Dermot Kennedy
d. 12 maj 2026 Kl. 08.38
★ ★ ★ ★ ★ ☆
En mandagsaften med sved på væggene og hjertet helt uden filter
En koncert, der begyndte som en hvisken og endte som et fælles åndedrag
Der var noget næsten gammeldags over stemningen i Falkonersalen denne mandag aften. Ikke gammeldags som i støvet, men gammeldags som i ægte. Som om 3.000 mennesker havde lagt telefonen lidt længere ned i lommen, trukket vejret dybere og besluttet sig for at møde op med mere end bare ørerne. Dermot Kennedy stod foran et udsolgt Falkonersalen d. 11. maj 2026, og allerede før han havde sunget sig helt ind i aftenen, kunne man mærke, at det ikke bare var endnu en koncert i kalenderen. Det var en af de aftener, hvor rummet langsomt blev forvandlet til noget mere intimt, end størrelsen egentlig tillader. Falkonersalen var varm. Meget varm. Ikke kun fordi omkring 3.000 mennesker stod tæt samlet, men fordi forventningen, hengivelsen og fællessangen hurtigt fik salen til at føles som én stor, levende organisme. Dermot Kennedy er ikke en kunstner, der behøver at overbevise med armbevægelser. Han gør det med stemmen. Med intensiteten. Med den måde, han kan få en linje til at lyde, som om den netop er opstået i ham dér på scenen, selv om den allerede er blevet streamet millioner af gange verden over.
Stemmen, der bar hele rummet
Det mest slående ved koncerten var ganske enkelt, hvor godt Dermot Kennedy synger. Ikke bare godt på den pæne, professionelle måde. Men virkelig godt. Hans vokal er stor, ru, varm og dramatisk uden at blive teatralsk. Den har den særlige irske tyngde, hvor melankolien ligger som en mørk kant rundt om selv de mest opløftende melodier. Flere gange i løbet af aftenen ramte han den sjældne livekvalitet, hvor sangene både lød som på pladerne og samtidig fik nyt liv. Det var ikke en koncert, hvor man stod og savnede studieversionerne. Tværtimod. Sangene blev åbnet op. De fik krop, luft, sved og nærvær. Lyden i Falkonersalen var samtidig imponerende klar. Vokalen lå flot fremme i lydbilledet, uden at instrumenterne som violin og cello blev presset i baggrunden. De store omkvæd fik lov til at løfte sig, de stille passager fik plads, og man kunne høre detaljerne i Kennedys fraseringer. Det er afgørende ved en kunstner som ham, for hans musik lever ikke kun af melodierne, men af trykket i ordene. Alle sang med igennem hele koncerten.
Fra “Honest” til “Wasted”: En åbning med nerve
Koncerten åbnede med “Honest”, og det var et velvalgt første skridt ind i aftenen. Nummeret satte tonen uden at forcere noget. Der var en alvor i åbningen, en rolig insisteren, som passede perfekt. Han virkede fokuseret fra første øjeblik, som om han ikke var kommet for at charmere sig let gennem aftenen, men for at bygge noget op. Med “Wasted” kom der mere bevægelse i salen. Publikum var allerede med, men her begyndte rummet for alvor at samle sig. Man kunne mærke, at det ikke var et tilfældigt publikum, der havde fyldt Falkonersalen. Det var fans. Mange fans. Folk, der kendte sangene, som kunne teksterne og som ikke kun ventede på de største hits. Da “Outnumbered” kom, blev det tydeligt. Her løftede fællessangen sig for alvor. “Outnumbered” er en af de sange, hvor Dermot Kennedy rammer sin kerne: det sårbare gjort stort, det private gjort fælles. Sangen er i sig selv en trøst, men live blev den næsten et løfte. Publikum sang med, og Kennedy lod dem gøre det. Ikke som et billigt koncerttrick, men som en naturlig del af sangens liv.
Mørket fik lov til at fylde
Efter den stærke begyndelse bevægede koncerten sig ind i et mere eftertænksomt rum med “Trepidation” og “Sycamore”. Her viste Kennedy, at han ikke kun er effektiv, når han leverer de store, umiddelbare omkvæd. Han er mindst lige så stærk, når han tør lade sangene være mørkere og mere tålmodige. “Trepidation” havde en rastløs energi, mens “Sycamore” foldede sig ud med en mere organisk tyngde. Begge numre viste hans evne til at skrive musik, der ikke nødvendigvis søger den hurtige forløsning. Han kan godt lade en stemning stå og dirre. Han kan godt lade publikum vente. Med “Refuge” og “Lost” blev koncerten endnu mere følelsesmæssigt intens. “Lost” stod som et af aftenens stærkeste. Det er en sang, der i forvejen bærer en tung længsel, men i Falkonersalen fik den ekstra kant. Kennedy sang den med en blanding af kraft og tilbageholdelse, som gjorde den mere rørende end sentimental.
“An Evening I Will Not Forget” blev aftenens selvopfyldende titel
Midt i koncerten kom et af de smukkeste øjeblikke med “An Evening I Will Not Forget”. Titlen kunne næsten have været skrevet til netop denne aften i København. Det var et nummer, der ikke behøvede at råbe for at blive hørt. Tværtimod var det netop i den mere afdæmpede intensitet, at sangen fik sin styrke. Her stod Kennedy som den fortæller, han i bund og grund er. Han er ikke bare en sanger med en stærk vokal. Han er en dramatiker i sangform. Hans numre føles ofte som indre monologer, der pludselig bliver gjort offentlige. Det kan være farligt, for følelsesladet musik kan hurtigt blive tung eller overgjort. Men Kennedy balancerer det med en bemærkelsesværdig sikkerhed. Det var også her, man for alvor mærkede publikums respekt. Der var ikke uro i salen. Ikke den der rastløse snakken, som nogle gange kan ødelægge de stille øjeblikke. Folk lyttede. Virkelig lyttede.
Fællesskabet tog over
Efter den mere intime del af koncerten åbnede aftenen sig igen med “All My Friends”. Nummeret bragte en anden energi ind i rummet. Mere fællesskab, mere bevægelse, mere lys. Det var et af de øjeblikke, hvor man kunne se, hvordan Kennedy formår at skrive sange, der både kan handle om ensomhed og samtidig samle mennesker. “After Rain” blev endnu et højdepunkt. Sangen har den særlige Kennedy’ske opbygning, hvor noget stille og næsten forsigtigt vokser til noget stort og forløsende. Det kunne have kammet over, men det gjorde det ikke. Tværtimod blev det en af de passager, hvor bandet og vokalen fandt en stærk balance mellem drama og kontrol. Med “Turnstile” og “Better Days” kom der mere fremdrift i sættet. Især “Better Days” ramte publikum hårdt og varmt. Den sang har en umiddelbarhed, der gør den let at tage til sig. Den har håb i sig, men ikke på den glatte reklameagtige måde. Den lyder som håb, der har været igennem noget først.
Når hits ikke bare er hits
Mod koncertens sidste del blev energien endnu mere koncentreret. “Stockholm” fungerede som en fin overgang, inden “Something to Someone” fik salen til at løfte sig igen. Det er et af Kennedys mest direkte numre, og live fik det en næsten programmatisk kraft. At ville være “something to someone” kunne egentlig stå som overskrift for meget af Dermot Kennedys musik. Det handler om at betyde noget. Om at blive set. Om at miste, længes, elske, huske og håbe. Det er store følelser, ja, men Kennedy formår at få dem til at føles konkrete. Og så kom “Power Over Me”. Det var naturligvis et af aftenens mest ventede øjeblikke. Man kunne mærke det, allerede inden sangen for alvor tog fat. Publikum reagerede med det samme, og Falkonersalen eksploderede i fællessang. “Power Over Me” er et hit, fordi det virker. Fordi det både har poppens umiddelbarhed og Kennedys mørke, vokale intensitet. Live blev den leveret med præcision, energi og overskud. Det var et af de øjeblikke, hvor hele salen syntes at trække i samme retning. Varmen, lyset, lyden, stemmerne og den tætte energi smeltede sammen til koncertens mest fysiske øjeblik.
En modig afslutning med “Funeral”
Efter en sang som “Power Over Me” kunne man næsten have forventet, at aftenen sluttede i ren forløsning. Men Kennedy valgte at runde koncerten af med “Funeral”, og det var et stærkt valg. “Funeral” sendte ikke publikum ud i natten med armene i vejret på den klassiske måde. Den efterlod snarere en efterklang. En tyngde. En følelse af, at koncerten ikke bare havde været en parade af hits, men en fortælling med mørke, lys og dybde. For Dermot Kennedy er bedst, når han ikke kun vil underholde, men også insisterer på, at musikken skal mærkes. Også når den gør ondt. Også når den ikke giver nemme svar.
En udsolgt sal, en stærk lyd og en kunstner i fuld kontrol
Det er værd at fremhæve, hvor helstøbt koncerten føltes. Setlisten var professionelt bygget op, og den gav plads til både de store hits, de mere inderlige øjeblikke og de sange, der viste Kennedys bredde som sangskriver. Der var ingen tydelige dødpunkter. Ingen passager, hvor energien forsvandt. Koncerten bevægede sig naturligt fremad, og publikum fulgte med hele vejen. Falkonersalen var udsolgt, og det kunne mærkes. Ikke kun i tætheden, men i stemningen. Der var en varm, loyal og meget levende fanbase til stede. Mange sang med, mange stod opslugte, og mange virkede som om, de havde ventet længe på netop denne aften. At koncerten samtidig markerede begyndelsen på Dermot Kennedys store 2026 tour, gav aftenen en ekstra dimension. Der var en fornemmelse af startskud. Af noget, der åbnede sig. Men hvis der var premierenerver, blev de aldrig synlige på en forstyrrende måde. Kennedy virkede sikker, nærværende og vokalt stærk hele vejen.
En koncert med både poleret styrke og rå nerve
Dermot Kennedy leverede en lækker, intens og professionel koncert i Falkonersalen. En koncert med god lyd, stærk energi, masser af hits og en vokalpræstation, der bekræftede, hvorfor han er blevet en af de mest markante singer songwritere i sin generation. Det hele lød forbløffende tæt på pladerne, men uden at miste livefornemmelsen. Det særlige ved Dermot Kennedy er, at han kan få hjertesorg, håb og længsel til at fylde et helt rum uden at gøre det banalt. I Falkonersalen lykkedes det ham at skabe en aften, hvor 3.000 mennesker ikke bare hørte sangene, men stod midt i dem. Og da koncerten var slut, var det ikke kun varmen i salen, man tog med sig ud. Det var stemmen. Stemningen. Fællesskabet. Og følelsen af at have været til en koncert, der faktisk ville én noget. Af: Yde
Setliste:
Honest
Wasted
Outnumbered
Trepidation
Sycamore
Refuge
Lost
An Evening I Will Not Forget
All My Friends
After Rain
Turnstile
Better Days
Stockholm
Something to Someone
Power Over Me
Funeral
