Burhan G

Foto: PeterTroest

Udgivet: d. 23 august 2025. Kl. 08.43.

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Fyrværkeri, fællessang og fanfavoritter

Fredag aften kl. 22.00 eksploderede Plænen i Tivoli i et kollektivt kærlighedsritual. Ikke fordi Burhan G havde opfundet sig selv på ny, men fordi han endnu en gang serverede soundtracket til vores ungdom, vores forelskelser, vores brud og de der sene byture, vi stadig halvt fortryder og halvt savner.

Og lad det være sagt med det samme: Burhan G leverede en god koncert. Lydmanden havde styr på knapperne, Tivolis fyrværkerihimmel var klar, og publikum – et mylder af alt fra teenagepiger til gråhårede par på kærestetur – bar halvdelen af showet med deres stemmer. Men fornyelse? Nej. Overraskelser? Ikke rigtigt.


Burhan om Burhan om Burhan

Koncerten åbnede selvsikkert med en Burhan intro. Og det satte tonen for aftenen: det handlede meget om Burhan selv. Han er karismatisk, ingen tvivl om det, men når han igen og igen slikker sig selv om munden, smider tøjet og tager sig i skridtet som var det en del af koreografien, bliver det mere en gimmick end en gestus.

Alligevel kunne man ikke undgå at blive revet med, da “Lucy” buldrede frem og han gik blandt publikum og op på scenen. Plænen dansede, ølglas blev løftet, og Tivolis plæne forvandlede sig til en regulær popklub under åben himmel...


Hjertesmerte og fællessang

Burhan G’s store styrke er hans katalog af popsange, som vi allesammen kender. Når han synger “I stedet for dig”, synger hele Plænen med – og pludselig står man og tænker på den ekskæreste, man egentlig troede, man havde glemt.

Med “Karma” blev tempoet skruet op, mens “Kærlighed & Krig” mindede os om, at Burhan faktisk også kan balancere følsomheden med noget, der ligner alvor. Da han sammen med sit band satte gang i “Tættere på himlen”, var stemningen på sit højeste – som om hele Tivoli i et kort sekund glemte alt udenfor.

Men det var især, Matilde Emilie på scenen, at koncerten virkelig løftede sig. Hendes stemme bragte friskhed, nerve og et modspil til Burhans selvcentrerede performance. Publikum kvitterede med jubel...


Hits på række og rad

Herefter kom de i perlerække: “Jeg vil ha’ dig for mig selv”, “Din for evigt”, “Mest ondt” (med et kor af tusinder), og et langt medley hvor gamle fans kunne krydse næsten alt på ønskelisten af.

At han så senere lavede endnu en omgang selvportræt med nummeret “Burhan G”. Men så blev vi reddet af “Let Me Think” og “Kun for mig”, inden den lidt skæve men hyggelige gimmick “Tinka” (ja, julekalender-sangen midt i august!) sendte publikum ud i en blanding af smil og sentimentalitet.

Finalen var selvfølgelig episk: “Kalder mig hjem” satte dansefødderne i bevægelse, og da hele plænen råbte “Jeg’ i live”, afsluttedes showet med fyrværkeri over Tivoli, som en kæmpe konfettikanon på himlen.

Burhan G’s koncert var en folkefest, en fællessang og en nostalgirejse, men ikke en ny opfindelse. Det hele var præcis, som vi havde forventet. Burhan leverede professionelt, men med lidt for meget fokus på sin egen selviscenesættelse og lidt for lidt musikalsk nyskabelse.

Matilde Emilie var aftenens egentlige musikalske højdepunkt, publikum var koncertens hjerte – og Burhan? Ja, han var stadig Burhan. Og det er både hans største styrke og hans største svaghed.   Af: Emilie Jakobsen

Foto: PeterTroest