Foto: Eva Yde
Udgivet: d. 14 august 2025. Kl. 22.59.
Syng Med i Grand Prix-paradis
Der var en særlig glød over Tivolis Plæne denne aften. Solen var ved at lægge sig til rette bag de gamle træer, som om den også ville have en god plads til festlighederne. Publikum – en herlig blanding af modne Grand Prix-fans, livlige ægtepar, gamle venner og enkelte børnebørn på slæb – fyldte plænen helt ud. Man kunne mærke forventningens brus allerede før første tone lød.
Og så trådte hun frem, Annette Heick, i et strålende smil og med Tivolis egen introsang som åbning. Det var som at få serveret velkomstchampagnen til en musikalsk fest — boblende, velkendt og præcis den rigtige temperatur. Publikum lænede sig tilbage, eller rettere: de rettede sig op, klar til at synge med.
Lonnie Devantier overtog elegant med Dansevisen, hvor ordene fik lov at flyve ud over plænen som sommerfugle. Det var ikke blot en sang – det var et stykke dansk pophistorie, fremført med en ro og varme, der fik selv de yngste til at nynne med. Så kom ”Boom Boom”, og pludselig var vi ikke længere i Tivoli, men i et fælles, rytmisk Grand Prix-univers, hvor alle tre – Heick, Devantier og Gry – stod skulder ved skulder og leverede et festfyrværkeri af energi.
Annette førte os derefter mod gate og afgang med ”Copenhagen Airport”. Det var som at rejse i tid, mens Lonnie dansede os tilbage til 1979 med ”Disco Tango”. Publikum gyngede med, nogle dansede endda, som om de havde ventet hele sommeren på lige dét øjeblik.
Når de tre forenedes i ”Gi’r du et knus”, føltes det næsten som et privat øjeblik – et, man alligevel gerne ville dele med tusind andre. Annette fik hjertet til at slå lidt hurtigere med ”Lige der hvor hjertet slår”, inden Gry lod ”Kloden Drejer” tage os alle med ud i en stille, men stærk eftertænksomhed.
Så smeltede stemmerne sammen igen, denne gang i den smukke Rør ved mig, hvor Annette og Lonnie fandt en harmoni, der var lige dele rå og blid. Men inden vi kunne blive alt for bløde i knæene, var der fest igen: ”Hallo Hallo” bragte et smil og et klap med sig, ”Video Video” fik hele plænen til at synge i kor, og ”Diggeloo” var ren, guldsko-glitrende nostalgi.
Bag det hele stod bandet som et musikalsk fundament – præcise, legende og fyldt med overskud. Og i midten, som en dirigent af både toner og stemning, stod Peter Jensen. Hans indsats var ikke blot professionel – den var hjertet, der holdt hele koncertens puls i gang.
Da sidste ekstranummer blev rundet af, og publikum dryssede videre ud i Tivolis lysende aften, var det med et smil og en følelse af at have været en del af noget særligt. Denne aften var ikke bare en koncert. Det var et stykke fælles erindring, poleret og præsenteret med kærlighed. Af: Eva Yde
Foto: Eva Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes