Country i Tivoli
d. 20 juni 2026 Kl. 13.24
Country i Tivoli: Da cowboyhatten landede midt i blomsterbedet
Der var noget næsten smukt over synet: cowboyhatte mellem Tivolis blomster, countrystøvler på de pæne havegange, linedance i sommerluften og guitarer, der pludselig fik København til at lyde en lille smule som Nashville. Man skulle ikke mange meter ind i Haven, før det stod klart, at Country i Tivoli ikke bare var endnu en temaweekend med lidt pynt og et par plakater. Det var en stemning. Fra 19. til 21. juni inviterede Tivoli for første gang til en hel weekend med countrymusik, fællessang, intime koncerter og store navne. Og allerede på åbningsdagen lykkedes det at skabe noget, der både var folkeligt, charmerende, musikalsk og overraskende velkurateret. For countryen klædte Tivoli. Faktisk klædte den Tivoli bedre, end man måske havde regnet med. Der var noget befriende over at se en genre, der ofte bliver reduceret til karikerede cowboyhatte og amerikanske pickup-drømme, få lov til at brede sig ud i en dansk sommerhave med både alvor, humor og hjerte. Her var plads til de store følelser, de små historier, de triste sange, de glade melodier og ikke mindst det publikum, der var mødt op for at være med.
Nashville med adgangsbillet og sommersol
Country i Tivoli fungerede bedst, når arrangementet turde tage genren alvorligt uden at gøre den tung. For country er ikke kun musik om støvede landeveje, brændte broer og kærlighed, der gik galt før morgenkaffen. Det er også en fortælletradition. En måde at synge om livet på, hvor det enkle ofte rammer hårdere end det avancerede. Og netop derfor passede formatet godt til Tivoli. Haven kan noget særligt, når den bruges rigtigt. Den kan rumme både det store og det intime. Den kan være festplads, koncertsal, forlystelsespark og poetisk kulisse på samme tid. Under Country i Tivoli blev den forvandlet til en slags dansk udgave af en musikalsk sydstatsdrøm, bare med pæne blomsterbede, popcorn i nærheden og en rutsjebane i baggrunden. Det lyder måske mærkeligt. Men det virkede.
Payton Taylor – stemmen fra Nashville kom helt tæt på
Payton Taylor gav dagen en smuk og nærværende begyndelse. Hun kom med den type country, hvor stemmen og fortællingen får lov til at stå forrest. Ingen unødvendige armbevægelser. Ingen jagt på effekt. Bare en artist, der tydeligt ved, at countrymusik først bliver stærk, når man tror på historien bag sangen. Hun har rødder i Nashville traditionen, og det kunne mærkes. Hendes musik kredser om klassiske countrytemaer som kærlighed, længsel, USA, guitarer og livets små knæk. Men hos hende føltes det ikke som klichéer. Det føltes som sange, der havde fået lov til at modne. Hendes stemme var koncertens første store gave. Den har dybde, varme og en følelsesmæssig klarhed, der rammer uden at overdrive. Når hun sang, var det som om Tivoli blev en smule mindre omkring hende. Ikke fordi musikken var lille, men fordi den trak publikum tættere på. Det var ikke en koncert, der råbte efter opmærksomhed. Den bad om den. Og fik den.
Jake O’Neill – sad songs fra Liverpool med ærlig kant
Jake O’Neill kom med en anden energi. Mere rå, mere forsigtig, mere blå i kanten. Han er britisk, men hans musik trækker tydeligt på den amerikanske countrytradition, hvor sangene handler om livets op- og nedture, kærlighed, tab og alt det, man ikke altid får sagt i tide. Han fremstod ydmyg på scenen. Ikke som en artist, der ville bevise alt på én gang, men som en sangskriver, der gerne ville have publikum til at lytte. Det klædte ham. Hans sange bevægede sig især i det melankolske felt, de såkaldte sad songs og her havde han sin styrke. Hans stemme har en fin nasal klang og en råhed, der stadig er under udvikling, men netop derfor interessant. Der er potentiale i ham. Ikke fordi han allerede står som et færdigt hovednavn, men fordi han har noget, mange mere polerede artister mangler: en fornemmelse af ærlighed. Jake O’Neill viste, at country i dag ikke længere er bundet til ét landkort. Man behøver ikke komme fra Tennessee for at forstå genren. Man skal bare kunne skrive en sang, der lyder som noget, man har mærket.
