ICE NINE KILLS
d. 26 juni 2026 Kl. 00.34
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Da gyserfilmen sprang ud af lærredet og bed publikum i halsen
Først kom bandet ind og så kom båren. Ikke et riff. Ikke et trommeslag. Kun et “Hello COPENHELL!” som en eller anden standardvare fra rockens slidte fraselag. Ind på scenen blev en figur kørt som et farligt dyr i menneskeskikkelse, fastspændt, eskorteret, kontrolleret. En tydelig hilsen til The Silence of the Lambs. Publikum nåede lige at forstå billedet, før det hele gik galt på den helt rigtige måde. Så brød han ud. Spændetrøjen røg. Vagterne blev knaldet ned. Og i samme øjeblik skiftede koncerten karakter fra festivaloptræden til blodig gerningssted. ICE NINE KILLS havde ikke tænkt sig at åbne stille. De havde tænkt sig at sprætte COPENHELL op fra brystben til hofte og se, hvad der lå indeni. Og svaret var: et publikum, der elskede det.
Horrorcore med festivalpladsen som ligkapel
Mange bands leger med mørke billeder, masker, blod, dæmoner og lidt dramatisk lys. ICE NINE KILLS leger ikke. De har købt huset, malet væggene røde og installeret en motorsav i entréen. Deres koncert på COPENHELL var ikke bare musik. Det var et iscenesat horrorunivers, hvor hvert nummer føltes som en ny scene i en slasherfilm. Her var metalcore ikke bare lyd, men filmisk vold med omkvæd. En brutal, teatralsk og vanvittigt velproduceret blanding af breakdowns, gysereffekter, sort humor, rekvisitter og disciplineret kaos. Det var som at se en musical skrevet af en psykopat med meget dyrt lysudstyr og en forkærlighed for tunge guitarer.
En slagterbutik med stramme riffs
Efter den teatralske åbning eksploderede scenen i ren vildskab. Motorsave. Økser. Pistoler. Knive. Afhuggede arme. Blodige optrin. Skuespil. Kostumer. Mordscener. Det hele blev smidt ind i showet med en så grotesk overflod, at man flere gange måtte grine midt i brutaliteten. For ja, det var voldsomt. ICE NINE KILLS forstår, at horror fungerer bedst, når den både skræmmer, overdriver og blinker lidt til publikum. Det hele var fuldstændig crazy. Under det blodige cirkus lå et band, der spillede med kirurgisk præcision. Riffsene skar. Trommerne hamrede. Breakdownene landede som en kropspose på et betongulv. Der var show. Men der var også substans. Det her var ikke bare et band, der havde taget kostumer med. Det var et band, der havde bygget en hel koncert som en gyserfilm og derefter sat strøm til den.
Spencer Charnas, den smilende galning ved roret
Midt i infernoet stod Spencer Charnas som frontmand, vært, morder, offer, fortæller og gal ceremonimester. Han er en sjælden type metalfrontmand. Ikke bare en mand med god stemme og stærk sceneattitude, men en reel performertype, der forstår timing, karakter og dramatik. Han kan synge rent, skrige brutalt, growle, spille psykopatisk charmerende og skifte udtryk med samme lethed, som andre skifter guitar. Det er ham, der binder ICE NINE KILLS sammen. Uden ham kunne showet være blevet en tung udklædningsfest. Med ham bliver det til horror teater med metalcore som blodpumpe. Han styrer publikum sikkert gennem kaosset og får det hele til at føles både gennemført, farligt og absurd underholdende. Han er ikke bare forsanger. Han er aftenens seriemorder med mikrofon.
Når breakdowns bliver jumpscares
ICE NINE KILLS’ musik fungerer, fordi den tænker som film. Der er opbygninger. Pauser. Chok. Eksplosioner. Melodiske omkvæd, der åbner rummet, før et breakdown smækker døren i hovedet på én. Deres sange er fyldt med små dramatiske virkemidler, hvor vokaler, effekter, riffs og tempoændringer arbejder som klip i en gyserfilm. Et skrig her. Et tungt stop dér. En melodisk passage, der næsten føles tryg. Og så: bang. Gulvet forsvinder. Det er den slags metalcore, der ikke bare vil knuse dig. Den vil instruere din nedsmeltning. Og live fungerede det fremragende. Numrene blev ikke bare spillet; de blev opført. Hvert sangunivers fik sin egen karakter, sin egen farve, sin egen lille død.
