DEFECTO
d. 26 juni 2026 Kl. 16.11
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Når dansk metal får Disney til at lugte af svovl
Kl. 12.30 på Copenhell er et farligt tidspunkt. Det er dér, hvor festivalpladsen stadig vågner med støv i halsen, øl i blodbanen og gårsdagens breakdowns siddende som en mindre hjernerystelse. Det er dér, hvor nogle stadig leder efter kaffe, andre leder efter skygge, og enkelte bare leder efter deres værdighed. Men på Hades scenen var der ingen nåde. DEFECTO gik ikke på for at nusse publikum blidt ind i festivalens tredje dag. De gik på som et band, der havde tænkt sig at sparke døren ind, vælte møblerne og tænde ild til gardinerne. Fredag d. 26. juni 2026 blev Copenhell ikke vækket med fuglesang. Den blev vækket med riffs. Og det klædte helvede.
En tidlig koncert med sen aften energi
Det kræver noget særligt at åbne en festivaldag på Copenhell. Publikum er ikke nødvendigvis dovent, men de er ofte mærkede. Kroppen har været igennem to dage med sol, støv, øl, larm og tunge guitarer. Derfor kan en middagskoncert hurtigt føles som en kamp mod både søvnunderskud og festivaltyngdekraft. DEFECTO tabte ikke den kamp. Fra begyndelsen spillede bandet med en energi, der fik tidspunktet til at virke fuldstændig ligegyldigt. De lød ikke som dagens første koncert. De lød som et band, der var blevet booket til at rive Hades scenen op fra undergrunden og sælge resterne som metalskrot. Der var tyngde i lyden, men også klarhed. Der var teknisk præcision, men uden at det blev stift. Der var melodiske omkvæd, men uden at metallen blev pakket ind i vat. DEFECTO ramte en stærk balance mellem det brutale og det fængende. De kan slå hårdt uden at miste sangene.
Metal med muskler, melodier og maskinrum
DEFECTO er et dansk metalband, der bevæger sig i feltet mellem progressivt metal, melodisk metal og den mere storladne, filmiske metaltradition. Det betyder, at musikken ikke kun handler om at være tungest muligt. Den handler også om opbygning, drama, dynamik og melodier, der faktisk sætter sig fast. Bandet har siden Excluded fra 2016 vist, at de mestrer den svære kunst at lyde både hårdtslående og tilgængelige. På Copenhell blev den styrke endnu tydeligere. Guitarerne havde kant, trommerne drev numrene fremad med kontrolleret vold, og vokalen bar de store passager med overbevisning. Nicklas Sonne stod stærkt i front med både guitar og vokal, og hans stemme havde den nødvendige blanding af kraft og melodi. Han kan synge stort uden at blive poleret på den kedelige måde, og han kan give numrene dramatisk tyngde uden at lyde som en mand, der forsøger at bestige Mount Everest i slowmotion. DEFECTO har en lyd, der føles international, men uden at bandet mister sin danske råhed. Det er ikke kældermetal. Det er heller ikke radio rock med lidt ekstra distortion. Det er metal med motor, ambition og en god portion selvtillid.
Hades fik besøg af Stig Rossen
Og så skete det, der gjorde koncerten til mere end bare en solid metaloplevelse. Efter et par numre kom Stig Rossen på scenen. Ja. Stig Rossen. På Copenhell. Med DEFECTO. Det lyder som noget, man kunne finde på efter tre fadøl og en samtale, der starter med: “Ved du hvad der ville være sygt?” Men i praksis var det ikke bare sygt. Det var genialt. Stig Rossen kom ind med den store stemme, den store sceneerfaring og den store dramatiske pondus, og sammen med DEFECTO blev det en overraskende stærk kombination. Bandets tunge, moderne metalunivers gav Rossens vokal en mørkere ramme, mens hans stemme tilføjede en teatralsk kraft, der passede overraskende godt ind i helvedesmaskinen. Det blev ikke en mærkelig pause i koncerten. Det blev et øjeblik.
“Heart on Fire” og “Rigtige Mænd” med horn i panden
DEFECTO og Stig Rossen fremførte to numre sammen, blandt andet deres fælles “Heart on Fire” og en metalversion af “Rigtige Mænd” fra Mulan. Og lad os bare sige det sådan: Disney har sjældent lydt, som om det var blevet sendt gennem en forstærker på størrelse med en gravsten. “Heart on Fire” fungerede som et naturligt møde mellem bandets melodiske metal og Rossens vokale styrke. Her gav samarbejdet mening på den seriøse måde. Det var storladent, effektivt og bygget til en festivalscene. Men “Rigtige Mænd” var koncertens store, skæve triumf. Nummeret har i forvejen en dramatisk energi, men i DEFECTOs metalversion fik det nitter, dobbeltpedal og en attitude, der gjorde, at man næsten kunne se Mulan træne med en Flying V i hånden. Det var præcis den type uventede festivaløjeblik, der får folk til at kigge på hinanden og smile, mens de samtidig tænker: “Det her virker faktisk”. Publikum tog imod det med åbne arme, horn i vejret og mobiltelefoner klar. For nogle var det nostalgi med distortion. For andre var det bare et vanvittigt godt Copenhell øjeblik. For alle var det noget, man huskede...
DEFECTO stod stærkest, når de bare var DEFECTO
Selv om Stig Rossens gæsteoptræden naturligt blev koncertens store samtaleemne, skal man ikke tage fejl: DEFECTO bar koncerten selv. Bandet har en liveenergi, der virker både professionel og oprigtig. De har styr på formen, men det føles ikke som en øvelse. Der er nerve i leveringen, og der er en tydelig fornemmelse af, at bandet ved, hvad de vil med deres lyd. Det bedste ved DEFECTO er, at de ikke gemmer sig bag teknikken. De kan spille. Det er tydeligt. Men de bruger teknikken til at skabe tryk, stemning og melodisk fremdrift i stedet for bare at vise, hvor mange toner de kan klemme ind på et minut. Det er metal med disciplin, men også med blod under neglene.
En koncert med overskud og selvironi
Der var også noget befriende ved koncertens tone. DEFECTO virkede ikke som et band, der tog sig selv så alvorligt, at luften forsvandt ud af musikken. De havde tyngden, men også overskuddet. De havde de store armbevægelser, men også glimtet i øjet. Det er vigtigt, for metal kan nogle gange drukne i sin egen alvor. Her var der plads til både mørke, humor, show og musikalsk format. DEFECTO formåede at skabe en koncert, hvor man både kunne nikke anerkendende til de tekniske etaljer og samtidig more sig over, at Stig Rossen stod på Hades og sang Disney i metalforklædning. Det er ikke hver dag, man får den kombination. Men Copenhell er heller ikke hver dag.
Dansk metal med ild, format og festivalmagi
DEFECTO leverede en stærk, tung og overraskende underholdende koncert på Copenhells tredje dag. Som dagens første navn på Hades scenen gjorde de mere end at varme publikum op. De satte ild til starten af fredagen. Bandet viste teknisk overskud, melodisk styrke og en liveenergi, der fungerede fra første riff. Samtidig gav Stig Rossens gæsteoptræden koncerten et ekstra lag af absurditet, charme og ren festivalmagi. “Heart on Fire” sad stærkt. “Rigtige Mænd” blev et uventet højdepunkt. Og DEFECTO beviste, at dansk metal sagtens kan være både professionelt, tungt, melodisk og dejligt vanvittigt. Det var ikke en stille start på dagen. Det var en metalmorgen med tænder. DEFECTO kom, så og smed Hades i pit. Af: Yde