Drew Sycamore
d. 23 maj 2026 Kl. 08.35
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Drew Sycamore gjorde Plænen til sit eget poplaboratorium
Det var en af de aftener, hvor Tivoli føltes som mere end en forlystelsespark. En lun majluft lå over København, Plænen var pakket godt op, og publikum stod tæt mellem øl, popcorn, forventninger og den særlige Fredags Rock fornemmelse af, at weekenden først rigtigt begynder, når scenelyset rammer ansigtet på en kunstner, der ved, hvad hun laver. Og det gjorde Drew Sycamore. Hun indtog scenen med den selvsikre popattitude, der efterhånden er blevet hendes varemærke: skarp, cool, lidt mystisk, men aldrig utilnærmelig. Hun stod ikke bare foran publikum og afleverede sange. Hun byggede et rum. Et rum af synth, bas, blik, kropssprog, melodier og den slags popenergi, der både kan være blankpoleret og kantet på samme tid. Drew Sycamore er ikke den type popartist, der behøver råbe for at fylde. Hun har et udtryk, der arbejder i lag. Stemmen er klar, scenenærværet sikkert, og hendes blik mod publikum havde den der blanding af “jeg har styr på det her” og “kom så, Tivoli, I skal også lige være med”. Og det skulle Tivoli. Ikke helt fra første sekund, men efter et par numre var haven varmet op, og så begyndte aftenen for alvor at åbne sig.
En start med attitude, puls og lidt pop elektrisk selvtillid
Koncerten lagde ud med “Change the World Jungle”, og allerede her blev tonen sat: Drew Sycamore ville ikke nøjes med at levere en pæn række hits. Hun ville skabe bevægelse. Nummeret fungerede som en slags indgangsport til hendes univers, hvor pop ikke kun er omkvæd og hitpotentiale, men også stemning, rytme og iscenesættelse. Derefter fulgte “Perfect Disaster”, der med sin titel næsten kunne beskrive den bedste form for popkoncert: kontrolleret kaos, stor lyd, skarpe bevægelser og en artist, der tør være både poleret og uperfekt. Her begyndte bandet virkelig at vise tænder. De spillede tæt, energisk og med en professionalisme, der gjorde, at Drew kunne læne sig ind i sangene uden at skulle bære det hele alene. “Into Your Arms” gav koncerten et mere melodisk træk, og her kom hendes vokal tydeligere frem. Drew Sycamore synger godt, ikke bare teknisk sikkert, men med en tone, der har personlighed. Hun har ikke en anonym popstemme. Der er noget køligt og varmt på samme tid. Som neonlys i regnvejr. Som en sommeraften med læderjakke.
Publikum skulle lige finde rytmen, men så kom de med
Det mest interessante ved koncertens begyndelse var, at ikke alle var med fra start. Der var fans foran scenen, der naturligvis var klar fra første takt. De sang, filmede, dansede og lignede nogle, der havde ventet på lige præcis denne aften. Men længere tilbage på Plænen stod også det klassiske Tivoli publikum: de nysgerrige, de tilfældige, dem der måske bare ville have en god aften og se, hvad Fredags Rock havde at byde på. Det kunne mærkes, at Drew Sycamore lige skulle hente hele haven ind. Ikke fordi koncerten manglede energi, men fordi hendes univers kræver, at man går med på det. Hun er ikke ren fællessang fra første strofe. Hun er stil, attitude, popkunst og coolness. Man skal lige ind i temperaturen. Men så kom de. Efter nogle numre begyndte stemningen at samle sig. Folk rykkede tættere på, flere hænder kom i vejret, og flere begyndte at synge med. Det blandede publikum, unge fans, voksne koncertgængere, par, vennegrupper og nysgerrige Tivoli gæster, fandt langsomt samme puls. Og det klædte koncerten. Den blev ikke bare en fanfest. Den blev en aften, hvor Drew Sycamore gradvist vandt Plænen.
De nye sange gav koncerten dybde
Med “Lonely Heat” og “Hard to Love” bevægede koncerten sig ind i et mere eftertænksomt felt. Her blev det tydeligt, at Drew Sycamore ikke kun er leverandør af store radiohits. Hun er også en sangskriver, der arbejder med sårbarhed, længsel og den slags følelsesmæssige varme, der ikke altid føles rar. “Lonely Heat” havde en særlig glød live. Den var ikke højtråbende, men den trak publikum ind i en mere intim stemning midt på en stor, åben plads. Det er en svær disciplin: at skabe nærvær foran et stort Fredags Rock publikum, hvor der også er latter, snak, plastikglas og folk på vej efter mere at drikke. Men Drew og bandet fik nummeret til at leve. “Another Lovesong” fortsatte i samme mere personlige spor, men uden at koncerten tabte fart. Tværtimod gav den slags numre sættet en nødvendig variation. Det havde været nemt at lave aftenen som én lang popmaskine, men det ville også have gjort koncerten fladere. Her fik vi konturerne af en kunstner, der både kan være radiofavorit og menneske. Og så er det faktisk en af Drew Sycamores styrker: Hun kan synge om det svære uden at gøre det tungt. Hun kan pakke melankoli ind i noget dansabelt, så man først opdager alvoren, mens man allerede står og vipper med foden.
Bandet var mere end baggrund, de var motoren
Et af koncertens klare plusser var bandet. Det var super godt. Ikke bare som akkompagnement, men som den maskine, der fik hele Drew Sycamores popunivers til at fungere live. På plade kan hendes musik være elegant produceret, stram og radioklar, men på scenen kræver det et band, der kan give materialet krop. Det fik det. Trommerne var præcise, bassen havde tyngde, og synthfladerne lagde sig som et blankt, farverigt lag over Plænen. Det hele lød professionelt uden at blive klinisk. Især i overgangen mod de mere dansable numre mærkede man, hvor vigtigt bandet var. De gav sangene en ekstra fysisk dimension. Poppen blev ikke bare afspillet. Den blev spillet...
Fra “All the Things” til “Bodytalk”: kroppen kom med
Efter den mere følsomme midterdel begyndte koncerten for alvor at skifte gear. “All the Things” fungerede som en bro mellem det personlige og det mere kropslige, mens “Bodytalk” fik mere bevægelse ind foran scenen. Her begyndte folk at danse mere synligt. Ikke nødvendigvis vildt, ikke nødvendigvis med koreografi, men med den der nordiske koncertdans, hvor skuldrene løsner sig før hofterne tør indrømme, at de også gerne vil være med. Det var her, Drew Sycamore blev allermest overbevisende som liveperformer. Hun har en evne til at få det stilfulde til at føles levende. Mange popartister kan se godt ud på en scene. Færre kan få det til at føles som en naturlig forlængelse af musikken. Drew kan. Hun bevægede sig med sikkerhed, men ikke overgjort. Hun var cool, men ikke kold. Hun havde blik for publikum, men holdt fast i sit eget udtryk. Det er en balance, og den ramte hun flot.
“Electric Motion” tændte strømmen i Tivoli
Da “Electric Motion” kom, steg energien mærkbart. Her blev det tydeligt, hvorfor Drew Sycamore har haft så stærkt et greb i dansk radio og dansk pop de seneste år. Nummeret har en umiddelbarhed, der fungerer live, fordi det både er stramt, melodisk og let at gå ind i. Det var et af de øjeblikke, hvor publikum ikke længere skulle lokkes. De var der. Plænen havde nu fundet fælles retning, og Drew stod mere og mere sikkert som aftenens centrum. Der var noget næsten filmisk over det: Tivolis lys, den lune luft, menneskemængden, beatet, og en artist, der lignede én, der havde besluttet sig for at eje sin plads. “Destiny” holdt intensiteten oppe, mens “Spring Birds” gav koncerten en anden farve. Sidstnævnte havde en lethed i sig, som passede smukt til maj aftenen. Titlen alene føltes næsten designet til en forårsaften i Tivoli, men heldigvis blev det ikke for sødt. Drew Sycamore har en indbygget modgift mod det nuttede. Selv når hun er lys, er der kant.
Hittene landede præcist og publikum kvitterede
Så kom den del af koncerten, hvor Drew Sycamores bagkatalog virkelig fik lov at vise sin styrke. “Take It Back” blev et af aftenens sikre højdepunkter. Nummeret har den kvalitet, gode pophits skal have: Det føles genkendeligt, før man når at tænke over hvorfor. Publikum reagerede med sang, smil og den slags energi, der får en koncert til at føles større end scenen. Herefter fortsatte “The Rhythm” med at holde bevægelsen i gang, og på dette tidspunkt var der ikke længere tvivl om, at Drew havde fået haven med sig. Det, der begyndte som en koncert med mange fans og en del afventende gæster, havde udviklet sig til en fælles popfest. Og så kom “45” eller det nummer, mange forbinder med “45 Fahrenheit Girl”, som stadig står som et af hendes stærkeste signaturnumre. Det er en sang, der bærer hendes DNA: cool, melodisk, selvsikker og med et omkvæd, der sidder fast som glimmer på en sort blazer. Live fungerede den fremragende, og publikum var tydeligt med.
“I Wanna Be Dancing” var finalen, alle ventede på
Koncerten sluttede naturligvis med “I Wanna Be Dancing”, og det var det helt rigtige punktum. For når man har en sang med den titel, skal man næsten også kunne få folk til at danse. Det kunne Drew Sycamore. Her blev Fredags Rock det, Fredags Rock er bedst til: et stort, folkeligt, festligt møde mellem artist og publikum, hvor man ikke behøver kende hele diskografien for at mærke øjeblikket. Folk sang med, dansede, grinede og lod sig rive med. Det var ikke nødvendigvis en vild eksplosion, men en elegant, varm og velfungerende afslutning på en koncert, der voksede sig bedre og bedre. “I Wanna Be Dancing” samlede aftenen i én bevægelse. Fra den lidt afventende begyndelse til den dansende slutning. Fra popæstetik til fællesskab. Fra Drew Sycamore som stilbevidst solist til Drew Sycamore som samlingspunkt.
Drew Sycamore er bedst, når hun ikke prøver at ligne andre
Det, der gør Drew Sycamore interessant, er ikke kun hendes hits. Det er hendes samlede udtryk. Hun har forstået, at moderne pop ikke bare handler om at synge godt og have stærke omkvæd. Det handler om univers. Lyd, look, energi, attitude, timing, kropssprog og den mærkelige kemi mellem distance og nærvær. Hun ligner ikke én, der desperat forsøger at please alle. Det er en styrke. Der er noget kontrolleret og lidt køligt over hendes sceneprofil, men bag det mærker man en kunstner, der faktisk vil noget. Hun er ikke bare endnu en stemme i dansk pop. Hun er en figur, et udtryk, en markør. Samtidig er hun blevet dygtigere til at balancere det store og det sårbare. Sange fra Occurrent Affairs gav koncerten en mere personlig bund, mens de store hits sikrede, at Plænen aldrig mistede forbindelsen til festen. Det er netop den kombination, der gør hende stærk: Hun kan levere pop med overflade, men overfladen er ikke tom. Den skinner, fordi der er noget under den.
Drew Sycamore er bedst, når hun ikke prøver at ligne andre
Det, der gør Drew Sycamore interessant, er ikke kun hendes hits. Det er hendes samlede udtryk. Hun har forstået, at moderne pop ikke bare handler om at synge godt og have stærke omkvæd. Det handler om univers. Lyd, look, energi, attitude, timing, kropssprog og den mærkelige kemi mellem distance og nærvær. Hun ligner ikke én, der desperat forsøger at please alle. Det er en styrke. Der er noget kontrolleret og lidt køligt over hendes sceneprofil, men bag det mærker man en kunstner, der faktisk vil noget. Hun er ikke bare endnu en stemme i dansk pop. Hun er en figur, et udtryk, en markør. Samtidig er hun blevet dygtigere til at balancere det store og det sårbare. Sange fra Occurrent Affairs gav koncerten en mere personlig bund, mens de store hits sikrede, at Plænen aldrig mistede forbindelsen til festen. Det er netop den kombination, der gør hende stærk: Hun kan levere pop med overflade, men overfladen er ikke tom. Den skinner, fordi der er noget under den.
En koncert, der voksede undervejs
Drew Sycamores Fredags Rock koncert var ikke en aften, der eksploderede fra første sekund. Den voksede. Hun skulle lige have fat i hele publikum. De trofaste fans var med med det samme, men resten af Plænen skulle lige inviteres ordentligt ind. Det gjorde hun med stil, tålmodighed og en stærk musikalsk opbygning. Efterhånden som sættet bevægede sig fra nye sange og stemningsfulde passager til de store hits, blev koncerten mere og mere levende. Det var en god koncert. En professionel koncert. En velspillet koncert. Og vigtigst af alt: en koncert med personlighed. For der er mange, der kan stille sig på en scene med et band og et par radiohits. Men Drew Sycamore har det ekstra lag, der gør, at man husker hende. Hun har en form for popmagnetisme, som ikke behøver være larmende for at virke. Hun kan være både elegant og fandenivoldsk, både tilbagelænet og insisterende, både stilren og menneskelig. På en lun maj aften i Tivoli viste hun, hvorfor hun fortsat er en af de mest markante skikkelser i dansk pop. Ikke fordi hun råbte højest, men fordi hun havde et univers, man havde lyst til at blive stående i. Og da de sidste toner af “I Wanna Be Dancing” forsvandt ud over Plænen, var det svært ikke at tænke, at Drew Sycamore havde gjort præcis det, hun skulle: Hun fik Tivoli til at lytte, varme op, synge med og til sidst danse. Af: Yde
