DOGMA
d. 24 juni 2026 Kl. 23.25
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Da nonnerne åbnede helvede før frokost
Man ved, at Copenhell er i gang, når klokken kun lige har slået 13.00, og man allerede står foran en flok okkulte metalnonner, mens publikum brøler, hornene ryger i vejret, og Pandæmonium føles mindre som en festivalscene og mere som indgangen til en meget tvivlsom kirkelig ceremoni. DOGMA gik ikke bare på scenen. De invaderede den. Første dag på Copenhell. Pandæmonium scenen. Tidligt på dagen. Det tidspunkt, hvor nogle stadig leder efter dagens første fadøl, andre prøver at finde ud af, hvor de lagde deres venner, og de mest rutinerede allerede har accepteret, at de næste dage kommer til at lugte af støv, solcreme, bajer og riffs. Og så kom DOGMA. Sorte nonnekostumer. Hvid/sort ansigtsmaling. Teatralsk attitude. Heavy metal med hofter, tænder og synd i øjenkrogen. Det var som at blive inviteret til messe i et kapel, hvor præsten var blevet fyret, alteret var sat i brand, og salmebogen var erstattet af distortion. Velkommen til helvede. DOGMA havde taget nøglen med.
En sekt med strøm på
DOGMA er et af de bands, der ikke nøjes med at spille numre. De skaber et univers. En mærkelig, magnetisk blanding af heavy metal, gotisk teater, hardrock, seksualiseret religionskritik og sortklædt showmanship. Der var ingen halv løsning, ingen forsigtig introduktion, ingen “vi prøver lige at se, om publikum er med”. Fra første øjeblik stod bandet som en mørk, melodisk kult midt på Pandæmonium og trak folk ind i deres univers med store armbevægelser, tunge riffs og et blik, der sagde: I er vores nu. Og publikum? De gik amok. Ikke på den pæne festivalmåde, hvor man nikker lidt og siger “det lyder da meget fedt”. Nej, folk var med. Der blev råbt, løftet arme, kastet horn og reageret, som om DOGMA havde ramt noget helt rigtigt i Copenhells kollektive metalsjæl. Det var tidligt på dagen, men foran scenen føltes det allerede som midnat.
Nonnerne prædikede, publikum svarede igen
Det særlige ved DOGMA er, at deres koncert ikke føles som en almindelig optræden. Den føles som en metalmesse. En sort messe. En slags blasfemisk gudstjeneste, hvor prædikenen kommer i form af guitarharmonier, melodiske hooks og omkvæd, der bider sig fast. Bandet arbejdede scenen med en sikkerhed, der gjorde, at man hurtigt glemte tidspunktet. Det her var ikke et opvarmningsband, der bare skulle fylde et hul i programmet. Det var et band, der kom for at eje scenen. Deres visuelle udtryk var stærkt, men det blev ikke kun båret af kostumerne. Der var attitude bag. Der var nærvær. Der var den slags scenisk overskud, der gør, at et koncept ikke bare ligner udklædning, men bliver til en identitet. DOGMA lignede ikke nogen, der legede nonner. De lignede nogen, der havde stiftet deres egen religion og Copenhell havde allerede meldt sig ind.
Riffs med bid og omkvæd med kløer
Musikalsk står DOGMA et sted mellem klassisk heavy metal, 80’er hardrock, melodisk metal og moderne teatralsk arena-lyd. Det er ikke den mest ekstreme metal på Copenhell. Det er ikke blastbeat kaos, bundløs growl eller teknisk dødsmetal for folk, der tæller taktarter i søvne. Det er noget andet. DOGMA leverer metal med hooks. Metal med drama. Metal med store omkvæd og riffs, der ikke bare vil imponere, de vil forføre. Deres sange er bygget til at kunne mærkes hurtigt. Man skal ikke bruge tre gennemlytninger og en doktorgrad i progressiv riffstruktur for at forstå, hvad de vil. De går direkte efter kroppen. Og det virkede stærkt live. Guitarerne havde bid, rytmesektionen holdt det hele stramt, og vokalen bar showet med den nødvendige blanding af kraft, mystik og teatralsk nerve. Det var melodisk, men ikke tandløst. Det var catchy, men ikke ufarligt. Det var poleret på den fede måde, som en dolk, der lige er blevet pudset, før den bliver lagt på alteret.
“Like A Prayer” som syndig fællessang
Et af koncertens mest geniale øjeblikke kom, da DOGMA kastede sig over Madonnas “Like A Prayer”. Selvfølgelig gjorde de det. For i DOGMAs univers giver det næsten for meget mening. Sangen har allerede religiøse billeder, begær, skyld, ekstase og popdramatik i blodet. DOGMA tog den og trak den ned i kælderen, gav den sort slør på, smurte den ind i heavy metal og sendte den tilbage som en syndig fællessang for Copenhells fortabte sjæle. Det var både sjovt, frækt og overraskende effektivt. Publikum kendte sangen. DOGMA kendte effekten. Og pludselig stod man dér foran Pandæmonium og sang med på Madonna, mens et teatralsk nonne-metalband forvandlede det hele til en okkult karaoke i helvede. Det burde ikke fungere. Det gjorde det alligevel. Det fungerede faktisk fremragende.
Når Copenhell bliver et kloster uden regler
DOGMA rammer noget, som mange moderne metalbands kæmper med: De har en identitet, man kan huske. I en genre, hvor der findes uendeligt mange dygtige bands, er det ikke altid nok at kunne spille godt. Man skal også kunne skabe et billede, et øjeblik, en følelse. DOGMA gør alle tre dele. Deres univers leger med kontraster: kloster og begær, fromhed og synd, kontrol og frigørelse, skam og selvudfoldelse. Det er ikke subtilt. Det prøver det heller ikke at være. DOGMA er lige så diskrete som en kirkeklokke i en moshpit. Men det er netop pointen. Deres budskab om frihed fra dogmer, skam og påtvungen kontrol blev ikke leveret som en tør idé. Det blev kastet ud over publikum som et riff. Som et skrig. Som en invitation til at slippe hæmningerne og give sig hen til showet. Og det gjorde folk.
Pandæmonium kogte
Det mest imponerende var måske, hvor hurtigt DOGMA fik Pandæmonium med. Klokken 13.00 kan være et utaknemmeligt tidspunkt. Publikum er ikke nødvendigvis helt varmet op. Festivalpladsen er stadig ved at vågne. Folk bevæger sig rundt, orienterer sig, finder øl, finder mad, finder skygge. Men DOGMA fik scenen til at føles som et hovednavnsmoment. Der blev reageret. Der blev brølet. Der blev grinet. Der blev headbanget. Folk stod ikke bare og kiggede på et koncept. De lod sig rive med. Og det er dér, DOGMA vinder: Når man først accepterer præmissen, bliver koncerten ikke bare underholdende. Den bliver vanvittigt effektiv. Pandæmonium kogte ikke konstant fra start til slut, men når DOGMA ramte deres bedste øjeblikke, kunne man mærke det som et tryk i brystet. Den slags festivalenergi, hvor man kigger rundt og tænker: Okay, det her bliver et af de øjeblikke, folk faktisk snakker om senere.
For meget? Ja. Heldigvis.
DOGMA er for meget. For meget sminke. For meget teater. For meget symbolik. For meget nonne. For meget synd. For meget “se os”. For meget af det hele. Og tak for det. For metal må gerne være for meget. Copenhell er ikke stedet, hvor man kommer for at opleve musikalsk forsigtighed og pæn nordisk minimalisme. Man kommer for ild, lyd, attitude, fællesskab, støj og bands, der tør tage chancer. DOGMA tog chancen. Ja, konceptet balancerer på en knivsæg mellem genialt og kitschet. Ja, nogle vil sikkert mene, at det er mere image end revolution. Og ja, der er øjeblikke, hvor man næsten kan høre maskineriet bag mytologien arbejde. Men når bandet står på scenen, publikum går amok, guitarerne river, og hele Pandæmonium føles som et kloster på speed, så betyder det mindre. For DOGMA leverer varen som liveband.
Mere end metal, mindre end frelse
Det spændende ved DOGMA er, at de både er band, brand, teater, provokation og fanunivers. Det gør dem også svære at placere. De er ikke bare endnu et heavy metal-navn på plakaten. De er en pakke. En idé. En myte, man enten køber eller afviser. På Copenhell var det svært ikke at købe den. For selv om bandet kan virke konstrueret, var koncerten levende. Der var energi i kroppen, kontakt til publikum og en klar forståelse for, hvordan man bygger et show op visuelt og musikalsk. Det var ikke bare pynt rundt om sangene. Det var en del af sangene. DOGMA viser, at heavy metal stadig kan være teatralsk uden at blive gammeldags.
DOGMA åbnede porten og publikum stormede ind
DOGMA leverede en af de mest markante tidlige koncerter på Copenhells første dag. På Pandæmonium skabte de en rå, underholdende og teatralsk metaloplevelse, hvor nonneæstetik, hardrock hooks, religiøs provokation og solid scenekontrol smeltede sammen til en sort messe med publikum som villige deltagere. Det var vildt. Det var syndigt. Det var catchy. Det var tungt nok til at bide, men melodisk nok til at blive hængende. Og vigtigst af alt: Det var en koncert, der ikke lignede alle de andre. DOGMA kom ikke for at bede om lov. De kom for at prædike. Og Copenhell svarede med hornene i vejret. En teatralsk, rå og vanvittigt underholdende metalmesse, DOGMA gjorde Pandæmonium til et kloster uden regler. Af: Yde