Hugorm

d. 27 juli 2026 Kl. 16.34

★ ★ ★ ★ ★ ★

HUGORM bed Grøn i struben og slap først taget, da Valbyparken stod i flammer

En guitar overlevede ikke. Jacob Haugaard endte med at danse på scenen. Peter Sommer dukkede op. En prisuddeling afbrød koncerten. Og et sted midt i det hele sammenlignede Simon Kvamm sit eget band med en af naturens mere ubehagelige skabninger. Det burde have været noget rod. I stedet blev det en af de koncerter, hvor kaosset havde sin helt egen logik. For når HUGORM først slipper sig selv løs, gælder de almindelige regler ikke længere. På Grøn Koncert i Valby blev en traditionel festivaloptræden hurtigt forvandlet til noget, der befandt sig et sted mellem rockkoncert, folkefest, absurd teaterforestilling og kollektiv motionsøvelse. Publikum sang, hoppede, dansede, råbte og lod sig dirigere rundt af Simon Kvamm, mens Morten Gorm og Árni Bergmann sørgede for, at maskinen aldrig mistede sit bid. HUGORM havde tidligere annonceret, at de ville nedlægge Grøn. I Valby virkede de fast besluttede på at gøre truslen til virkelighed.

Tre mænd og flere tusinde medskyldige

Det særlige ved HUGORM er ikke, at de spiller højere end alle andre. Det er heller ikke, fordi de nødvendigvis har større armbevægelser, eller flere effekter end andre bands. Det er, fordi de formår at få publikum til at føle, at koncerten kun fungerer, hvis alle deltager. Simon Kvamm er i den sammenhæng mindre traditionel forsanger og mere en lettere manisk dirigent. Han styrer menneskemængden med blikke, bevægelser, kommandoer og den særlige blanding af alvor og komplet tåbelighed, som er blevet en del af HUGORMs DNA. Et øjeblik står han med en tekst, der faktisk rammer noget sårbart. Det næste ligner det, som om han er ved at iværksætte en gymnastiktime for 30.000 mennesker. Og publikum følger ham. Med begejstring. Det er dér, HUGORM adskiller sig fra mange andre bands. De spiller ikke for publikum. De spiller med dem.

Velkommen til larven fra helvede

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor mærkeligt et univers man befinder sig i, sørgede Kvamm selv for zoologisk assistance. Han sammenlignede på scenen bandet med ege-processionsspinderen. Larven, der har fået et mildest talt blakket ry. Eller, som beskrivelsen næsten kalder på: Larven fra helvede. Det var på én gang absurd og overraskende præcist. For HUGORM bevæger sig også ind under huden. De larmer. De irriterer på den helt rigtige måde. De bliver hængende. Og når først man er kommet i kontakt med dem, er der ingen særlig effektiv kur. Den eftermiddag var hele Valbyparken tilsyneladende smittet.

“FUGLENE” lettede med Annika

Midt i energien og de store bevægelser kom et af koncertens mere særlige øjeblikke, da Annika kom med på “fuglene”. Det gav koncerten et andet udtryk. For selv om HUGORM ofte forbindes med det vilde, groteske og humoristiske, ligger der en helt anden side under overfladen. Sårbarheden. Den er blevet stadig tydeligere gennem bandets udvikling, og den er en væsentlig årsag til, at HUGORM er blevet mere end bare et støjende projekt. De kan få en hel plads til at gå amok. Men de tør også give musikken plads til at trække vejret. Det gør de voldsomme øjeblikke endnu mere effektive. For få minutter senere var vi tilbage i afdelingen for kontrolleret destruktion.

