FKA Twigs

d. 5 juni 2026 Kl. 07.58

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Hun lå i en seng og rejste sig som en kunstnerisk naturkraft

En koncert, der begyndte i vandret stilling

Hun begyndte sin koncert i Falkonersalen liggende i en seng. Ikke som et tilfældigt scenetrick. Men som et billede. Et symbol. En tilstand. Hun lå der allerede, da lyset blev tændt, som om publikum ikke var kommet til koncert, men var blevet lukket ind i hendes soveværelse, hendes mareridt, hendes helligdom eller måske hendes indre maskinrum. Det var en smuk, mærkelig og meget præcis begyndelse. Efter cirka en halv times forsinkelse gik koncerten i gang. Forsinkelsen var ikke katastrofal, men lang nok til, at salen nåede at blive lidt utålmodig. Den slags kan være farligt. Forventning kan hurtigt blive til irritation. Men FKA Twigs brugte stilheden, ventetiden og den mørklagte scene til sin fordel. Da hun endelig var der, føltes det ikke som en forsinket popkoncert. Det føltes som begyndelsen på et ritual. Og det skulle vise sig at være netop det.

Fra Royal Arena til Falkonersalen

Der hang dog en lille, ubekvem sandhed over aftenen. Koncerten var oprindeligt tænkt større. Meget større. FKA twigs skulle have spillet i Royal Arena, men koncerten blev flyttet til Falkonersalen. Det er et markant skifte. Fra arenaformat til teatersal. Fra storladen kapacitet til mere intim ramme. Og selv i Falkonersalen var der luft. Omkring 2.200 mennesker var mødt op. Det var en broget, nysgerrig og engageret flok, men det var ikke en udsolgt magtdemonstration. Man kan ikke helt komme uden om, at en kunstner med FKA twigs’ internationale ry, kunstneriske tyngde og visuelle format burde kunne samle flere i København. Men måske siger det lige så meget om Danmark som om hende. For FKA twigs er ikke en kunstner, man sætter på i baggrunden, mens man folder vasketøj. Hun kræver noget. Hun er ikke nem. Hun er ikke bare “god stemning”. Hun er krop, kontrol, smerte, sensualitet, elektronisk uro, religiøse billeder, klubkultur, performancekunst og avantpop i ét samlet udtryk. Det er ikke musik for dem, der bare vil have en tryg torsdag. Det er musik for dem, der tør gå ind i det mærkelige rum. Og for dem, der faktisk var mødt op i Falkonersalen, blev den mindre sal en gave. Man kom tættere på. Tættere på stemmen. Tættere på kroppen. Tættere på præcisionen. Tættere på de små bevægelser, der ville være forsvundet i en arena. Royal Arena havde måske givet hende størrelse. Falkonersalen gav hende nærvær.

Hvem er FKA twigs?

FKA twigs er kunstnernavnet for Tahliah Debrett Barnett, født i Cheltenham i England i 1988. Hun er sanger, sangskriver, producer, danser, skuespiller og visuel performancekunstner. Det lyder som en lang titelrække. Men hos hende giver det mening. For hun er netop ikke bare én ting. Hun begyndte som danser og backing dancer, men har siden skabt et kunstnerisk univers, hvor musik, krop, dans, mode, film, teknologi, seksualitet og sårbarhed smelter sammen. Hun er beslægtet med kunstnere som Björk, Kate Bush, Arca, Kelela, Sevdaliza, SOPHIE og Rosalía men hun er ikke en kopi af nogen. Hun har sit eget sprog. Et sprog af hviskende vokaler, fragmenterede beats, mørk R&B, futuristisk klubmusik, næsten sakrale klangrum og bevægelser, der kan virke både robotagtige og dybt menneskelige. Hun laver ikke bare sange. Hun bygger verdener.

Englevinger, krop og kontrolleret kaos

Efter de første sange i sengen begyndte scenebilledet at åbne sig. Dansere kom ind med englevinger. Pludselig blev Falkonersalen forvandlet til noget, der lignede en blanding af natklub, kirkerum, drømmesekvens og futuristisk modeshow. Det kunne være blevet prætentiøst. Det kunne være blevet for meget. Det kunne være endt som kunstskole med stort budget og alvorlige ansigtsudtryk. Men det gjorde det ikke. Fordi FKA twigs har en sjælden evne til at få det ekstreme til at føles nødvendigt. Når hun arbejder med engle, seng, krop, seksualitet, lys, dans og mørke, føles det ikke som pynt. Det føles som en del af hendes sprog. Hun er sexet, rå og fin på samme tid. Det er en svær kombination at bære. Hos mange ville det enten blive vulgært, pænt eller selvhøjtideligt. Hos FKA twigs bliver det levende. Hun kan ligne en skrøbelig porcelænsfigur med samurai sværd, det ene øjeblik og en kampsportstrænet klubgudinde det næste. Hun har noget næsten overnaturligt i sin sceniske tilstedeværelse. Ikke fordi hun spiller stor. Men fordi hun kontrollerer selv det mindste.

