Gorillaz
d. 3 juli juni 2026 Kl. 11.54
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Gorillaz gjorde Orange Scene til en levende tegneserie med bas, kaos og kæmpe fællessang
Der var et øjeblik under Gorillaz på Orange Scene, hvor Roskilde Festival ikke længere føltes som en festivalplads i Danmark. Den føltes som en mærkelig, vidunderlig portal ind i et univers, hvor tegneseriefigurer, basgange, fællessang, støv, skærmkaos og 80.000 mennesker gik op i en højere enhed. Det var ikke bare en koncert. Det var en kollektiv indlogning i Gorillaz’ skæve popmaskine. Foran Orange Scene stod et hav af mennesker, som om hele festivalen havde besluttet sig for at mødes ét sted på samme tid. Nogle kom for de store hits. Andre kom for Damon Albarn. Nogle kom for nostalgi. Andre for den nye musik. Og mange kom nok bare, fordi Gorillaz på Orange Scene lyder som noget, man ikke bør misse. De fik ret. Gorillaz leverede en super fed, underholdende og visuelt stærk koncert, hvor stemningen flere gange eksploderede i ren festivallykke. Det var vildt, varmt, sjovt, skævt og meget tæt på at være den slags Roskilde øjeblik, man stadig taler om længe efter, støvet er vasket ud af håret.
Et band, der aldrig har været et almindeligt band
Gorillaz har altid været umulige at placere i én boks. De er ikke bare et britisk band. De er ikke bare Damon Albarn. De er ikke bare animationer. De er ikke bare 2-D, Murdoc, Noodle og Russel Hobbs. De er en idé, der er vokset sig større end sin egen gimmick. Da Damon Albarn og Jamie Hewlett skabte Gorillaz i 1998, kunne det let være endt som et smart popkulturelt eksperiment med kort levetid. I stedet blev det et af de mest originale musikprojekter i moderne musikhistorie. Et univers, hvor hiphop, elektronisk pop, dub, art rock, worldbeat, satire og tegneserieæstetik kunne bo i samme mærkelige hus. På Orange Scene blev det tydeligt, hvorfor Gorillaz stadig holder. De føles ikke som et band, der forsøger at genoplive fortiden. De føles som et band, der hele tiden opdaterer sit eget styresystem.
Orange Scene blev til en kæmpe animationsfilm
Det visuelle univers var ikke bare pynt. Det var en del af selve koncertens puls. De store skærme, Jamie Hewletts ikoniske figurer og den mørke, absurde Gorillaz humor skabte en koncertoplevelse, hvor man ikke kun lyttede, men også blev trukket ind i billederne. Det var som at stå midt i en animationsfilm, hvor soundtracket blev spillet live, og hvor publikum selv var blevet castet som statister i verdens største tegneseriefest. Det er her, Gorillaz adskiller sig fra mange andre store festivalnavne. De har et udtryk, man genkender med det samme. Ikke bare en lyd, men et helt sprog. Et univers, der både kan være fjollet, dystopisk, følsomt og politisk uden at miste sin popappeal. På Orange Scene fungerede det forbavsende godt. Showet var stort, det var visuelt massivt, men stadig med personlighed.
Damon Albarn som kaotisk ceremonimester
Midt i det hele stod Damon Albarn som den menneskelige forbindelse mellem tegneserieverdenen og publikum. Han ejede ikke scenen på den klassiske rockstjernemåde. Han virkede snarere som en charmerende, lidt rastløs ceremonimester, der hele tiden sendte energi frem og tilbage mellem band, skærme og publikum. Han var nærværende, levende og tydeligt bevidst om, at en Gorillaz-koncert kun fungerer, når mennesket og maskinen spiller sammen. Albarn havde en afslappet autoritet over sig. Han behøvede ikke råbe publikum i gang hele tiden. Han skulle bare løfte hånden, træde frem i lyset eller lade en velkendt melodi begynde, og så svarede pladsen igen med det samme. Det var imponerende at se, hvor stærkt forbindelsen mellem band og publikum stadig er.
Hit efter hit, uden at blive ren nostalgi
Gorillaz har efterhånden et katalog, som de fleste bands ville misunde. Og på Roskilde fik publikum det, de håbede på: en koncert med masser af de sange, der har gjort Gorillaz til et verdensnavn. De store numre ramte hårdt. Ikke kun som genkendelige hits, men som fælles minder. Man kunne mærke, hvordan sangene havde fulgt folk gennem ungdomsværelser, festivallejre, høretelefoner, fester, natbusser og gamle YouTube videoer. Men koncerten blev aldrig bare en nostalgisk karaoketime. Det er Gorillaz for intelligente til. Klassikerne blev placeret i et show, der også gav plads til nyere materiale, nye stemninger og det mere globale, søgende udtryk fra det aktuelle album The Mountain. Dermed føltes koncerten både som en fejring af fortiden og som et bevis på, at Gorillaz stadig er i bevægelse.
The Mountain gav koncerten en mørkere glød
Med The Mountain har Gorillaz åbnet et nyt kapitel. Albummet kredser om forandring, tab, spiritualitet og nye begyndelser, og dets inspiration fra blandt andet sydasiatiske musikalske elementer gav koncerten en anden farve end den rene hitfest. For selv om Orange Scene selvfølgelig elsker de store omkvæd, de genkendelige baslinjer og de øjeblikke, hvor alle skråler med, så gav de nyere sange showet en vigtig dybde. De mindede publikum om, at Gorillaz ikke kun er et band, man vender tilbage til, fordi man elskede dem engang. Man vender tilbage, fordi de stadig tør ændre form. Det er netop den evne, der har holdt projektet relevant i mere end 25 år. Gorillaz kan være pop. De kan være klub. De kan være hiphop. De kan være melankoli. De kan være animation, satire og sorg i samme åndedrag. Og på Orange Scene lykkedes det dem at samle de mange identiteter uden at tabe publikum undervejs.
Roskilde sang, hoppede og forsvandt ind i universet
Stemningen foran Orange Scene var intet mindre end sindssyg. Der var den særlige Roskilde følelse, hvor folk ikke bare står og ser på en koncert, men bliver en del af den. Hvor hænderne ryger op, før man når at tænke over det. Hvor fremmede synger med ved siden af hinanden, som om de har kendt hinanden hele ugen. Hvor et omkvæd pludselig bliver større end scenen, større end bandet og større end sangen selv. Sådan var det flere gange under Gorillaz. Det var en koncert, hvor man kunne mærke festivalens kollektive energi helt fysisk. Bassen i kroppen. Lyset i ansigterne. Stemmerne fra menneskehavet. Den støvede Orange magi, der kun opstår, når et stort navn møder et publikum, der virkelig vil være der. Og publikum ville være der.
En koncert med både hjerne, hjerte og hofter
Det stærkeste ved Gorillaz denne aften var balancen. De kunne få folk til at danse uden at blive banale. De kunne være kunstneriske uden at blive tunge. De kunne være sjove uden at blive useriøse. Og de kunne være nostalgiske uden at virke som deres eget coverband. Det er svært. Mange bands med så lang en historie ender med at vælge mellem to strategier: enten spiller de sikkert på minderne, eller også insisterer de så hårdt på det nye, at publikum mister forbindelsen. Gorillaz fandt en vej imellem. De gav folk det, de kom efter, men de pakkede det ind i et show, der stadig havde nysgerrighed, kant og bevægelse. Det var ikke perfekt fra start til slut. Enkelte passager havde mindre tryk end andre, og et så genremæssigt bredt katalog kan næsten ikke undgå at skabe små ujævnheder undervejs. Men når koncerten ramte sit højeste niveau, var det festivalunderholdning i absolut topklasse.
Orange Scene fik sit tegneserieøjeblik
Gorillaz på Roskilde Festival var en påmindelse om, hvor stærk en koncert kan være, når den ikke kun handler om lyd, men om verden. Her var både figurerne, fortællingen, animationerne, hitsene, de nye sange, Damon Albarns nærvær og et publikum, der var klar til at lade sig rive med. Resultatet blev en koncert, der føltes større end summen af sine dele. Orange Scene blev ikke bare brugt som scene. Den blev brugt som lærred, dansegulv, biograf, klub og fælles festivalrum på én gang. Det er der ikke mange bands, der kan.
Gorillaz leverede en vild og farverig Orange triumf
Gorillaz vendte tilbage til Orange Scene med en koncert, der både var en fest, en animationsrejse og en påmindelse om, hvorfor de stadig er et af verdens mest interessante live navne. De spillede hitsene. De samlede publikum. De skabte en virkelig god stemning. Og de fik Roskilde til at føles som en del af deres egen skæve tegneserieverden. Det var super underholdende, musikalsk stærkt og visuelt gennemført. En koncert med masser af energi, masser af fans og masser af de øjeblikke, hvor man kigger ud over menneskehavet og tænker: Det her er præcis derfor, Orange Scene findes. Gorillaz var ikke bare tilbage. De var levende. Af: Yde