan synge bevægende.

“Flashlight” skabte stilhed på Plænen

Aftenens akustiske udgave af ”Flashlight” blev et af koncertens mest helstøbte øjeblikke. Arrangementet blev skåret ned, og stemmen fik lov til at stå næsten alene. Det skabte en nærhed, som ikke altid er let at frembringe foran et stort publikum under åben himmel. Plænen faldt til ro. Jessie J. behøvede hverken at presse stemmen til det yderste eller fylde hver linje med tekniske vokalløb. Hun lod melodien og følelsen bære nummeret, og netop derfor blev fremførelsen stærkere. Når en sanger har så stort et instrument som Jessie J, kan fristelsen være at bruge det hele tiden. Men nogle af koncertens bedste øjeblikke opstod, når hun holdt igen. Den dramatiske ”The Award Goes To” trak i den modsatte retning. Her blev der skruet op for den store powerballade, de følelsesmæssige armbevægelser og den vokale dramatik. Hos Jessie J. kommer følelserne ikke forsigtigt ind fra siden. De sparker døren op, tænder lyset og kræver opmærksomhed.

En koncert med meget på hjerte

Jessie J. talte meget mellem sangene. Meget. Hun fortalte historier, kommenterede på publikum og delte personlige tanker. Flere gange udviklede koncerten sig til en blanding af musik og åbenhjertig samtale. Det var både charmerende og frustrerende. På den ene side skabte hendes talestrøm en usædvanlig tæt kontakt til publikum. Hun virkede oprigtigt nærværende og lod ikke til at følge et stramt manuskript. Reaktionerne opstod i øjeblikket, og hendes selvironi gav aftenen en varm og afslappet tone. På den anden side blev koncertens musikalske rytme flere gange brudt. Det virkede besynderligt, at der var god tid til lange introduktioner og sidespring, mens flere sange blev afkortet. Publikum fik hele fortællingen før et nummer, men kun halvdelen af selve nummeret. For nogle vil det være en del af charmen ved Jessie J. For andre vil det føles som en koncert, hvor hovedpersonen til tider glemte, at hun også havde et band stående bag sig. Fredag aften var det lidt af begge dele.

“Who You Are” blev aftenens hjerte

Med ”Who You Are” fandt koncerten sit følelsesmæssige centrum. Sangen har altid været blandt Jessie J’s mest personlige og direkte, og på Plænen blev den leveret uden unødvendige effekter. Publikum sang med, men mange stod også stille og lyttede. Her blev hendes styrke som fortolker tydelig. Hun sang ikke blot højt eller teknisk imponerende. Hun formidlede en tekst, som stadig har betydning for hende, og det gav nummeret en ægthed, der hævede det over almindelig popnostalgi. I få minutter forsvandt snakken, humoren og koncertens rastløse tempo. Tilbage stod sangen og stemmen. Det var nok.

Soulrødderne fik frit spil

Med ”Never Too Much” og ”Ain’t Nobody” bevægede Jessie J. sig ind i et soul og funkpræget medley. Her virkede hun fuldstændig hjemme. Hun legede med rytmerne, improviserede og viste, hvor meget af hendes musikalske identitet der er skabt uden for den traditionelle popformel. Covernumrene fungerede ikke som tilfældige publikumspleasere, men som et indblik i de kunstnere og genrer, der har formet hende. Det samme gjaldt ”Mama Knows Best”, hvor hendes store stemme for alvor fik frit løb. Nummeret var skræddersyet til hendes blanding af soul, rock og teatralsk vokal, og hun kastede sig ind i det med en energi, som fik Plænen til at reagere øjeblikkeligt. Her var der ingen tvivl om formatet. Hun kunne synge kraftigere, højere og mere teknisk end de fleste. Enkelte steder blev udtrykket dog så forceret, at sangen næsten forsvandt bag præstationen. Jessie J’s største styrke er også hendes største risiko. Når man kan så meget med sin stemme, kan det være svært ikke at vise det hele.

Tempoet steg mod afslutningen

Den sidste del af koncerten blev præget af højere tempo og flere velkendte numre. ”Burnin’ Up” gav showet et energisk skub, mens ”I Want Love” og ”Wild” blev samlet i endnu en kompakt passage. Kombinationen fungerede som et effektivt festindslag, men understregede samtidig koncertens tendens til at haste gennem materialet. Sangene kom hurtigt, men nogle forsvandt næsten lige så hurtigt igen. Med ”LaserLight” blev Plænen igen samlet i et stort popøjeblik. Nummeret har fortsat en effektiv elektronisk energi, og Jessie J. leverede det med overskud. Herefter fulgte ”Living My Best Life”, der fungerede som en livsbekræftende markering af hendes nyere musikalske kapitel. Sangen havde en smittende lethed og passede perfekt til den varme sommeraften. Her blev fortiden og nutiden forbundet: Den gamle Jessie J’s energi mødte den nyere Jessie J’s erfaring og taknemmelighed.

Selvfølgelig sluttede det med “Price Tag”

En Jessie J. koncert kan næsten ikke slutte uden ”Price Tag”. Sangen er både hendes gennembrud, hendes visitkort og et nummer, hun sandsynligvis aldrig slipper for at synge. Fredag aften blev den modtaget som en gammel ven, alle kender lidt for godt, men stadig bliver glade for at møde. Publikum sang med fra begyndelsen, og stemningen på Plænen nåede sit mest ubekymrede punkt. Det var simpelt, effektivt og festligt. Samtidig var der noget næsten cirkulært over afslutningen. Jessie J. begyndte sin internationale karriere med en sang om, at livet ikke handler om penge, succes og prisskilte. Siden har hendes liv og karriere bevæget sig gennem store triumfer, tilbageslag, sygdom og personlige forandringer. Fredag aften stod hun stadig med den samme sang. Men hun sang den som et andet menneske.

En imponerende, ujævn og meget menneskelig tilbagekomst

Jessie J. leverede ikke en perfekt koncert i Tivoli. Dertil var opbygningen for ujævn, talestrømmen for omfattende og flere af sangene for korte. Koncerten manglede til tider den ro og disciplin, der kunne have gjort de stærkeste øjeblikke endnu større. Men den var levende. Den føltes spontan, personlig og uforudsigelig. Jessie J. fremstod ikke som en popmaskine, der mekanisk arbejdede sig gennem et bagkatalog. Hun var til stede, reagerede på publikum og lod sin personlighed fylde lige så meget som musikken. Og så sang hun fremragende. Til tider næsten for meget, men aldrig ligegyldigt. Efter 11 års fravær vendte Jessie J. tilbage til Danmark som en mere moden, sårbar og talelysten udgave af sig selv. Hun gav Tivoli en hyggelig sommeraften, en stor samling hits og vokal i absolut international klasse. Man kunne blot have ønsket, at hun havde talt en anelse mindre og sunget nogle af sangene helt færdige.  Af: Emilie Jakobsen