Jade
d. 2 juli juni 2026 Kl. 12.29
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
Popstjernen vågnede langsomt, men endte med at sætte Arena i brand
Da Arena blev til et glitrende fitnesscenter for følelser
Der findes koncerter, der begynder med et brag. Og så findes der koncerter, der først lige skal finde deres læbestift, spænde støvlerne, rette på mikrofonen og minde sig selv om, at de faktisk er popstjerner. JADEs koncert på Arena hørte til den sidste kategori. Fra begyndelsen var der ellers lagt op til den helt store showbiz aften. Arena var fyldt med forventning, fansene stod klar foran scenen, og luften havde den særlige Roskilde blanding af støv, sved, hårlak, fadøl og mennesker, der for længst havde opgivet at se friske ud. Publikum var klar til at danse. Klar til at skrige. Klar til at blive badet i britisk popdrama. Men koncerten startede mere som en tændstik end som et fyrværkeri. Det var ikke dårligt. Det var bare lidt for pænt, lidt for tilbageholdt og lidt for længe om at bide sig fast. JADE stod der med alt det rigtige omkring sig: attituden, sangene, looket, lyset og en fanbase, der tydeligvis ville hende det bedste. Alligevel føltes de første numre som en popmotor, der hostede et par gange, før den besluttede sig for at køre i femte gear. Heldigvis kom gearskiftet. Og da det kom, kunne det mærkes helt ned i det støvede Arena gulv.
Fra Little Mix skygge til solostjerne med skarpe kanter
JADE er ikke bare endnu et tidligere girlbandmedlem, der forsøger at finde ud af, hvordan man står alene på en scene uden tre andre ved siden af sig. Hun kommer selvfølgelig med Little Mix historien i bagagen, men på Roskilde var det tydeligt, at hun ikke længere vil defineres af fortiden. Hun vil ikke være et nostalgisk poppostkort. Hun vil være sin egen overskrift. Som soloartist har JADE skabt et univers, hvor poppen er større, mørkere, mere teatralsk og langt mere bevidst end det sikre hitformat, hun kunne have valgt. Hendes debutalbum That’s Showbiz Baby! lyder som en artist, der både elsker og hader maskinen, hun er rundet af. Det er glamour med ridser i lakken. Det er discokugler, branchekritik, klubenergi og divaattitude i samme åndedrag. På Arena fungerede hun bedst, når hun slap kontrollen en smule og lod koncerten blive mere end et poleret popshow. Når der kom krop, kant og kaos ind i udtrykket, begyndte hun for alvor at ligne den artist, hendes solokarriere har lovet.
En sløv start, der kostede momentum
Det skal siges ærligt: Koncerten var langsom om at komme i gang. Den første del manglede det umiddelbare greb om publikum. Der var energi i rummet, men ikke helt nok på scenen. Der var fans, der sang med, men man ventede på det øjeblik, hvor JADE selv for alvor tog ejerskab over Arena. Her får man ikke uendelig tid til at finde sig selv. Publikum kan være loyalt, men de er også trætte, varme, tørstige og kun ét dårligt mellemstykke fra at begynde at diskutere, om de skal nå noget andet. JADE holdt dem dog fast. Ikke med det samme. Ikke uden kamp. Men gradvist begyndte koncerten at samle sig. Basniveauet steg, kroppen kom mere med, scenen føltes mindre som en opvisning og mere som en fest. Det var, som om hun langsomt skruede sig selv op fra “professionel popartist” til “nu skal I fandeme høre, hvorfor jeg står her”. Og det sidste klædte hende klart bedst.