Maja Francis – lyserød country med Dolly vibrationer
Hvor Payton Taylor gav publikum Nashville nærvær, og Jake O’Neill gav dem britisk melankoli, kom Maja Francis med noget helt tredje: svensk countrypop i lyserøde toner. Maja Francis er ikke country på den klassiske måde. Hun er mere drømmende, mere poppet, mere visuel og mere skæv. Men det var netop det, der gjorde hende spændende i programmet. Hun udvidede billedet af, hvad country kan være. Hendes stemme er særlig. Lys, skrøbelig, karakterfuld og med en klang, der flere gange sendte tankerne i retning af Dolly Parton. Ikke fordi hun kopierer Dolly, men fordi der er den samme mærkelige kombination af sødme og styrke. Noget næsten dukkeagtigt på overfladen, men med følelser nok til at skære igennem. Med sit countryinspirerede album Hello Cowboy har Maja Francis fundet en retning, hvor popmelodier og countryens fortællende tradition mødes. Det gav koncerten søde, glade og lette countryvibes, men uden at blive ligegyldig. For bag det lyserøde univers ligger der en singer-songwriter, der faktisk vil noget. Hun var et godt eksempel på, at moderne country ikke behøver være brun, støvet og maskulin. Den kan også være pink, svensk, sårbar, melodisk og mærkelig på den helt rigtige måde.
Ester Brohus – når country bliver dansk og ægte
Hvis man skulle pege på dagens mest jordnære og helstøbte countryoplevelse, var Ester Brohus et oplagt bud. Allerede en time før hun gik på scenen, var der godt fyldt op foran Orangeriet. Publikum var klar. Mange var mødt op med countryhatte, støvler og den slags forventningsfulde smil, der afslører, at man ikke bare er kommet forbi ved et tilfælde. Der var snak, latter og en stemning af, at noget godt var på vej. Fra første nummer, “The Storm”, var der kontakt mellem scene og publikum. Ester Brohus har gennem mere end 40 år været en markant stemme i dansk countrymusik, og det kunne høres. Ikke som nostalgi. Ikke som rutine. Men som erfaring. Hun sang 13 numre og gav publikum en koncert på cirka 75 minutter, der føltes både intim og stor. Blandt højdepunkterne var “Down the River” fra hendes nyeste materiale, men koncertens styrke lå ikke kun i de enkelte sange. Den lå i helheden. Der var varme anekdoter mellem numrene. Der var ægte slideguitar. Der var et band, der spillede med respekt for sangene. Og der var en vokal, som stadig har den særlige evne til at få country til at lyde levet, ikke spillet.
Slideguitar, lune historier og et band uden ego
Ester Brohus’ koncert viste, hvorfor hun stadig står stærkt i dansk roots og countrymusik. Hun forsøger ikke at gøre country til noget, det ikke er. Hun har forstået, at genrens kraft ligger i enkelheden. Bandet spillede med nærvær og præcision. Det var ikke et orkester, der fyldte for at fylde. Det lyttede. Det gav plads. Slideguitaren lagde den helt rigtige varme under sangene, og der var en organisk ro i lyden, som gjorde koncerten behagelig uden at blive pæn og ufarlig. Det er svært at fake den slags. Enten har man det, eller også har man det ikke. Ester Brohus har det. Hendes fortællinger mellem sangene gav koncerten ekstra karakter. De var ikke lange foredrag, men små åbninger ind til musikken. Den slags betyder meget i country, hvor sangen og historien helst skal hænge sammen.
