Jaleesa

d. 19 august 2026 Kl. 07.58

Jaleesa havde så meget på hjerte, at tiden ikke kunne følge med

Jaleesas koncert til MINT i Tivoli bød på vokalt overskud, nye sange, gåsehud og fortællinger fra et liv, der ikke altid har været let. Men det afdæmpede format blev også aftenens begrænsning.

Jaleesa – MINT i Tivoli
Orangeriet, 18. august 2026
★★★★☆☆

Jaleesa nåede næsten ikke at præsentere aftenens sidste sang. Tiden var ved at løbe ud, og hvor de foregående numre alle havde fået en personlig historie med på vejen, måtte introduktionen til “Your Light” pludselig pakkes sammen i hast. Det var en lidt ironisk afslutning på en koncert, hvor netop fortællingerne havde fået lov til at fylde: En sang om at bevare sit eget lys blev sendt afsted, mens koncerturet stod klar ved stikkontakten. Øjeblikket fortalte samtidig noget væsentligt om Jaleesa. Hun synger ikke bare sine sange. Hun har brug for at forklare, hvorfor de findes. Til MINT i Tivolis Orangeri blev hvert nummer åbnet som en lille dør ind til noget personligt: identitet, kritik, fastlåsthed, sorg, racisme, håb og ønsket om at få det godt igen. Indimellem blev der talt lidt for længe, men aldrig uden noget på hjerte. Og når Jaleesa endelig sang, var der ingen tvivl om, hvorfor publikum lyttede.

En stemme, der ikke behøver at råbe på opmærksomhed

Jaleesa Stæhr Johnson har sunget, danset og stået på scener, siden hun var barn. Hun har medvirket i musicals og i årevis stået bag andre artister som korsanger. Den erfaring kunne høres fra koncertens første minutter. Hun fremstod rolig, koncentreret og vokalt sikker. Hun behøvede ikke at bevise sin styrke ved at presse hvert nummer op i et stort klimaks. Tværtimod var hun ofte bedst, når hun holdt igen og lod tonerne få tid til at lande. Hendes stemme har både dybde, fylde og en let ru kant. Den kan åbne sig med betydelig kraft, men det interessante er ikke kun, hvor stort hun kan synge. Det er hendes evne til at gøre en frase personlig og få selv en stille linje til at lyde, som om den har en konkret erfaring bag sig. Hun sang ikke for at imponere. Hun sang, fordi ordene tilsyneladende skulle et sted hen.

Det enkle klædte hende bedst

“Love Will Get You Home” blev ifølge Jaleesa skrevet kort før udgivelsen af debutalbummet Sodalite. Sangen satte tidligt tonen for koncertens organiske neo soul, hvor musikken ikke maser sig frem, men langsomt finder vej ind. Endnu stærkere stod “In Your Eyes”. Her blev arrangementet skåret ned til elektrisk guitar, keyboard og stemme. Ikke mere. Ikke noget musikalsk sikkerhedsnet eller en stor produktion, der kunne skjule de mindste ujævnheder. Sangen handler om kritik og om erkendelsen af, at de domme, mennesker fælder over andre, ofte siger mindst lige så meget om dem selv. Det kunne være blevet tungt forklaret, men i den afdæmpede fremførelse fik tanken lov til at stå åbent. Jaleesa bar nummeret uden besvær. Hun viste, at hun ikke behøver mange instrumenter for at fylde et rum. Faktisk blev hendes vokal mere interessant, jo mere plads den fik omkring sig.

Hotelstemning og ægte gåsehud

Aftenens Randy Crawford cover, “You Might Need Somebody”, kom i en langsom og blød version. Arrangementet bevægede sig faretruende tæt på en eksklusiv hotelfoyer med fløjlsstole, dæmpede lamper og danskvand til en pris, ingen tør spørge ind til. Men det gjorde mærkeligt nok ikke så meget. For hen over det meget polerede akkompagnement leverede Jaleesa en fortolkning, der gav gåsehud. Hun forsøgte ikke at kopiere Crawford eller gøre nummeret til en vokal konkurrence. I stedet trak hun sangen ind i sit eget univers og gav den en ro, der føltes oprigtig. Det var et af koncertens mest overbevisende øjeblikke. Ikke fordi arrangementet overraskede, men fordi stemmen gjorde.

Da sangene fik mere modstand

Den endnu ikke udgivne “Free Your Mind” blev præsenteret som den senest skrevne sang i sættet. Den handler om at bryde ud af den daglige trummerum, det sted, hvor dagene gentager sig så effektivt, at man næsten bliver statist i sit eget liv. Her løftede koret musikken. Thea og Eleanor lagde ikke blot harmonier bag Jaleesa, men gav nummeret større bevægelse og udsyn. Der opstod en fornemmelse af, at sangen ville videre, væk fra vanerne og ud af det stillestående. Langt mørkere blev det med “Black Jade”. Sangen skilte sig markant ud fra koncertens mange numre om kærlighed, heling og indre styrke. Jaleesa fortalte, at den havde været svær at skrive. Med sit blik på racisme, politivold og dehumaniseringen af sorte mennesker bar den en anden alvor end resten af materialet. “Black Jade” gav aftenen den modstand, som enkelte af de blødere arrangementer manglede. Her var noget på spil, og Jaleesa åbnede stemmen mere end tidligere. Hun viste både kraft og vrede uden at miste kontrollen. Publikum tog imod sangen med tydelig begejstring, og den blev et bevis på, at hendes soulunivers hendes bliver stærkest, når varmen får selskab af kant.

En morgen på den anden side af mørket

“Sonora Sunrise” blev et af koncertens mest skrøbelige øjeblikke. Sangen blev skrevet under en periode med nedtrykthed og handler om ønsket om at få det bedre, om håbet om, at en ny morgen rent faktisk kan føles ny. Jaleesa legede med ordene good morning og good mourning: den gode morgen og den sorg, man langsomt lærer at leve med. Det var et fint sprogligt billede, som kunne være blevet for konstrueret, men som i hendes levering føltes ærligt. Fremførelsen var nænsom og uden overflødige virkemidler. Koret lagde sig smukt omkring melodien, mens Jaleesa sang med en forsigtighed, der gjorde nummeret mere rørende end flere af aftenens større vokalpræstationer. Den samme følsomhed fortsatte i “It Will Be Okay”. Sangen blev skrevet kort før hendes første solokoncert i VEGA, mens hendes hund var død, og flere svære begivenheder ramte oven i hinanden. Titlen kunne lyde som en hurtig trøstefrase, man giver andre, når man ikke helt ved, hvad man ellers skal sige. Men sangen lovede ikke, at alting straks ville blive godt. Den lød snarere som et menneske, der forsigtigt øver sig i at tro på det. Musikalsk havde den en rolig, tilbagelænet puls. Den krævede ikke publikums medlidenhed, men inviterede til genkendelse. Netop derfor virkede den.

Da Orangeriet endelig rejste sig

Efter flere stille og eftertænksomme passager kom der mere tempo i “Rise Above”. Her fik koncerten et tiltrængt energisk skub, og korsangerne gav nummeret en lyd med internationalt format. Publikum begyndte at synge og klappe med. Pludselig var Orangeriet ikke kun et rum, der lyttede. Det deltog. Det var et af aftenens bedste øjeblikke, men også en påmindelse om, hvad koncerten kunne have haft mere af. Når Jaleesa og bandet gav slip på den pæne tilbageholdenhed, voksede musikken. Sangene fik mere luft under sig, og forbindelsen til publikum blev fysisk i stedet for kun følelsesmæssig. Man savnede flere af disse udbrud. Ikke nødvendigvis højere volumen, men større variation og tydeligere skift mellem det nære og det kraftfulde.

Bandet spillede i stuen, måske lidt for længe

Johannes på keyboard, David på guitar samt Thea og Eleanor på kor skabte et præcist og behageligt fundament. Bandet lød flere steder, som om musikerne spillede hjemme i dagligstuen. Det gav koncerten en særlig fortrolighed. Der var plads til vokalen, og ingen forsøgte at stjæle opmærksomheden med unødvendige soloer eller musikalsk pral. Men efterhånden blev dagligstuen også lidt for behagelig. Flere arrangementer var pakket ind i den samme bløde, organiske lyd. Det var smukt og velspillet, men når alle kanter afrundes, risikerer sangene at miste deres individuelle form. Materialet rummer både vrede, sorg, kamp og befrielse. Det må gerne kunne høres tydeligere i musikkens dynamik. Koncerten havde haft godt af et større musikalsk temperament: mere tyngde, flere brud og enkelte øjeblikke, hvor bandet fik lov til at rive de pæne gardiner ned.

Stemmen fyldte mere end scenepersonligheden

Jaleesa bevægede sig forholdsvis lidt på scenen. Hun virkede tryg ved mikrofonen og i dialogen med bandet, men den fysiske fremtræden fulgte ikke altid med stemmens størrelse. Det betyder ikke, at en neo-soul-koncert skal forvandles til et danseshow. Der er ingen grund til at indsætte koreografi, bare fordi scenen har ledige kvadratmeter. Men kroppen er også en del af fortællingen, og Jaleesa kunne med fordel tage rummet tydeligere i besiddelse. Hun har vokalen til at være centrum. Nu skal hun også turde være det visuelt. Mere bevægelse, større kontakt til hele publikum og en mere markant styring af koncertens dynamik ville give sangene det ekstra liv, de fortjener. Hun skal ikke blive en anden kunstner. Hun skal blot træde endnu tydeligere frem som den, hun allerede er.

En koncert, der fortjente fem minutter mere

“Your Light” blev aftenens sidste nummer, men nåede ikke at få den samme grundige introduktion som resten. Tiden var næsten gået, og Jaleesa måtte hurtigt videre. Det var ærgerligt, fordi afslutningen dermed ikke fik lov til at folde sig helt ud. De mange fortællinger mellem sangene havde gjort koncerten personlig, men de havde også kostet musik. Med lidt strammere disponering kunne finalen have fået større vægt. Jaleesa leverede alligevel en stærk koncert med en imponerende vokal, et dygtigt hold og sange, der rummer mere end nydelige melodier. Hun fremstod som en erfaren performer med et personligt kunstnerisk projekt, ikke som en tidligere korsanger, der tilfældigvis havde stillet sig forrest. Aftenens højdepunkter viste, at hun allerede har stemmen, historierne og materialet til langt større scener. Det næste skridt bliver at lade arrangementerne få flere farver og selv tage mere fysisk ejerskab over rummet. For Jaleesa havde så meget på hjerte, at tiden denne aften ikke helt kunne følge med. Næste gang må hun gerne bruge et par ord mindre, tage et par skridt mere og lade den sidste sang skinne færdig.  Af: Eva Yde