Halberg & Friends

Foto: Oliver Sperling

d. 13 november 2025 Kl. 09.46

Da opvarmningen blev aftenens hovednavn

Royal Arena er halvoplyst, publikum finder deres pladser, Roxette-t-shirts og 80’er-frisurer i opdateret version står tæt mellem fadøl og popcorn. Det er før hovednavnet, men stemningen er allerede noget, der ligner forventningsfuld juleaften. Og så går Halberg & Friends på. I løbet af 35 minutter bliver det pinligt tydeligt, at ordet opvarmning er helt skævt. Det her er ikke gløder før bålet – det er bålet.

50 år på scenen – og nul tegn på udløbsdato

At Poul Halberg nærmer sig 50 år som udøvende musiker i 2026, kan man læse i pressematerialet. Men man kan også bare høre det. Ikke som træt rutine men som den der ro, man kun får af at have stået i alt fra røgfyldte klubber til gigantiske haller og stadig have noget på hjertet.

Halberg er manden bag en pæn del af den danske sangskat: “Magi i luften”, “Jeg vil la’ lyset brænde”, “Efterår”, “Brændende læber”, “Mandagsstævnemøde” og mange flere er udsprunget af hans guitar, pen og studierutine, i bands som Halberg Larsen, News og Ray Dee Ohh.

De træder frem, som om Royal Arena blot var en lidt stor øvelokale-omstigning. Knap 10.000 mennesker til en siddende koncert? Ikke noget problem det kommer til at føles intimt alligevel.

Brændende Læber – og første gnist i kæden

De lægger ud med “Brændende Læber” og det er et klogt træk. Intet langstrakt intro-pjat, ingen “vi skal lige i gang” snak. Bare bang: et af de største Ray Dee Ohh-hits, skrevet af manden selv, direkte i ansigtet på et publikum, der troede, de “bare” skulle høre lidt pæn opvarmning.

Heidi Degn tager ordet, og herfra er der faktisk ikke nogen vej tilbage. Hun synger som en drøm – men af den slags drømme, hvor man vågner og kan huske alt. Klar klang, stærk intonation, og så den lille rasp og frækhed i fraseringerne, der gør, at det aldrig bliver køligt perfekt.

Poul Halberg selv står en tand trukket tilbage ved mikrofonen, men hans guitar er hele tiden i centrum. Soloen i “Brændende Læber” er et studie i økonomi: ingen ligegyldige løb, kun melodiske linjer, der løfter omkvædet. Man er ikke i tvivl om, at han stadig er fuldstændig på toppen – både teknisk og musikalsk.

Jette Schandorf smiler bag sin bas, mens hun styrer groove’et med få, sikre bevægelser. Hun er motoren, der gør, at resten af bandet kan svæve ovenpå uden at falde igennem.

Mandags stævnemøde på en onsdag i Royal Arena

Andet nummer: “Mandags Stævnemøde”. Teksten taler om mandag, men kalenderen siger onsdag, og Royal Arena ligger milevidt fra 80’ernes små klubber – alligevel føles sangen ikke det mindste dateret.

Jesper Thomsen lægger et swingende, men kontant beat, der giver sangen et lidt mere rockende løft end studieversionen. Jette og Heidi lægger kor-hooks, så man pludselig husker linjer, man ikke anede, man havde gemt i hjernen.

Her begynder man at kunne mærke, hvad Halberg & Friends kan som liveband: de spiller de klassiske sange, som publikum kender, men giver dem lige præcis det lille twist i dynamik og arrangement, der gør dem nutidige uden at voldtage nostalgi-genet.

Og ja – folk sidder ned. Men man kan se fødder, der tramper under sæderne, og skuldre, der bevæger sig. Royal Arena er officielt en siddende koncert; kroppen har bare ikke fået den memo.

Magi i luften – og i hele arenaen

Det tredje nedslag er uundgåeligt: “Magi i Luften”. Allerede ved de første akkorder høres et kollektivt suk af genkendelse – og det er her, Halberg & Friends for alvor får Royal Arena til at føles mindre som en mastodont og mere som et fælles stuearrangement.

Heidi og Poul deler vokalen – hun bærer melodien, han farver og svarer. I omkvædene får de hjælp af ca. 10.000 ekstra sangere; fra sektion 112 synger de svenske Roxette-fans med på halvdelen af ordene og resten på begejstret fonetisk dansk.

Gorm Bülow fylder rummet med de luftige synt-flader og små pianodetaljer, der giver sangen den ikoniske 80’er-magi uden at lyde som et karaoke-backingtrack. Det er her, man for alvor forstår, hvorfor Halbergs katalog omtales som “tidsløse hits” i præsentationsteksterne – de holder simpelthen, også i en 2025-arena med moderne lyd og publikum, der er vant til stadionpop og EDM-drops.

Efterår – stilhed, lys og gåsehud

Midt i settet tager tempoet et markant dyk: “Efterår”. Hvor mange supportbands tør lægge en stor, langsom efterårssang ind midt i opvarmningen til en international popfest? Halberg & Friends tør – og det er lige præcis derfor, de er så stærke.

Lyset bliver varmt og gyldent, nærmest som et løvfald over tribunerne. Heidi Degn træder et lille skridt frem og synger med en ro, der er sjælden i en så stor hal. Der er plads mellem ordene, plads i fraseringerne, og den plads fyldes af publikums lytning.

Poul Halbergs guitar ligger som en ekstra stemme – ikke showoff, men som en fortæller, der supplerer teksten. Man kan næsten høre årene på landevejene og i studierne i de små, tilbageholdte bøjninger af tonerne.

Det er et af de øjeblikke, hvor Royal Arena bliver Så Stille, At Man Kan Høre En Fadøl Tabe Mod Beton. Den slags stilhed, et supportnavn sjældent får lov – eller formår – at fremkalde.

Jeg vil la’ lyset brænde – og publikum med

Som finale vælger Halberg & Friends naturligvis “Jeg vil la’ lyset brænde”. Den sang, der for længst er flyttet fra hitliste til dansk fælleseje, og som Halberg har skrevet til Ray Dee Ohh, men som publikum efterhånden bare kender som den der, man automatisk synger med på.

Nu rejser store dele af arenaen sig. Det startede som en siddende koncert, men når et helt publikum står med telefonlys hævet som moderne lightere, er det svært at tale om “siddende” længere.

Heidi rammer de svære linjer i de høje lejer med imponerende kontrol, uden at det bliver skingert. Jette og Gorm lægger tætsiddende kor, der giver den velkendte Ray Dee Ohh-fornemmelse, men med en anelse mere rå kant.

Da omkvædet rammer tredje gang, synger publikum så højt, at bandet faktisk kan trække sig lidt tilbage og lade 10.000 mennesker bære melodien. Halberg står og lytter et øjeblik – en lille, diskret bevægelse med hovedet, som om han lige mental-noterer sig, at de sange, han skrev for mange år siden, stadig lever deres eget liv derude.

Og så kommer den sidste solo. Ikke længere, end den skal være. Men lige lang nok til, at man tænker: “kan vi ikke lige tage en runde til?”

Bandet – et kollektiv, ikke et nostalgishow

Det, der løfter aftenen fra hyggelig nostalgi til egentlig koncertoplevelse, er, at Halberg & Friends er et nutidigt band, ikke et genforeningsprojekt.

• Poul Halberg spiller som en mand, der stadig udvikler sig. Tonesprog og frasering er dybt forankret i tradition, men der sniger sig små moderne farvninger ind særligt i de mere åbne solo, hvor han nærmer sig blues og fusion uden at miste popmelodien.

• Jette Schandorf er bandets anker; hendes basgange er både melodiske og bundsolide, og hun har den der sjældne evne til at svinge afslappet, selv når tempoet ligger højt.

• Jesper Thomsen spiller stramt, musikalsk og uden trommesoloer, der stjæler fokus – opvarmning handler om at vinde tid, ikke at spilde den.

• Gorm Bülower lyden af alt det, man ofte glemmer at lægge mærke til: klaverfigurerne, de små orgel-stabs, de varme synth-flader, der gør, at sangene lyder store uden at blive bombastiske.

• Heidi Degn er i den grad frontfigur – men aldrig diva. Hun er både smuk, nærværende og har en naturlig karisma, der gør, at publikum føler, hun synger til dem.

Det hele er enormt godt sammenspillet, man kan høre de mange år på landevejen sammen. Og samtidig er der en legende lethed i deres samspil, som om de stadig synes, det er ret fantastisk, at de får lov til at stå her og lave støj.

Kun én reel anke: Det var for kort. Når man skal være knivskarp professionel, er der selvfølgelig også plads til kritik. Så her kommer den:

Sættet var for kort. Alt, alt for kort.

Med et bagkatalog, der rummer flere hits end de fem, vi fik i aften, kunne Halberg & Friends uden problemer have spillet 20 minutter mere, uden at hverken Roxette, arrangør eller publikum havde klaget. Tværtimod. Man gik ud i pausen med en fornemmelse af at have fået en koncentreret luksus-ep – men også med smagen af “Elskes af dig”, “Fri for at drømme om dig” og “Transit” på tungen, uden at have hørt dem.

Når den eneste alvorlige anke ved en koncert er, at den burde have varet længere, er man dog et sted, de fleste supportbands kun kan drømme om.

Næsten bedre end hovednavnet?

Var Halberg & Friends næsten bedre end hovednavnet? Det er naturligvis et kontroversielt spørgsmål, især hvis man spørger de dedikerede Roxette-fans, der har ventet hele året på at høre deres helte. Men lad os bare sige det sådan her: Da Roxette går på senere på aftenen, er publikum allerede varme – ikke bare i den hyggelige, “nu har vi lige fået en øl” forstand, men musikalsk. Halberg & Friends har leveret en kort koncert, der uden videre kunne have stået som hovednavn i sig selv. Et fuldgyldigt show, der både er super professionelt, dybt seriøst, musikalsk helstøbt og samtidig charmerende og menneskeligt. Det er sjældent, man forlader en arena og tænker: “Det supportnavn burde have samme løn som hovednavnet.” Men her er vi tæt på...

En aften, hvor en dansk sangskriverlegende og hans hold beviser, at god poprock ikke har udløbsdato, og at man sagtens kan være både super professionel, seriøs og helt sin egen. Lyset blev ikke bare brændt. Det blev skruet helt op.   Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes