Country i Tivoli
d. 22 juni 2026 Kl. 09.11
Da countryen fik det sidste ord
Søndag d. 21. juni 2026 vågnede Tivoli op til den sidste dag med country i blodet, glimmerstøv på de imaginære støvler og en lille smule Dolly Parton hængende i luften. Efter to dage med guitarer, cowboyhatte, fællessang, linedance og amerikanske toner mellem blomsterbede og forlystelser, var det næsten som om Haven selv havde vænnet sig til twang. Countryen føltes ikke længere som en gæst i Tivoli. Den føltes som noget, der havde fundet sig til rette. Dag 3 blev ikke den mest larmende dag. Den blev heller ikke den største folkefest. Til gengæld blev den måske den mest varme, intime og eftertænksomme af de tre dage. En søndag med blødere kanter, stærke stemmer og musik, der fik lov til at folde sig ud uden hastværk. Det var dagen, hvor Tivoli ikke behøvede råbe “yee-haw” for at være country. Det var nok bare at lytte.
Bye Bye Brenda: En stille åbning med stor følelse
Dagens første store musikalske møde kom med Bye Bye Brenda, samarbejdet mellem Stine Bramsen og Kajsa Vala. Duoen har med debutalbummet "Landmarks" skabt et lydunivers, hvor country, americana og nordisk melankoli mødes i et enkelt, poetisk og sårbart udtryk. Og netop enkelheden blev koncertens styrke. Der var ikke voldsomt mange mennesker på Plænen, da Bye Bye Brenda gik på. Det var synd. For de gæster, der var mødt tidligt op, fik en smuk og nærværende begyndelse på den sidste countrydag. Koncerten havde et minimalistisk setup, hvor stemmerne fik lov til at bære det hele. Ingen overflødig pynt. Ingen store armbevægelser. Bare to stærke kunstnere, der lod fortællingerne, melodierne og harmonierne stå klart frem. Stine Bramsen og Kajsa Vala skabte et rum, hvor det nære og det sørgmodige fik plads. Sangene bevægede sig mellem det relaterbare, det skrøbelige og det eftertænksomme. Det var musik, der ikke pressede sig på, men langsomt fandt vej ind. Som åbning på søndagen var det perfekt. En blød landing efter to dage med countryfest.
Tivoli blev lidt mindre, på den gode måde
Det særlige ved Bye Bye Brenda var, at Tivoli for en stund føltes mindre. Ikke mindre imponerende, men mere intimt.
Midt mellem forlystelser, turister og sommersol opstod der et stille musikalsk øjeblik, hvor man næsten glemte, at man stod i Danmarks mest berømte forlystelseshave. Det blev ikke en koncert, man skulle råbe med på. Det blev en koncert, man skulle give sig hen til. Og det er netop noget af det, country og americana kan, når det fungerer bedst. Det behøver ikke altid handle om store armbevægelser, støvede landeveje og whisky i glasset. Det kan også være to stemmer, der mødes i et enkelt arrangement og får en hel plads til at sænke skuldrene. Bye Bye Brenda gav søndagen en smuk begyndelse.
Orangeriet som lille Nashville klub
Senere blev et af dagens absolutte højdepunkter leveret i Orangeriet, hvor Dansk Writers Round samlede tre markante danske countrystemmer: Kajsa Vala, Mike Andersen og LOUD TIGER. Her blev Tivoli for alvor forvandlet til noget, der mindede om en lille sangskriverklub i Nashville. Bare med mere dansk sommer, grønnere omgivelser og lidt pænere stole. Stemningen var afslappet og forventningsfuld. Solen stod højt, omgivelserne var smukke, og de publikummer, der var mødt op i god tid, blev belønnet med siddepladser helt tæt på scenen. Det var den slags koncert, hvor man hurtigt fornemmer, at man er heldig at være til stede. Til venstre sad Sune på guitar og akkompagnerede LOUD TIGERs store stemme. Til højre sad Kajsa Vala og Mike Andersen, der med både guitar, vokal og nærvær kompletterede hinanden fornemt. Formatet var enkelt: De skiftedes til at fortælle og spille. Men det enkle blev aldrig småt. Tværtimod.
Når sangene får lov at fortælle selv
En writers round fungerer kun, hvis sangene holder. Der er ingen stor produktion at gemme sig bag. Ingen lysmur. Ingen effektjagt. Kun stemmen, guitaren, historien og publikums opmærksomhed. Og her holdt sangene. Kajsa Vala, Mike Andersen og Loud Tiger delte personlige erfaringer, musikalske historier og sange, der bevægede sig mellem bluesgrass, westernstemninger, livserfaring, kærlighed og naturligvis ulykkelig kærlighed. For uden ulykkelig kærlighed ville countrymusik næsten være en tom hat. Der var humor. Der var varme. Der var noget jordnært og ærligt over hele koncerten. Ikke påtaget. Ikke overforklaret. Bare musikere, der kunne deres håndværk og havde lyst til at dele det. Det blev halvanden times forkælelse af dansk countrymusik på højt niveau. Og lad os bare sige det tydeligt: Det her kunne uden problemer måle sig med meget af det, man ellers forbinder med den amerikanske countryverden. Ikke som kopi, men som dansk kvalitet med international klang.
Tre danske countrykunstnere i stærkt samspil
Det bedste ved Dansk Writers Round var sammensætningen. Kajsa Vala kom med sin sikre americana-fornemmelse og stærke musikalske ro. Mike Andersen tilføjede blues, dybde og en stemme, der kan bære både erfaring og lune. LOUD TIGER kom med kraft, karakter og vokal styrke. Sammen skabte de en koncert, hvor ingen skulle overdøve hinanden. De lyttede. De gav plads. De løftede hinandens sange. Det er netop dét, der gør sådan et format særligt. Man ser ikke bare kunstnere optræde. Man ser dem mødes. Og i Orangeriet mødtes de virkelig flot.
Tre stemmer og ren magi
Søndagens store afslutning kom med Wonder Women of Country: Kelly Willis, Brennen Leigh og Melissa Carper.
Allerede på papiret lød det lovende. Tre markante amerikanske countrykunstnere samlet i ét projekt med fokus på sangskrivning, trestemmige harmonier og levende sammenspil. I virkeligheden var det endnu bedre. Trioen har lært hinandens sange og skabt et fælles udtryk, hvor old school country, honky-tonk, hillbilly, western swing og bluegrass mødes. Det lyder måske som noget fra en pladesamlers støvede drøm, men på scenen føltes det frisk, levende og fuldstændig charmerende. Setuppet var enkelt: to guitarer, en kontrabas og tre stemmer. Mere behøvede de ikke. For når tre stemmer klinger så godt sammen, bliver det næsten luksus at skrælle alt andet væk.
Et kærligt kram fra 1940’erne
Der var noget næsten tidsløst over Wonder Women of Country. Deres harmonier havde en fantastisk varm klang. Det lød som et kærligt kram fra 1940’erne. Som om man havde fundet en gammel radio fra Texas, tændt for den midt i Tivoli, og ud kom der ikke nostalgi som museum, men nostalgi som levende musik. Sangene var fulde af charme, humor og hjertesorg. Der blev sunget om at drømme sig væk på ferie, om at spise for meget ved buffeten, om whisky, knuste hjerter og alt det rod, livet består af, når man både vil elske, leve og overleve. Det var både sjovt og rørende. Og det er netop dér, countryen er bedst: når den tør være begge dele på én gang. Koncerten varede omkring 75 minutter, men den måtte for min skyld gerne have fortsat resten af dagen. Måske også resten af sommeren.
En perfekt afslutning på tre dages western wonderland
Wonder Women of Country blev den perfekte afslutning på Countrydage i Tivoli. Ikke fordi de lukkede med det største brag. Men fordi de samlede essensen af genren: sangskrivning, stemmer, historier, humor, smerte, håndværk og musikalsk nærvær. Efter tre dage med country i Haven føltes det helt rigtigt at slutte med tre kvinder, der uden store effekter kunne få Tivoli til at lyde som en amerikansk countryklub fra en anden tid. Det var elegant. Det var varmt. Det var ægte. “Jolene” må have vundet weekenden. Efter tre dage i Tivoli er der én ting, der næsten må konstateres: “Jolene” af Dolly Parton må være den sang, der blev spillet, nævnt, sunget eller åndeligt tilkaldt flest gange i løbet af weekenden. Og lige efter kommer nok “Crazy” af Patsy Cline. Det føles meget passende. For de to sange siger meget om, hvorfor countrymusik stadig rammer. Den kan være dramatisk uden at blive latterlig. Sentimental uden at blive pinlig. Enkel uden at være banal. Countryen tør synge om det, mange andre genrer pakker ind. Kærlighed, jalousi, savn, ensomhed, håb, familie, brud, længsel og den slags følelser, man helst vil grine lidt af, men som alligevel ender med at sidde fast i brystet. Hvis man ikke var countryfan før… Alle dem, der ikke var til countrymusik før Countrydage i Tivoli, må have haft svært ved at gå derfra helt uændrede. For denne weekend viste, at country ikke bare er cowboyhatte og amerikanske klichéer. Det er en stor, bred og levende genre, der kan rumme både fest, smerte, og dybt menneskelige fortællinger. Dag 3 viste især countryens mere intime og håndspillede side. Bye Bye Brenda gav sårbarhed. Dansk Writers Round gav sangskriverkunst. Wonder Women of Country gav tradition, humor og trestemmig magi. Tilsammen blev søndagen en smuk afrunding på tre vidunderlige countrydage i Tivoli.
Tivoli, den tager vi gerne igen
Countrydage i Tivoli har været en af de bedste idéer, Tivoli har fået i flere år. Ikke fordi konceptet var smart på den overfladiske måde. Men fordi det havde substans. Programmet var godt sammensat. Stemningen var varm. Musikken fik plads. Og publikum blev inviteret ind i en genre, som mange måske troede, de kendte, men som viste sig at kunne langt mere. Søndagen blev ikke bare en afslutning. Den blev et bevis på, at countryen sagtens kan bo i Tivoli. I hvert fald for en weekend. Og meget gerne igen. Så stort tak til Tivoli. Den vil vi gerne have én gang til. Gerne med endnu flere harmonier. Gerne med mere twang. Og selvfølgelig gerne med “Jolene” endnu en gang. Af: Eva Yde
