CARLLO YABOY

d. 28 juli 2026 Kl. 23.46

★ ★ ★ ★ ★ ★

Aftenens vildeste forlystelse i Tivoli stod ikke på kortet

CARLLO YABOY forvandlede MINT til en kogende dansefest, hvor publikum mistede både hæmningerne og lysten til nogensinde at stå stille igen. Det var charmerende, musikalsk og fuldstændig ustyrligt, på den bedst tænkelige måde.

Tivolis bedste tur krævede ingen sikkerhedsbøjle

Mens rutchebanerne susede gennem sommeraftenen, fandt Tivolis mest hæsblæsende forlystelse sted på MINT. Den havde ingen skinner, ingen sikkerhedsbøjle og ingen advarsel om pludselige bevægelser. Til gengæld havde den guitar, afrobeats, highlife, pop, r’n’b og en frontfigur med så meget naturlig karisma, at selv de mest standhaftige tilskuere hurtigt måtte opgive ambitionen om blot at stå og betragte. CARLLO YABOY kom ikke for at levere en pæn koncert, modtage et høfligt bifald og derefter forsvinde ud bag scenetæppet. Han kom for at sætte ild til MINT. Området var propfyldt. Publikum stod tæt fra scenekanten og langt tilbage, og allerede inden koncerten for alvor havde taget fart, lød råbet, der skulle blive aftenens gennemgående slogan: “CARLLO, WE WANNA PARTY!” Det var mindre et spørgsmål end en kollektiv ordre. CARLLO YABOYs svar var ca. en times musikalsk overgivelse.

En fest, der ikke behøvede en opvarmning

Koncerten åbnede passende med “Carllo We Wanna Party”, og fra første tone var der ingen tvivl om retningen. Festen skulle ikke bygges langsomt op. Den blev kastet direkte ud over publikum. CARLLO YABOY indtog scenen med en selvsikkerhed, der ikke virkede indøvet eller kunstig. Han bevægede sig let, dansede ubesværet og havde konstant blik for menneskene foran sig. Ikke kun de forreste rækker, men hele pladsen. Han har den sjældne evne, at han kan få et stort publikum til at føle sig set uden at gøre koncerten intim på den stille måde. Nærværet opstod midt i larmen, bevægelsen og de mange hænder i vejret. Da “Dance” fulgte, blev titlen nærmest en unødvendig instruktion. Publikum var allerede i gang. Der blev ikke danset med den klassiske danske forsigtighed, hvor overkroppen helst skal forblive forholdsvis rolig, og fødderne højst må flyttes et par centimeter. Her blev der danset med hele kroppen. Folk hoppede, råbte og bevægede sig, som om Tivolis lukketid var blevet aflyst.

CARLLO YABOY og Maximillian kan mere end at starte en fest

Det ville være let at reducere CARLLO YABOY til en effektiv festmaskine. Det ville også være forkert. Bag den smittende energi står en erfaren musiker, der både skriver, producerer, synger og spiller instrumenter. Han har arbejdet som guitarist, bassist og musikalsk leder, og den baggrund kan mærkes i måden, koncerten er bygget op på. Han forstår dynamik. Han ved, hvornår han skal sende tempoet i vejret, og hvornår musikken skal have lov til at trække publikum tættere på. Maximillian trådte på scenen, publikum gav et smil og gav den gas på “Come Close”  blev derfor ikke blot endnu et nummer i rækken. Den fungerede som koncertens første tydelige temposkifte. Vokalen fik mere luft, og melodien trådte frem uden at punktere den energi, der allerede var skabt. At præsentere ny musik under en koncert kan være risikabelt. Publikum kender ikke ordene, og telefonerne kan hurtigt begynde at virke mere interessante end scenen. Det skete ikke her. “Come Close” blev modtaget med den samme opmærksomhed som de mere velkendte numre. Det skyldtes ikke alene sangen, men også CARLLO YABOYs evne til at sælge et øjeblik uden at oversælge sig selv.

Highlife med København i blodet

Med “Hi Life” trådte forbindelsen til hans ghanesiske rødder tydeligere frem. Highlife, afropop og moderne popproduktion mødtes i et udtryk, der både lød internationalt og personligt. Musikken føltes ikke som en samling referencer, der var sat kunstigt sammen for at ramme flere målgrupper. Den lød som ham. Det er netop det interessante ved CARLLO YABOY. Han forsøger ikke at vælge mellem København og Ghana, mellem guitar og klubrytmer eller mellem pop og afrobeats. Han tager det hele med. Resultatet er musik, der har den umiddelbare lethed, en sommerkoncert kræver, men samtidig en tydelig musikalsk identitet. Numrene er dansable, men de er ikke anonyme. De er tilgængelige, men de mangler ikke personlighed. Under “Yaya” blev koncertens legende side skruet yderligere op. CARLLO YABOY smilede, dansede og flirtede musikalsk med publikum, uden at showet på noget tidspunkt føltes påtaget. Hans charme er ikke en effekt, der bliver tændt sammen med scenelyset. Den virker til at være en permanent tilstand.

En entertainer med plads

Efter den rytmiske eksplosion kom fra bandet med “Die for You” som endnu et dejligt øjeblik. Her fik CARLLO YABOY vist, at hans styrke ikke kun ligger i bevægelserne og den store energi. Vokalen bar nummeret med varme og sårbarhed, og publikum, der kort forinden havde hoppet i takt, lyttede pludselig med en anden koncentration. En koncert med konstant maksimal intensitet kan hurtigt blive udmattende. Selv en god fest har brug for øjeblikke, hvor man kan mærke hjertet slå midt i bassen. “Die for You” gav aftenen den nødvendige kontrast og viste en artist, der tør lade musikken stå uden hele tiden at fylde hvert sekund med bevægelse. Men pausen fra den store fest blev naturligvis kort. Meget kort.

