Conan Gray
d. 27 maj 2026 Kl. 08.24
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
Et ønskeben af hjertesorg, popteater og konfetti
Med cykel, postkasse, seng, lejrbål og båd byggede Conan Gray en gennemført popfortælling i Royal Arena, båret af stærk fanenergi og et visuelt univers, der hele tiden udviklede sig.
Et wishbone som scenens røde tråd
Inden Conan Gray trådte frem i Royal Arena, stod ordene på bagskærmen: “A wishbone never breaks even”. Det blev ikke bare en dekorativ sætning. Det blev aftenens nøgle. Scenen var formet som et ønskeben, touren bar navnet Wishbone World Tour, og hele koncerten kredsede om idéen om noget, der knækker skævt, kærlighed, forventninger, ungdom, venskaber og drømme. Royal Arena var ikke udsolgt, men de cirka 5.000 fremmødte fans skabte en intens stemning fra begyndelsen. Det var et publikum, der kendte sangene, detaljerne og symbolerne. Derfor føltes aftenen mere som et fælles fanritual end en traditionel arenakoncert.
En entré med charme og selvironi
Conan Gray åbnede showet på cykel. Han stillede den op ad en høstak, gik hen til en postkasse og fandt mikrofonen deri. Det var en entré, der balancerede mellem det barnligt finurlige og det nøje iscenesatte. I stedet for en klassisk popstjerneåbning med røg og dramatik valgte han et lille scenisk billede, der passede til hans univers: romantisk, skævt og lidt teatralsk. Med “My World” satte han straks gang i aftenen, efterfulgt af “Never Ending Song”, “Care” og “Wish You Were Sober”. Fra start var der tydelig kontakt mellem scene og sal. Han brugte wishbone scenens lange arme effektivt og bevægede sig ud mod publikum, så Royal Arena føltes mindre og mere nærværende.
Fra sailor look til nattøj
Koncertens første kapitel havde energi og fremdrift, men efterfølgende skiftede stemningen. På skærmen kom ordene: “I got the short end of the stick”. Her tog han sit sailor inspirerede tøj af, skiftede til nattøj og lagde sig i en seng midt på scenen. Med ét rykkede showet fra det udadvendte til det mere sårbare. “Class Clown” åbnede denne del, hvor Conan Gray viste sin styrke som følsom historiefortæller. Han er ikke bare en artist, der synger om kærlighedssorg. Han iscenesætter den. Han gør den fysisk, visuel og fælles.
Tæt på fansene under “People Watching”
Et af aftenens mest nærværende øjeblikke kom under “People Watching”. Her gik han gennem fotograven, gav high fives til første række og bevægede sig videre ind mod midten, hvor han stillede sig ved et trin og sang tæt på sine fans. Det var enkelt, men virkede stærkt, fordi det brød afstanden mellem popstjerne og publikum. Netop her viste han, at koncertens største effekt ikke nødvendigvis var scenografien, men forbindelsen til dem, der stod foran ham.
Fællessang og farvede lys
Med “The Cut That Always Bleeds” ramte aftenen et af sine følelsesmæssige højdepunkter. Sangen blev løftet af en massiv fællessang, hvor Royal Arena for alvor samlede sig om hans melodramatiske popunivers. Lige efter fulgte “Eleven Eleven”, hvor mange blandt publikum havde taget lys i forskellige farver med. Det virkede som et planlagt fanprojekt, og resultatet var smukt: en arena oplyst nedefra, mens Conan Gray sad med guitaren og lod sangen få luft. Efter “Nauseous” bevægede koncerten sig videre ind i en mere intim sektion.
Conan’s Campfire
På en af enderne af wishbone scenen havde han skabt et lille lejrbål. Under titlen “Conan’s Campfire” sad han alene med guitaren og spillede ældre materiale, blandt andet “Crush Culture”. Det var en af koncertens bedste idéer. Midt i en stor arena opstod der pludselig noget mindre, varmere og mere fortroligt. Publikum blev ikke bombarderet med effekter, men fik lov til at møde sangene i et mere nedtonet format. Her stod det klart, at Conan Gray ikke behøver store rekvisitter for at fastholde opmærksomheden. Når sangene får plads, kan de sagtens bære sig selv.
