Foto: Rasmus B.S. Hansen
d. 17 november 2025 Kl. 08.12
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
Sexet, sårbar og på knæ: Isabel LaRosa forfører Amager Bio
Isabel LaRosa i Amager Bio: mørk pop, blanke øjne og blinkende lyster. Psychopomp Touren er i gang. Og allerede inden Isabel LaRosa træder ind på scenen i Amager Bio, er aftenens univers tydeligt: røg, stroboskoplys og en næsten filmisk forventning i rummet. Det er ikke udsolgt, men det viser sig hurtigt at være en fordel. Den halvt fyldte sal bliver til et intimt, mørkt popkammer, hvor en lille, dedikeret fan-gruppe ved scenekanten synger med på hver eneste linje og hvor resten af publikum langsomt bliver suget ind i hendes alt-pop-kosmos.
Opvarmning med sved, dans og TikTok-energi
Aftenen bliver sparket hårdt i gang af supporten. Isabels bror, Thomas LaRosa, står som kontrast. Han er mere nedtonet, mere sårbar i udtrykket, og hans medvirken både som selvstændigt navn og som kreativt bagland understreger, hvor meget familie og netværk faktisk betyder i Isabel LaRosas univers. Der er en følelse af et lille kunstnerkollektiv, der er taget på turné sammen, snarere end en traditionel “stjerne med to tilfældige opvarmningsnavne”.
Snow Wife leverer et sæt, der føles som at træde direkte ind i en hyperpop’et TikTok-tråd: vågne dansere, koreografi fra første sekund og en energi, der ligger et godt stykke over, hvad man normalt ser til opvarmningsnavne. Det er visuelt, fysisk og kompromisløst og det sætter barren for, hvor meget krop og attitude, der kommer til at fylde på scenen resten af aftenen.
Entréen: “older” og et knæ på hver centimeter af scenen
Da lyset går ned, og LaRosas egen koncert begynder, står hun på scenen fysisk, i hvert fald. To store skærme bag hende viser mørke, æstetiske videoloops af hende selv; en slags forskud på den psykologiske spejlsal, der venter publikum. Hun åbner med “older”, og der er “gang i den” fra første sekund. Beatet rammer tungt, lyset eksploderer, røgmaskinerne kører, og hun bruger scenen som en catwalk, et alter og et boudoir på én gang.
Isabel LaRosa er meget på knæ både bogstaveligt og billedligt. Hun glider ned på scenegulvet, læner sig ind mod forreste række, lader kameraer og øjne komme helt tæt på. Det er sexet, men ikke tomt. Der er et strejf af Fifty Shades of Grey i æstetikken blinkende lys, røg, læbestift og en leg med kontrol og sårbarhed men det føles mere som et teatralsk greb end som billig provokation. De første numre “Pretty Boy” og “Famous” cementerer den linje. Hun synger om begær, om blik, om status, om den glitrende overflade og skyggesiderne under. Alt-pop’en får lov at være både klub, konfession og kollaps.
Teknisk uheld – og et øjebliks rå varme
Midt i den første del af sættet kommer et af aftenens fineste øjeblikke og det sker, fordi noget går galt. Under “More Than Friends” og videre ind i “Cry For You” taber hun sin in-ear-pack, “øremonitor”, der gør, at hun kan høre sig selv. Hun står og fumler med at få den på igen, og i stedet for utålmodighed møder hun et kor af kærlige råb: “Isabel, you sound amazing!”, “You look so pretty!” og “I love your songs!” Hun bliver synligt rørt. Smiler, griner, tager sig til brystet. Det er her, man mærker, at hun stadig er tæt på det gennembrudspunkt, hvor fansene ikke bare er et hav, men mennesker med ansigter, hun kan se og stemmer, hun kan høre. Efter “Cry For You” stopper hun op og taler om, hvor taknemmelig hun er for, at de er kommet – for at de lytter til en musik, der ofte kredser om mørke, angst og giftig kærlighed.
TikTok-hits, fællessang og et hav af mobiltelefoner
Med “BABYDOLL” (Ari Abdul-coveret, skrevet af en god ven af Isabel og hendes bror) skifter koncerten tempo. Her er vi i det helt store fællessangs-øjeblik. Hele Amager Bio synger med, som om vi befinder os midt i en enorm, delt forvredet teenage-fantasi, og det er svært at høre, hvem der er højest: publikum eller Isabel. På “Therapy” bliver temaet mere direkte: at skulle redde sig selv, når ingen andre gør det. Og da “Home” sætter ind, sker det, der efterhånden er blevet et koncert-ritual: alle telefoner ryger op. Man kunne frygte, det dræber nærværet, men her skaber det nærmest en ekstra dimension. Skærmene bag hende, røgsløret, blinkene og de løftede skærme smelter sammen til én stor, flimrende installation, mens hun danser og hopper rundt på scenen, og publikum hopper med. Outfit-skift, “My Girl” tæt på hegnet og selvbeskyttelse i “burning” Så følger et klassisk popgreb: outfit change. Isabel forsvinder kort, og ind kommer hun igen i en ny kjole til “My Girl”. Looket er mere glamourøst, men stadig mørkt. Hun bevæger sig helt tæt på forreste række, danser med publikum, holder øjenkontakt, og pludselig står hele salen og råber: “I wanna make you my girl!”
Det er teatralsk, men også med hjertet udenpå kroppen. Her er ingen ironisk afstand kun en slags kollektiv dagdrøm om at blive valgt. Introduktionen til “burning” bliver én af aftenens centrale taler. Hun taler om at passe på sig selv, hvis man befinder sig i et forhold, der brænder én ned i stedet for at bygge én op. Hvordan man må give slip på mennesker, der behandler én dårligt også når det gør ondt. Under sangen ryger telefonerne igen op, men nu ikke som kameraer, mere som digitale lightere; små, lysende vidnesbyrd om, at hendes ord rammer direkte ned i publikums erfaringer.
HEARTBEAT, Hope It Hurts og Praying
Midterdelen af koncerten – med “HEARTBEAT”, “Hope It Hurts” og “Praying” er den mest følelsesmæssigt koncentrerede. Beatsene er stadig hårde, produktionerne mørke, men melodierne og teksterne hiver i noget mere skrøbeligt. Isabel synger med klar, sikker stemme ikke fejlfri, men levende og arbejder meget med dynamik: hvisken, næsten talende fraseringer, pludselige udbrud.
Her mærker man også, at hun kommer med et bagkatalog, der ikke kun består af enkelte virale hits. EP’en "You Fear the God That Loves You" og debutalbummet "Raven" udgivelser, der i sig selv kredser om tro, skyld, identitet og begær er underliggende referencepunkter for den måde, hun bygger sættet op på. Det føles dramaturgisk tænkt.
Depeche Mode, The Neighbourhood og SAYGRACE i mørk LaRosa-version
Med “Softcore” (The Neighbourhood-cover) træder hun ind i en tradition, hun tydeligt føler sig hjemme i: den melankolske, kølige, guitar-bårne alt-pop, som hun gør mere elektronisk, mere teatralsk. Hun synger den, som om det var hendes egen sang – og det er ment som kompliment.
Senere i koncerten folder hun cover-suiten ud med “Enjoy the Silence” (Depeche Mode) og “You Don’t Own Me” (SAYGRACE feat. G-Eazy). Førstnævnte får en mørk, næsten gotisk popindpakning; sidstnævnte bliver et lille manifest om ejerskab, krop og frihed i en tid, hvor kvinder konstant bliver vurderet, filmet og kommenteret. Der er noget stærkt i, at en ung alt-pop-artist i 2025 lægger sig lige dér mellem 80’ernes synth-melankoli og 10’ernes feministiske popprotest.
