Country i Tivoli
d. 21 juni 2026 Kl. 23.59
Da København fik cowboyhatten på igen
Man kunne næsten høre støvet igen fra Tennessee lande mellem Tivolis blomsterbede. Ikke bogstaveligt, selvfølgelig. For vi var stadig i København. Der var stadig isboder, turister, solbriller, duften af sommer i Tivoli. Men denne lørdag på andendagen, skete der alligevel noget med den gamle have. Den fik en anden rytme. En anden puls. Et lille strejf af Nashville mellem forlystelserne. Country i Tivoli var ikke bare en musikdag med cowboyhatte og ternede skjorter. Det var en dag, hvor genren fik lov til at vise, hvorfor den stadig kan noget særligt. Ikke fordi country nødvendigvis er smart. Ikke fordi den altid er moderne. Men fordi, når den fungerer, rammer noget helt grundlæggende: historierne om livet, familien, kærligheden, tabene, vejene, arbejdet, grinene og de sår, man bærer videre med et omkvæd på læben. Derfor blev lørdag d. 20. juni 2026 en af de dage, hvor Tivoli ikke bare lagde scene til musik. Tivoli blev selv en del af fortællingen. For mellem Plænen, Pergolaen, linedance, sommervarme og amerikanske stemmer opstod der et mærkeligt smukt kulturmøde: København mødte countryen og ingen af delene virkede fremmede bagefter.
Da Tivoli fandt sin indre Nashville igen
Det kunne let være blevet endnu en temadag med udklædning, overflade og lidt for mange karikerede “yee haw” øjeblikke. Men Country i Tivoli ramte en langt bedre tone. Arrangementet tog countryen alvorligt uden at gøre dagen tung. Det var underholdende uden at blive tivoliseret på den forkerte måde. Der var noget næsten befriende ved at se, hvordan countrymusikken gled ind i Haven. Ikke som en fremmed genre, der skulle oversættes for et dansk publikum, men som noget umiddelbart forståeligt. For alle kender følelsen af at savne nogen. Alle kender en familiehistorie, der stikker lidt. Alle kender en sang, der pludselig siger noget, man ikke selv fik formuleret. Det var dét, dagen kunne. Countryen kom ikke til Tivoli for at imponere med distance. Den kom for at være tæt på.
En varm dag, der langsomt blev til en musikalsk folkefest
Sommervarmen lå tungt over Tivoli. Publikum bevægede sig i et roligere tempo end normalt, men energien var der. Den var bare mere afslappet. Folk gled fra scene til scene, fra skygge til sol, fra øl til vand, fra forlystelser til musik. Man mærkede hurtigt, at Country i Tivoli ikke skulle opleves som én koncert, men som en hel dag i bevægelse. Det var det, der gjorde arrangementet vellykket. Man kunne selv vælge intensiteten. Man kunne lytte koncentreret til en sangskriver på Pergolascenen, synge med på store hits på Plænen, se folk forsøge sig med linedance eller bare lade countrymusikken danne lydspor til en sommerdag i Haven. Linedancen blev et kapitel for sig. Den dukkede op som små glade udbrud rundt omkring i Tivoli. Nogle kunne trinene. Andre havde tydeligvis kun fanget idéen. Men det gjorde ikke noget. Tværtimod. Country skal ikke være for fin til, at man må ligne én, der først fandt ud af retningen tre takter for sent. Den slags øjeblikke gjorde dagen menneskelig.
Zack Runyon – en ærlig stemme fra West Virginia
På Pergolascenen fik publikum et af dagens mest nærværende møder med den amerikanske sangskrivertradition. Her stod Zack Runyon fra West Virginia, en mand, der med selvironisk glimt i øjet beskrev sig selv som en rigtig redneck, men som hurtigt viste sig at være langt mere end en charmerende countrytype med guitar. Runyon har en baggrund som akutlæge, og den erfaring kunne mærkes i hans sange. Ikke som en direkte fortælling om hospitaler og dramatiske situationer, men som en menneskelig tyngde. Han virkede som en sangskriver, der har set mennesker i sårbare øjeblikke, og som forstår, at de største historier ofte ligger i det almindelige liv. Han lagde ud med “Float”, en varm og umiddelbar feelgood sang, som han fortalte, at han skrev for omkring et år siden. Den fungerede som en perfekt åbning: let, melodisk og solbeskinnet uden at blive ligegyldig. En sang med den slags enkelhed, som kun virker, hvis den er skrevet med oprigtighed. Men koncerten fik for alvor dybde, da han spillede “Dad’s House”. Sangen handler om at være skilsmissebarn, og her ændrede stemningen sig markant. Publikum lyttede mere intenst. De små samtaler forsvandt. Der opstod den særlige stilhed, som kun kommer, når en sang rammer et sted, hvor folk genkender noget fra deres eget liv. Det var ikke dramatisk på den store måde. Det var bedre end det. Det var ægte.
En mand med noget på hjerte
Zack Runyons sæt bevægede sig gennem et bredt følelsesregister. Der var humor, varme, sårbarhed, eftertanke og små glimt af håb. Han har indtil videre udgivet tre sange, men hans materiale og sceneudstråling pegede på en artist, der sagtens kan nå meget længere. Det mest interessante var hans nærvær. Han virkede ikke som en musiker, der kom for at sælge en facade. Han kom med sange, historier og en åbenhed, der passede perfekt til det intime format. Der var noget næsten samtalende over hans optræden. Som om han ikke sang til publikum, men med dem. Han spillede flere gange både fredag og lørdag og tog også imod sangønsker fra publikum. Det gav hans optrædener en spontan og generøs karakter. Man fik følelsen af, at han ikke bare gennemførte et program. Han var til stede. Zack Runyon var måske ikke dagens største navn, men han var en af dem, der efterlod det tydeligste aftryk. Ham skal man holde øje med.
Pergolascenen – hvor sangene fik lov at ånde
Pergolascenen viste sig som et af Country i Tivolis stærkeste kort. Her blev countrymusikken skåret ind til det, den ofte gør bedst: stemmen, guitaren, historien og kontakten til publikum. Det intime format er nådesløst. Der er ingen stor produktion at gemme sig bag. Ingen lysmur. Ingen massiv lydflade. Hvis sangen ikke holder, falder den til jorden. Hvis historien er for tynd, mærkes det straks. Men når det virker, kan det være stærkere end de store shows. Og her virkede det. Pergolaen blev Tivolis lille Nashville hjørne. Et sted, hvor sangskrivningen fik plads, og hvor publikum kunne komme tættere på kunstnerne end på de store scener. Det gav hele countrydagen en nødvendig dybde. For country er ikke kun fest, fællessang og store omkvæd. Den er også de små fortællinger, der bliver siddende bagefter.
Craig Wayne Boyd – en honky-tonk-mand med landevej i stemmen
Craig Wayne Boyd bragte en anden form for tyngde ind i programmet. Her stod en Nashville-baseret countryartist med en stemme, der både rummer teknik, erfaring og den særlige autoritet, der kun kommer af mange år på scener og landeveje. Han er kendt som vinder af The Voice, men det ville være for let kun at reducere ham til en talentshowhistorie. Craig Wayne Boyd virker som en artist, der har levet sit musikliv længe før kameraerne tændte. Med mere end 1.000 koncerter bag sig og 28 optrædener på det ikoniske Grand Ole Opry har han en erfaring, der kan høres i måden, han står i sangene på. Hans udtryk balancerer mellem klassisk amerikansk country, honky tonk, southern rock og en mere melodisk Nashville tradition. Der er noget råt i stemmen, men også noget kontrolleret. Han kan synge stort uden at presse. Han kan være følelsesfuld uden at blive sentimental. Og han kan fylde et intimt scenerum uden at gøre sig større end sangene. Craig Wayne Boyd gav en fin og nærværende koncert, hvor han mellem sangene fortalte små historier om sig selv. Det gjorde optrædenen personlig og varm. Han virkede ikke som en artist, der skulle bevise noget. Han stod der med roen fra en mand, der har prøvet det meste og som ved, at en god countrysang ikke skal forklares ihjel. Der var også humor i hans tilstedeværelse. Han fremstod som en ægte honky-tonk-mand: en “hee haw”, der synger til sin “she-haw”, som også er sanger. Sammen har de fem børn, og den oplysning gav hans fortællinger en ekstra dimension af familieliv, kærlighed og hverdagskaos. Det kunne let være blevet for meget, men hos Boyd fungerede det, fordi det kom med varme og selvironi. Han havde den slags scenecharme, hvor publikum føler, at de får lov at sidde lidt tættere på mennesket bag mikrofonen. Hans sange handlede om liv, kærlighed og hverdagen uden filter. Ikke som store filosofiske erklæringer, men som countryen ofte gør det bedst: konkret, melodisk og direkte. Craig Wayne Boyd leverede ikke dagens mest prangende øjeblikke. Han leverede noget bedre: soliditet, karakter og erfaring.
Tre stole, tre guitarer og en hel countryverden
Man behøver ikke røgmaskiner, konfettikanoner eller stadionproduktion for at skabe magi. Nogle gange er det nok med tre Nashville sangskrivere, tre guitarer og historier, der lugter lidt af landevej, kaffekopper, knuste hjerter og store hits. Sådan var Writers Round i Orangeriet med Lee Thomas Miller, Wendell Mobley og Kelly Archer, en aften, hvor publikum kom helt tæt på countrymusikkens skjulte helte: dem, der skriver sangene, andre bliver berømte på. Det særlige ved aftenen var ikke kun sangene, men fortællingerne bag dem. Her blev publikum lukket ind i sangskrivernes værksted: idéerne, tvivlen, de mærkelige tilfældigheder, de små geniale linjer og de øjeblikke, hvor en sang pludselig får sit eget liv. Det var råt, ærligt og befriende uprætentiøst. Mellem numrene sad den tørre Nashville humor perfekt. Ikke store jokes med blinkende skilte, men små, skarpe bemærkninger leveret med ro, erfaring og et glimt i øjet. Man grinede ikke kun, man lyttede bedre bagefter. Med kun stemme og guitar stod musikken helt rent. Ingen effekter. Ingen pynt. Bare sangene, som de måske lød allerførste gang, de blev spillet i et lokale for nogen, der skulle tro på dem. Writers Round i Orangeriet blev derfor en intim, varm og anderledes koncertoplevelse, som at sidde med ved bordet i Nashville, lige dér hvor sangene bliver født. Kort sagt: En lille koncert med store historier.
Twang – dansk roots med smil, greb og musikalitet
Hvor Zack Runyon gav publikum den amerikanske sangskriver tæt på, leverede Twang et andet af dagens charmerende højdepunkter. Gruppen kom med trestemmig sang, guitar, violin, banjo, kontrabas og en spilleglæde, der kunne mærkes helt ud blandt publikum. Twang er den slags band, der minder én om, hvor meget musikalsk overskud der kan ligge i et enkelt setup. De behøver ikke larme for at fylde. De behøver ikke overproducere for at imponere. De spiller, som om de stoler på instrumenterne, traditionen og hinanden. Deres sammenspil havde både præcision og lune. Musikken trak tråde til bluegrass, folk, old time og klassisk country, men uden at det blev museumsmusik. Twang spillede traditionen levende. De behandlede countryen som noget, der stadig kan bruges, danses til, grines af og mærkes. Det var håndspillet, veloplagt og befriende uhøjtideligt.
