Foto: Oliver Sperling
Udgivet: d. 9 august 2025. Kl. 07.02.
★ ★ ★ ★ ★ ☆
En sommeraften, der blev til et rockpostkort
Det begyndte længe før de første toner. Solen gled langsomt ned bag Tivolis gamle træer, duften af grillpølser blandede sig med den søde aroma af candyfloss, og et brus af forventning løb gennem menneskehavet foran scenen. Plænen var ikke bare fyldt – den var en levende organisme af tusinder af kroppe, blikke, smil og små nervøse fnis, som altid opstår, når man ved, man skal opleve noget særligt.
Så – et skær af scenelys, et kort øjebliks stilhed, og Bryan Adams trådte frem. Læderjakken, guitargrebet, det skæve smil. Uden omsvøb – "Kick Ass" brød løs som en åbningssalut, og man kunne mærke bassen i brystkassen. Folk klappede i takt, og Tivolis gamle bygninger syntes næsten at vibrere med. Han fortsatte som en mand med en mission: "Run to You", "Somebody"– hits, der løb som blodårer gennem aftenen. Stemmerne fra publikum smeltede sammen til ét stort kor, hvor unge og ældre sang lige højt. I mørket foran scenen kunne man se en gruppe på fire midaldrende venner, der knugede hinanden om skuldrene, mens de skreg teksten til "18 ‘Til I Die". Længere tilbage stod en far med sin lille datter på skuldrene – de dansede til "Take Me Back" med plastikørepropper og et bredt grin.
Bryan Adams blandede nyt og gammelt uden at miste grebet: "Roll with the Punches", "Go Down Rockin’" og "It’s Only Love" stod skarpt, mens "Shine a Light" foldede sig ud som et lys i den begyndende nat. Og så kom det første øjeblik, der satte tiden i stå: "Heaven". Hele Plænen lyste op i mobiltelefonernes skær, og det var, som om Tivolis hjerte slog langsomt for en stund.
Han kunne stadig lege – "You Belong to Me" smeltede gnidningsfrit sammen med "Blue Suede Shoes", og med "Twist and Shout" som cover fik han folk helt ned på knæ, inden de sprang op igen. Men det var også en aften til det nøgne og ærlige. "When You’re Gone" alene på akustisk guitar gav et glimt af manden bag rockmyten – varm, lidt hæs, med en stemme, der stadig kan skære gennem støjen.
Så rullede han maskineriet ud igen: "The Only Thing That Looks Good on Me Is You", "Never Ever Let You Go", og naturligvis "(Everything I Do) I Do It for You", der bredte et kollektivt suk ud over forsamlingen. Mod slutningen var det en ren kavalkade: "Back to You" og "Summer of ’69" (hvor selv personalet i ølboderne sang med), "Cuts Like a Knife" og det overraskende Frankie Valli-cover "Can’t Take My Eyes Off You". Han lukkede aftenen med "All for Love", som en varm afskedskrammer. Ikke noget stort fyrværkeri, ikke noget overdramatiseret – bare en sidste sang, som man ville ønske, kunne vare lidt længere. Lyden var klar som en sommernat efter regn. Man kunne høre fingerspidserne ramme strengene, høre den rå kant i vokalen, mærke trommerne som et slag under fødderne. Men vigtigst: man kunne mærke, at vi alle sammen var til stede i det samme øjeblik.
På vejen ud gennem Tivoli gik folk langsomt. Nogle sang stadig omkvædene, andre var stille, som om de lige havde brug for at gemme det hele i hukommelsen. Og måske er det dét, Bryan Adams kan: Han giver os ikke bare musik – han giver os et stykke af tiden tilbage. Et sted, hvor vi alle sammen var yngre, solen altid skinnede, og man stadig troede, at "The summer of ’69" aldrig ville ende. Af: Henrik Yde
Foto: Oliver Sperling
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes