Esdeekid
d. 2 juli juni 2026 Kl.16.59
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
Balaclava, bas og ungdomskaos i Arena
Da natten fik Liverpool accent
Der var noget næsten komisk smukt over synet: Roskilde gæster, der få minutter tidligere havde stået andægtigt foran The Cure på Orange Scene, begyndte pludselig at sætte i trav mod Arena. Som om Robert Smith havde åbnet en portal fra gotisk melankoli direkte ind i britisk undergrundsrap. Det var et af de der klassiske Roskilde-skift, hvor kroppen knap nok når at forstå, hvad hjernen har sagt ja til. Først står man og svajer til mørk rockhistorie. Kort efter befinder man sig i et telt med unge mennesker, der hopper, råber, filmer, mosher og opfører sig, som om søvn er noget, man kan tage stilling til i august. Midt i det hele stod EsDeeKid. Maskeret, mørk og mildest talt ikke interesseret i pæn opførsel. Liverpool rapperen er stadig mere myte end kendis. Han skjuler sit ansigt, holder sin identitet tæt ind til kroppen og lader sin Scouse accent skære igennem beatsene som en rusten lommekniv. På papiret kunne det ligne endnu en internet-hype med balaclava og bas. På Arena blev det noget mere håndgribeligt: en svedig, intens og ganske effektiv natkoncert, hvor publikum i høj grad var med til at tænde bålet.
Fra Orange åndelighed til Arena amok
Kontrasten mellem The Cure og EsDeeKid var næsten absurd. The Cure leverer musik med tyngde, historie og sortmalet storhed. EsDeeKid leverer musik, der føles som at få kastet en højttaler ind i brystkassen fra en mørk sidegade i Liverpool. Festivalen kan rumme den slags spring. Fra ikonisk britisk rock til maskeret UK rap. Fra store følelser til små moshpits. Fra melankolsk fællesskab til kollektivt ungdomsvanvid. Det hele kan ske på samme nat, på samme plads, med samme støv i skoene. Da EsDeeKid gik på, var der allerede mange mennesker foran scenen. Flere kom direkte fra Orange, og man kunne mærke den særlige energi, der opstår, når folk egentlig burde være trætte, men i stedet beslutter sig for at få endnu en koncert ud af benene. Arena kogte ikke fra første sekund, men den summede. Og så begyndte den at ryste.
En rapper uden ansigt, men med tydelig identitet
EsDeeKid har gjort anonymiteten til en del af sit udtryk. Masken er ikke bare et stykke stof. Den er brand, distance, mystik og scenografi på én gang. Den siger: Du får musikken, stemmen og energien, men ikke hele personen. Det kunne hurtigt blive trættende. Der er rigeligt med artister, der har forvekslet mystik med personlighed. Men hos EsDeeKid giver det mening, fordi det matcher lyden. Musikken er mørk, hård og lukket om sig selv. Den inviterer ikke publikum ind i et varmt følelsesrum. Den sparker døren op, tænder strobelyset og forventer, at folk selv finder ud af resten. Foran scenen var der især mange unge publikummer, som tydeligvis havde forstået koden. De stod ikke og analyserede, om koncerten havde den rette dramaturgiske opbygning. De hoppede. De råbte. De skubbede. De grinede. De filmede. De gik amok. Nogle gange er det også anmeldelsens mest ærlige konklusion: Publikum havde det fedt. Virkelig fedt.
Scouse dialekten bar mere end masken
Man kan tale meget om masken, anonymiteten og internetmyten, men EsDeeKids egentlige våben er stemmen. Hans Liverpool-dialekt giver ham en markant karakter i en britisk rapscene, hvor mange stadig forbinder lyden med London. Han lyder anderledes. Mere kantet. Mere regional. Mindre poleret. Hans levering har en rå, næsten knurrende kvalitet, som skærer flot igennem de tunge produktioner. Når bassen rullede gennem Arena, og stemmen lå hårdt ovenpå, var det tydeligt, hvorfor han har fået så meget opmærksomhed. Der er noget i hans udtryk, der ikke føles konstrueret til at please alle. Det føles mere som en lyd, der er opstået et sted, hvor pænhed ikke har været en del af planen. De bedste øjeblikke kom, når vokal, beat og publikum ramte samme nerve. Så blev koncerten ikke bare en opvisning i hype, men en reel fysisk oplevelse. Bas i kroppen. Sved i nakken. Hænder i vejret. Festivalhjerne slået fra.
En lille moshpit med stor selvtillid
Der opstod hurtigt en lille moshpit foran scenen. Ikke en gigantisk, skræmmende festival-orkan, hvor man frygter for både tænder, telefon og værdighed. Mere en kompakt, ivrig og ungdommeligt overmodig pit, hvor folk kastede sig ind i hinanden med den særlige blanding af kaos og tillid, der kun findes på festivaler. Det var vildt uden at blive ubehageligt. Råt uden at blive aggressivt. Mere fællesskab end slagsmål. Den slags moshpit, hvor man godt kan miste balancen, men sandsynligvis også bliver samlet op igen af en fremmed, der tre sekunder senere råber med på næste hook. Stemningen var god. Ikke bare energisk, men smittende. Den slags stemning, hvor selv folk lidt længere tilbage begynder at bevæge sig mere, fordi de kan mærke, at noget sker foran dem. EsDeeKid behøvede ikke kontrollere hver eneste centimeter af Arena. Publikum gjorde meget af arbejdet for ham.
Men kaos er ikke altid nok
EsDeeKid gjorde det udmærket. Der er ingen tvivl om, at han har en stærk sceneidentitet og en lyd, der fungerer godt i et mørkt festivaltelt. Han så cool ud, lød skarp og havde publikum med sig store dele af vejen. Men koncerten havde også begrænsninger. Flere numre bevægede sig i samme mørke, hårde og kortluntede felt, og efter noget tid begyndte udtrykket at gentage sig selv. Det var ikke kedeligt, men det blev heller ikke for alvor overraskende. Der manglede nogle større skift. Et mere tydeligt klimaks. Et par øjeblikke, hvor han viste, at han kan mere end at sætte ild til samme type energi igen og igen. Når man bygger et liveshow på intensitet, skal man også vide, hvornår man skal trække vejret. Det gjorde EsDeeKid ikke altid. Han holdt trykket oppe, men gav ikke koncerten nok variation til, at den for alvor løftede sig fra fed nattefest til stærk festivalbegivenhed.
Roskilde har brug for den slags koncerter
Alligevel var der noget meget rigtigt over EsDeeKids koncert. Den var ikke perfekt. Den var ikke elegant. Den var ikke en af de koncerter, hvor man bagefter står og taler om subtilitet, arrangementer og musikalsk finesse, mens man nipper til en lunken øl med alvor i blikket. Den var mere umiddelbar end det. Den handlede om energi. Om ungdom. Om bas. Om at blive suget ind i et rum, hvor alt ikke behøver give mening for at virke. Det er også en vigtig del af Roskilde. Festivalen skal ikke kun levere store kunstneriske åbenbaringer. Den skal også levere de koncerter, hvor man går ind med nysgerrighed og kommer ud med støv på skoene og et lidt dumt smil på læben. EsDeeKid gav Arena netop sådan et øjeblik. Et mørkt, larmende og lidt skævt øjeblik, hvor man kunne mærke, at han har fat i noget. Måske ikke hele pakken endnu, men bestemt noget.
Fra viral figur til reel livekraft
Det interessante ved EsDeeKid er, at han stadig føles som en artist i bevægelse. Han er ikke færdigformet. Han er ikke en stor, sikker festivalmaskine. Han er mere som en rå skitse, der allerede har fået publikum til at reagere voldsomt. Det gør ham spændende. Han har mystikken, stemmen og attituden. Han har også en fanskare, der er klar til at kaste sig ind i hans univers uden de store forbehold. Men hvis han skal tage næste skridt, skal liveshowet have flere lag. Mere dynamik. Mere spænding. Mere end bare mørke beats og god stemning. For på Arena var det tydeligt, at potentialet er større end koncerten. Og det er egentlig et godt tegn.
Crazy, svedigt og klart godkendt
EsDeeKid leverede en vild, mørk og energisk natkoncert på Roskilde Festival. Mange var kommet løbende fra The Cure på Orange Scene, og Arena blev hurtigt fyldt med unge mennesker, der var klar til at gå amok. Den lille moshpit foran scenen blev et fint billede på hele koncerten: ikke enorm, ikke perfekt, men fuld af lyst, energi og festivalvanvid. Han gjorde det udmærket. Mere end udmærket i de bedste momenter. Især når hans Scouse accent, den tunge bas og publikums rå energi smeltede sammen, fungerede koncerten virkelig godt. Men der manglede også variation og flere store øjeblikke, før det kunne blive helt fremragende. EsDeeKid er stadig stærkest som stemning, figur og energiudladning, mindre som en fuldendt livearkitekt. Alligevel var det en koncert, der gav mening på Roskilde. En koncert med puls, kaos og karakter. En maskeret Liverpool rapper, der fik Arena til at føles som en mørk ungdomskælder midt på festivalpladsen. Og nogle gange er det præcis det, natten har brug for. Af: yde