Giift

d. 21 juli 2026 Kl. 23.27

★ ★ ★ ☆ ☆ ☆

GIIFT havde attituden, men manglede knockoutet

GIIFT trådte ind på MINT scenen i Tivoli med et håndklæde om nakken og selvsikkerheden hos en bokser før første omgang. Stemmen var blød, udtrykket internationalt og talentet tydeligt. Men efter 16 numre stod det også klart, at koncerten manglede variation, overraskelser og det afgørende slag.

Klar til kamp

Allerede et kvarter før koncertstart er der godt fyldt omkring Orangeriet. Solen skinner, publikum småsnakker, og Tivoli summer af sommer. Da rådhusklokkerne slår kl. 19.00, går GIIFT på scenen med et håndklæde om nakken og en kølig, koncentreret attitude. Entréen ligner begyndelsen på en boksekamp, og hun åbner offensivt med “Two Step”, “Lovin You” og “Get Down”. Opsætningen er enkel med trommer, bas og skiftende elektrisk guitar. Ingen store effekter eller unødige dikkedarer. Musikken skal tale for sig selv. GIIFT præsenterer sig kort og fortæller, at hun vil tale engelsk resten af aftenen, så Tivolis internationale gæster også kan følge med. En sympatisk gestus fra en artist, hvis musikalske blik allerede er rettet langt ud over Danmarks grænser.

Blød vokal og stærkt nærvær

GIIFTs største styrke er hendes stemme. Den er varm, blød og nuanceret uden at blive påtaget. Hun synger ikke for at imponere med store armbevægelser, men med en underspillet sikkerhed, der passer godt til hendes moderne blanding af R&B og soul. Særligt de stille øjeblikke klæder hende. Under “Fed Up” smider hun håndklædet, tager guitaren og står alene på scenen. Her vender hun tilbage til det enkle udgangspunkt, hvor sang, vokal og instrument er nok. På det næste nummer sætter hun sig ved keyboardet. Igen uden bandet. Det er koncertens mest nærværende passage. Når produktionen skrælles væk, bliver hendes talent som sangskriver tydeligere, og publikum lytter mere intenst.

For mange numre på samme bølgelængde

Problemet er, at koncerten for ofte bliver på samme musikalske temperatur. Der kommer kortvarigt mere tempo på, men hurtigt vender sangene tilbage til det afdæmpede og drømmende. Flere numre minder om hinanden i opbygning, intensitet og lyd, og efterhånden begynder de at flyde sammen. Minimalisme kan være virkningsfuld, men den kræver kontraster. Her mangler de markante skift, det uventede arrangement eller det nummer, der river publikum ud af den behagelige stemning. Indimellem virker vokal og beats desuden en smule forskudte, hvilket skaber små ujævnheder i det ellers kontrollerede udtryk. GIIFT gik på scenen som en bokser, men musikalsk blev det mest til elegant fodarbejde. Teknikken var på plads, men slagene ramte sjældent helt hårdt.

Mere musik end samtale

Der bliver ikke sagt meget mellem de 16 numre. Det giver koncerten et godt flow, men skaber også afstand. GIIFTs sange kredser om identitet, relationer, ensomhed, begær og selvstændighed, og enkelte personlige introduktioner kunne have åbnet materialet mere for publikum. Hun virker sikker og professionel, men også en anelse lukket. Man lærer hendes lyd at kende, uden for alvor at komme tæt på personen bag den.

Talentet er ikke til diskussion

Publikum er godt blandet, og stemningen ved Orangeriet forbliver varm og afslappet. Folk lytter, vugger med og nyder koncerten som lydspor til en sommeraften i Tivoli. GIIFT afslutter med “Stuck On Us”, takker sine musikere og siger farvel uden den store finale. Hun efterlader ingen tvivl om sit talent. Stemmen har karakter, udtrykket er gennemført, og hendes internationale potentiale er tydeligt. Men denne aften bliver koncerten for ensartet og kontrolleret. Der mangler flere højdepunkter, større dynamik og et øjeblik, der for alvor bliver siddende i kroppen. GIIFT kom klar til kamp. Knockoutet må vente til næste gang. Af: Eva Yde