Bølger, båd og nyt kapitel
Efter “Crush Culture” løb han af scenen. Der blev stille, mens bølger rullede ind over scenebilledet, og en båd dukkede op. Kort efter sprang han frem i nyt outfit og kastede sig ind i “Romeo”. Det var dramatisk, næsten musicalagtigt, men det fungerede, fordi koncerten allerede havde etableret sit eventyrlige formsprog. Herefter fulgte “The Best”, før aftenen fik et charmerende publikumsindslag. Conan Gray udvalgte to piger til at knække et wishbone med ham. Hvis de fik den lange ende, måtte de vælge mellem to sange. Hvis han vandt, valgte han selv. Pigerne vandt og derfor blev “Sunset Town” spillet. Det lille øjeblik gav koncerten en fornemmelse af spontanitet og gjorde sangen til noget særligt netop denne aften.
“Heather” samlede hele arenaen
Da “Heather” begyndte, var reaktionen øjeblikkelig. Det var tydeligt, at mange havde ventet på netop den sang. Her blev Royal Arena forvandlet til ét stort kor. “Heather” er for længst blevet mere end et hit. Den er blevet et fælles sprog for ulykkelig forelskelse, jalousi og følelsen af ikke at være den, der bliver valgt. Aftenens version var enkel, stærk og publikumsbåret. Conan Gray behøvede næsten ikke gøre andet end at lade sangen ske.
Alvor, seng og popforløsning
Efter det store fællessangsøjeblik kom “Family Line”, som gav koncerten en mørkere tone. Her fik hans sangskrivning mere tyngde, og showet bevægede sig væk fra den rene teenagehjertesorg og ind i noget mere personligt. Sengen vendte tilbage under “Connell”, hvor han satte sig og sang. Billedet var effektivt: en international popstjerne i en arena, men placeret i noget, der lignede et privat rum. Det passede godt til hans dobbelte identitet som både stor popartist og bedroom-pop-fortæller. Herefter fulgte “Actor”, før “Maniac” fik publikum op at stå. Her skiftede energien igen, og koncerten blev mere dansende og direkte. “Vodka Cranberry” lukkede hovedsættet med et klart aftryk fra den nyere Wishbone-æra og viste, hvorfor Conan Gray har taget springet fra internetfænomen til arenanavn.
kaptajnkostume og konfetti
Efter en kort pause vendte han tilbage i et glitrende kaptajnkostume. Det var endnu et teatralsk billede i en aften, der hele tiden legede med karakterer, kapitler og visuelle symboler. Ekstranumrene “Memories” og “Caramel” afrundede koncerten, inden konfettien fyldte rummet. Afslutningen var ikke overraskende, men den var effektiv. Publikum fik den store finale, de havde ventet på.
En koncert med stærk idé og enkelte svagheder
Det bedste ved koncerten var dens klare univers. Alt hang sammen: ønskebenet, kapitlerne, scenografien, kostumerne og de små publikumsinddragelser. Der var tænkt over helheden, og det gav showet en særlig identitet. Samtidig var der øjeblikke, hvor produktionen næsten blev for ivrig. Nogle gange kunne man ønske, at der blev skåret en smule ned, så sangene fik endnu mere ro. For når Conan Gray stod med guitaren, var tæt på fansene eller lod publikum bære melodierne, opstod de mest rørende øjeblikke. Alligevel var det en gennemført, underholdende og smukt iscenesat koncert. Han leverede ikke et perfekt show, men et personligt et af slagsen og det er ofte langt mere interessant.
Conan Gray forvandlede Royal Arena til et skævt, følsomt og visuelt gennemarbejdet popunivers. Med “My World”, “People Watching”, “The Cut That Always Bleeds”, “Heather”, “Maniac”, “Vodka Cranberry” og ekstranumrene “Memories” og “Caramel” kom publikum gennem både hjertesorg, nostalgi, dans og dramatik. Koncerten var bedst, når den kombinerede det store arenashow med ægte nærvær. Det lykkedes ofte. Og selv om enkelte idéer kunne have været strammet, stod aftenen tilbage som en elegant og fantasifuld popoplevelse med masser af hjerte. Et ønskeben knækker aldrig lige. Conan Grays koncert gjorde heller ikke. Den var skæv, sentimental og fuld af popteatralsk charme. Af: Emilie Jakobsen