“Hugget i sten” blev hugget helt bogstaveligt

Der findes sangtitler, der blot er sangtitler. Og så findes der “Hugget i sten”. Morten Gorm valgte tilsyneladende den meget konkrete fortolkning. Under nummeret blev guitaren smadret på scenen. Der var ikke mange ceremonier. Og der var heller ikke meget tilbageholdenhed. Det var et rendyrket rockøjeblik, der på papiret burde lugte en smule af gammel kliché. Men hos HUGORM gjorde det ikke noget. Tværtimod. For koncerten var allerede kørt så langt ud ad motorvejen, at en guitar i flere dele nærmest virkede som det naturlige næste punkt på dagsordenen. Hos nogle bands ville man spørge: “Var det virkelig nødvendigt?” Hos HUGORM spørger man snarere: “Hvorfor tog det så lang tid?”

Stop musikken, Jacob Haugaard skal have en pris

Og så skete noget endnu mere usædvanligt. Koncerten blev stoppet. Ikke fordi strømmen gik. Ikke fordi nogen var kommet til skade. Ikke fordi Simon Kvamm havde dirigeret publikum helt ud af Valbyparken. Men fordi Jacob Haugaard skulle hædres, efter mange års tro og tjeneste Midt under HUGORMs koncert blev Haugaard overrasket med Respektprisen. Og det var netop en overraskelse. Pludselig blev den hektiske koncert sat på pause, mens en tydeligt overrasket Jacob Haugaard blev centrum for et varmt og oprigtigt øjeblik. Det kunne meget nemt have føltes som et fremmedelement. En prisuddeling midt i en koncert risikerer at punktere enhver rytme. Men her blev det en del af oplevelsen. Måske fordi Jacob Haugaard på sin egen måde passer forbløffende godt ind i HUGORMs univers. Skæv. Folkelig. Uforudsigelig. Og med en meget veludviklet modstand mod at tage sig selv alt for alvorligt.

Jacob dansede med hans Buddy

Prismodtageren nåede nemlig knap at blive højtidelig, før han igen blev trukket ind i festen. Under “DANSER MED BUDDY” dansede Jacob Haugaard med på scenen. Det blev et af de øjeblikke, man bagefter husker bedre end det perfekt programmerede lysshow eller det præcise tidspunkt, et omkvæd begyndte. Fordi det var levende. Det var sjovt. Og fordi man havde en følelse af, at hvad som helst kunne ske. En koncert kan planlægges ned til sekundet. Men de bedste øjeblikke føles, som om de opstår lige foran én. Det gjorde dette. Og publikum kvitterede med præcis den begejstring, situationen fortjente.

Så kom Peter Sommer

HUGORM var dog langt fra færdige med gæstelisten. Da Peter Sommer kom på scenen til “HUGORM NEDLÆGGER FORSVARET”, gik koncerten endnu et gear op. Samarbejdet giver i forvejen mening. Peter Sommer og Simon Kvamm har en lang musikalsk historie sammen, og Sommers tilstedeværelse føltes derfor ikke som en tilfældig kendisgæst, der var blevet hentet ind for at skabe overskrifter. Han hører hjemme i det univers. Og på Grøn virkede sangen præcis, som den skal virke på en festival: Stor. Fællesskabende. Og næsten umulig at stå stille til. Da Sommer trådte frem, steg lydniveauet blandt publikum øjeblikkeligt. Det blev ikke bare fremførelsen af en sang. Det blev endnu et af koncertens øjeblikke.

Hugorm kan styre en menneskemængde

Man kommer ikke udenom Simon Kvamm og Hugorm. Og hvorfor skulle man egentlig også forsøge? Han er ganske enkelt en af de mest effektive danske frontfigurer, når en stor plads skal forvandles fra tusindvis af enkeltpersoner til ét samlet publikum. Han har en næsten irriterende sikker fornemmelse for, hvornår folk skal synge. Hvornår de skal hoppe. Hvornår der skal bygges spænding. Og hvornår han skal gøre noget så mærkværdigt, at man igen bliver mindet om, at man står til en HUGORM koncert og ikke et virksomhedskursus i publikumsinddragelse. Men det afgørende er, at Kvamm aldrig står alene. Morten Gorm og Árni Bergmann er ikke dekoration rundt om en kendt frontmand. De er selve forudsætningen for, at HUGORM lyder som HUGORM. Morten Gorm leverer støjen, guitarerne og den rå muskulatur. Árni Bergmann sørger for rytmisk tyngde, elektronisk nerve og fremdrift. Og Kvamm står foran og forsøger tilsyneladende at få hele konstruktionen til at eksplodere. Sammen er de langt stærkere end summen af deres dele.

Det vilde er, at de stadig kan overraske

Man ved godt, hvad man går ind til med HUGORM. Eller det tror man. Man forventer Simon Kvamm i højeste gear. Man forventer guitarer. Man forventer mærkelige påfund. Man forventer fællessang. Man forventer, at publikum bliver sat i bevægelse. Men HUGORMs store styrke er, at forventningerne sjældent er nok til at forberede én på selve koncerten. For hvem havde præcis forudset kombinationen: Annika. En smadret guitar. En giftig larve. Jacob Haugaard. En respektpris. Buddy dans. Peter Sommer. Og tusindvis af mennesker, der opførte sig, som om mandagen var blevet permanent afskaffet? Det er næsten imponerende, at der også blev tid til at spille musik. Men det gjorde der. Og den fungerede fremragende.

Oliver Sperling fik drømmekoncerten foran objektivet

For Yde News' fotograf Oliver Sperling var koncerten noget helt særligt. Foran ham stod hans ubetingede yndlingsband. Igen. Der findes nok nemmere situationer at være professionel koncertfotograf i end den, hvor ens favoritband står få meter væk og leverer en af dagens mest eksplosive koncerter. Men det er samtidig præcis derfor, levende musik betyder noget. Selv når man har kameraet foran ansigtet. Selv når man har set mange koncerter. Selv når man er på arbejde. Kan et band stadig ramme den rene begejstring, har det noget særligt. Og det har HUGORM. Oliver fik endnu en af de liveoplevelser, der ikke bare ender på hukommelseskortet. Den følger med hjem.

HUGORM kan noget, de færreste kan

Det er måske den enkleste konklusion. De kan bare noget. Et udsagn, der lyder banalt, men som bliver meget præcist, når man står midt i en HUGORM koncert. For mange bands kan levere gode sange. Mange kan spille højt. Mange kan skabe fællessang. Og mange kan stille en karismatisk forsanger foran et stort sceneshow. Men langt færre kan skabe følelsen af, at alt kan ske, samtidig med at de hele tiden har fuldstændig styr på koncerten. Hos HUGORM balancerer alvor og idioti side om side. De kan være følsomme uden at blive selvhøjtidelige. De kan være komiske uden at blive et comedyshow. De kan spille rock uden at være fanget i rockens gamle regler. Og de kan få en gigantisk festivalplads til at føles som et rum, alle deler. Det er en sjælden egenskab.

Da larven havde gjort sit arbejde

Da HUGORM til sidst slap taget i Valbyparken, stod guitaren ikke helt så godt, som da koncerten begyndte. Jacob Haugaard havde fået en pris. Peter Sommer havde været forbi. Annika havde sunget med på “fuglene”. Publikum havde hoppet, danset og sunget sig gennem eftermiddagen. Og Simon Kvamm havde både styret hele cirkusset og introduceret os for tanken om HUGORM som en slags ege-processionsspinder. Måske var billedet faktisk bedre, end han selv havde tænkt. For larven fra helvede kom krybende ind på Grøn Scene. Den bredte sig over hele pladsen. Den fik folk til at reagere. Og bagefter var det umuligt helt at ryste den af sig. Det var vildt. Det var uforudsigeligt. Det var enormt underholdende. Og frem for alt var det en suveræn livekoncert fra et band, der lige nu befinder sig i en klasse, hvor meget få navne kan følge med. HUGORM lovede at nedlægge Grøn. I Valby kom de faretruende tæt på. HUGORM IS ON FIRE.  Af: Yde