“eyes don’t lie”, “favorite” og rutsjetur ned i “HAUNTED” og “i’m yours”
Mod slutningen skrues der op for tempoet igen. “Destroy Myself For You” og “muse” bygger bro mellem det indadvendte og det eksplosive, inden det hele kulminerer i “eyes don’t lie”. Allerede på de første toner begynder publikum at skrige. Beatet lander tungt, og pludselig synger salen højere end hende, især i omkvædet. Man kan tydeligt mærke, at det her er et af de numre, der har skrevet sig ind i fanbasens nervesystem. Derefter følger “Her face”, “Good Girl”, “Good For You” og “favorite” som en næsten uafbrudt rutsjebanetur gennem alt det, der har gjort Isabel LaRosa til et navn: mørke ørehængere, der både kan spilles alene på værelset med hovedtelefoner og råbes i kor på et sted som Amager Bio. “favorite” bliver et af hovednumrene en slags anti-love-song, der rammer den sære blanding af besættelse, jalousi og sårbarhed, som hun er så god til at destillere.
Da hun går af scenen, ved alle, at der mangler noget. Selvfølgelig er der encore.
Hun vender tilbage med “HAUNTED”, der ligger som en elektrisk tåge over hele rummet – en mørk, næsten filmisk følelse af at være hjemsøgt af minder og begær. Og til allersidst kommer den: “i’m yours”, gennembrudssinglen fra 2022, det platincertificerede hit, der sendte hendes navn ud i verden. Her går alt amok. Folk filmer, råber, græder, hopper, kysser. Sangen er blevet et generationalt soundtrack til den slags relationer, der både føles som frelse og forbandelse, og Isabel leverer den med en blanding af kontrol og råhed, der gør, at den ikke bare lyder som radio-versionen – den føles større.
Lys, røg og kropslighed – og en lille kritik
Hele vejen igennem koncerten er der “blink og røg konstant”. De visuelle virkemidler er konsekvente: stroboskoplys, mørke farver, konturerne af hendes krop, knæ på gulvet, silhuetten af hende mod skærmene bag. Det er effektivt og passer til hendes mørke pop-univers, men indimellem bliver det også lidt meget. Man kunne ønske sig enkelte sekvenser, hvor lyset trak sig tilbage, og hvor hendes stemme og tekster fik lov at stå mere nøgent.
Det samme gælder den meget sexede koreografi. Hun danser godt, og hendes “sexy moves” især i dansepauserne, som næsten hver sang indeholder fungerer som en bevidst iscenesættelse af begær og magt. Men enkelte gange risikerer de at skygge for nuancerne i sangene. Når hun er helt stille, helt nærværende, og bare synger, er hun lige så stærk og måske endda stærkere.
En kunstner på kanten af noget større
Alligevel er helhedsindtrykket klart: Isabel LaRosa har både materiale, stemme og kunstnerisk vision til at tage et skridt videre op i ligaen. Hun står alene på scenen, men føles aldrig lille. Kombinationen af mørk pop, hyperpop-energi, teatralske visuals og tekster, der tager ungdommens kaos alvorligt, gør koncerten i Amager Bio til noget mere end bare endnu et stop på en turné.
Selv om salen ikke er udsolgt, føles det, som om hun spiller for et rum, hvor fansene står tæt, fællessangen er ægte, og hvor der lige under de blinkende lys og den sensuelle koreografi ligger noget, der minder om en generation, der forsøger at finde sig selv i mørket.
Hvis Psychopomp Tour er hendes overgangsrite som livekunstner, så tyder meget på, at det kun er et spørgsmål om tid, før hun skal stå på større scener end Amager Bio. Indtil da kan de, der var der denne aften på Amager, sige: Vi så hende, mens hun stadig var tæt nok på til at høre os råbe, at hun ser fantastisk ud og til at blive rørt over det. Af: Emilie Jakobsen
Foto: Rasmus B.S. Hansen
Foto: Rasmus B.S. Hansen
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes