GUZO
d. 16 juni 2026 Kl. 23.24
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Sårbar pop med international puls
En koncert, der både havde nerve og storladenhed
GUZO gik ikke på scenen i Tivoli for at larme sig ind i publikums bevidsthed. Han gjorde noget langt mere interessant: Han byggede langsomt et rum op omkring sig. Et rum af blåtonet melankoli, tung bas, guitarer, moderne popproduktion og den slags rå følelser, der ikke føles iscenesatte, men levede. Til MINT i Tivoli viste August Møller Fogh, manden bag kunstnernavnet GUZO, hvorfor han er et af de mere spændende navne i nyere dansk pop. Ikke kun fordi han allerede har markeret sig som sangskriver for nogle af de største artister herhjemme, men fordi han live har noget, der ikke kan læres i et studie: nærvær. Det var en koncert med international karakter, men uden at miste sin nordiske sårbarhed. GUZO lyder som en artist, der har forstået, at popmusik ikke behøver være blankpoleret for at ramme bredt. Den må gerne have sprækker. Den må gerne være kantet. Den må gerne gøre lidt ondt.
Fra bagmand til frontfigur
GUZO er ikke et navn, der er opstået ud af ingenting. August Møller Fogh har i flere år været en del af den danske sangskrivermaskine og har skrevet med og for store navne som blandt andre JADA, Andreas Odbjerg, MØ, Artigeardit, Lamin, Hans Philip, Aphaca, Saveus, Blæst og Drew Sycamore. Men der er stor forskel på at skrive andres følelser frem og stille sig selv midt i dem. Det er netop den overgang, der gør GUZO interessant. Han står på scenen som en artist, der både har håndværket i orden og stadig virker som én, der er ved at grave sig dybere ned i sit eget kunstneriske sprog. Man mærker sangskriverens præcision i melodierne, men også en rastløshed efter at skabe noget, der ikke bare fungerer som pop, men som personlig fortælling. Hans baggrund er næsten filmisk: fra en spirende håndboldkarriere, der blev afbrudt af en skade, til musikken på efterskolen, duoen Soon og senere de rå demoer skrevet i en campingvogn på Anholt. Det kunne lyde som en pressefortælling, men på scenen føltes det ikke som branding. Det føltes som en del af den emotionelle bagage, sangene bærer rundt på.
En åbning med kontrolleret uro
Koncerten åbnede med “Rolling”, der fungerede som en stemningsmæssig indgang til GUZOs univers. Nummeret satte tonen uden at overforklare sig. Der var en kontrolleret uro i lyden, en følelse af bevægelse, som passede godt til en artist, der musikalsk befinder sig mellem genrer og identiteter. Herefter fulgte “You Want The World”, hvor GUZOs internationale format for alvor trådte frem. Sangen har en moderne, næsten amerikansk produktion, men stadig med en kølig nordisk undertone. Her blev det tydeligt, at GUZO ikke blot skriver sange, der lyder godt, han skriver sange, der kan løfte sig i rummet. Der var noget filmisk over måden, han lod sangene folde sig ud på. Ikke voldsomt. Ikke teatralsk. Men med en sikker sans for opbygning og stemning.
Når det blå bliver smukt
Med “I Hate Endings” og “Back 2 Being Blue” bevægede koncerten sig ind i sit mest følelsesmæssige landskab. GUZO har en særlig evne til at skrive om brud, længsel og følelsen af at sidde fast i noget, man burde være kommet videre fra. Det bliver aldrig banalt, fordi han ikke presser følelserne frem. Han lader dem sive. Især “Back 2 Being Blue” stod stærkt. Nummeret ramte en smuk balance mellem det skrøbelige og det massive. Stemmen bar en tydelig sårbarhed, mens produktionen åbnede sig som et mørkt, elektronisk bagtæppe. Det var et af de øjeblikke, hvor koncerten blev mere end velspillet pop. Den fik karakter. GUZOs musik befinder sig et sted mellem folk, alternativ pop, R&B, country og grunge inspirerede nuancer. På papiret kan det lyde som en genrebeskrivelse med for mange retninger. Live gav det mening, fordi han ikke brugte genrerne som pynt. De blev en del af hans måde at fortælle på.
Kant, attitude og en nødvendig skævhed
“You’re Boi Is Sick” gav sættet en mere skæv og kantet energi. Her kom der mere attitude ind i koncerten, og det klædte GUZO. Han blev ikke mindre nærværende af at skrue op for det mere rå og lettere beskidte udtryk. Tværtimod gav det koncerten en nødvendig kontrast. Det er netop i de skift, GUZO virker stærkest. Han kan gå fra det næsten hviskende og inderlige til det mere bastunge og markante uden at tabe sammenhængen. Der er en rød tråd i melankolien, men udtrykket bliver aldrig ensformigt. Publikum fulgte med. Ikke kun som passive lyttere, men som et rum, der gradvist åbnede sig mere og mere for ham. Stemningen var god, varm og koncentreret, og GUZO havde en naturlig kontakt med i det åbne rum. Han virkede ikke som en artist, der skulle kæmpe for opmærksomheden. Han havde den.
Giift løftede “Bitter” til et højdepunkt
Aftenens mest særlige øjeblik kom med “Bitter”, hvor Giift trådte ind på scenen og sang med. Det gav koncerten et tydeligt løft. Samarbejdet mellem GUZO og Giift fungerede fremragende live. Hendes tilstedeværelse tilføjede både glød, kant og vokal elegance til nummeret, og publikum reagerede straks. Pludselig blev koncerten ikke bare intim og indadvendt, men også fælles og nærmest elektrisk. Det var et af de øjeblikke, hvor man mærker, hvorfor gæsteoptrædener kan noget særligt, når de ikke føles tilfældige. Giift var ikke bare en overraskelse. Hun passede ind i GUZOs univers og gjorde “Bitter” til et af koncertens klare højdepunkter.
Sange, der bliver siddende
Efter “Bitter” fortsatte GUZO med “Keep Forgetting”, der igen viste hans styrke som sangskriver. Han skriver godt om det, der ikke forsvinder. De følelser, man forsøger at lægge bag sig, men som alligevel bliver ved med at vende tilbage. Der er noget meget genkendeligt i den måde, hans sange kredser om kærlighed, tab og identitet på. “Cursing and Lying” gav koncerten et mere storladent popmoment. Nummeret har drama, mørke og en stærk melodisk fremdrift, og live fik det lov til at vokse. Her blev det tydeligt, at GUZO ikke kun laver musik til hovedtelefoner og natlige gåture. Han laver også sange, der kan fylde en scene. Afslutningen med “Still” føltes helt rigtig. Nummeret samlede mange af de kvaliteter, koncerten havde vist: den rå sårbarhed, de store følelser, den moderne produktion og den umiddelbare melodi. Det var en afslutning, der ikke behøvede at overgøre noget. Sangen bar sig selv.
En artist med mere på spil end et gennembrud
GUZO er stadig en artist i bevægelse. Det kan man høre, og det kan man mærke. Hans egen stemme som frontfigur er ved at blive tydeligere, og netop derfor er han spændende at følge. Han står ikke færdigpakket som et koncept. Han virker som en kunstner, der stadig undersøger, hvor ærlig, mørk, storladen og direkte hans popmusik kan blive. Men niveauet er allerede højt. Til MINT i Tivoli leverede GUZO en virkelig god koncert med flot stemning, stærke sange, sikker vokal tilstedeværelse og en lyd, der flere gange pegede ud over Danmarks grænser. Han har sangskriverens intelligens, popartistens melodiske instinkt og en live-nerve, der gør, at man tror på ham. Det hele kulminerede i en koncert, der både var intim og storladen, en koncert, hvor publikum var med, hvor Giift gav aftenen et ekstra skud energi, og hvor GUZO viste, at han ikke længere kun bør omtales som sangskriveren bag andre artister. Han er i gang med at blive en artist, man lytter til for hans egen skyld. Af: Emilie Jakobsen