Aftenens stærkeste våben

Man kan let komme til at tale mest om FKA twigs som visuel kunstner. Om dansen, scenografien, kostumerne, kroppen, lysdesignet og koreografien. Det er forståeligt, for hendes koncerter er ekstremt visuelle. Men i Falkonersalen var det stemmen, der for alvor bar aftenen. Hun sang fantastisk. Hendes vokal har den særlige kvalitet, at den både virker skrøbelig og stålsat. Den kan ligge helt tæt på stilheden, næsten som en hvisken, og alligevel skære gennem rummet. Den kan være luftig, sensuel, dramatisk, metallisk og hjerteskærende på samme tid. Det er ikke en stemme, der bare skal imponere med kraft. Det er en stemme, der arbejder med spænding. Med brud. Med kontrol. Med risiko. Når hun synger, lyder det ofte som noget, der er tæt på at gå i stykker, men aldrig gør det. Det er netop dér, spændingen ligger. Hun balancerer hele tiden på kanten mellem kollaps og kontrol. Og det er smukt.

Mere end en koncert

Body High Tour bygger især på hendes nyere EUSEXUA-univers, hvor rave, techno, klubkultur, kropslig frigørelse og seksuel energi spiller en central rolle. Men koncerten var ikke bare en elektronisk fest. Den var mere ambitiøs end det. Showet var en blanding af artpop, rave, moderne dans, ballroom, teater, kropslig disciplin og følelsesmæssig selvmytologi. Det stærkeste greb var kontrasten mellem det intime og det monumentale. FKA twigs kunne gå fra sårbar falset og “Cellophane” agtig skrøbelighed til fysisk ekstrem koreografi, pole dance inspireret bevægelse og kluborienteret eufori på få minutter. Hun kan være helt tæt på én. Og pludselig være milevidt væk. Som en skikkelse fra en anden planet. Derfor blev koncerten også mere end en musikalsk oplevelse. Den blev en undersøgelse af kroppen. Kroppen som begær. Kroppen som smerte. Kroppen som kampplads. Kroppen som instrument. Kroppen som billede. Kroppen som noget, andre kigger på og som kunstneren selv generobrer. Det er her, FKA twigs er stærkest. Hun viser sig frem, men hun udleverer sig ikke. Hun er sensuel, men aldrig tilfældigt seksualiseret. Hun er sårbar, men aldrig svag.

Når pop bliver performancekunst

Det mest imponerende ved koncerten var, hvor organisk de forskellige elementer hang sammen. Hos mange popkunstnere kan koreografi, video, kostumer og scenografi føles som lag, der er lagt oven på sangene. Hos FKA twigs er det anderledes. Dansen er ikke et ekstranummer til musikken. Dansen er musikken. Kroppen bliver en del af rytmen. Bevægelsen bliver en del af arrangementet. Lyset bliver en medspiller. Stilheden bliver et beat. Det gjorde koncerten krævende, men også sjældent fascinerende. Man kunne ikke bare læne sig tilbage og lade hitsene komme rullende. Man måtte se. Lytte. Afkode. Mærke. Nogle gange næsten holde vejret. Det er ikke nødvendigvis det samme som en klassisk publikumsfest. Men det er langt mere interessant. FKA twigs minder os om, at popmusik stadig kan være kunstnerisk farlig. At en koncert ikke kun behøver at være en parade af hits, men kan være et sted, hvor lyd, krop, lys og idé smelter sammen til noget større.

Den brogede menighed

Publikum i Falkonersalen var en oplevelse i sig selv. Der var sortklædte musikelskere, modefolk, queer klubtyper, kulturpublikum, nysgerrige førstegangsbesøgende, stille iagttagere og fans, der tydeligvis havde ventet længe på at se hende. Det var ikke det største publikum. Men det var et publikum, der ville hende. Et skønt par var på gensyn i Falkonersalen, efter at havde været på Roskilde i 2025 for at se hende, men efter et par sange, måtte de vende snuden tilbage i teltet efter for meget alkohol, var nu tilbage for at få resten af hendes koncert med. Der var en koncentration i salen, som man sjældent oplever ved mere traditionelle popkoncerter. Folk stod ikke bare og ventede på det store radiohit. De fulgte med. De studerede bevægelserne, lyset, de små skift i stemningen. For FKA twigs’ univers fungerer bedst, når publikum ikke bare forbruger, men deltager som vidner. Det var lidt som at være til en forestilling, hvor man ikke helt vidste, om man skulle klappe, danse, analysere, bede, græde eller bare stirre. Det er en kompliment.

Når perfektionen bliver næsten for perfekt

Koncerten var dog ikke uden svagheder. Indimellem blev showet så kontrolleret, så æstetisk gennemført og så præcist koreograferet, at man kunne savne en lille sprække. En spontan bemærkning. En uventet fejl. Et grin. Noget menneskeligt, der ikke allerede føltes planlagt ned til mindste fingerled. FKA twigs’ styrke er hendes kontrol. Men det er også hendes begrænsning. Man kan indimellem få følelsen af, at man ser et kunstværk bag glas. Smukt, dyrt, imponerende, men også en smule utilnærmeligt. Der var øjeblikke, hvor man længtes efter, at hun slap grebet en anelse og lod koncerten trække vejret mere frit. Men det er en lille indvending i en stor sammenhæng. For når showet ramte, ramte det hårdt. Og når hun sang, var man ikke i tvivl om, at der var et levende menneske midt i hele den stramme æstetik.

Presse, billeder og kontrol

Et lille, men interessant element omkring koncerten var, at ikke alle medier måtte have fotografer med ind. Det kan virke mærkeligt i en tid, hvor synlighed er afgørende, og hvor koncertfotografer ofte er med til at sprede netop den visuelle fortælling, en kunstner ønsker. Men hos FKA twigs giver det på en måde mening. Hun er en kunstner, der kontrollerer sit billede næsten kirurgisk. Hun overlader meget lidt til tilfældighederne. Hendes visuelle univers er ikke bare dokumentation. Det er en del af værket. Man kan diskutere, om den slags kontrol bliver for stram. Men man kan ikke benægte, at billedkontrol er en væsentlig del af hendes kunstneriske identitet. Hos FKA twigs er selv blikket iscenesat.

En kunstner i egen liga

FKA twigs har i mere end et årti været en af de mest originale stemmer i moderne avantpop og art R&B. Fra EP1 og EP2 over LP1, M3LL155X og MAGDALENE til CAPRISONGS og EUSEXUA har hun hele tiden udviklet sig. Hun har bevæget sig fra mørk, minimalistisk R&B til stor følelsesmæssig kunstpop og videre ind i et mere kropsligt, elektronisk og kluborienteret univers. Men det hele hænger sammen. For kernen er stadig den samme: sårbarhed, kontrol, begær, smerte, transformation og krop. I Falkonersalen kunne man mærke hele den rejse. Ikke som en nostalgisk opsamling, men som en kunstnerisk udvikling, der stadig er i bevægelse. FKA twigs står ikke stille. Hun muterer.

Den ubekvemme konklusion

Var det problematisk, at hun ikke kunne fylde Royal Arena? Ja. Var det bemærkelsesværdigt, at Falkonersalen heller ikke var helt fyldt? Også ja. Men var det kunstnerisk en stærk koncert? Absolut. Og måske er det netop paradokset ved FKA twigs. Hun er stor nok til arenaens ambitioner, men for særpræget til arenaens brede publikumslogik. Hun laver musik og shows, der tænker i monumentale billeder, men hun nægter at gøre sig letfordøjelig nok til det helt brede gennembrud. Det er både hendes udfordring og hendes storhed. For dem, der blev væk, gik glip af en kunstner, der ikke bare kom for at synge nogle sange. Hun kom for at skabe en verden. En mørk, sensuel, elektronisk, mærkelig og dybt kontrolleret verden, hvor kroppen var både sår og våben.

Pop som ritual

FKA twigs i Falkonersalen var ikke en perfekt koncert. Men det var en koncert, man husker. Den begyndte i en seng og bevægede sig gennem englevinger, dans, klubenergi, sårbar vokal, mørk sensualitet og næsten religiøs performancekunst. Den var smuk, sær, krævende, sexet, kontrolleret, til tider lidt for lukket, men også fuldstændig sin egen. FKA twigs kom ikke til Frederiksberg for at være folkelig. Hun kom for at vise, at pop stadig kan være farlig, elegant, underlig, kropslig og kunstnerisk kompromisløs. Og selv om der var tomme sæder i salen, var der ingen tomhed i værket. Hun fyldte rummet på sin egen måde. Ikke med volumen. Men med vilje. Ikke med billige tricks. Men med krop, stemme, disciplin og mystik. FKA twigs lå i en seng, da koncerten begyndte. Men da aftenen var slut, stod hun som noget langt større end en popstjerne. Hun stod som en totalkunstner.  Af: Yde

Stay tuned på "Yde News"  vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!