Foto: Rasmus Petersen
Udgivet: d. 17 august 2025. Kl. 15.05.
★ ★ ★ ★ ★ ☆
En aften med livsglæde, eftertænksomhed og fællessang
Der findes aftener, hvor musikken ikke bare spiller – den løfter. Hvor man ikke blot hører en koncert, men mærker den i kroppen, i hjertet, i hele sin væren. Lørdag den 16. august 2025 var sådan en aften. På Plænen i Tivoli, under en blød augusthimmel, samlede Danser Med Drenge tusinder af mennesker til en musikalsk højmesse, hvor tårer, smil og fællessang smeltede sammen til ét.
Ida Ambrose – lysende og modig
Fra det øjeblik Ida Ambrose trådte frem, var scenen hendes. Hun sang ikke bare – hun fortolkede, hun legede, hun skreg og hun hviskede, så selv stjernerne over Tivoli lyttede. “Aldrig undvære dig” blev til et fælles løfte mellem publikum og bandet, mens “Hvorlænge vil du ydmyge dig” eksploderede i en energi, der fik Plænen til at gynge som et stormfuldt hav. Ida er ikke bare en sanger – hun er en kraft, en sjæl i bevægelse.
En setliste som et liv
Koncerten var bygget op som en rejse gennem tre årtier af dansk musikhistorie. De startede med “Giv slip nu” – og folk gjorde netop det: slap alt og overgav sig. På “Læn dig tilbage” blev tempoet sænket, som en hånd der blidt lægger sig på skulderen, og så fulgte den intime akustiske afdeling – koncertens hjertekammer.
Her blev vi mindet om, hvor stærkt stille musik kan være: “Grib chancen” og “Tag godt imod ham” blev båret frem med næsten
hellig ro. På “Pianomand” fløjtede August Campeotto så rent, at det føltes som et ekko fra en svunden tid. Og da han på “Rejs dig op & kom videre” greb den spanske guitar, foldede sangen sig ud med en ny, næsten flamenco præget intensitet. Publikum stod helt stille, tryllebundet.
Men festen vendte tilbage med “Kære lillesøster” og “Reggae vuggevise”, hvor Tivoli gyngede i takt, før vi blev sendt ud i kosmos med “Et lysår en stjerne”. Da “Kolde hjerter” lød i blåt lys, lå Tivoli badet i en melankoli, der var lige så smuk som den var skærende. Og så – naturligvis – “Er der nogen i himlen”. En sang, der ikke bare blev sunget, men bedt og råbt. En kollektiv bøn under åben himmel.
Afslutningen var som skrevet af skæbnen: “Hvorlænge vil du ydmyge dig” tændte festen én sidste gang, og “Ud under åben himmel” blev den fuldendte finale. Vi stod jo dér – under åben himmel, under musikken, under en følelse af at høre til.
Bandet – de usynlige søjler
Bag Ida stod mændene, der gør Danser Med Drenge til Danser Med Drenge. Henrik Stanley Møller holdt pulsen som et hjerte af kontrabas. Dan Hemmer fik det til at gå i dialog med publikum. Mikkel Risum lod det hele flyde som en stille flod. Kim Thomsen pustede liv i trommerne så musikken fik ekstra farver. Og August Campeotto – ja, han var aftenens åbenbaring, både som fløjter, guitarist og nærværende musiker.
Og så Klaus Kjellerup. Lidt mere tilbagetrukket, men stadig bandets usynlige arkitekt. Han har gennem tre årtier tegnet musikken, teksterne, visionen. At stå på Plænen og høre hans værker leve videre, er intet mindre end en hyldest til hans betydning for dansk musik. Uden ham – ingen Danser Med Drenge. Punktum.
En nat, man bærer med sig
Da sidste akkord forsvandt ud i Tivoli natten, og publikum langsomt dryssede væk, var der en stille fornemmelse af at have oplevet noget uerstatteligt. Som om vi havde danset på kanten af både livets fest og livets eftertænksomhed.
Danser Med Drenge har altid været mere end et band. De er en følelse, et fællesskab, en påmindelse om, at vi skal leve, grine, græde – og danse.
Denne augustnat i Tivoli beviste de det endnu engang. Ikke med store ord, men med musik, der vil leve i os længe efter, at lysene i haven blev slukket. Af: Eva Yde
Foto: Rasmus Petersen
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes