Drew Sycamore
d. 21 juni 2026 Kl. 22.11
Da Kastellet fik poppuls
Kastellet lignede et postkort, nogen havde lagt oven på en radiator. Solen stod højt over ENGAGE Festival, græsset glimtede, publikum søgte skygge med samme desperation som mennesker i en dokumentar om overlevelse, og vandflaskerne blev behandlet med en respekt, man normalt forbeholder gamle arvestykker. Det var lørdag den 20. juni 2026, klokken nærmede sig 16.45, og varmen havde allerede gjort sit bedste for at få festivalpladsen ned i tempo. Så kom Drew Sycamore. Og pludselig skete der noget med luften. Ikke fordi temperaturen faldt, desværre, men fordi energien steg. Der blev rettet rygge. Telefoner kom op. Folk rykkede tættere på scenen. Det dovne eftermiddagslys blev forvandlet til scenelys, og Kastellet skiftede karakter fra smukt sommerområde til levende poprum. Drew Sycamore kom ikke bare forbi ENGAGE Festival. Hun satte sig på øjeblikket.
En popstjerne, der ikke behøver råbe for at fylde
Drew Sycamore har de seneste år bevist, at hun er mere end en hitlisteartist. Hun er en af de mest interessante popskikkelser i Danmark, fordi hun forstår, at popmusik ikke kun handler om store omkvæd. Det handler også om attitude, timing, sårbarhed, visuel identitet og evnen til at få publikum til at føle sig som en del af noget. På ENGAGE stod hun med en ro, der klædte hende. Hun virkede ikke som en kunstner, der skulle overbevise nogen om sin berettigelse. Den kamp har hun for længst vundet. Hun stod der i stedet som en artist, der kender sin egen styrke og som ved, at de bedste popkoncerter ikke nødvendigvis opstår ved at presse alt frem, men ved at give publikum plads til at komme med. Fra begyndelsen var der en tydelig kontakt mellem scene og publikum. Ikke på den påtagede måde, hvor alle skal råbe “er I derude?” hvert tredje minut, som om publikum er blevet væk på en rasteplads. Her var kontakten mere elegant. Drew Sycamore tog rummet med blik, bevægelse, stemme og nærvær.
Når popmusik får krop
Det særlige ved Drew Sycamore live er, at hendes musik ikke bliver stående i højttalerne. Den får krop. Den bevæger sig ud blandt publikum, sætter sig i skuldrene, benene, hænderne og i de der små ufrivillige nik med hovedet, man laver, når man egentlig havde besluttet sig for bare at stå og observere professionelt. Det lykkedes ikke. For hendes sange er bygget med en sikker melodisk intuition. De har hooks, der hænger fast, rytmer der trækker fremad, og en vokal, der både kan være kølig, varm, insisterende og åben. Det er pop med blank overflade, ja, men ikke tom pop. Der ligger en personlig nerve under produktionen, og det var netop den nerve, der gjorde koncerten interessant. På en festival kan pop hurtigt blive ren effekt. Bas, beat, omkvæd, færdig. Men Drew Sycamore formåede at give sangene karakter. De blev ikke bare spillet. De blev formidlet.
Publikum ville hende
Man kunne tydeligt mærke, at mange var kommet for Drew Sycamore. Der var fans foran scenen, som kendte sangene, kendte stemningen og var klar til at give sig hen. Det er altid et godt tegn, når publikum ikke bare reagerer på de mest kendte passager, men også følger med i overgangene, de roligere øjeblikke og de små sceniske bevægelser. Hun blev mødt med varme, både den menneskelige og den meteorologiske slags. Den ene var dejlig. Den anden var næsten aggressiv. Men selv om solen gjorde sit bedste for at gøre koncerten til en udholdenhedstest, holdt publikum fast. De sang med, dansede, smilede, filmede og drak vand med den alvor, situationen krævede. Der var en god og afslappet stemning foran scenen, men også en reel begejstring. Ikke bare festivalhøflighed. Ikke bare “vi står her alligevel” interesse. Folk var med. Og Drew Sycamore gav dem god grund til at blive.
Vokalen bar koncerten
En stærk popkoncert kræver ikke kun gode sange. Den kræver, at kunstneren kan bære dem live. Det kunne Drew Sycamore. Hendes vokal stod klart og sikkert i det åbne festivalrum. Den havde den nødvendige styrke til at skære igennem, men også nok fleksibilitet til at give sangene nuancer. Hun lød ikke som en artist, der kæmpede mod omgivelserne. Hun lød som en artist, der havde styr på dem. Det er en vigtig forskel. Festivaloptrædener kan være brutale. Lyden forsvinder ud i vinden, publikum er spredt, solen bager, og koncentrationen kan være skrøbelig. Men her blev koncerten holdt samlet af hendes vokale overskud og sikre tilstedeværelse. Hun sang, som om hun mente det. Og det betyder mere, end man tror.
Fra radiostjerne til sceneartist
Drew Sycamore har haft en karriere, hvor de store sange naturligvis fylder meget. “I Wanna Be Dancing”, “45 Fahrenheit Girl”, “Take It Back”, “Perfect Disaster”, “Electric Motion”, “In The Club”, “Another Lovesong” og “Change The World” er alle eksempler på en sangskriver, der ved, hvordan man skaber melodier med gennemslagskraft. Men på ENGAGE blev det tydeligt, at hun ikke bare er en artist, man kan placere i radioformatet. Hun fungerer stærkt på scenen, fordi hun har blik for helheden. Hun forstår, hvordan man bygger en koncert op, hvordan man holder publikum tæt på, og hvordan man skaber en balance mellem energi og følelse. Hun har bevæget sig fra det mere elektroniske og kølige udtryk til et varmere, mere organisk og personligt popunivers. Den udvikling klæder hende. For der er kommet mere dybde i hendes udtryk uden at melodierne har mistet deres umiddelbarhed. Det er stadig pop, man kan danse til. Men nu er det også pop, man kan mærke lidt længere tid bagefter.
Kastellet som popkulisse
Der var noget næsten filmisk over rammerne. Kastellet gav koncerten en særlig åbenhed. De grønne omgivelser, sommerlyset og festivalens afslappede energi passede godt til Drew Sycamores univers. Hendes musik har netop den kvalitet, at den både kan lyde stor og personlig på samme tid. Hun fyldte pladsen uden at overdøve den. Det blev ikke en koncert, der forsøgte at være mere dramatisk, end situationen kunne bære. Den forstod sin egen ramme: en varm sommerdag, et publikum i godt humør, en festival i bevægelse og en artist, der kom med sangene til at samle det hele. Det er ikke altid, at eftermiddagskoncerter får lov at blive mindeværdige. De kan nemt ende som noget, man går forbi på vej mod madboderne. Men her blev folk stående. Ikke fordi de skulle. Fordi de havde lyst.
En koncert, der løftede festivalen
Det bedste ved koncerten var, at den havde overskud. Ikke kun teknisk overskud, men kunstnerisk overskud. Drew Sycamore virkede sikker, nærværende og veloplagt. Hun havde ikke travlt med at bevise alt på én gang. Hun lod koncerten ånde. Der var tempo, men ikke stress. Der var store popøjeblikke, men også plads til at mærke sangene. Der var energi, men ikke tom larm. Det gjorde koncerten langt mere helstøbt end en almindelig festivaloptræden med kendte numre og høfligt bifald. Hun skabte en stemning, hvor publikum både kunne danse og lytte. Det er en undervurderet kombination. Mange kan få folk til det ene. Færre kan få dem til begge dele.
Den moderne danske popartist
Drew Sycamore repræsenterer en moderne form for dansk popartist. International i lyden, personlig i udtrykket og bevidst om sit visuelle og musikalske univers. Hun er ikke en traditionel sangerinde, der bare stiller sig op og synger pænt. Hun er en performer, en sangskriver og en kunstnerisk figur med retning. Det mærkede man på ENGAGE. Hun er ikke længere på vej til at blive et stort navn. Hun er et stort navn. Og det spændende er, at hun stadig virker som en artist i udvikling. Det giver hendes koncerter en særlig kvalitet. Man møder ikke bare en kunstner, der gentager sit gennembrud. Man møder en kunstner, der bygger videre på det.
Sol, sved og sikker popmagi
Drew Sycamore leverede en stærk, levende og meget vellykket koncert på ENGAGE Festival 2026. Hun tog Kastellet med sikker hånd og forvandlede en glohed eftermiddag til en popkoncert med puls, nærvær og fællesskab. Hun sang godt. Hun ejede scenen. Hun havde publikum med sig. Og hun viste endnu en gang, hvorfor hun hører til blandt de mest markante danske popnavne lige nu. Koncerten var ikke bare god, fordi sangene fungerede. Den var god, fordi Drew Sycamore fik dem til at føles nødvendige i øjeblikket. Hun skabte en koncert, hvor publikum kunne glemme varmen for en stund, eller i det mindste danse sig igennem den. På en dag, hvor solen næsten spillede support lidt for længe, var Drew Sycamore præcis den artist, festivalen havde brug for: cool, varm, stærk, nærværende og fuld af popmagi. Da koncerten var slut, stod man tilbage med to klare konklusioner: Drew Sycamore gjorde det virkelig godt. Og vand smager aldrig bedre end efter en god popkoncert i solskin. Af: Yde