COPENHELL gik i blodrus
Publikum var med fra første bloddråbe. Der blev råbt, hoppet, headbanget og crowd surfet, som om COPENHELL havde fået kollektivt adgangskort til et hjemsøgt tivoli med distortion. Foran scenen voksede energien hurtigt til en regulær metalstorm, hvor publikum kastede sig ind i showet med den slags begejstring, der kun opstår, når et band virkelig rammer festivalens nerve. ICE NINE KILLS passede perfekt ind på COPENHELL. Ikke fordi de er det tungeste band i verden. Ikke fordi de er de mest onde. Men fordi de forstår festivalens grundstof: fællesskab, forløsning, teater, larm og den vidunderlige følelse af, at alt godt kan være lidt grimt. Det var ekstremt underholdende at se, hvordan publikum lod sig rive med. Ikke bare af sangene, men af hele universet. Man så folk smile, råbe, filme, headbange og grine, mens scenen lignede et blodbad fra en film, man egentlig ikke burde se alene efter midnat.
Camp, kaos og klasse
Det særlige ved ICE NINE KILLS er, at de tør være overdrevne. De er ikke bange for det teatralske. Ikke bange for det fjollede. Ikke bange for at lade en motorsav dele scene med et melodisk omkvæd. Og netop derfor virker det. For bandet har forstået, at heavy metal altid har haft en smule cirkus i blodet. Fra Alice Cooper og King Diamond til Slipknot og moderne metalcore har genren levet af masker, myter, chok, billeder og store armbevægelser. ICE NINE KILLS tager den tradition, smider den i en slashermaskine og serverer den med amerikansk horrorlogik og knivskarp produktion. Det er camp. Det er blodigt. Det er skamløst. Og det er virkelig godt lavet.
Mere end en koncert
Der var øjeblikke, hvor man næsten glemte, at man stod til en festival. For ICE NINE KILLS skabte deres egen verden på scenen. En verden, hvor horrorfilm, metalcore, teater og tegneserieagtig vold smeltede sammen til én stor, mørk forlystelse. Det kunne have været for meget. Men det blev i stedet præcis nok. For bag alle effekterne stod et band, der kunne levere varen musikalsk. Guitarerne var skarpe, vokalerne sad stærkt, energien var høj, og showet havde en rytme, der hele tiden holdt publikum fast. Det var ikke bare “se, vi har en motorsav”. Det var “se, vi har et univers og vi ved præcis, hvordan vi bruger det”. Det er forskellen på gimmick og gennemført koncept. ICE NINE KILLS er ikke en gimmick. De er en blodig maskine.
Aftenens mest underholdende mordforsøg
Det bedste ved koncerten var, at den aldrig blev kedelig. Der skete hele tiden noget. Ikke på den stressende måde, hvor man bliver bombarderet med effekter for at dække over svage sange. Men på den måde, hvor et band hele tiden udvider oplevelsen. En ny figur. En ny rekvisit. Et nyt hug. Et nyt breakdown. En ny chance for publikum til at miste forstanden en lille smule. Det var horror, men det var også fest. Og frem for alt var det pissegodt.
COPENHELL blev skåret op med et smil
ICE NINE KILLS leverede en af den slags koncerter, der ikke bare sætter sig i øregangene, men i billederne bagefter. Man husker båren. Man husker spændetrøjen. Man husker vagterne, der blev lagt ned. Man husker motorsaven, økserne, knivene, de afhuggede arme, kropsdele og det totale vanvid. Men man husker også bandet. Og det er vigtigt. For midt i al blodsprøjten, humoren og gyserteatret stod et musikalsk stærkt, professionelt og ekstremt effektivt metalcore band, der fik COPENHELL til at føles som en premiere på verdens mest brutale horror musical. ICE NINE KILLS kom, så og slagtede. På den fede måde. De gav COPENHELL en koncert, der var teatralsk, tung, skarp, grotesk, morsom og fuldstændig uforglemmelig. En koncert, hvor metalcore blev til film, film blev til blod, og blod blev til fællessang. Kort sagt: Man kom for at høre et band. Man endte midt i en slasherfilm. Og man havde ikke lyst til at slippe ud. Af: Yde
