Ethel Cain
d. 3 juli juni 2026 Kl. 07.13
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
Ethel Cain holdt dommedagsmesse i Roskildes mørke regnskov
En koncert, der ikke kom for at please nogen
Man kunne næsten lugte fugten, før Ethel Cain overhovedet trådte frem. Arena var forvandlet til noget, der lignede en tropisk, gotisk regnskov. Ikke den slags regnskov, hvor man finder eksotiske fugle og postkortstemning, men en mørk, tæt og lettere urovækkende jungle, hvor man forventer, at nogen enten bliver frelst, forsvinder eller skriver et konceptalbum om deres barndomstraumer. Midt i Roskilde Festivals sædvanlige blanding af støv, fadøl, solbriller, mudderromantik og halvdøde festivalben stod Ethel Cain og virkede, som om hun var kommet fra en helt anden verden. Hun var ikke ude på at lave den nemme festivalfest. Hun kom ikke for at råbe publikum op. Hun kom for at trække dem ned i sit univers. Og det lykkedes langt hen ad vejen.
Roskilde blev langsommere
Ethel Cain, kunstnernavnet for amerikanske Hayden Anhedönia, er en af de sjældne kunstnere, der ikke bare spiller sange. Hun bygger stemninger, karakterer og hele små filmiske katastrofer. Hendes musik kan være langsom, tung og tålmodig. Den kræver, at man giver slip på festivalens normale puls, hvor alt helst skal gå hurtigt, ramme hårdt og kunne råbes med hænderne i vejret. Hos Ethel Cain sker tingene i et andet tempo. Sange får lov til at sive ind, vokalen hænger i luften, guitarerne breder sig som tåge, og de store følelser kommer ikke væltende som konfetti, men snigende som en dårlig besked midt om natten. Det er modigt på Roskilde. For Arena er ikke altid et sted, hvor publikum har uendelig tålmodighed. Der er venner, der skal findes, øl der skal hentes, og en anden koncert, man lige skal nå. Men Ethel Cain formåede alligevel at skabe et rum, hvor mange blev stående og lyttede.
En stemme mellem kirke, motel og mareridt
Det mest imponerende var hendes vokal. Ethel Cain synger ikke for at demonstrere, hvor mange tricks hun kan. Hun synger, som om hun bærer rundt på noget, der er for tungt til almindelig samtale. Stemmen var både skrøbelig og stærk, mørk og lys, fjern og helt tæt på. Den kunne lyde som en salme i en forladt kirke og få øjeblikke senere som et ekko fra et motelværelse, man helst ikke vil vide for meget om. Det er netop den kontrast, der gør hende interessant. Hun kan få noget smukt til at føles farligt. Hun kan få stilhed til at føles dramatisk. Hun kan få en langsom sang til at føles som om, den er på vej mod en ulykke, man ikke kan forhindre. Musikalsk bevæger hun sig mellem slowcore, alternativ rock, dark ambient, americana, shoegaze og gotisk pop. Men live føltes det mindre som genre og mere som temperatur. En kold, tung, følelsesladet temperatur.
Fansene havde forstået koden
Der var mange fans foran scenen, og de var ikke i tvivl om, hvad de var mødt op til. Man kunne mærke, at Ethel Cain ikke bare har lyttere. Hun har tilhængere. Det lyder måske dramatisk, men det passer til hende. Hendes publikum kender ikke kun sangene. De kender universet, æstetikken, symbolerne, albumfortællingerne og den særlige blanding af religiøs skyld, amerikansk tragedie, queer identitet, længsel og mørk romantik. Stemningen var god, men på en anden måde end til en klassisk Roskilde koncert. Det var ikke en eksplosiv fællesfest. Det var mere koncentreret, næsten rituelt. Folk stod tæt, sang med, stirrede mod scenen og lod sig trække ind i den dunkle scenografi. Det føltes indimellem som en sørgemesse med festivalarmbånd. Og det er ment som en kompliment.
Scenen var mere end pynt
Den regnskovsagtige scenografi gjorde en stor forskel. Den gav koncerten et visuelt greb, der passede perfekt til Ethel Cains univers. Det organiske, mørke og næsten klaustrofobiske udtryk fik Arena til at føles mindre som et telt og mere som et sted, man var faret vild i. Det var ikke en produktion, der skreg efter opmærksomhed. Den arbejdede i stedet sammen med musikken. Den skabte skygger, dybde og mystik. Den fik hende til at fremstå endnu mere som en karakter fanget mellem virkelighed og fortælling. Det er her, Ethel Cain skiller sig ud fra mange andre kunstnere. Hun tænker ikke kun i numre, men i helhed. Lyd, lys, scene, krop, stemme og fortælling hænger sammen. Det gør hendes koncerter mere krævende, men også mere interessante.
Når mørket bliver lidt for stillestående
Koncerten var stærk, men ikke uden svagheder. Ethel Cains kompromisløse langsomhed er hendes signatur, men på en festival kan den også blive hendes modstander. Der var passager, hvor intensiteten faldt en smule, og hvor de atmosfæriske flader blev mere tunge end dragende. Ikke fordi hun skulle have lavet en popfest ud af det hele, men fordi koncerten nogle steder savnede et tydeligere dramatisk løft. Når hun ramte, var det fremragende. Når hun ikke helt ramte, kunne man mærke, at formatet krævede meget af publikum. Det er dog også det, der gør hende spændende. Hun vælger ikke den sikre vej. Hun vil hellere miste nogen undervejs end gøre sit univers pænere, hurtigere eller mere spiseligt.
En gotisk outsider på den rigtige scene
Ethel Cain er blevet kaldt alt fra kultstjerne til alternativ popvisionær, og på Roskilde viste hun hvorfor. Hun har en særlig evne til at gøre det personlige monumentalt. Hendes sange handler om tro, skam, kærlighed, flugt, vold, familie og de mørke sider af den amerikanske drøm, men de føles aldrig som almindelige dagbogsnotater. De føles som kapitler i en roman, man ikke helt tør læse færdig. På Arena stod hun som en kunstner med en meget tydelig identitet. Ikke en, der forsøger at passe ind i festivalens maskineri, men en, der bygger sin egen lille verden midt i kaosset. Og publikum fulgte med. Ikke alle hele vejen, men nok til at koncerten fik den særlige spænding, hvor man mærker, at noget vigtigt er på spil.
Smuk, sær og hjemsøgende
Ethel Cain leverede en flot, intens og særegen koncert på Roskilde Festival. Hun var vokalt stærk, scenografien var gennemført, og stemningen blandt de mange fans gav koncerten en særlig tyngde. Det var ikke en koncert, der eksploderede. Den sivede, ulmede og voksede langsomt. Nogle steder blev det en anelse for stillestående, men når Ethel Cain ramte sin mørke nerve, var hun både betagende og ubehageligt fascinerende. Hun forvandlede Arena til en gotisk regnskov, hvor Roskilde for en stund blev mindre festival og mere følelsesmæssig eksorcisme. Det var ikke den letteste koncert på årets festival. Men det var en af dem, man husker. Af: Yde