Givèon

GIVĒON leverede en vokalt stærk og elegant koncert i K.B. Hallen, men aftenen nåede aldrig helt den følelsesmæssige storhed, som materialet lagde op til. Foto: Riko Akmeus

d. 11 marts 2026 Kl. 16.12

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Stor stemme, smuk melankoli, men en lidt for flad forløsning

Den amerikanske R&B stjerne leverede en velklædt og vokalt stærk koncert i København, men trods flere fine øjeblikke og enkelte smukke arrangementer blev aftenen aldrig helt så dragende, som man havde håbet. Der var lagt op til en aften i hjertesorgens, soulens og den moderne R&B’s fortegn, da GIVĒON indtog K.B. Hallen med sin Dear Beloved The Tour. Og i glimt viste han præcis, hvorfor han er blevet en af genrens mest markante stemmer. Men selv om barytonen stadig er dyb, mørk og uimodståeligt karakteristisk, og selv om flere sange stod flot i rummet, blev koncerten som helhed mere udmærket end uforglemmelig. Det var smukt. Det var professionelt. Men det var også lidt for ofte bare middelmådigt.

Forventningens rum

Nogle kunstnere bærer deres egen stemning med sig, allerede inden de synger første tone. GIVĒON er en af dem. Han træder ikke ind på en scene med eksplosiv energi eller overgjort attitude. Han kommer med ro, mørke og tyngde. Med en stemme, der lyder, som om den er formet af både længsel og resignation. Derfor var forventningerne også betydelige, da han gæstede K.B. Hallen den 10. marts 2026. Med Baby Rose som opening act og Sasha Keable som support var der skabt en flot ramme om en aften, der på papiret havde alle muligheder for at blive både intens, elegant og følelsesmæssigt vedkommende. GIVĒONs univers er bygget på netop de kvaliteter: langsomme sår, diskret storhed og en næsten gammelsjælet forståelse for, hvordan smerte kan synges frem uden at miste værdighed. Men selv om koncerten aldrig for alvor faldt fra hinanden, blev den heller aldrig helt forløst. Man sad gennem store dele af aftenen med en fornemmelse af at betragte noget smukt på afstand.

En pæn, men forsigtig begyndelse

Åbningen med “MUD”, “RATHER BE”, “The Beach” og “Still your best” satte tonen for aftenen: stilren, velspillet og kontrolleret. Det var ikke uden kvaliteter. Tværtimod. Der var en flot, glidende elegance i opbygningen, og GIVĒONs stemme lagde sig smukt over arrangementerne. Men der manglede et egentligt greb. En åbning skal ikke nødvendigvis eksplodere, men den skal etablere et nærvær, et løfte, en følelse af nødvendighed. Her blev det snarere en smule tilbageholdende. “BACKUP PLAN” fortsatte i samme spor. Det hele var solidt. Det hele var professionelt. Men det hele forblev også en anelse for nydeligt. Som om koncerten var mere optaget af at fremstå gennemført end af at rive publikum med ind i sit følelsesregister. Det er måske netop det, der gør GIVĒON til en vanskelig livekunstner at balancere. Hans musik lever ikke af tempo, overraskelser eller voldsomme sceniske effekter. Den lever af intensitet, af nuance og af den særlige form for følelsesmæssig fortætning, hvor en lille vokal detalje kan føles større end et helt stadionomkvæd. Når det virker, er det magnetisk. Når det ikke helt virker, bliver det bare pænt.

Når barytonen ramte, forstod man hans format

Der var dog også passager, hvor aftenen løftede sig betragteligt. “Chicago Freestyle” blev et af koncertens første klare højdepunkter. Her passede det kølige, længselsfulde udtryk perfekt til GIVĒONs stemme, og nummeret fik en tyngde, som endelig gav koncerten noget af den autoritet, man havde ventet på. Det samme gjaldt “dec 11th” og “Lost Me”, hvor han for alvor begyndte at finde ind i den inderlighed, der er hans største styrke. Her ophørte koncerten med blot at være veludført og begyndte i stedet at føles personlig. Her mærkede man, hvorfor GIVĒON på så få år har kunnet placere sig så centralt i moderne R&B. Ikke fordi han gør mest. Men fordi han kan få mindst til at betyde mest. Hans baryton er stadig et særkende af den slags, der ikke kan fabrikeres. Den har vægt, men også sårbarhed. Den har mørke, men ikke uden varme. Og når han rammer rigtigt, synger han ikke bare om hjertesorg; han giver den form.

Lyden trak ned

Desværre blev koncerten flere gange hæmmet af en lyd, der ikke helt arbejdede med materialet. Den var ikke katastrofal, men tilpas ulden og ubalanceret til, at flere af de vigtige nuancer forsvandt. Det er ikke noget lille problem, når man har at gøre med en kunstner, hvis styrke netop ligger i det detaljerede, det underspillede og det emotionelt præcise. På “DON’T LEAVE”, “Favorite Mistake” og “STRANGERS” blev det tydeligt, at sangene manglede mere klarhed for virkelig at kunne sætte sig. Stemmen var der. Sangene var der. Men forbindelsen mellem dem og salen blev svækket af et lydbillede, som ikke gav plads til hverken skrøbeligheden eller dynamikken. Det gjorde, at flere numre kom til at fremstå mere anonyme, end de fortjente. Og det er ærgerligt, for netop hos GIVĒON kan små forskydninger være hele forskellen mellem det fine og det fortryllende.

Smukke arrangementer, men for lidt risiko

Midterdelen af koncerten blev aftenens mest blandede. “NUMB”, “Garden Kisses” og “DIAMONDS FOR YOUR PAIN” rummede begge en elegant melankoli og nogle arrangementer, der faktisk hørte til blandt koncertens bedste. Her var der tekstur, atmosfære og en filmisk kvalitet, som klædte rummet. Man kunne mærke ambitionen om at skabe noget større end bare et sæt sange fremført i rækkefølge. Men samtidig manglede der udvikling. “KEEPER” var smukke, ja, men også så kontrollerede, at de aldrig blev helt farlige. Og det er et paradoks, fordi GIVĒONs musik i sit væsen netop handler om følelsesmæssig udsathed. Her virkede han flere gange lidt for komfortabel i det sørgmodige, lidt for velordnet i det sårbare.

Derfor stod man som publikum også og ventede på et brud, en forskydning, en intensivering, som kun kom i glimt. Ikke fordi koncerten var kedelig i klassisk forstand, men fordi den for ofte blev ved det samme følelsesniveau.

Slutningen reddede meget

Det var først i koncertens sidste tredjedel, at aftenen for alvor fandt den følelsesmæssige præcision, man havde savnet. “Like I Want You” var uden tvivl et af de stærkeste øjeblikke. Her sad længslen i hver eneste linje, og nummeret fik den plads og vægt, det kræver. Det samme gjorde “Stuck on You”, som blev leveret med en fin balance mellem kontrol og sårbarhed.

“AVALANCHE” gav koncerten et dramatisk løft, mens “Are You Even Real” fungerede som et interessant indslag, om end lidt som en stilistisk afstikker. Det samme kunne siges om “I CAN TELL”, der var kompetent leveret, men ikke helt satte sig som et centralt øjeblik i koncertens fortælling. Til gengæld blev “For Tonight” en kærkommen påmindelse om, hvad GIVĒON kan, når han er bedst. Her fandt han den tone af stilfærdig desperation, som klæder ham så godt, og pludselig stod koncerten med den nerve, der havde manglet tidligere. Da “TWENTIES” gled over i den afsluttende “Heartbreak Anniversary”, opstod aftenens klareste forløsning. Sidstnævnte er stadig hans signaturnummer, og i K.B. Hallen blev det også koncertens mest samlede øjeblik. Her smeltede stemme, sang og stemning endelig sammen, og man mærkede det, man hele aftenen havde håbet på: den stille storhed.

En koncert, der aldrig helt blev så stor som kunstneren

GIVĒON gav ikke en dårlig koncert. Det er vigtigt at slå fast. Han gav en koncert, der på flere punkter var både smuk, velspillet og gennemført. Men han gav også en koncert, der aldrig helt udnyttede sit eget potentiale. For når man står med så stærkt et katalog, så karakteristisk en stemme og så tydelig en kunstnerisk identitet, må forventningen nødvendigvis være højere end blot tilfredsstillende. Der var flere gode arrangementer i løbet af aftenen. Der var fine vokale præstationer. Der var enkelte numre, som virkelig løftede sig. Men helhedsindtrykket blev hæmmet af en lyd, der ikke var skarp nok, og af en koncertkurve, som for sjældent bevægede sig fra det smukke til det uimodståelige. K.B. Hallen fik derfor en koncert, som var let at beundre, men sværere at overgive sig til.

GIVĒON beviste endnu en gang, at han besidder en af samtidens mest karakteristiske stemmer i moderne R&B. Men selv om koncerten rummede flere elegante øjeblikke, enkelte stærke højdepunkter og en gennemført æstetik, blev aftenen som helhed mere middelmådig end magisk. Man havde forventet lidt mere. Ikke nødvendigvis mere show, men mere forløsning, mere nerve og mere konsekvens. En smuk og professionel koncert med en stor stemme i centrum, men også en aften, hvor lyd og intensitet holdt oplevelsen nede på det udmærkede frem for det uforglemmelige.   Af: Emilie Jakobsen

Foto: Riko Akmeus

Stay tuned på "Yde News"  vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!