Foto: Rasmus B.S. Hansen
d. 7 september 2025 Kl. 10.32
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
Når én stemme kan løfte et helt liv
En aften, hvor velour, hverdagens kærlighed og et BRIT-hitmagers-hjerte smelter sammen
Der er noget næsten demonstrativt udramatisk over publikum, allerede før lyset går ned i K.B. Hallen denne novemberaften. Fyldt godt op med midaldrende kærestepar, vennepar i pæne frakker, den rolige summen af nogen, der både har levet lidt og elsket meget. Ingen jagt på trends, ingen hysterisk idol-kult, bare mennesker, der er mødt op for at blive ramt. Det er præcis det rum, Calum Scott træder ind i. Og han ved, hvad han skal gøre ved det.
Velour, burlesque og en britisk ballademagers iscenesatte sårbarhed
Scenen er elegant underspillet: et stort, dybt velourtæppe som bagtæppe, små burlesque-associationer i faldet, uden at det bliver teatralsk, snarere en visuel ramme om et katalog af bekendelser. Et seksmands band står placeret uden attitude, men med autoritet; klaver og cello får lov til at være lige så nærværende som trommer og guitar.
Calum Scott træder ind i sort tøj med diskret glitter – nok til at glimte, ikke nok til at overdøve. Det passer ham. Han er ikke en performer, der gemmer sig bag scenografi eller koreografi; han er en sanger, der gør sin stemme til hovedpersonen og resten til scenens høflige bifigur. Og allerede fra første tone står én ting klart: vokalen er lige så ren, kontrolleret og følelsesmættet live, som streamingtallene og platinpladerne lover.
At lyden i K.B. Hallen indimellem er en smule uklar og rungende, især i de fuldt orkestrerede passager, er aftenens eneste reelle skønhedsfejl. De dybe frekvenser æder sig til tider ind i de mere nuancerede arrangementer, og et par nye numre fra “Avenoir” fortjener egentlig et mere tyst og præcist lydbillede. Men Scotts stemme skærer sig som regel klart gennem efterklangen – og publikum virker mere optagede af følelsen end af frekvenskurver.
Avenoir som levende fortælling – fremad med ryggen mod fortiden
“Avenoir”, hans tredje studiealbum, hænger som et konceptuelt filter over sættet: idéen om at se livet som roeren, der bevæger sig fremad, men kun kan se bagud. Live gør den idé konkret. Scott blander nyt og gammelt, sårbarhed og singalong, så aftenen føles som en kurateret erindringsrejse – ikke blot en parade af hits.
De nye sange står stærkt på scenen: mere selvsikre, mere voksne, med en Scott der ikke længere synger som den overrumplede talentkonkurrence-deltager, men som en kunstner, der har taget ejerskab over sin egen myte. “God Knows” folder sig ud som dramatisk, moderne popbøn; andre numre fra “Avenoir” lægger sig naturligt op ad både “Only Human” og “Bridges” og cementerer fornemmelsen af en rød tråd snarere end en ny version af samme opskrift.
Fra fjernsynsklip til fællessang – når historien vender tilbage
Calum Scotts historie er velkendt: manden, der trådte ind på Britain’s Got Talent-scenen i 2015 og vendte Robyns “Dancing On My Own” til et stille jordskælv af sårbarhed, som siden ændrede hans liv. I K.B. Hallen er det netop bevidstheden om den rejse, der gør aftenen særlig: Vi ser ikke bare en popstjerne, men en artist, der hele tiden spejler fortiden uden at sidde fast i den.
Det bliver tydeligt i et af showets smukkeste og mest “Avenoirske” greb: den særlige “duet” med Whitney Houston på “I Wanna Dance with Somebody”. Med Houstons ikoniske vokal vævet ind over Scotts egen står han dér – ikke som efterligner, men som respektfuld dialogpartner på tværs af tid. Et modigt, sentimentalt og overraskende raffineret øjeblik, der får publikum til både at danse og holde vejret.
Senere i sættet sender han salen i kollektiv bevægelse med “Spinning Around”, hvor ståpladser og siddepladser kortvarigt ophæver deres sociale kontrakt og bare synger. Det er ikke larmende ekstase, men sådan en varm, uprætentiøs fællessang, hvor man opdager, at de to ved siden af også kan hele teksten.
Intimt midt i massen: Mor, fødselsdag og “Jeg elsker jer”
Det, der for alvor løfter koncerten ud over den pæne popproduktion, er Scotts konsekvente vilje til at gøre det stort planlagte show menneskeligt. Han taler meget – men sjældent tomt.
Han fortæller, at hans mor er med på turnéen, og nævner hende med en blanding af stolthed og blufærdighed, der får hele hallen til at føles mindre. Pludselig sidder vi ikke i en arena, men i et fælles familiealbum.
Da en af bandets crew har fødselsdag, standser Scott showet og insisterer på, at hele K.B. Hallen synger fødselsdagssang. Ikke som et hurtigt gig, men som en reel markering. Og publikum er med – naturligt, ikke ironisk. Øjeblikket skriver sig direkte ind i koncertens tema: at huske, at fejre, at forstå, at små øjeblikke også er værdige til spotlyset.
Flere gange forsøger han sig på dansk, og da han sender et rungende “Jeg elsker jer” ud over salen, rammer det ikke som billig charme, men som det, det ligner: en ægte, lidt rørt britisk mand, der faktisk mener det.
Supporten, der bygger bro – Lusaint og Tommy Lyon
Tommy Lyon åbner aftenen med en kort, jordnær opvarmning, der fungerer som en stille musikalsk velkomst: ikke spektakulær, men sympatisk og melodisk nok til at få publikum til at lytte. En god “varm op uden at stjæle showet” præstation.
Lusaint lægger lige et lag mere elegance ind. Med sin mørke, silkebløde vokal og stilfulde udtryk matcher hun perfekt aftenens æstetik og forbereder publikum på Scotts følelsesregister, uden at forsøge at konkurrere med det. Hun fungerer som en kurateret overgang – fra hverdagstræthed til følelsesparathed.
Ekkoet, der bliver hængende: “Dancing On My Own”
Afslutningen er uundgåelig, men heldigvis også uundgåeligt rørende. “Dancing On My Own” – sangen, der gjorde ham verdensberømt – kommer som sidste nummer. Ikke i en overpyntet version, men som en kontrolleret, klar og kompromisløst sunget kulmination.
Her mødes alt: K.B. Hallens velourramme, Avenoirs tilbageblikstema, de midaldrende par, der holder lidt tættere om hinanden, de unge, der filmer, og ham, der engang stod alene på en tv-scene og sang sig væk fra anonymiteten. Hele salen synger med, og man fornemmer, at det ikke kun er hans historie, der får klumpen i halsen til at vokse, men publikums egne.
Det er måske koncertens største styrke: Calum Scott gør ikke aftenen til en monumentrejse over sig selv, men til et katalog over følelser, som vi får lov at placere vores egne liv ned i.
På trods af den periodevis uklare, lidt rungende lyd står Calum Scott i K.B. Hallen som en stærk, taknemmelig og fuldt ud realiseret live-artist. Hans vokalpræcision, det musikalske overskud i bandet, brugen af cello og klaver, den stilrene scenografi og de små intime greb – moren, fødselsdagssangen, Whitney-duetten, de danske ord der løfter koncerten op, hvor pop bliver personlig og professionel på én gang.
Det er ikke et show, der revolutionerer koncertformatet. Det er et show, der leverer noget sjældnere: en følelse af, at man har brugt en novemberaften på at blive mindet om, hvorfor sange om kærlighed, tab og håb stadig betyder noget, også når man har været på jorden i mere end 30 år. Et modent, elegant og dybt velfungerende Avenoir-kapitel i København. Af: Eva Yde
Foto: Rasmus B.S. Hansen
Foto: Rasmus B.S. Hansen
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes