Four Tops &

The Temptations

d. 1 juli juni 2026 Kl. 08.41

★ ★ ★ ☆ ☆ ☆

Soul, sommer og nostalgi med smil på læben

En lun aften med Motown i luften

Tivoli viste sig fra sin mest sommerforelskede side, da The Four Tops indtog Plænen. Temperaturen lå tæt på de 30 grader, blomsterduften hang i luften, latteren summede mellem havens gæster, og hele aftenen havde den dér særlige feriefornemmelse, hvor tiden gerne må gå lidt langsommere. Det var næsten, som om Tivoli selv havde pyntet sig til et musikalsk gensyn med en anden tid. En tid med skarpe jakkesæt, store vokalharmonier, hoftevrik, håndmikrofoner og sange, der for længst har skrevet sig ind i soulhistorien. The Four Tops kom ikke bare forbi for at synge gamle hits. De kom for at åbne en dør til minderne.

En start med charme, men også bump på vejen

Efter en lang og selvsikker intro, leveret med den ro og rutine, som kun garvede musikere kan tillade sig, blev de første toner modtaget med forventningsfulde smil fra publikum. Tivolis egne blæsere var en stærk del af orkestret og gav koncerten en fyldig, levende lyd. De lagde energi under arrangementerne og var med til at give de velkendte klassikere den varme og dynamik, som Motown-musikken kalder på. Da The Four Tops trådte ind på scenen, var der ingen tvivl om, at mange blandt publikum havde ventet på netop dette øjeblik. Koncerten åbnede med “Baby I Need Your Loving”, men desværre kom aftenen ikke helt flyvende fra start. Mikrofonerne sad ikke ordentligt i lydbilledet, og det betød, at gruppens vokalharmonier i de første minutter ikke fik den plads, de fortjente. Det var ærgerligt, for netop harmonierne er en central del af The Four Tops’ musikalske DNA. Åbningen blev derfor mere forsigtig, end sangen egentlig lægger op til. Men hvis teknikken snublede, gjorde charmen det ikke.

Veteraner med glimt i øjet

Der gik ikke lang tid, før The Four Tops fik publikum over på deres side. De havde en oprigtig varme, som nåede langt ud over scenekanten. Smilene sad løst, humoren var naturlig, og kontakten til publikum føltes både afslappet og nærværende. Der var noget befriende usnobbet over deres måde at være på. De forsøgte ikke at skjule alderen, historien eller rutinen. Tværtimod bar de det hele med en slags elegant selvironi. Som mænd, der har set lidt af hvert, sunget for lidt af hvert og stadig ved præcis, hvordan man får et publikum til at føle sig velkomment. Det var ikke en koncert, der handlede om ungdommelig perfektion. Det var en koncert, der handlede om overskud, erfaring og evnen til at skabe en stemning.

Da Plænen blev til en soulbil med taget nede

Med “Shake Me, Wake Me (When It’s Over)” og “When She Was My Girl” begyndte aftenen for alvor at få mere fart på. Koncerten skiftede gear som en gammel amerikanerbil, der triller ud fra Tivolis rolige alléer og fortsætter ud på en solvarm landevej med taget nede. Der kom mere bevægelse på scenen, mere energi i musikken og mere liv i publikum. The Four Tops leverede små, elegante dansetrin, karismatiske blikke og den slags sceneoptræden, der ikke behøver at råbe for at blive bemærket. Det var tydeligt, at mange blandt publikum havde et personligt forhold til sangene. For nogle var det ikke bare musik, men minder. Minder om ungdom, forelskelser, dansegulve, radiohits og aftener, hvor livet måske føltes lidt lettere. På Plænen blev fortiden for en stund ikke noget fjernt, men noget man kunne synge med på.

Humor, varme og et lille grin i sommernatten

Mellem numrene viste gruppen en afslappet og charmerende humor, som blev en vigtig del af koncertens udtryk. De præsenterede sangene med små bemærkninger, der fik publikum til at grine og gjorde stemningen næsten familiær. Da de introducerede “Ain’t No Woman (Like the One I’ve Got)”, skete det med et stort glimt i øjet. Forsangeren jokede med, at “efter i aften vil jeg have en kvinde”, hvilket fik latteren til at brede sig blandt de mange gæster til LørdagsHits. Det var den slags øjeblikke, der ikke nødvendigvis står i en setliste, men som alligevel bliver siddende. For The Four Tops leverede ikke bare sange. De leverede nærvær. Og i en tid, hvor mange koncerter kan føles stramt koreograferede og polerede, var det rart at opleve noget, der føltes levende, menneskeligt og uforudsigeligt.

Klassikere, der stadig kan samle folk

Aftenens store fællessangsøjeblik kom med “Loco in Acapulco” og “Reach Out I’ll Be There”. Her var det, som om Plænen for alvor åbnede sig. Stemmer fra hele publikum blandede sig med musikken, og de velkendte melodier bredte sig ud over Tivoli som en varm sommerbrise. Vokalt var det ikke altid lige stærkt. Sangene blev ikke leveret med samme kraft og autenticitet som i deres storhedstid, og det ville være forkert at lade som om, tiden ikke har sat sine spor. Men det ændrede ikke ved sangenes effekt. For i de øjeblikke handlede koncerten ikke om teknisk perfektion. Den handlede om fællesskab. Om genkendelse. Om glæden ved at høre en sang, man kender så godt, at kroppen reagerer før hjernen. Stemningen lå over Plænen som et farverigt slør af candyfloss: sød, let, nostalgisk og fuld af Tivoli magi.

Tre stjerner for sjæl, charme og savnet af det sidste løft

The Four Tops’ koncert i Tivoli var ikke en fejlfri aften. Lyden drillede i begyndelsen, og vokalerne havde ikke altid den styrke, som sangene ideelt set kræver. Det er en vurdering, der afspejler en aften med både store kvaliteter og tydelige begrænsninger. På plussiden stod varmen, humoren, nærværet og den historiske sangskat stærkt. Publikum blev inviteret ind i et musikalsk fællesskab, og klassikere som “Reach Out I’ll Be There” og “Loco in Acapulco” viste stadig deres evne til at samle mennesker på tværs af generationer. Men koncerten manglede også det sidste musikalske overskud for at løfte sig højere. De tekniske problemer i starten tog noget af momentum, og flere af sangene havde ikke helt den vokale tyngde og præcision, der kunne have gjort aftenen for alvor stærk. Det blev derfor mere en charmerende og nostalgisk oplevelse end en decideret stor koncert.

Ikke perfekt, men fuld af sjæl

Alligevel havde koncerten noget, som er mindst lige så vigtigt som musikalsk perfektion: sjæl. Gruppens største styrke var deres evne til at skabe kontakt. De mødte publikum med varme, humor og en oprigtig lyst til at dele musikken. Og netop derfor blev aftenen mere end blot en parade af gamle hits. Det blev et musikalsk gensyn med en arv, der stadig lever. Ikke fordi alt lød præcis som dengang, men fordi sangene stadig kan noget. De kan samle mennesker. De kan vække minder. De kan få en varm sommeraften i Tivoli til at føles som en lille rejse tilbage i tiden. Da de sidste toner klingede ud over Plænen, stod man tilbage med følelsen af, at man havde været på besøg i et stykke musikhistorie, serveret med smil, charme og solmoden soul. The Four Tops viste, at nogle sange ikke bliver gamle. De får bare flere minder med årene. Men denne aften i Tivoli viste også, at nostalgi kan bære meget, men ikke det hele. Derfor bliver det til 3 ud af 6 stjerner for en varm, charmerende og hyggelig koncert, der havde hjertet med sig, men manglede den sidste vokale og tekniske styrke.  Af: Jeanna Kappel