Midland – neon, harmonier og amerikansk elegance
Midland gav dagen et stilfuldt skud klassisk amerikansk country med moderne kant. Bandets univers er bygget på trestemmige harmonier, steelguitar, honky-tonk stemning og en retroæstetik, der sender tankerne mod neonskilte, barlokaler, gamle plader og sene nætter med hjertesorg i glasset. Det kunne have virket som ren nostalgi, men Midland er for dygtige til bare at være en pastiche. De lyder ikke som et band, der efterligner fortiden. De lyder som et band, der forstår, hvorfor fortiden stadig virker. Deres musik har stil, men ikke kulde. Den har attitude, men ikke distance. Den er poleret, men stadig forankret i countryens klassiske formsprog. Midland gav dagen international tyngde og et flot afsluttende præg på Plænen i Tivoli. Hvor Pergolaen havde givet publikum de nære historier, gav Midland følelsen af en større amerikansk countryscene med lys, harmonier og sikkerhed i udtrykket. Det var elegant, velspillet og uimodståeligt amerikansk.
Tivoli som countrykulisse, mærkeligt på papiret, rigtigt i praksis
Amerikansk country midt i Tivoli kunne på papiret lyde som en lidt skæv idé. Men i praksis gav det overraskende god mening. Tivoli lever af tradition, stemning, nostalgi, håndværk og fællesskab. Countrymusikken lever af meget af det samme. Begge dele ved, at følelser ikke nødvendigvis bliver mindre ægte af at være pakket ind i lys, melodier og genkendelige former. Tivoli blev ikke forvandlet til Nashville. Det var heller ikke nødvendigt. Haven lod bare countrymusikken lægge sig som et ekstra lag over den stemning, der allerede var der. Og fordi arrangementet ikke prøvede for hårdt, blev det langt mere troværdigt. Countryen fik lov at være country. Tivoli fik lov at være Tivoli. Mødet mellem de to blev dagens største succes.
50 Years of Country Hits, da Plænen sang med
Senere kl.21.00 blev formatet større, da 50 Years of Country Hits indtog Plænen som en del af Tivolis LørdagsHits. Her blev de små historier fra Pergolaen afløst af de store sange, de velkendte omkvæd og countryens kollektive hukommelse. På scenen stod Loud Tiger, Jake O’Neill, Payton Taylor og Craig Wayne Boyd, der sammen tog publikum gennem en række countryklassikere fra de seneste fem årtier. Det var ikke et show, der forsøgte at være svært eller smalt. Det skulle samle, underholde og få folk til at synge med. Der var en fin balance mellem nostalgi og fest. De store countryikoner lå som musikalske pejlemærker i showet: Dolly Parton, Kenny Rogers, Shania Twain, Chris Stapleton og flere andre. Det blev en fejring af en genre, der igen og igen har vist, at den kan være både kommerciel og oprigtig, bred og personlig, sentimental og stærk. Det var fællessang med støvler på.
Tivoli fik twang og det klædte Haven
Country i Tivoli lørdag den 20. juni 2026 blev en særdeles vellykket anden dag i Tivolis countryweekend. Det var en dag med sommervarme, mange mennesker, stærke musikalske præstationer, god variation og en stemning, der voksede, jo længere dagen skred frem. Programmet fungerede, fordi det viste countryens mange sider. Zack Runyon gav publikum det personlige, sårbare og ærlige. Twang leverede akustisk rootsenergi med humor og flot samspil. Craig Wayne Boyd bragte Nashville er igen faring, honky-tonk charme og vokal tyngde. 50 Years of Country Hits samlede Plænen i fællessang. Midland satte et stilfuldt og internationalt punktum med harmonier, steelguitar og klassisk amerikansk elegance. Den varme, åbne, dansende og musikelskende stemning, der bredte sig gennem Tivoli og gjorde dagen til mere end en række koncerter. Det blev en oplevelse. En sommerdag med lyd, liv, grin, historier og rytme i fødderne. Country i Tivoli viste, at countrymusikken sagtens kan finde et hjem midt i København, i hvert fald for en weekend. Og hvis man lørdag gik gennem Haven og så folk linedance mellem forlystelserne, mens amerikanske stemmer og danske sommerlyde blandede sig i luften, var konklusionen ikke til at tage fejl af: Tivoli havde fået twang.
Og det klædte den gamle have forrygende. Af: Eva Yde