Publikum var ikke statister, de var medspillere
Noget af det mest charmerende ved Country i Tivoli var publikum. For arrangementet blev ikke kun båret af artisterne. Det blev også båret af dem, der mødte op og tog stemningen alvorligt. Der var hatte. Der var støvler. Der var modne countryfans, nysgerrige Tivoli gæster, koncertelskere og folk, der måske bare havde tænkt: “Country i Tivoli? Det må vi se”. Og det er netop dér, Tivoli er stærkest. Når Haven bliver et sted, hvor forskellige publikummer mødes omkring noget, der er let at gå til, men stadig har kvalitet. Countrymusikken viste sig som en genre, der kan samle folk på tværs af alder, stil og musiksmag. Man kunne stå og lytte. Man kunne synge med. Man kunne danse lidt. Man kunne smile af hattene. Man kunne lade sig overraske. Og man kunne mærke, at det her ikke kun var en koncertdag, men et forsøg på at skabe en ny tradition.
Brad Paisley – den store countrymaskine på Plænen
Fredagen kulminerede med Brad Paisley til Fredagsrock på Plænen kl. 22.00. Og som afslutning på dagen gav det perfekt mening. For hvis de tidligere koncerter viste countryens intime ansigt, repræsenterede Brad Paisley den store, amerikanske version af genren: guitarhelten, entertaineren, sangskriveren og showmanden. Han er en af moderne countrys mest markante navne og en artist, der både kan være sjov, sentimental og teknisk blændende. Hans placering som aftenens store punktum var klogt tænkt. Dagen byggede sig op fra de små fortællinger til det store fællesskab. Fra Pergolascenens nærhed til Plænens åbne sommernat. Det gav Country i Tivoli en flot dramaturgi. Først lærte man genren at kende i øjenhøjde. Derefter fik man den i fuld størrelse.
En genre, der kan mere end sit image
Det mest interessante ved Country i Tivoli var, at arrangementet viste countryens bredde. Her var ikke kun én type country. Der var klassisk Nashville, britisk singer/songwriter country, svensk countrypop, dansk roots og amerikansk stjernestatus. Det gjorde dagen mere levende. For country er ikke længere kun én ting. Det er ikke kun mænd i hatte, triste barer og sange om biler. Det kan være Payton Taylors varme Nashville-fortællinger. Jake O’Neills britiske hjertesorg. Maja Francis’ lyserøde poppoesi. Ester Brohus’ danske livserfaring. Brad Paisleys store guitarshow. Når programmet spændte så bredt, blev Country i Tivoli ikke bare en temadag. Det blev en lille musikalsk påmindelse om, at genrer udvikler sig, når nye stemmer får lov til at træde ind i dem.
Countryen fandt hjem i Tivoli
Country i Tivoli var en vellykket fredag og start på weekenden. En varm og overraskende charmerende åbning på en ny temaweekend. Det fungerede, fordi arrangementet ikke gjorde country til en joke, men heller ikke tog sig selv alt for højtideligt. Der var hjerte. Der var smil. Der var gode stemmer. Der var guitarer. Der var linedance. Der var støvler på grusstierne og fællesskab i luften. Og vigtigst af alt: Der var musik, der kunne mærkes. Payton Taylor bragte Nashville tæt på. Jake O’Neill viste countryens europæiske fremtid. Maja Francis gjorde genren pink og personlig. Ester Brohus gav den dansk dybde og troværdighed. Brad Paisley løftede aftenen op i international størrelse. Tilsammen skabte de en fredag, hvor Tivoli ikke bare havde country på programmet, men country i kroppen. Det var ikke perfekt. Men det var levende. Og det er langt vigtigere. En stemningsfuld, musikalsk og charmerende countrydebut i Tivoli, hvor både de intime fortællinger og de store fællessange fik plads i sommerhaven. Af: Eva Yde