Musikeren bag mikrofonen

Med “Voodoo Chile” kom guitaren og det mere rå udtryk i centrum. Nummeret fremhævede den tekniske kunnen, der ligger under hele CARLLO YABOYs sceneoptræden. Han fremstår ikke som en sanger, der tilfældigvis har fået et band placeret bag sig. Han tænker som musiker. Det kan høres i arrangementerne, i timingen og i den måde, han reagerer på musikken. Hans mange års erfaring på scenen, også bag andre artister, betyder, at han ikke virker som et nyt navn, der stadig prøver at finde ud af, hvor han skal stå, eller hvad han skal gøre med hænderne. Han ejer scenen. Ikke aggressivt eller selvhøjtideligt, men med den rolige autoritet, der opstår, når en kunstner ved, at håndværket holder.

Da scenen ikke længere kunne rumme ham

Aftenens stærkeste øjeblik opstod, da CARLLO YABOY besluttede, at scenen var blevet for lille. Han gik ned blandt publikum. Ikke for et hurtigt håndtryk ved første række eller en kort tur langs barrieren. Han bevægede sig helt ind i menneskemængden, hvor han fortsatte med at synge og danse. Pludselig var koncerten ikke længere delt op i dem, der optrådte, og dem, der så på. Alle var med. Publikum samlede sig omkring ham, telefonerne blev løftet, og begejstringen steg endnu et niveau. Det kunne nemt være blevet et forudsigeligt publikumsstunt, men det føltes ikke konstrueret. Det var tværtimod den naturlige kulmination på den kontakt, han havde skabt fra første nummer. Han gik ikke ned blandt publikum for at redde koncerten. Han gjorde det, fordi koncerten allerede var løbet så langt ud over scenekanten, at han lige så godt kunne følge med.

Fra tårer til total dansekapitulation

“Force Me to Make You Cry” samlede koncertens to sider: følelse og fremdrift. Melodien rummede alvor, men rytmen fastholdt kroppene i bevægelse. CARLLO YABOY har forstået, at en sang ikke nødvendigvis skal vælge mellem at ramme hjertet og benene. Den må gerne gøre begge dele. Derefter blev enhver rest af tilbageholdenhed fjernet med “Oya Shake It Like G”. Hvis nogen stadig havde håbet på at forlade MINT med håret siddende, som da de ankom, måtte de erkende nederlaget. Der var smæk på. CARLLO YABOY styrede publikum med små bevægelser, blikke og rytmiske signaler. Han behøvede ikke konstant at råbe instruktioner. Kontakten var blevet så stærk, at han kunne løfte en arm, og hele pladsen reagerede. Det er ikke noget, man kan forlange af et publikum. Det er noget, man skal gøre sig fortjent til.

“Try Now”, før det er for sent

Med “Try Now” blev koncerten sendt i mål med endnu en kraftudladning. På dette tidspunkt var MINT forvandlet til et kompakt dansegulv, og CARLLO YABOY havde demonstreret hele sin spændvidde: popstjernen, instrumentalisten, entertaineren, sangeren og publikumslederen. Sætlisten fungerede, fordi den ikke blot bestod af ti numre placeret efter hinanden. Den havde en udvikling. Fra den direkte invitation i “Carllo We Wanna Party” og den uimodståelige bevægelse i “Dance” til den nye musik i “Come Close”, de ghanesiske spor i “Hi Life”, charmen i “Yaya” og følsomheden i “Die for You”. Fra guitaren i “Voodoo Chile” og intensiteten i “Force Me to Make You Cry” til den totale forløsning i “Oya Shake It Like G” og “Try Now”. Det var gennemtænkt uden at virke stift. Professionelt uden at miste spontaniteten.

Ikke længere blot et navn på vej

CARLLO YABOY bliver ofte omtalt som et af de nye lovende navne på den danske musikscene. Efter koncerten på MINT virker ordet “lovende” næsten for forsigtigt. Han er ikke kun på vej. Han er allerede ankommet. Hans musikalske fundament er stærkt, hans sceneerfaring er tydelig, og hans evne til at skabe kontakt med et publikum er usædvanlig. Han har forstået, at et godt liveshow kræver mere end gode sange. Det kræver timing, mod, overskud og lysten til at give publikum noget, de ikke kan få gennem et par hovedtelefoner. På MINT gav han dem netop det. En oplevelse.

Køb billetterne, før alle andre gør det

Efter en koncert som denne er opfordringen enkel: Skynd jer at købe billetter til CARLLO YABOYs kommende koncerter, inden de bliver udsolgt. For det kommer de til. Stem også på ham til P3 Guld. Ikke alene fordi han er nomineret, men fordi han på MINT viste præcis, hvorfor hans navn hører hjemme i den samtale. Han har sangene, musikaliteten og scenenærværet. Og vigtigst af alt har han evnen til at få et fyldt koncertområde til at glemme alt omkring sig.

Dommen

CARLLO YABOY leverede årets bedste koncert på MINT. Han var charmerende uden at blive selvfed, professionel uden at blive poleret og energisk uden at miste den musikalske kontrol. Han fik alle med. Han sang og dansede midt blandt publikum. Han forvandlede Tivoli til én stor fest og efterlod en fornemmelse af, at man havde overværet begyndelsen på noget, der snart bliver meget større. Da koncerten nærmede sig afslutningen, lød råbet endnu en gang: “CARLLO, WE WANNA PARTY!” Men nu var ordene ikke længere en bestilling. De var en tak. For Tivolis vildeste forlystelse stod ikke på kortet denne aften. Den hed CARLLO YABOY.  Af: Emilie Jakobsen