Så ramte popmaskinen endelig Arena
Da koncerten først fandt sit tempo, ændrede hele rummet karakter. Publikum foran scenen blev til et regulært dansegulv, og Arena fik den der særlige festivalfornemmelse, hvor ingen længere bekymrer sig om, hvordan de ser ud, fordi alle alligevel ligner nogen, der har boet i en støvsky siden mandag. Der kom smæk på. Ikke bare i produktionen, men i hele JADEs fremtoning. Hun blev friere, sjovere og mere nærværende. Hendes vokal fik mere kant, hendes attitude landede skarpere, og hendes materiale begyndte at vise, hvorfor hun er en af de mere interessante britiske popartister lige nu. Det var især i de mere kluborienterede og dramatiske numre, hun brændte igennem. Her blev koncerten ikke bare pæn pop, men et sted mellem natklub, musical, runway og kollektiv festivaludladning. Det er netop dér, JADE har sin styrke: Hun forstår pop som teater, men også som frigørelse. Det må gerne være stort. Det må gerne være camp. Det må gerne være lidt for meget. Faktisk er det bedst, når det er lidt for meget.
“Angel Of My Dreams” som aftenens naturlige centrum
“Angel Of My Dreams” stod som koncertens mest markante øjeblik. Ikke kun fordi sangen er hendes store soloerklæring, men fordi den samler alt det, JADE forsøger at være: glamourøs, vred, selvironisk, sårbar og fuld af hooks. Sangen er et pophit, men også en kommentar til popindustrien. Den lyder som kærlighed og hævn på samme tid. Som en artist, der stadig er afhængig af showbiz, men som ikke længere vil lade showbiz eje hende. Live fik nummeret en ekstra tyngde, fordi publikum tydeligvis havde ventet på det. Der blev sunget, danset og reageret med den slags hengivenhed, som kun rigtige popfans kan levere. Og JADE tog imod den energi med en selvsikkerhed, der gjorde koncertens svage start mindre afgørende. I det øjeblik forstod man, hvorfor hun fungerer som soloartist. Ikke fordi hun har forladt Little Mix. Men fordi hun har fundet et sprog, der er hendes eget.
Fansene gjorde koncerten bedre
En stor del af koncertens succes skyldtes publikum. Der var mange dedikerede fans i Arena, og de bar flere gange showet frem, især når energien på scenen ikke helt var på sit højeste. Det er ikke en kritik i sig selv. Det er også sådanne popkoncerter fungerer. Forholdet mellem artist og fans er en del af showet. Og her var det tydeligt, at JADE har et publikum, der ikke bare kommer for at høre hits, men for at være en del af hendes univers. Foran scenen blev der danset, råbt, sunget med og reageret på de små nik, poseringer og popdiva øjeblikke. Arena blev langsomt forvandlet fra koncerttelt til en slags queer-glitrende popkirke, hvor nadveren bestod af bas, attitude og fælles svedproduktion.
Pop med holdninger, humor og høje hæle
JADEs projekt er interessant, fordi hun ikke nøjes med at være en dygtig sanger med flotte produktioner. Hun har også en klar identitet som artist. Hun trækker på queer kultur, britisk poptradition, clubmusik, mode, selvironi og politisk bevidsthed. Det gør hende mere spændende end mange andre popnavne, der bare leverer koreografi, lys og pæne omkvæd. Hos JADE er der en følelse af, at poppen både er fest og forsvarsmekanisme. Hun bruger glitteret, men hun ved også, hvad glitteret kan skjule. Hun leger med popstjernefiguren, men hun virker ikke fanget i den. Det giver hendes koncert en ekstra kant, selv når alle elementer ikke rammer lige rent. Hun er bedst, når hun virker mindst bange for at larme.
Ikke perfekt, men klart en koncert med format
JADEs koncert på Arena var ikke en øjeblikkelig triumf. Den skulle bruge tid på at vågne, finde sit tempo og tænde publikum helt. Men da først gnisten fik fat, udviklede koncerten sig til en glimrende Roskilde popfest med masser af attitude, stærk fanopbakning og et dansegulv foran scenen, der ikke havde tænkt sig at stå stille. Hun viste, at hun ikke bare er Jade fra Little Mix, men JADE som selvstændig popfigur: dramatisk, camp, selvsikker, skarp og klar til at fylde mere. En lidt ujævn, men i sidste ende stærk og underholdende koncert. Fra tøvende begyndelse til glitrende popfest. Fra lidt flad start til smæk på. Fra “kommer det her til at løfte sig?” til “okay, nu danser vi”. Af: Yde